fredag den 19. oktober 2007

Placenta med polenta



Nogle gange er andre menneskers madbegejstring anmassende og uvelkommen som den dårligt skjulte rejsning i en fremmed mands slåbrok.

Og fordi klokken er næsten 11, og jeg endnu ikke har tænkt noget andet i dag overhovedet, vil jeg rulle lidt med indskydelsen og se, om den har tegneværdigt potentiale.

Det er i øvrigt min lægevens skyld. Han mailede nedenstående udpluk fra en aktuel madanmeldelse v/ Søren Frank i morges:

"Sveskerne fik på vores tallerkener selskab af flere spiselige blomster fra haven og nogle flotte hvide dråber af tykmælk, som på forfriskende vis ejakulerede i munden, da man tyggede i dem."

Ad. Og det er ikke første gang, jeg bliver næsten rasende af væmmelse over Søren Franks voldsomme sanselighed i forbindelse med mad. Faktisk kan jeg ganske tydeligt huske en morgen i begyndelsen af 1990'erne, da jeg fik mit første seksuelle traume - og det var også Søren Frank! I en klumme, der beskrev et besøg på Thai-restaurant, sammenlignede han lugten af østerssovs med kvindens. Nej, jeg kan ikke sige det! Ikke engang i dag! Jeg var målløs ... og det her var adskillige år, før jeg overhovedet havde SET en. Søren Frank kan godt have udsat tidspunktet et år eller to med sin anmeldelse dengang. Og han skriver i Berlingeren, for chrissakes! Vi taler gamle mennesker! Kan de godt tåle den slags?

I bogen Livret fra 2004 skriver forfatteren og Prins Henrik-entusiasten Kristian Ditlev Jensen ekvilibristisk om mad og død. De komplementære processer i menneskets brug af mad er hele tiden i spil - vejen fra nydelse til fortabelse. Indtag og udsondring spillet op imod hinanden.

Det er superklamt.

Her spiser hovedpersonen frokost, mens han fabulerer over skinkens muligheder:
"Den kan spises med oste, dryppet med lidt olie. Den kan smides i en salat af bitter rucola, skyllede champignoner, røget scarmoza-ost. Den kan bruges til at proppe en lammesteg med sammen med artiskokker, og så et skarpt lugtende strint hvidvin, en gullig stråle som kom den fra dyret selv."

Nej! Det må ikke komme fra dyret selv. Det lød helt vildt godt, og så pisser du i det. Øv. Slut med skinke.

Det er klart, at de professionelle anmelderpornografer åbner døren på vid gab for det samfundsmæssige madskred, der leder direkte til måltidets endegyldige implosion og sammenbrud i parcelhus-danlands soveværelser. Vi taler flødeskum, vi taler pikke med flødeskum, og så selvfølgelig store tunge midaldrende Stenløsehusmødre smurt ind i tofarvet nutella fra Amokka. Og det er nasty. Men det kan blive langt værre, når sensualitet og frigjorthed invaderer køleskabet.

Det absolut klammeste og mest frigjorte er den trend, der får folk til at spise moderkage. Jeg er lige ved at græde ved tanken, men det sker hver dag! Det er sanselighedens skyld. Der går en lige linje fra filmen Chocolat til Placenta med Polenta. Og de latinamerikanske mad/sanselighedsfejrende film er ENDNU værre. Vi mangler virkelig en ny puritanisme, når det gælder mad.

Nej, jeg vil ikke vide, hvad det kommer fra.
Nej, jeg vil ikke mindes om, hvordan det dufter.
Nej, jeg vil ikke vide, hvordan det er lavet.
Nej, jeg vil ikke have indsigt i, hvad min krop gør af det.
Nej, jeg vil ikke mindes om, at jeg en dag skal dø.
Nej, jeg vil ikke være det, jeg spiser.
Jeg vil ikke være det overhovedet!
Jeg spiser SLAM.

Der er tre skildringer af mad i verdenslitteraturen, der virkelig fungerer.

1) Den Glade Løve i Afrika - scenen, hvor løven, udsultet og fremmedgjort, lister sig ind i den europæiske ekspeditions lejr og labber den herlige stuvning i sig, som simrer lifligt i en gryde over et bål.

2) Scenen hvor Ronja Røverdatter og Birk bager fladbrød.

3) Alle skildringer af mad i Asterix.

Man kan også få lyst til smørrebrød, koldt øl og snaps, når man læser Sjöwall og Wahlöö, men fundamentalt set er der her tale om beskrivelser af koldtbordsvrag med tynde ben og slappe overkroppe i trenchcoats. Så det bliver også, når alt kommer til alt, for stærkt. Nå! Frokost.

3 kommentarer:

Søren sagde ...

Chris, et sjovt indlæg, der også rummer megen visdom. Jeg mener dog også, at Hemingway bør have dispensation til lidt sanselighed.
Læs følgende afsnit fra 'A Moveable Feast'. Forinden har han (sanseligt) beskrevet, hvor utrolig sulten han er, fordi han, som ung freelance journalist, ikke har råd til at købe rigtig mad i Paris. Han sætter sig til sidst til rette på et brasserie

"...og tjeneren spurgte mig om, hvad jeg ønskede,
bestilte jeg en distingué, et stort glaskrus, der rummede en liter,
og en gang kartoffelsalat.
Øllet var meget koldt og vidunderligt at drikke. Mine pommes
à l'huile var faste og marinerede og olivenolien vidunderlig.
Jeg tog peberkværnen og krydrede kartoflerne og dyppede
brødet i olivenolien. Efter den første store slurk øl drak og spiste
jeg meget langsomt. Da jeg var færdig med mine pommes à
l'huile, bestilte jeg en portion til og en cervelas. Det var en pølse,
der mindede om en stor, omfangsrig bajersk pølse, der var
flækket og dækket med en særligt udsøgt sennepssovs.
Jeg sørgede for at få al olien og al sovsen med ved hjælp af
brødet og drak langsomt videre af øllet, indtil det begyndte atblive mindre koldt, og så tømte jeg kruset og bestilte en demi
og så den blive skænket af fadet. Den virkede endnu koldere
end min distingué, og jeg drak det halve"

God appetit.

Michelle sagde ...

Hej Chris,
jeg kan ikke forstå, at du er så spydig overfor Amokkas chocolate body paint. Jeg har har faktisk rigtig gode erfaringer med den. For ca. fem år siden var mit og min mands sexliv helt gået i stå. men så til min 40-års fødselsdag fik jeg noget chokolade body-paint i fødselsdagsgave af min veninde Anette. Og du kan tro, at det virkede og Torsten blev RIGTIG glad og tog initiativet i sengen igen. Så uden at gå i alt for mange detaljer kan jeg afsløre, at der nu er godt gang i soveværelset igen og vi bruger stadig chokolade til at lege med. Som et lille forbruger-tip kan jeg fortælle, at man ligeså godt kan bruge den to-farvede nutella fra Aldi - den er ligeså god som Amokkas og syv gange billigere.

Sebastian sagde ...

Helt enig med de 3 eksempler, de har af en eller anden grund gjort et vis indtryk paa mig (hvis jeg snakker med nogen om mad plejer de faktisk at blive naevnt... ikke lige saa slemt som det lyder).
Tilgengaeld vil jeg gerne tilfoeje to andre enormt vigtige eksempler paa mad i verdenslitteraturen, der ikke er klamme:

1) Groed i Rasmus Klump. Skete det kun i en episode? Mener der var luftballoner og strudser. Kun groeden saa specielt laekker ud.

2) Makaronien i den boerne historie med en masse makaroni hvor alle tegningerne ligner en hyggeligere version af Stanley Donwood tegningerne til Thom Yorke's "The Eraser". Mindre oversvoemmelse; mere makaroni.

Stejl Fart! Grand stuff!