Placenta med polenta

Nogle gange er andre menneskers madbegejstring anmassende og uvelkommen som den dårligt skjulte rejsning i en fremmed mands slåbrok.

Og fordi klokken er næsten 11, og jeg endnu ikke har tænkt noget andet i dag overhovedet, vil jeg rulle lidt med indskydelsen og se, om den har tegneværdigt potentiale.

Det er i øvrigt min lægevens skyld. Han mailede nedenstående udpluk fra en aktuel madanmeldelse v/ Søren Frank i morges:

"Sveskerne fik på vores tallerkener selskab af flere spiselige blomster fra haven og nogle flotte hvide dråber af tykmælk, som på forfriskende vis ejakulerede i munden, da man tyggede i dem."

Ad. Og det er ikke første gang, jeg bliver næsten rasende af væmmelse over Søren Franks voldsomme sanselighed i forbindelse med mad. Faktisk kan jeg ganske tydeligt huske en morgen i begyndelsen af 1990'erne, da jeg fik mit første seksuelle traume - og det var også Søren Frank! I en klumme, der beskrev et besøg på Thai-restaurant, sammenlignede han lugten af østerssovs med kvindens. Nej, jeg kan ikke sige det! Ikke engang i dag! Jeg var målløs ... og det her var adskillige år, før jeg overhovedet havde SET en. Søren Frank kan godt have udsat tidspunktet et år eller to med sin anmeldelse dengang. Og han skriver i Berlingeren, for chrissakes! Vi taler gamle mennesker! Kan de godt tåle den slags?

I bogen Livret fra 2004 skriver forfatteren og Prins Henrik-entusiasten Kristian Ditlev Jensen ekvilibristisk om mad og død. De komplementære processer i menneskets brug af mad er hele tiden i spil - vejen fra nydelse til fortabelse. Indtag og udsondring spillet op imod hinanden.

Det er superklamt.

Her spiser hovedpersonen frokost, mens han fabulerer over skinkens muligheder:
"Den kan spises med oste, dryppet med lidt olie. Den kan smides i en salat af bitter rucola, skyllede champignoner, røget scarmoza-ost. Den kan bruges til at proppe en lammesteg med sammen med artiskokker, og så et skarpt lugtende strint hvidvin, en gullig stråle som kom den fra dyret selv."

Nej! Det må ikke komme fra dyret selv. Det lød helt vildt godt, og så pisser du i det. Øv. Slut med skinke.

Det er klart, at de professionelle anmelderpornografer åbner døren på vid gab for det samfundsmæssige madskred, der leder direkte til måltidets endegyldige implosion og sammenbrud i parcelhus-danlands soveværelser. Vi taler flødeskum, vi taler pikke med flødeskum, og så selvfølgelig store tunge midaldrende Stenløsehusmødre smurt ind i tofarvet nutella fra Amokka. Og det er nasty. Men det kan blive langt værre, når sensualitet og frigjorthed invaderer køleskabet.

Det absolut klammeste og mest frigjorte er den trend, der får folk til at spise moderkage. Jeg er lige ved at græde ved tanken, men det sker hver dag! Det er sanselighedens skyld. Der går en lige linje fra filmen Chocolat til Placenta med Polenta. Og de latinamerikanske mad/sanselighedsfejrende film er ENDNU værre. Vi mangler virkelig en ny puritanisme, når det gælder mad.

Nej, jeg vil ikke vide, hvad det kommer fra.
Nej, jeg vil ikke mindes om, hvordan det dufter.
Nej, jeg vil ikke vide, hvordan det er lavet.
Nej, jeg vil ikke have indsigt i, hvad min krop gør af det.
Nej, jeg vil ikke mindes om, at jeg en dag skal dø.
Nej, jeg vil ikke være det, jeg spiser.
Jeg vil ikke være det overhovedet!
Jeg spiser SLAM.

Der er tre skildringer af mad i verdenslitteraturen, der virkelig fungerer.

1) Den Glade Løve i Afrika - scenen, hvor løven, udsultet og fremmedgjort, lister sig ind i den europæiske ekspeditions lejr og labber den herlige stuvning i sig, som simrer lifligt i en gryde over et bål.

2) Scenen hvor Ronja Røverdatter og Birk bager fladbrød.

3) Alle skildringer af mad i Asterix.

Man kan også få lyst til smørrebrød, koldt øl og snaps, når man læser Sjöwall og Wahlöö, men fundamentalt set er der her tale om beskrivelser af koldtbordsvrag med tynde ben og slappe overkroppe i trenchcoats. Så det bliver også, når alt kommer til alt, for stærkt. Nå! Frokost.