mandag den 10. december 2007

Geder og Information



Hvis du klikkede ind, fordi du fandt tegningen på Information: Velkommen!
Du er også velkommen, hvis du var her i forvejen.
Så: Velkommen.

Glæder mig virkelig til at sende striber til Informeren i to måneder. De skal have samme størrelse af layoutmæssige grunde - så det hele vil blive lidt mere uniformt og fint. Og når de får fjernet det ekstra G, de har anbragt i mit navn, tror jeg det bliver perfekt.

Ideen med bloggen er, at feedback skal forme serien - i en eller anden grad. Så det er nok bedst, hvis vi får gang i nogle temaer. Noget, man kan hænge sine forventninger op på.
Helt lavpraktisk og fremadrettet.
Foreslå endelig. Tegningen i dag handler om geder.

Og det er mere fordi før jeg fortrød – fordi jeg godt kan tænke mig en ensfarvet skjorte, en vinterfrakke og et keyboardstativ – bad jeg min familie om at give mig en af de der geder i julegave, som man kan give hinanden, men hvor det er en i Afrika, der får den. Og så tænkte jeg: Hey. JEG ville ikke blive glad for den ged. Og hvor er det unfair at gå ud fra, at en eller anden tilfældig person i Afrika ville synes, det var en cool gave.

Gaver til afrikanere – der er altid et catch. Folk siger: “De skal lære at blive selvforsynende”. Og vi skal diskutere spørgsmålet om “hvordan vi kan koble bistand til krav om good governance, jordrettigheder og local empowerment". Alt muligt andet bedrevidende ultimativt kedsommeligt djøjlort, som vi forbinder vores gaver med ... indtil de slet ikke længere er så gaveagtige overhovedet.

Vi er så kedelige over for afrikanerne. Vi er som de mennesker, man møder til fester, som kun kan finde på at tale om deres arbejde og spørge til andres.

Folk i Afrika skal også altid uddannes, og det er altid korte eller mellemlange uddannelser, de skal have. Men hvad hvis folk i Afrika bare ikke GIDER være cykelsmede eller gedehyrder eller tømrere og alle de der andre tørre erhvervstilbud, vi disker op med? JEG gider ikke være hyrde. Hvorfor skulle folk i Afrika så gide? De må jo have det som om de er på dagpenge hele tiden, og vi er dem, der siger de skal møde op i AAK’s kursuslokaler på Nørrevoldgade klokken 8.30 og sidde og kede sig helt miserabelt med 14 ulykkelige teologer og sætte en halv dag af til at udfylde et eller andet skema.

Der må jo også være folk i afrikanske lande, som vi hjælper, der hellere vil være slackere, og arbejde med "noget med tv" - og bare mere har lyst til at SPISE den der fucking ged. Og er det så ikke helt fair? Jeg sender en ged. Men det bliver i håb om, at nogen vil stege den hurtigt ...

... Nå, nu siger min veninde Kara, som faktisk VED noget om udvikling, at folk i Afrika er vilde med at læse socialvidenskab. De vil alle sammen være djøffere ...

2 kommentarer:

Munk sagde ...

Er det mig eller er det ikke John F. Kennedy der sidder i en meget vel-balanceret hugstilling?


Hip-Hurra med den første stribe.

Anonym sagde ...

Det er simpelthen for sjovt:-) Godt set. Jeg kan lige se det for mig. Store protestmarcher og demonstrationer. Og skilte med "No more goats.":-D
Gad vide, hvad der skete med den ged, jeg gav min nyfødte nevø sidste år. Altså ikke pakket ind og lagt under juetræet, men på et stykke papir fra en nødhjælpsorganisation, som også gav noget foder osv.
"Ged, hvor er du?" "Har du det godt?" "Har du fået unger?"