Paro

Fredag aften viste Empire Bio filmen Mechanical Love, som var på programmet til CPH:DOX. Og efter forestillingen kom filmens instruktør Phie Ambo forbi biografen for at blive hyldet en lille smule og tage imod spørgsmål fra publikum i den fyldte sal.

Så ville man tænke, at de nok havde fundet en, der vidste noget om film, eller som havde skrevet noget spændende om filmens temaer - eller som i det mindste helt vildt gerne ville arbejde med film - til at stå for den lille spørgsmål og svar-session. But no. Det var mig, der fik lov at byde velkommen og stille de spørgsmål, der skulle få publikum til at turde stille deres egne (bedre) spørgsmål.

Min løn var et par fribilletter og en tunbøf (som jeg faktisk ikke er sikker på, at festivalledelsen havde budgetteret med at jeg skulle have spist). Men det er ikke pointen. Pointen er, at Mechanical Love var en fantastisk spændende film, så jeg var rigtig heldig at jeg fik lov at se den og til at gå og spekulere over dens temaer og bagefter spørge instruktøren, hvorfor hun havde lavet filmen på den måde.

Det var en skræmmende film. Dvælende billeder og rullende klavermusik og en androide, der satte sig op i med et sæt og en lang raspende indånding (tænkte jeg) som Frankensteins monster. Det var en film, der meget tydeligt demonstrerede, hvor let vi mennesker, også i nære relationer, lader os erstatte med selv de mest primitive elektroniske bevidstheder.

Der skal vist næsten ingenting til - så kan vi omstille os til at fylde vores følelser i maskiner og andre kunstige ting for så at lade dem reflektere tilbage i vores godtroende sjæl. Enhver der har oplevet tabet af en kær computerspilfigur ved, hvad jeg taler om.

Mechanical Love fulgte i perioder en gammel dame på et plejehjem, som uden tøven og forbehold knyttede sig til en lille robotsæl, Paro, der udstrålede varme og rendyrket nuttethed. Den udstødte en lille sårbar lyd, den blinkede med blanke sorte øjne og den kiggede tillidsfuldt op mod sin ejer. Det urovækkende bestod i, at det var ret let at se, at robotsælen måske VAR bedre selskab for en ensom gammel dame end både plejepersonalet og de andre beboere på sådan et hjem for levende døde. Gamle fru Körner kunne også have haft en kat, men jeg er ikke sikker på, at hun ville have været i stand til at passe den, og hvem ved, om den måske havde holdt mere af plejehjemspersonalet? Sælen, derimod, var der for hende 100%.

Phie Ambos syn på de spørgsmål hendes film rejser var mere komplekst, og hun var heller ikke så meget på hælene over for ideen om, at vi erstatter (et fravær af) menneskelig kontakt med robotter. Eller også var hun bare mere nøgtern efter at have arbejdet med stoffet i lang tid. Hun antydede også, at robotterne fik noget igen, når vi fyldte dem med betydning. En spændende tanke. De her maskiner var ikke levende, men de var i en vis forstand heller ikke bare døde ting ... de eksisterede et eller andet sted i gråzonerne.