Frokost

Den gamle mand og minken

Dette er første udgave af "Den gamle mand og minken". Jeg ved det ikke - måske vender vi en dag tilbage til de to.

Minken optræder som en slags lærling ... men hvad er det, den VIL?

Meget stort papir

Sad med et virkelig stort stykke papir i går og tænkte: Hey. Jeg tegner på det i én time, og hvis jeg så fotograferer tegningen en gang hvert andet minut, mens arbejdet foregår, kan jeg lave det til en film.

Og det her er resultatet. Man kan godt se, at jeg mistede entusiasmen på et tidspunkt. Filmen er også kun 30 sekunder lang.

Jeg kunne jo konstatere, at det ingen betydning havde, at papiret var helt enormt stort ... ud over, at jeg flere gange var ved at falde ned af stolen, da jeg fotograferede det undervejs. Mine tegninger bliver tilsyneladende ens, uanset om jeg bruger gigantiske køkkenrulletykke hærværkstusser med heldækkende maling på enorme flader af papir, eller mikrofine tynde fe-kuglepenne på bagsiden af visitkort. Too bad.

Kvalitetsinstrumenter

Tværfløjten er overset, og det er en skam, for den kan både spille blødt og sindssygt højt og gennemtrængende.

Hey: Julestriben i forrige blog indeholdt et citat, og I kunne have vundet en præmie, hvis I havde fundet det, og jeg havde fundet på at afholde en konkurrence.

De her mennesker kom mig i forkøbet, eller hvad man nu skal kalde det, når man ikke havde til hensigt at gøre det, man ikke nåede at være den første til at gøre, men som man i retrospekt godt ville have gjort. Og de har gang i et godt site her.

Studenterbrød

Den her er lige røget ud ad døren. Et visuelt studenterbrød af ... ja, af alt det der blev plads til. Undskyld bibliotek i Fiolstræde ...

(Den store tegning har jeg tidligere fyret af her på bloggen, men den kom ikke til sin ret).

Fiolstræde

Biblioteket i Fiolstræde er et af Københavns smukkeste rum.
Har taget et par fotos og tegnet dem til min stribe.

Studenterfashion og FARC

Arbejder videre med helsidestegneserien, der skal være færdig i overmorgen. Dagens tegninger er

A) en parodi på Universitetsavisens modespalte, hvor studerende står og ser ubekvemme ud i deres tøj, mens de lirer mærkerne af, og

B) en tegning af nogle kasser, som jeg egentlig meget godt kan lide, men som jeg endnu ikke ved, hvor jeg vil bruge.

Anyways. Temaet om Fighters + Lovers er nok også vigtigere, og det er stadig rigtig interessant.

Skrev på et tidspunkt et speciale om USA's krig mod narko, som også er en slags krig per stedfortræder mod FARC i Colombia. En rigtig nasty konflikt, som amerikanernes indblanding ikke rigtig har gjort mindre ubehagelig.

Men det betyder bare ikke, at FARC er nogen særlig fed organisation. Den finansierer sine aktiviteter ved narkohandel og kidnapninger, og når man gør den slags længe nok bliver ens politiske idealer efterhånden irrelevante. De ruster væk. Selv mine og specialemakkerens mest venstreorienterede kilder tog afstand fra FARC’s metoder.

Den danske gruppes støtte til FARC må handle om projicering af romantiske forestillinger. Noget symbolsk.

Men uanset årsagen, er det ret forbløffende, at justitsministeren er interesseret i at bringe sagen i retten. Samme justitsminister har for nylig givet PET lov til at samarbejde med stater, der bruger grov tortur. Samarbejdet handler om at udveksle oplysninger til brug for terrorbekæmpelse. Alle ved, hvordan oplysningerne kommer frem. Men vi kan ikke selv bruge tortur, så vi lader andre om det. På mig virker dette umiddelbart som en mere direkte ond politik end en naiv støtte til en guerillahær i Colombia. Konflikten i Colombia er sindssygt indviklet, men sagen om tortursamarbejde er meget meget simpel.

Nogle af de terroranklagede er studerende ved Københavns Universitet, men jeg ved ikke om, det betyder, at universitetet har en officiel holdning til sagen. Uofficielt samarbejder man dog med anklagemyndigheden – dvs. en lektor i statskundskab har udstyret anklageren med en liste over uafhængige ekspertvidner i FARC (og PFLP). FARC-eksperten viser sig at have arbejdet for CIA, som er dybt involveret i krigen mod FARC. Flot.

Det må være lidt tungt at studere ved en institution, der aktivt arbejder for de folk, der vil sende én i brummen i årevis.

En af de terroranklagede blev interviewet i Deadline forleden. Hun argumenterede for, at FARC’s brug af vold var legitim, og at kidnapninger og drab på civile, som kom i vejen, var fejl. Som hendes moddebattør bemærkede er det svært at kidnappe folk ved en fejl. Men hvor slemt er det her på en skala fra 1 til nasty? Er selv i tvivl.

Danmark er involveret i to krige. Den, de fleste synes er legitim, foregår i Afghanistan. Og den er lige så stille blevet så blodig, at forsvarsministeren for en måneds tid siden besluttede at indsætte kampvogne i landet. Ikke for at slå flere mennesker ihjel. Tværtimod. Vores metoder indtil da havde krævet FLERE civile tab, så kampvognene skulle være et mere præcist og omsorgsfuldt værktøj for soldaterne. Hvor mange civile har danske styrker mon egentlig dræbt i Afghanistan?

Tegnet mad

Brainede over indholdet i fredagens helsidestegneserie, og fandt på 20 ting. En af dem var temaet "tegninger af mad".

Mad er svært at tegne, så det ser appetitligt ud, men det er så fedt, når det gør. Det er det samme med tegninger af sex eller tegninger af folk, der peger ud mod beskueren.

De flamske mestre elskede at male stillebener af mad, men det så altid lidt slimy ud, selv om det til gengæld var fotorealistisk tjekket. Nogle af de bedste madskildringer findes i Asterix. Man forestiller sig altid selv, at man sagtens kunne spise et helt vildsvin, når man ser de tegninger.

Har tegnet variationer over brunch med bacon, æg, kaffe, melon og frisk basilikum + en tegning af et fiskefilet- og schnitzelspyd. Det sidste er virkelig fjollet.

Jeg kan ikke ret godt lide brunch, men det får mig til at tænke på flanører, og flanører får mig til at tænke på romantiske strugglertyper, hvilket igen betyder, at jeg kommer til at tænke på retssagen om Fighters + Lovers. Kan ikke rigtig få hovedet rundt om den sag. Men jeg tror, den er vigtig, så den skal helst med i serien. Desuden er flere af de anklagede studerende ved Københavns Universitet ...

Mojo eller foghjo?

"Del dit mojo." Det skal være overskriften for dette års Maltes Spaltes Julespalte. Men jeg er usikker på, hvad budskabet indebærer.

ER der overhovedet mojo at få, eller må vi lade os nøje med foghjo?

Juleudgaven af Maltes Spalte fylder en hel side, dvs. 13 billeder eller deromkring. Derfor kan den nå at handle om alt muligt. Den skal afleveres på fredag. Jeg har brainstormet, og følgende temaer er på bordet lige nu:

• Veltegnet mad, som man får lyst til at spise. Findes det?
• Retssagen mod Fighters and Lovers - herunder: revolutionær romantik, EU-certificeret terrorisme, indespærrede studerende, statsterror, regeringens idealisme vs. idealisters idealisme, og spørgsmålet om hvordan statens ambitioner om at studerende skal blive hurtigt færdige hænger sammen med statens ønske om at sende visse studerende i fængsel i 10 år.
• Lukningen af det smukke bibliotek i Fiolstræde.
• Sammenfald mellem virkelighed og tegneserier - tegnede fx en trøje og pludselig en dag opdagede jeg, at jeg havde købt den samme trøje uden at tænke over det. Men det var underligere, da jeg tegnede en pige og mødte den samme pige seks måneder senere ...
• Manglen på demokrati på Københavns Universitet.
• Mødom på mode.
• Den Færøske Tobakskrise, 1979.
• Fisk, der siger "uh!"
• Spørgsmål: Vil I have Saddam tilbage? Svar: Ja tak.
• Japanske dæmoner.
• Thomas Buttenschøn eller Sai Baba?
• Manden med de vilde øjne på vaskeriet, der ikke tror på blødgørende midler.
• 37.200 mennesker tror, at de selv har fundet på udtrykket "hovedet på bloggen".
• Medicinske forsøg på Panum. Mænd er marsvin.
• Opgøret med de meninger, man har, hvor man tænker "det tænkte jeg nok, jeg ville mene," mens man mener det.
  
• Havfruer vs. kæmpekrabber.
• Den demografiske udvikling, der betyder at alle danskere i de kommende år bliver gamle samtidig, hvilket igen betyder at DF bliver helt vildt stort, men så dør vi alle sammen. Heldigvis.
• At sex godt kan være spændende, hvis det bliver formidlet ordentligt.
• Det internationale polarår 2007-2008. Hvorfor TO år?
• Hvad kan jeg blive? Who cares! Hvad ER du blevet?

Paro

Fredag aften viste Empire Bio filmen Mechanical Love, som var på programmet til CPH:DOX. Og efter forestillingen kom filmens instruktør Phie Ambo forbi biografen for at blive hyldet en lille smule og tage imod spørgsmål fra publikum i den fyldte sal.

Så ville man tænke, at de nok havde fundet en, der vidste noget om film, eller som havde skrevet noget spændende om filmens temaer - eller som i det mindste helt vildt gerne ville arbejde med film - til at stå for den lille spørgsmål og svar-session. But no. Det var mig, der fik lov at byde velkommen og stille de spørgsmål, der skulle få publikum til at turde stille deres egne (bedre) spørgsmål.

Min løn var et par fribilletter og en tunbøf (som jeg faktisk ikke er sikker på, at festivalledelsen havde budgetteret med at jeg skulle have spist). Men det er ikke pointen. Pointen er, at Mechanical Love var en fantastisk spændende film, så jeg var rigtig heldig at jeg fik lov at se den og til at gå og spekulere over dens temaer og bagefter spørge instruktøren, hvorfor hun havde lavet filmen på den måde.

Det var en skræmmende film. Dvælende billeder og rullende klavermusik og en androide, der satte sig op i med et sæt og en lang raspende indånding (tænkte jeg) som Frankensteins monster. Det var en film, der meget tydeligt demonstrerede, hvor let vi mennesker, også i nære relationer, lader os erstatte med selv de mest primitive elektroniske bevidstheder.

Der skal vist næsten ingenting til - så kan vi omstille os til at fylde vores følelser i maskiner og andre kunstige ting for så at lade dem reflektere tilbage i vores godtroende sjæl. Enhver der har oplevet tabet af en kær computerspilfigur ved, hvad jeg taler om.

Mechanical Love fulgte i perioder en gammel dame på et plejehjem, som uden tøven og forbehold knyttede sig til en lille robotsæl, Paro, der udstrålede varme og rendyrket nuttethed. Den udstødte en lille sårbar lyd, den blinkede med blanke sorte øjne og den kiggede tillidsfuldt op mod sin ejer. Det urovækkende bestod i, at det var ret let at se, at robotsælen måske VAR bedre selskab for en ensom gammel dame end både plejepersonalet og de andre beboere på sådan et hjem for levende døde. Gamle fru Körner kunne også have haft en kat, men jeg er ikke sikker på, at hun ville have været i stand til at passe den, og hvem ved, om den måske havde holdt mere af plejehjemspersonalet? Sælen, derimod, var der for hende 100%.

Phie Ambos syn på de spørgsmål hendes film rejser var mere komplekst, og hun var heller ikke så meget på hælene over for ideen om, at vi erstatter (et fravær af) menneskelig kontakt med robotter. Eller også var hun bare mere nøgtern efter at have arbejdet med stoffet i lang tid. Hun antydede også, at robotterne fik noget igen, når vi fyldte dem med betydning. En spændende tanke. De her maskiner var ikke levende, men de var i en vis forstand heller ikke bare døde ting ... de eksisterede et eller andet sted i gråzonerne.

Tillid

Drive-time radio

Ude af trit med virkeligheden

Luther

Er streng ved Martin Luther i min netop afleverede stribe.

Men han VAR også en torsk - selv efter sin samtids standarder. Det med jøderne og de stakkels bønder var simpelthen for ledt. Og hans attitude over for kvinder vil også have virket brovtende og stødende i 1530.

Striben udkommer på torsdag, og dermed forudsætter jeg, som man ser, at Fogh vinder i dag.
Damn. Jeg håber ikke, det har en eller anden negativ karmisk effekt ...

Har endda væddet en øl på, at regeringen falder.

Underdog

Stribens vej ... III

Tænker stadig over de religiøse spørgsmål i forbindelse med valgkampen.

Verdens oprindelse - stribens vej II

Det har vist sig, at jeg skal stemme på Bodil Kornbek. Det var ikke meningen at det skulle være sådan, men det blev resultatet af Berlingske Tidendes partitjek. Og nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor meget matematik, Berlingskes test indeholder, men min egen test her på siden er designet, så den tager højde for mange hundrede forskellige svarkonstellationer - og jeg har ingen grund til at tro, at Berlingskes version er mindre kompleks. Dette har givet mig anledning til at tænke over kussen.

Dvs. Courbets kusse.
Eller den han malede.

For Bodil Kornbek har det efter sigende svært med evolutionsteorien. Men hvis hun blot er lige så kristen som 83 procent af danskerne, så har hun til gengæld ingen problemer med sådanne ting som den treenige gud eller muligheden for graviditet alene med Helligåndens hjælp (den eneste teknik, der forhindrer uønsket synd).

Derfor association og bagefter tegning.
Sorry.

Og jeg ved også godt, at det her er forkert - ikke nødvendigvis det med Bodil Kornbek, som jeg snart skal stemme på - men det med, at 83 procent af danskerne tror på folkekirkens lære om undfangelsen af Jesus. Det underlige er nemlig, at en meget stor del af disse mennesker alligevel regner deres medlemskab af folkekirken for noget ganske normalt. Måske faktisk for essensen af dansk normalitet ...

De her ting forvirrer mig, og jeg tror resultatet bliver en meget forvirrende tegneserie mandag morgen. Et par af dagens skitser vedlagt ...

Stribens vej mod ... stribe

Indtil videre har jeg ikke været så flink til at inddrage læseren i tegneserieskabelsesprocessen.

I dag vil jeg se, om jeg kan gøre det bedre. Så her er status:

Tegneseriestribe på cirka fire billeder skal afleveres mandag morgen. Striben skal handle om en af mine kæpheste, nemlig folkekirken og forholdet mellem religion og politik. Men det hele skal også lidt kædes sammen med valgkampen, hvor religion og politik ikke er et stort tema, eller et tema overhovedet.

I går forsøgte jeg at finde på noget at tegne om religion og politik, men det endte i stedet med, at jeg skrev en kronik på 8.000 anslag. Jeg har ikke genlæst kronikken, og den er muligvis åndssvag. I stedet har jeg i dag brugt lang tid på at debattere folkekirken med en fyr, jeg ikke er sikker på at jeg kender, men som er ven med mig på Facebook (gammel klassefest-sitet). Og jeg tror måske endda, jeg kan være kommet til at fornærme ham. Så nu kender vi i hvert fald hinanden.

På bordet foran mig lyser det hvide papir. Det er et truende syn, for det er et vildt stort stykke papir (A2).

Jeg har følgende tanker i hovedet:

1) Kaare R. Skou har tænder, der ligner drivtømmer og helt runde crazy øjne i et udmagret ansigt, hvilket betyder, at han er en hybrid mellem Dronning Margrethe og Bertel Haarder. Jeg holder meget af Kaare R. Skou og lytter til hans kommentarer om det politiske liv, og jeg er glad for at tv-mennesker godt må ligne Kaare R. Skou i Danmark og gå rundt i maosko på Christiansborg. Om morgenen spiser Kaare R. Skou Tuc-kiks med blåskimmelost og ryger pibe, forestiller jeg mig.

2) Jeg har en tegning af Bertel Haarder fra for et par uger siden, der kan bruges, hvis man vil illustrere en diskussion af religion og politik. I går lavede jeg noget research til min kronik, og det viste sig, at Bertel Haarder i sin egenskab af kirkeminister har udtalt sig helt utrolig ufølsomt og dumt vedrørende den danske folkekirke. Men i bedste mening, tror jeg. Det er vist nok Bertel Haarders problem.

Jeg slipper under alle omstændigheder for at skulle tegne ham igen, hvis han skal med i striben.

3) Netop nu har jeg tegnet et billede på mit A2-papir af en mand med en meget stor pibekrave, der lidt ligner et møllehjul. På ryggen bærer han en rygsæk, men det er umuligt at forestille sig, at han skulle kunne tage rygsækken af uden om pibekraven.

4) Hvorfor er det næsten udelukkende grimme mennesker, der går med rygsæk, selv om det er så praktisk og godt for ryggen med en rygsæk?

5) Hvorfor er det uproblematisk for så mange, at folkekirken er organiseret som en livsfarlig sammenblanding af nationalisme og religion?

6) Claus fra Universitetsavisen vil gerne have at jeg laver en stribe om det forkastelige i at lukke biblioteket i Fiolstræde og fylde det med embedsmænd. Han påpeger, at biblioteket i Fiolstræde er den første danske bygning, der blev opført specifikt med det formål at rumme et bibliotek. Han gør også opmærksom på at bygningen er meget smuk, men at den fremover kun vil kunne ses af embedsmænd, som traditionelt er uinteresserede i skønhed.

Når man betragter bibliotekets facade opdager man, at tagrendernes udløb er formet som ulvehoveder. Regnvand strømmer ud ad ulvenes åbne gab, eksorcisten-style. Det er første gang jeg har set den slags tagrender. Jeg ved ikke om det er noget, der kan bruges i striben.

Minimere

Dyreminister

Hvis man ikke er specielt sød ved mennesker, dvs. folk man ikke kender, så har man opsparet kærlighed, der kan kastes på nogle andre.

Jeg tænker på Dansk Folkeparti og deres ide om et Dyreministerium. Ikke sådan et à la Animal Farm, men et ministerium, der tilgodeser dyrs rettigheder, griber ind over for vanrøgt ... den slags. (Se fx historien i aviserne i dag, om landmanden, der lod 500 af sine svin sulte ihjel. Han får formentlig en bøde på et par tusind kroner og et klip i sit grønne kort).

Nej, undskyld. Jeg faldt lidt i automatikfælden før, den der går ud på, at begynde at drille og foragte Dansk Folkeparti, fra det sekund, jeg så, at jeg havde skrevet de to ord dansk og folkeparti. Faktisk ville jeg ROSE DF’erne. Jeg synes, de har en god sag.

Hvorfor egentlig ikke en dyreminister? Der er fem millioner danskere, men der er VIRKELIG mange dyr i Danmark. Fx 13-14 millioner grise, som alle sammen er mere intelligente end hunde og som med ret få undtagelser lever nasty, brutale og korte liv.

Menneskeheden herhjemme bliver lige for øjeblikket tilgodeset med 19 ministerier. Og ikke en eneste af disse institutioner handler om at gøre livet rarere for tamme eller vilde danske dyr. Et par af dem handler, når alt kommer til alt, nok mest om det modsatte.

Så der er ikke noget Dyreministerium. Til gengæld har vi et Kirkeministerium, der går ud på at sammenfiltre stat og religion, og et Familie- og Forbrugerministerium, der går ud på at beskæftige konservative politikere fra andet eller tredje geled. Så lokalerne er der allerede.

Voks

Denne verdens fyrste

Klodset kom jeg til at føre musen hen over et reklamefelt på Politikens hjemmeside, som prompte blev aktiveret og med et brøl af lyd satte gang i en film om Anders Fogh.

En hel serie film, faktisk. De fleste viser løbende fødder i kondisko til et soundtrack af bløde tramp og taktfast stønnen. I ret lang tid.

Så det hele er en lille smule creepy, indtil en eller anden hiver efter vejret og gisper "tak for turen, Anders!" Og Fogh siger noget venligt retur. Ideen må være, at Fogh kan løbe fra alle problemer, eller noget i den stil ...

Anyways. Den film jeg kom til at sætte i gang ved en fejltagelse var sjovere. Statsministeren sidder i en sofa med en lillebitte sød dreng.

Fogh:
Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?

Lille dreng:
Ligesom dig.

Fogh:
Statsminister? Jamen, det kunne da være sjovt.

Lille dreng:
Hvorfor er der en, der bestemmer over Danmark, egentlig?

Fogh:
Hvorfor der er en? Der SKA' jo være en.

Lille dreng:
Nej, fordi det er GUD!

Fogh:
Nååårh ja, men ham konkurrerer jeg ikke med. Men der skal jo være nogen til at sørge for det, sådan, her nede på jorden, ikke også?

Og det er så Fogh, men altså kun på jorden.

Filmen slutter med, at den meget lille dreng spørger Fogh, hvem der var statsminister før ham. Fogh forklarer, at manden hed Poul Nyrup. Stakkels Poul. Så forhenværende, at selv hans navn skal omtales i datid. Igen er Anders Fogh hurtig:

Lille dreng:
Var han stærk?

Fogh:
Nej
... Jeg kan i hvert fald godt løbe fra ham.

Den Store Prins

De her tegninger er i Politiken i dag, lørdag, i Debatsektionens nye klumme "Op art".

Den Store Prins er en figur, jeg godt kunne tænke mig at udvikle lidt mere. I udgangspunktet skal han være alt det, Den Lille Prins ikke er ... jordbundet, plebejerisk, fokuseret på de konkrete ting. Den Lille Prins ville heller ikke efterlade et røvformet mærke i sin planet, når han tog på rumvandring, ligesom mange af os andre.

Og der skal også helt klart være noget med en ræv før eller siden, men jeg er ikke sikker på, hvad det bliver.

Figuren opstod for første gang i en stribe, hvor han havde en meget lille birolle. Her var han grimmere og ondere, og han lignede Den Lille Prins mindre ... Striben er her.