tirsdag den 6. november 2007

Dyreminister


Hvis man ikke er specielt sød ved mennesker, dvs. folk man ikke kender, så har man opsparet kærlighed, der kan kastes på nogle andre.

Jeg tænker på Dansk Folkeparti og deres ide om et Dyreministerium. Ikke sådan et à la Animal Farm, men et ministerium, der tilgodeser dyrs rettigheder, griber ind over for vanrøgt ... den slags. (Se fx historien i aviserne i dag, om landmanden, der lod 500 af sine svin sulte ihjel. Han får formentlig en bøde på et par tusind kroner og et klip i sit grønne kort).

Nej, undskyld. Jeg faldt lidt i automatikfælden før, den der går ud på, at begynde at drille og foragte Dansk Folkeparti, fra det sekund, jeg så, at jeg havde skrevet de to ord dansk og folkeparti. Faktisk ville jeg ROSE DF’erne. Jeg synes, de har en god sag.

Hvorfor egentlig ikke en dyreminister? Der er fem millioner danskere, men der er VIRKELIG mange dyr i Danmark. Fx 13-14 millioner grise, som alle sammen er mere intelligente end hunde og som med ret få undtagelser lever nasty, brutale og korte liv.

Menneskeheden herhjemme bliver lige for øjeblikket tilgodeset med 19 ministerier. Og ikke en eneste af disse institutioner handler om at gøre livet rarere for tamme eller vilde danske dyr. Et par af dem handler, når alt kommer til alt, nok mest om det modsatte.

Så der er ikke noget Dyreministerium. Til gengæld har vi et Kirkeministerium, der går ud på at sammenfiltre stat og religion, og et Familie- og Forbrugerministerium, der går ud på at beskæftige konservative politikere fra andet eller tredje geled. Så lokalerne er der allerede.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

"Minister for Svin"?