lørdag den 27. december 2008

Finger


Det her er en næsten eksakt gengivelse af en drøm jeg havde forleden.

onsdag den 24. december 2008

fredag den 19. december 2008

Nevøer



Undertiden er der folk, der beder mig illustrere artikler om printerpapir, trykkerimaskiner, udvikling i blækfremstilling, digitalisering af ting, der ikke plejede at være digitale. Arbejde, med andre ord.

Og det er et hyggeligt og fredsommeligt arbejde at tegne de tegninger. Eller, det er selvfølgelig stressplaget og ulykkeligt midt om natten med forkrampede fingre, The Cure i højttalerne og iskold kaffe i en halvt fyldt, skrammet kop - men på en hyggelig måde. Der er noget fantastisk rart ved at skulle hitte på en tegning til et emne, man intet som helst ved om.

Disse tegninger er farvelagt på en nonaggressiv måde, personerne ser hyggelige ud. Der er altid en godmodig pointe. Denne blog indeholder to. Billedet af spionerne øverst understøtter en notits om blæk, der kan forsvinde fra papir af egen drift. Og nederst - og netop afleveret til TeknologiNyt - en tegning om digitaliseringen af kunstmaleres værksteder (i dette tilfælde med en digital model & muse).

De her tegninger er Stejl Farts århusianske nevø, som læser på seminariet.


onsdag den 17. december 2008

Victoriansk genmæle



Sekvensen ovenfor fra Maltes Spalte om Maltes død er næsten uvedkommende. Eller rettere, den var det tætteste jeg kunne komme på en victoriansk voldsepisode uden ligefrem at skulle bestille noget.

Har altid været fascineret af ideen om en kårde i en stok. Havde professor Moriarty ikke én? Jeg er pludselig usikker. Måske blander jeg mine Sherlock Holmes-minder med mine Tintin i Amerika-minder. Øjeblik ... okay, Wikipedia skriver at Moriartys yndlingsvåben er en stok med en indbygget luftriffel, konstrueret af den blinde tyske mekaniker, Von Herder. Det er også perfekt.

Uanset, så er denne uvedkommende scene stærkt baseret på Sherlock Holmes' kamp mod den infame Moriarty "forbrydelsens Napoleon" ved Reichenbach Vandfaldene i Schweiz efter Sidney Pagets illustration.

Men i virkeligheden skulle det her handle om Jack the Ripper. Stejl Fart anmeldte jo for nylig Alan Moores juletræplantagetykke tegneserie From Hell, og fordi anmeldelsen var forbeholden tog bogens danske redaktør, Christopher Ouzman, til genmæle og sendte mig en meget lang mail. Jeg havde skrevet at tegningerne var fantastiske, men at Moores redaktør burde have givet ham en lussing for teksten. Ouzman ER Moores redaktør. Han skriver en masse, blandt andet:

"Yes, han skriver tungt, for han vil have læseren til at tænke," siger Ouzman, og fortsætter:

"Halvdelen foregår på et metafysisk plan hvor han (Moore) benytter forskellige teorier om hvordan man analyserer en begivenhed - før-kristelige referencer og græsk filologi. Moore vil tvinge læseren til at stoppe op. Der er simplethen så meget symbolik at man nærmest skvatter. Og, yes, det sætter læsehastigheden ned og man bander og svovler de mange gange man tvinges til at tage en omvej ... Jeg må have læst den 15-20 gange og jeg finder stadig nye vinkler! Man kan godt indvende noget imod en bog som kræver af sin læser at han skal læse den mere end én gang, men sådan er den skruet sammen og det er bevidst. Den er et kompendium i at betragte kaos og desperat forsøge at finde orden. Alene noteapparatet er uden sidestykke, det kan læses som en separat roman!"

Genmæle er godt (selv om jeg kun gengiver en lille smule). Jeg finder det tankevækkende at en bog, hvis tekst jeg selv mente at kunne affærdige - endda ret nonchalant - er så vigtig for en anden.

Ouzman joker med at hans svar er "Hamsuns forsvarstale", men egentlig tror jeg de fleste er enige om at From Hell er en virkelig fornem grafisk roman. Jeg har beef med teksten, men ifølge min tegneserieekspertven er det faktisk som regel stregerne, anmelderne ikke er syge med. Det forstår jeg ikke. Idioter! Man skal være både blind og ond for ikke at blive begejstret for Eddie Campbells tegninger. Og hvem har nogensinde hørt om onde blinde mennesker?

(Ud over snigmordermekanikeren Von Herder, selvfølgelig).

tirsdag den 16. december 2008

Situationer uden før'er eller efter'e



Regina Ekström, ledende medarbejder i slikgiganten Leaf, tygger nu på mit forslag om en Läkerolsponsoreret lakridsartikel.

I mellemtiden et par ting fra skitseblokken:

Øverst: der har været en masse polemik mellem teologer og antiteologiske religionsforskere på det sidste. Jeg kan godt lide ideen om at reagere på Johannes Møllehave på dén måde, men kunne ikke lige finde den rette kontekst at servere situationen i.

Tegningen herunder er eksempel på det samme - altså en situation, jeg godt kunne lide, men som ikke rigtig havde forbindelse til et før eller efter jeg kunne forestille mig, da jeg tegnede den. Der er dog noget fundamentalt trygt ved at betragte mennesker, som holder fast i deres ideer, mens systemerne ramler.

mandag den 15. december 2008

Fraværet af pastil



Det ser sløjt ud for andet halvår 2008's vigtigste satsning på Stejl Fart: Den Store Pastiltest.

Hvad slags lakrids skal vi spise, før vi får ondt i halsen, mens vi har ondt i halsen, og når vi ikke længere holder pause efter at være blevet trætte af at spise lakrids?

Jeg ved det ikke.

For jeg kan ikke komme igennem til folkene på Toms, konfekturegiganten som med Gajol kontrollerer en stor del af pastilmarkedet herhjemme. De skal jo give mig lakridserne til gengæld for omtalen. Hvis ikke de gjorde det, ville det svare til at jeg skulle finansiere mine ideer på egen hånd! Desuden kender jeg jo ikke det fulde omfang af deres produktudvalg. Hvem ved hvad de sælger i Jylland, fx?

Toms besvarer imidlertid ikke de beskeder jeg afgiver via deres formularsystem på hjemmesiden. I morges ringede jeg til dem. "Må jeg bede om Marketing?" sagde jeg. Det måtte jeg ikke. Receptionisten var stenhård.

"Besvarer de henvendelser?" spurgte jeg, fordi det gør de ikke. "Ja," sagde damen. "Men det tager lang tid. De får mange hundrede forespørgsler af den type, du har, om dagen."

Jeg forsøgte igen. Jeg sagde til hende at hun var god til at være receptionist. Hun sagde tak og spurgte hvad jeg mente. Jeg sagde hun var en veritabel mur. Jeg spurgte om hun ville rykke dem fra mig. Hun sagde at det ville hun ikke.

I virkeligheden står vi med et skægt paradoks - en PR-afdeling, som ikke er til at få i tale. Og det giver sig faktisk udslag. Jeg tror ikke på at de får forespørgsler fra wannabe-pastilanmeldere overhovedet. Jeg tror at receptionisten, i det omfang vi findes, sorterer os fra. Beviset er det næsten totale fravær af lakridsbaseret journalistik på nettet. Det er virkelig et fatalt underprioriteret stofområde. Vi ved stort set intet om de pastiller, der skal lindre os i vinternatten og give os salmiakånde og gult savl. Tænk hvis Toms INGEN indgående kommunikation får! Det er interessant at overveje. Et envejsfirma. Er der overhovedet vinduer i den der grå fabrik på Toms Allé ude i Ballerups randzone?

... Vindebroen blev sænket i nogle sekunder for et par år siden - Søren Fauli blev sluppet løs. Slam! Døren i igen. Og hjemmesiden lukker sig lige så hermetisk om sig selv! Et cremefyldt cyber-Fort Knox. Der er vision og noget med bæredygtighed i Ghana, men ingen sprækker, ingen mailadresser. Ikke flere rundvisninger i 2008.

Jeg nægter at købe dem selv. Til eget misbrug, ja, men ikke til Stejl Fart. I morgen ringer jeg til dem, der laver Läkerol.

onsdag den 10. december 2008

Julespaltning



Her kommer, som afrunding på historien om den langbrystede lektor fra i går, Maltes Spaltes Julespalte om teologi og religionsvidenskab, disse indbyrdes slåssende fag. Det slår mig, at de supplerer hinanden. Og hvad sker der med formen Jesu? Talte Jesus' venner også om Jesu madpakke, da han var dreng?

Det er den sidste Malte-stribe i år. Det betyder at der bliver tid til at gå i krig med rækken af hængepartier. En forfærdende mulighed.

Et potentielt kommende hængeparti har min ven Kris med K for resten netop foreslået. Det er et samarbejde om en bog om et dyr, der spiser sutsko. Men jeg har en dårlig track record, når det gælder børnebøger. Jacob endte for eksempel med at illustrere sin helt alene, da jeg svigtede (hvilket var strengt, selv om man i tilbageblik kan undre sig over at han overhovedet var interesseret i ikke at gøre det selv, eftersom han selv er tegner).

Spørgsmålet er, hvis vi vender tilbage til sutskoene, om man kan tegne en bog, der foregår i et børnehavemiljø på en måde, der ikke virker ondskabsfuld og sarkastisk. Jeg vil jo ikke hænge pædagogmiljøet ud blot fordi det er præget af skulkesyge, storrygning, selvmedlidenhed - for ikke at tale om det evige dilemma om, hvad afføring skal hedde.

Da jeg arbejdede i en børnehave oplevede jeg lutter charmerende pædagoger, og selv om de pjækkede og røg meget og havde virkelig ondt af sig selv og konstant markerede deres afstandtagen til brugen af høflige udtryk om lort, så var de også meget optagne af at være så gode erstatningsforældre som overhovedet muligt. De læste også langt mere for at holde sig ajour i deres fag end de fleste jeg har oplevet fra uni. Flere af dem var utvivlsomt bedre for ungerne end de forældre, de afløste. Kan disse nuancer komme med i en bog for små unger ...? Det må vi overveje.

tirsdag den 9. december 2008

Religiøse facts



Den kommende udgave af Maltes Spalte, Maltes Spaltes Julespalte, udforsker striden mellem teologer og religionsvidenskabsfolk. Her er et billede.

Og jeg ved ikke præcis, hvorfor den kvindelige lektor skulle være omkring 50 år gammel, og jeg ved heller ikke, hvorfor hun skulle gå i dyrt, men ikke nødvendigvis forelæsningsforventeligt tøj. Hun har personlighed, dog. En vis verve. Men dertil kommer en resigneret sorg og livstræthed i udtrykket, som i al fald jeg mener at kunne spore. Kort sagt: Jeg er lidt forbavset over at have tegnet denne kvinde.
Det ville jeg lige dele.

søndag den 7. december 2008

Fremmed i det velkendte


Fordi jeg glemte at bede Brad Neely om lov til at bruge hans egne tegninger som illustration, må vi klare os med denne skitse, der forestiller manden selv.

Det følgende er et interview med tegneserievideo-kunstner Brad Neely fra Texas, Amerika.
Jeg er en stor beundrer af hans arbejde. Og udtrykket "tegneserievideo" er bevidst, som I vil se nedenfor. Teksten her er på engelsk, men der kommer, om alt går vel, en dansk version inden længe med lidt mere essay og lidt mindre interview. Interviewet her findes også på Matthias Wivels - noget mere læste - tegneserieintellektuelle blog The Metabunker, som jeg har fået lov at gæste.

Stranger in an Un-Strange World

Brad Neely’s drawings work, because you read them in an instant.

The images tend to move, but Neely isn’t really an animator. The drawings are all single instances, flashing by, at a pace that’s slower than ordinary film, but still fast enough to keep you focused.

And as he piles on layers of madness and weird moves – George Washington eating brains, snorting cocaine, making rough love to bears and radiating gamma all in the span of one brief video cartoon – you absorb all of it, cause every panel’s done just right.

Brad Neely provided the headline. He is at once cartoonist, musician and video director, and strange and hilarious creations emerge from his pen and brow. In this interview he talks about his characters, how he fleshes out the world surrounding them, and how he works as an artist.

Q. First up: How come videos?

A. The big steps in my life are blind. I’ve never really considered my videos to be “videos.” I’ve always wanted to make movies, but I was poor, unconnected and uneducated about the process. So, I couldn’t make movies, and I lacked the discipline to draw real comic books in a professional sense. Somehow I found a place in-between that I could afford and control by myself. It’s a bastardized process, but it works. I guess.

Q. Like a lot of people I came across your work when I saw the Washington video. It’s funny, and then after a while you realize that the song’s a hit. Is that how you get inspired – by writing songs and then illustrating them?

A. Yes. Some of the time. Music is a great starting point. Sometimes I start with an overall feeling, an abstract place that I want the piece to evoke. Music sometimes is the right tool to use first. Sometimes it’s the pace of the language; sometimes I want to try for plot. With intention I have a lot of options.

Q. What’s the basic work process for a video?

A. I have a list of about 200 or so concepts. Sometimes I draw from that list to start and sometimes I have a need to start fresh. Once the idea is decided upon I write the script. If I will be working on a song video I first devise a melody and a loose idea of the song structure. I revise the script or song. Then I record. In the recording process there are lots of new revisions. Then I draw in pencil.Then I ink. Then I scan. Then I color. Then I edit the audio and visual together, all the time cutting and pushing and pulling.

DRAWING STYLE

Q. I like the clarity and precision of your drawing style. Even the most bizarre ideas and postures are easily read, even if the individual image flashes by in a fraction of a second. How do you design and make your drawings?

A. First off, thank you for your kind words about my drawings. I labor over clarity and emotional content quite a bit. My stuff doesn’t move so I try to make up for that with expressive drawings. Hopefully my visuals convey gestures and emotion that support the characters in the story. I look towards the greats of print comics and how they have much in common with the visual storytelling processes of filmmakers. John Buscema, Michael Lark, Frank Miller, John Paul Leon, Mike Mignola and countless other comic book artist know how to suggest pace tone and performance through a series of panels. I learn from their greatness. I came out of a fine arts background. I love great paintings. I love the great cinematographers. What do you put in the box and what will it mean emotionally for the audience? That is fun.

I talk a lot about hating drawing now. This is due to having to do 200 or so drawings in one day. Plus, the way I am drawing for these videos is not the only way I draw. So I am drawing in one way all the time. This is akin to an actor only performing on role in many different settings and styles. It hurts the hand as well as the heart.

CHARACTERS

Q. I read that Baby Cakes and Frank and Steve were created in a short period of time, when you had to come up with something for Superdeluxe.com. But there seems to be quite a bit of universe construction going on in your work.
What’s the source of these strange characters and their worlds?

A. I did conceive of BC and the Prof Bros in a couple of weeks. I was under the gun. But after the first few moments of reflection I realized that the time didn’t really matter as long as I didn’t make anything that boxed me in. I needed loose open characters that had reasons to tell stories. I wanted to explore the way people told stories. So I thought a diary would be a good, open-ended format. And I figured that a teacher might be able to tell stories. So that was the real beginning: a diary and a teacher. The rest of the development came afterwards, the voices, the relationships, the settings. This all was easy to work up because I hadn’t boxed myself in at the beginning. If I had set my people in space, or in the Spanish inquisition or an asylum I would have had less room to move. Maybe.

Q. I recently ran into an anthropologist who explained something about the life of hunter-gatherers in Tanzania. Basically, learning the skills required to survive as a primitive man require life-long education, whereas a farming skill like plowing can be picked up in a matter of days or weeks. And you could argue that living like most of us do in the US or Europe takes very little practical knowledge of any kind whatsoever. Baby Cakes can certainly be seen as an extreme example of that kind of estrangement from the real world, big and bloated and full of irrelevant lore. He makes me question, whether the notion of a knowledge-based society is maybe just a lot of bullshit. Any thoughts on that?

A. Wow. That’s fun to think about. Thanks for that. I know what you’re getting at. BC is seemingly pretty useless if you’re talking about benefiting society. He eats, gets drunk and makes music for no one. He barely goes to college just because his dad is a teacher and he can go for free. He’s 30 and living off a relatively small inheritance that he shares with his dad. And yes, I do feel that he stands for a lot of us. What good is he? What good is a life like that? Right? Well. That is a very dangerous question to ask. Life is life. BC is a sweet guy who is emotionally intuitive and existentially inquisitive. Life has no empirical meaning, life is useless, knowledge is impossible, trust is impossible, truth is impossible, communication is flawed and the world is overpopulated with people who are doing nothing to make it better. Yes to all of that. BUT, meaningless doesn’t equal value-less. We are here and there is no one to show us the way. We are making our ways or deciding not to make our ways or we have never even thought that a way is needed. This is our predicament, BC’s predicament. Everyone’s predicament. It’s okay. We’re going to be okay. We’re better than we were 100,000 years ago right? Maybe? Who knows. But estimating people’s value by their societal input, or personal achievements is quite dangerous. Especially in a world where (Thank God) achievement is still a term with relative definition.

Q. My sisters are pretty scared of your work. Maybe that’s just the satire working. But do you actively set out to creep out your readers just a little?

A. Not at all. I try to talk to everyone honestly with the videos. I’m working up some solid women characters to even out the “Man’s World” feel of my cartoons. However they won’t be moral compasses or boring understanders. My girls will deal with what it is to be a human. That means they will look foolish and seem desperate and have small triumphs and large vices. Pony and Crystal are their names. I hope to hell they make your sisters happy. (Ha)

Q. Baby Cakes is ignorant of the simplest things, and socially retarded, but he also seems to have a pretty complete worldview, which makes all his introspection funny. How did he end up like this?

A. I never think about BC as retarded. I think he just has never had reason or need to worry about a lot of day to day stuff. I think about him and I love him. I think, “If I never had to worry about a job, if I never had my mom around, if my Dad was distant and communication rare in the house, if I had all the time in the world to do whatever I wanted… I would be BC. I’d walk around, get fat, look at girls, think about death, hate on liars, make songs, get drunk, read comics and I would try to figure out what it meant to live, to be living.

Q. As a reader I sympathize with Baby Cakes, his sadness and isolation. On the other hand, even if his world is shallow, it seems to be shallow in a different direction than any other person’s world – and that gives him a kind of strength. Do you see him as a hero?

A. I definitely see him as a hero, because he has hope. Even if that hope is selfish or desperate or doomed, he still can smile and he laughs and he feels okay sometimes. If a person can feel okay sometimes, they have achieved something. Feeling okay is vastly under-rated. If you can smile, if you can laugh, if you can love you have won. Even if it is for a few moments. There are many that are without this.

Sure, he is a stranger in an un-strange world: ours. He can’t believe what he sees but he is incapable of seeing the irony. He is incapable of metaphor. I love him. I feel like I can find myself in him. That helps me. He’s doing a little more than just trying to get by. He is asking himself (and us) what the hell this life is. He wants to know. To me that desire to understand himself makes him a hero. I love him. Plus he is seven feet tall, bald and clammy. Perfect.

THE PROFESSOR BROTHERS

Q. There seems to be a lot of middle-aged frustration, nihilism and disappointment in Frank and Steve. They’re cynical and whimsical, but they also seem to abide by certain weird ethical codes. Or maybe they lost all that at some stage?

A. Definitely. What’s wrong with nihilism? It’s better that delusion. HA! I really don’t set out with entire character plans in mind. I don’t plan out the character’s worldviews and levels of understanding. That is all something that has to be felt out in the writing process. Even the stuff I said above about BC, that is all new thought. I can’t really speak for them. I just do what feels right for their stories. I try to make what feels like real people. Sure they are cartoons and do larger than life stuff for the sake of making comedies, but it has to feel right. These are what I think real humans have in them as far as honest motives.

Anyway, these guys are tricky. They have more layers than BC. They are out for no one but themselves, it seems. I think they are just trying to get by. They just get their checks, try to have some sex and try to be the more important brother in the room. I know they are petty and horrible. I know they are shallow and chauvinistic. I guess I want to talk about this through them because I see these kinds of guys everywhere. I see them in me, in my best friends. I don’t want to say they are bad people. I don’t really think about anyone that way. They have goodness in them. We’ll see that more in the future.

Q. Maybe you could share some thoughts about what these characters want? Certainly, there’s something gentlemanly about not giving a shit about the rules, or the curriculum.

A. I do think their rebellion is one of their few attributes. It, along with the desire to drink and to fuck, is the only thing they rise up and shine for. They get a kick out of fucking things up. Sometimes they fuck things up just as a side effect of not caring. But I do believe Frank cares about the orator position inherent in being a professor. He likes to hold court and he knows how to tell a story. He cares so much about story that truth might just be expendable if it means he can be a bit more compelling.

(Yeah, for a little while I was imagining a live action version of the Prof Bros. I imagined Gary Oldman as Frank and William Hurt as Steve. I thought the movie might be about them competing for the department head position in the History Department. Then I realized that neither of them would want it. They would try to not get it. They would hate the responsibility. Anyway, that casting is just a fun daydream.)

Q. In any case, I get the feeling there’s a strange kind of morality at play in all your characters’ worlds?

A. I appreciate that. I think it might be easy, and totally okay to see my stuff as absurd poop joke cartoons. But I honestly try to say something with everything. I want to be funny, first and foremost. But I also want to be important. That’s not something to be ashamed of right? Is it immodest to try to make important things? To consider cartoons that way? Maybe so. Maybe I am a dick.

Q. Like Baby Cakes the brothers, although balding and often pitiful, seem to be lords of their own private fiefdoms. There’s the dean above them, but the students are entirely in their power. Is that something you like to explore – the idea of a separate world, where the freaks are successful?

A. I think we all seek a position of authority; whether in our families or at our jobs or in our hobbies or on message boards. I see that urge as beyond human. Apes do it. Heavenly bodies do it. It’s funny. KING ME! REVLOVE AROUND ME! Hilarious.

THE CARTOONS

Q. Could you say something about the work process – from idea to finished panel? The readers of Seriejournalen, many of them cartoonists themselves, are always interested in the technicalities of drawing and writing.

A. I think about a feeling first. A way to laugh. Then I try to figure out how to put an audience there. I have a list of do’s and don’ts. I am a list-aholic. I have a list that I consult when I’m starting out.

1) Find overall feel.
2) Define peak moments.
3) Clear message.
4) Clear story.
5) Find a funnier way.
6) Find a more exciting way.
7) Don’t over-think.
8) Set up a question for the audience.
9) Make pleasurable sound and vision.
10) Funny First.

I use a .9mm Draftmatic Alvin mechanical pencil with H lead. I then Ink with a Prismacolor Premier 03 on very thin vellum. I use Photoshop to color and to make final corrections. I use Imovie for editing. I use Cubase for recording with an SM7 for vocals.

Q. I really like the idea of the reader pondering a one-panel cartoon and maybe even bringing it to a different conclusion than the author imagined. The bearstranauts, for example, it’s such a pleasure to imagine the circumstances that led serious, highly trained engineers and scientists to agree that bears in space were a great idea, worthy of years of funding and research.

A. The funny thing is your conclusion is exactly what I had in mind. I love to think about the blindness of the commitment. Yes, the money and time. That’s fun. Thank you for that. I think you and I will be instant friends!

Q. The man pondering his toolbox of hands has a bit of the same – where does stuff like that come from? Wild brainstorming? Dreams? Free drawing?

A. This one has baffled a lot of people. Therefore I feel like it is a failure. The idea is to capture the predicament of having a lot of tools and a lot of capable time but being incapable of decision. The thought balloon is full of thought, but the thought is meaningless. The toolbox is full of hands (arguably the most important tool ever!) but the man just blankly contemplates his pointless opportunity. He could be thinking anything, he could be doing anything, he has been given it all… and yet he is a blank.

lørdag den 6. december 2008

Den af forskellige gode årsager glemte Helge Kanin



Torben, redaktøren på Free Comics, bruger mine tegninger til at tætne huller i sit blad. Eller, det lyder så ... så prosaisk og lavpraktisk. Uanset: Torben spurgte om, han måtte bringe nogle tegninger i sit altruistiske og gratis tegneserieblad, så jeg rodede computeren igennem for at finde dem, han ville have.

Og så fandt jeg Helge Kanin, som jeg havde glemt fandtes. Oprindelig havde jeg tænkt mig, at der skulle være en masse Helge Kanin i Stejl Fart, men sådan er det ikke blevet.

Jeg opfandt Helge Kanin for en del år siden på et tidspunkt da jeg havde et rigtig arbejde, som et led i mine bestræbelser på at drille en kollega ved navn Winnie. Hun elskede (det håber jeg stadig hun gør) bløde dyr, heste og Harry Potter og den slags. Og af en eller anden grund kunne Helge Kanin gøre hende meget frustreret og vred. Det svarede til at tegne Muhammedtegninger og lægge dem til avisbudet at tegne Helge Kanin til Winnie.

Måske burde Helge Kanins karriere være endt samtidig med Winnies jobskifte. Alligevel har jeg fra tid til anden tegnet ham, og han var som sagt et element i mine planer for bloggen her.
Problemet var bare, at Helge Kanin-historierne ikke var sjove. De swingede ikke. Jeg kunne ikke finde ud af at fortælle dem. Nedenfor er et forsøg. Jeg forsøgte endda at sætte historien op på to forskellige måder.

Helge Kanin arbejder for elektronikfirmaet Sandberg, tror jeg nok. Det er grundsituationen. Jeg forestillede mig, at det ville være et univers, der gav anledning til en masse ideer. Det gjorde det ikke.




onsdag den 3. december 2008

Salmonellos jul



Skal til at tegne Maltes Spaltes Kardinal Salmonellos Juleudgavespalte. Jeg tænkte, det kunne være en anledning til at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt Jesus troede på sig selv og - i så fald - om han forstod, hvad han mente med de ting, han sagde.

Foreløbig har jeg kun tegnet denne nisse.

mandag den 1. december 2008

Luft



Hvis man har en blog, må man ikke tage på uvarslet ferie i ugevis i Sydamerika som assisterende rejseleder for en gruppe gråt guld i stramt cykeltøj. Så tørrer bloggen ind. På den anden side har jeg altid syntes, der var noget ægget over ideen om ferielukning. Og jeg kunne jo ikke vide at jeg ville drikke så meget vin hver dag at jeg ikke kunne holde mig vågen indtil det grå guld var faldet i søvn, for derefter at bruge natten på at skrive indlæg om heste og bøffer og cykeltøj og tegne tegneserier om vermouth.

Nå! Hjemvendt og forfrisket bør man straks tegne noget spidst om den rædsomme Hillary, som skal være udenrigsminister i USA. Valget af Hillary irriterer mig frygteligt. Hvor er Obama pludselig blevet dum og nedslående og ordinær og pragmatisk og kedsommelig og højreorienteret. Nu lukker han sikkert heller ikke Guantánamo.

Men der kommer ingen Hillary-tegning. Der kommer en tegning af et fly, som er noget bulet på midten, fordi jeg har glemt hvordan man tegner, og en anmeldelse af maden, de serverede om bord:

Maden, de serverede om bord

Flyet har ikke rystet i et stykke tid, og derfor har de serveret maden, så man kan tage noter på brækposen og anmelde den.

Stewarden henvender sig selvsikkert på fransk og skænker os en balje champagne, Heidsieck Monopole. Plastikglasset er dekoreret med elipser i tåget grå. Dristigt. Ved at dreje det ene ben smertefuldt en kvart omgang i den forkerte retning, er jeg i stand til at skåle med min rejsekammerat, Martin. "Skål!" siger jeg. "Hvad!?" råber Martin.
En tør, men noget endimensionel og monokromt gul champagne.

Den græske salat ser frossen ud i sit bæger. Hvordan vil hvidvinen, La Vielle Ferme 2007 - en af de sjældne hvide Rhone-vine - mon spille op med de syrlige noter i tomat og eddike?
En serie hårde skub mod sædet foran får den søvnige asiatiske mand til at rette sin stoleryg, hvorved det bliver muligt at anbringe flasken oprejst og skrue låget af. Nej, den vælter igen. Men fetaen er ged - et flot træk. Det er også en charmerende hvidvin - blød, forbavsende ukrydret, mellemfyldig. Ikke en vin, der gør meget væsen af sig. Ville den vinde ved yderligere lagring? "Nej," råber Martin.

Rødvinen fra samme hus er kold. Man får brain freeze. Den var ikke gået på Business. Og risottoen er brændt på. Dens genopvarmede skal smuldrer som det stivnede mudder i bunden af en udtørret vandpyt. Et arrogant og rodet forsøg på en billig risret. Til alt held er det Martins ret. Min er kylling.

Uh, og kyllingen er hvid og uhyggelig - som en opskyllet hval på den bunke drivtømmer, der udgøres af stavene af blancheret squash og gulerod. En tomatiseret sovs er stænket på som teaterblod. Stykket rykker på sig, da flyet foretager endnu et brat hop. Hm. Grillning har givet den ene side et mønster af fangedragt, og det skal vise sig at være en god ting, for kyllingen smager dejligt af røg. Der er også en kartoffelmos, som er fyldt med salt og egentlig ... perfekt. En fin lille ret, når alt kommer til alt. Rødvinen, derimod, er sur og tynd, en påmindelse om, hvad Rhone-disktriktet desværre også formår. Man bliver helt ulykkelig af den vin og mister troen på at man kan lide vin overhovedet. En svag dunken sætter omgående i gang bagest i hovedet.

Flutet har sej skorpe. Det er faktisk sejt hele vejen igennem. Men man kan dreje det, indtil det går i stykker, og så kan man komme camembert i. Den er en lille trekant fra industrimejeriet Président - faktisk en lille smule lagret. Ville SAS have vovet det?

Der er pludselig affald overalt nu. Jeg stikker til plastikbjerget. Dér! Bag pakken med skeer, salt og fugtservietter står en lille tung kage med kokosbaseret sukkerfnuller. Jeg fisker menukortet frem. Den indeholder æble, står der. Det er godt tænkt, også hvis man ikke kan smage det. Og der er endda en kiks af mærket Bocadito, en diabetesfremkaldende dulce de leche-baseret småkage af argentinsk fabrikat, ingeniørmæssigt interessant med vaffel i bunden og chokoladedæksel øverst. Den smager ... her falder jeg i søvn og sover i ni timer med smeltet kiks i hele hovedet.

tirsdag den 18. november 2008

Jesca Hoop



Jeg har drillet Gaffa. Jeg har hængt en af deres koncertanmeldere ud her på bloggen. (Anmeldelsen var udsøgt formuleret, men ham der skrev den snakkede virkelig højt mens musikken spillede). Jeg har også skumlet og mulet over Gaffas kortfattede albumanmeldelser. Nu har jeg selv skrevet noget for Gaffa(s hjemmeside). Det handler om Jesca Hoop. Musikjournalistik. Det var sjovt at lave. Vi kørte til Berlin og hjem igen inden for 24 timer. På vej ned sloges vi om at vælge musik. Vi spiste currywurst. Vi hujede i bilen. På hjemturen følte vi os gamle, da var det blevet tåget.

Jesca Hoop er virkelig god. Hun bliver vigtig, tror jeg. Musikken alene får hende ikke til at fremstå særligt kunstnerisk bevidst ... eller måske er det rigtige ord fokuseret. Men det var hun - skarp som en kniv, men på en kookie måde. Her er teksten:

En flok af sange: Jesca Hoop

Hvis Jesca Hoop kan holde sig fra pot og gokarts er der en ret stor chance for at hun kommer til at betyde noget vigtigt for ideen om den gode sang. Gaffa mødte Tom Waits’ protegé i Berlin.

INTERVIEW
Af Christoffer Zieler

Jesca Hoop har lavet te i backstagerummet. Vi har tagpap under fødderne på Columbia Clubs halvtag, og novemberluften er kold. Koncertstedet er Berlins version af Lille Vega, et håndgranatkast fra Albert Speers dejlige, netop lukkede, Tempelhof Lufthavn.

»Min stemme er rusten,« siger Jesca rustent. »Vi kørte i gokart i går, og jeg indåndede virkelig meget benzinos.«

’Vi’ betyder Jesca og det engelske Mercury Prize-vindende band Elbow, som senere i aften skal spille udsolgt koncert for berlinerne. Jesca er opvarmning. Hun rejser sammen med Elbow i tourbussen, og de har taget hende til sig, lidt som en maskot. Deres forsanger Guy Garvey – han sidder på en kasse et lille stykke væk – truer galant med at komme og smadre Gaffas udsendte, hvis han ikke er sød. Han fægter med armene i rød dynejakke og ser søpølseagtig og godmodig ud. Jesca Hoop selv ser, for nu at være helt ærlig, ud til at være ret fladmast. Det er også fair. Hun har spillet omkring 50 koncerter i de sidste par måneder. Først med Mark Knopfler i USA og Storbritannien og nu altså med Elbow i kolde, klamme Nordeuropa. Om nogle dage er det forbi og Jesca kan flyve hjem til Californien.

På engelsk findes der, af en eller anden grund, et hav af ord, der alle sammen betyder gruppe – hvilket ord, der er det rigtige, afhænger af hvem eller hvad gruppen består af. En flok bavianer hedder for eksempel ’a troop of babboons’, en gruppe hekse er ’a cove of witches’ og en flok krager (det er det sejeste) er ’a murder of crows’. Jesca synger:

I’m not a bird/
I’m a murder of birds/
Shifting my shape/
When your tongue forms the words

Jesca Hoop skifter altså selv skikkelse fra sang til sang. Det er en bevidst metode. Den forklarer hvordan hun i én sang lyder en lille smule tysk og natklubsramt, mens hun i en anden kan lyde lige så britisk og nystrøget som en sygeplejerske i en s/h krigsfilm.

»Stemmen har et mægtigt potentiale for at ændre sin egen form. Man bliver givet en stemme, men stemmen har evnen til at bevæge sig ind og ud af forskellige roller, som ens vilje dikterer det. Det kræver at man kender dit instrument for at gøre det i forening med sin følelsesmæssige krop. Forstår du, hvad jeg mener?«

Jeg aner ikke, hvad hun mener med følelsesmæssig krop. »Muligvis,« siger jeg.

»I sangen Silverscreen sniger der sig noget Marlene Dietrich ind i din sang.«

»Det er sandt. Jeg ved ikke hvordan det bliver på den måde. Jeg kan lide at dykke ned i en karakter til en given sang. Og hvis ordene former sig anderledes end jeg taler, så er det okay.«

»Hvor kommer det her med at træde ind i karakterer fra?«

»Det begynder forskelligt. En guitarmelodi, som jeg kan lægge stemme på, eller den anden vej rundt. Måske er det ord, jeg kan bygge ud fra – det afhænger kun af, hvilket element, der kommer først. Det er æterisk, esoterisk, uhåndgribeligt i et stykke tid. Og når jeg får fat på, hvad sangen handler om, så finder karakteren sin form. Nogle gange kommer rollen endda først ... Hvis jeg for eksempel har lyst til at være sådan her.« Jesca mimer en, der viser kløer og snerrer.

»Din plade Kismet er et loppemarked,«
»Ja. Den er bizar« siger Jesca. »Sådan tænker jeg selv på den.«
»Undskyld?«
»En basar.«
»Ja, præcis, en basar.«

Kismet er en karnevalesk stuvning af cabaret og folk tilsat en lille smule raggamuffin, et par hippie-ballader og et skvæt af noget vintage-cinematisk ... well, musical. Vi kommer ikke uden om, at der er et gøglet element til stede. Men hvad kan man gøre? Det virker. Tom Waits har jo også gøglertilbøjeligheder, og det er der ikke nogen, der kunne finde på at brokke sig over.

Tom Waits er ret vigtig, når det gælder Jesca Hoop. Hun var barnepige hos ham og hans kone Kathleen Brennan i flere år, og det er ikke mindst de to, som har troet på Jesca og hjulpet hendes karriere i gang. »Jescas musik er som at svømme i en sø midt om natten,« siger Tom Waits.

Jesca havnede hos Waits-familien efter at have været væk fra musikken i flere år. Hun blev opdraget som mormon i en stor familie, der udgjorde et omrejsende kirkekor. Musikken var afpasset de kirkelige krav, og Jesca sang sine klassiske harmonier i et parallelunivers uden musikalsk påvirkning udefra.

Først da hun brød med sin religiøse baggrund kom musikken udefra væltende. Det er dét, man fornemmer på Kismet. At hun har bevaret en åben, men ikke naiv, tilgang til musikken, hvor alt kan lade sig gøre, måske netop fordi hun ikke faldt i gryden med pop som spæd. Albummet er uhæmmet af konventioner og den professionelles frygt for at bevæge sig uden for sin egen genre. »Jeg ville overraske mig selv. Det var et spontant måltid, en spontan opskrift. Vi mødtes og dyngede en masse ting sammen.«

»Vi har så mange valg. Når vi sidder og taler her, må jeg tale ud fra min egen karakter, mit første sprog. Men musik tillader en at forme sproget nøjagtigt som man vil. Hvis der er en udtale af en vokal, der behager en særligt, så kan man bruge den på den måde. Jeg vil ikke lyde som om jeg er fra det ene eller andet sted. Jeg vil bare have at ordene lyder sådan som jeg ønsker det.«

Et lydløst år
»Hvis du sang i et kor, så ville de brokke sig, de ville sige ...«
»De ville sige: Sådan synger vi ikke her.«
»Ja, hvordan fandt du frem til din måde at synge på?«
»Faktisk kom jeg fra en klassisk baggrund. Jeg sang kammermusik, hvis du ville regne det for klassisk. Men jeg begyndte at ryge og reagerede virkelig negativt på pot. Jeg var nødt til at stoppe.«

»Blev du helt vildt hæs?«
»Jeg mistede stemmen totalt. Det varede et år. Jeg måtte lære at synge igen. Det var meget skræmmende. Og ydmygende, fordi det brød med, hvordan jeg identificerede mig selv i verden. Jeg havde ikke stemmen at tilbyde eller bruge. Min mor lærte mig, at der var en korrekt måde at synge på, men jeg var uenig med hende. Med tiden udviklede jeg en sikker måde at synge på, som passede til min egen fysiske struktur.«
»Så nu skal du bare holde dig fra pot og gokarts.«
»Netop. Pot og gokarts er ude.«

»Hey, Mark Knopfler. Hvordan var det lige at spille med Mark Knopfler?«
»Mark Knopfler er en ægte gentleman. Han tog sig virkelig godt af mig. Vi spillede hver aften for alt mellem 5-9.000 mennesker, og jeg var alene på scenen med guitaren. Sådan bliver det også i aften.«

Grim skønhed
»Min yndlingssang på din plade er Enemy.«
»Også min.«
»Du synger om at erkende, at skønhed er en ting, der ikke rummer ynde. Det slog mig, at det kunne være en slags motto for pladen. Den slags indsigt, der former en plade, måske på en indirekte måde.«
»Jeg angriber hele min arbejdsproces med det i tankerne. Min måde at arbejde på, min måde at optræde på – den er uperfekt. Der er store højdepunkter og tidspunkter, hvor jeg er udfordret. Man må kunne tilgive.«

Jesca fortæller, at hun caster sine musikere. »Du skal vælge de rigtige. De skal føle, at de kan udtrykke sig fuldt ud i sangene. Så slipper jeg dem løs og lader dem spille det, de vil. Bagefter ser vi, hvad der virker, hugger en hæl, trækker, klemmer ... lidt skrædderarbejde.« Men sangene begynder enkelt. En guitarmelodi, eller nogle gange en ren sang.

»Du synger også om orkanen Katrina.«

»Man kunne skrive om massevis af verdensbegivenheder, men jeg gør det sjældent. Jeg valgte at skrive om Katrina, fordi den ramte mit land på en særligt dybtfølt måde. Det rørte mig dybt. Den lader til at påvirke folk, der hvor jeg kommer frem, så jeg er fortsat med den. Jeg skrev den ikke oprindelig med sigte på at den skulle ende på et album. Jeg skriver normalt ikke om de store ydre begivenheder. Men den her lader til at have et formål.«
»Så der kommer ikke noget præsidentiel sang nu, vel?«
»Niks. Selv om jeg er virkelig fucking glad.«

»Hvad laver Abekongen på din plade? Jeg kan huske ham fra tegnefilm, da jeg var en lille unge. Også melodien.«
»Fedt. Jeg elsker bare den karakter. Den retfærdige urostifter. Den retfærdige rabble-rouser. Hvad laver han? Ha! Jeg ved det ikke.«

Skæbne
Jeg foreslår Jesca at hvis det var mig, der havde lavet cover til Kismet, så skulle det handle om vand. Et passagerskib fra det 19. århundrede med en cabaret på dækket. Instrumenterne på pladen knirker som skibsdæk, og hendes hæse, melankolske, lidt diffuse klang fremmaner tåge, regnbuer ... skibsklokker. Det bliver til en mindre monolog om den rolle, vand spiller på albummet. Jeg slubrer te. Jesca ser ikke ud som om min vandteori holder. Der lader heller ikke til at dukke et spørgsmål op for enden af dette ævl. Det er også så mørkt nu at jeg ikke kan se mine spørgsmål. Jeg tier stille.
»Okay. Hvad ER historien med coveret?«

»Det er mig.« Hun peger på cd’en. »Og jeg ville have at pladen skulle indikere, at der var et eventyr i vente,« hun sætter fingeren på trappen på coveret og derefter på den stjernebestrøede himmel. »... Og dét her – det er min mor.« På et af trappetrinnene står et s/h foto i ramme med et billede af en kvinde. »Vi tog de her billeder den dag jeg fik at vide, at hun var meget alvorligt syg. Det var ikke tidspunktet til at holde op med at arbejde, men vi vidste hun var ved et vendepunkt.«

»Det er billedet i rammen, som bliver i tankerne fra det her cover.«
»Jep.«
»Så hvordan har din baggrund formet det her album?«
»Det er jo hendes stemme, jeg synger med. Hun gav den til mig. Og titlen kommer fra hendes historie.«
»Kismet – skæbne.«
»Ja. Jeg tumlede med, hvad pladen skulle hedde. Og ordet dukkede op ved et lykketræf, spontant. Det er jo et spørgsmål – skæbne.«
Nu har hun tårer i øjnene, er det så rigtigt at spørge om hendes mor blev rask?
»Blev hun rask?«
»Nej.«
»Hun må have værdsat det her cover.«
»Hun så det ikke. Pokkers, hva?«

Der kommer en ny plade i begyndelsen af 2009. Jesca håber at kunne komme og spille den i Danmark. »Jeg elsker mit arbejde. Sangskrivningen har været ladt i stikken ... men det et håndværk, som er ved at finde vej tilbage til folks ører og til kunstnernes hjerter. Kulturen har bevæget sig væk fra det fortællende, fra ordene og den stærke melodi. Jeg har sluttet mig til dem, der ønsker at sangen skal komme til at trives igen.«

christoffer@zieler.dk

torsdag den 13. november 2008

Yderligere tankning



Seneste, dvs. lige nu kommende, Maltes Spalte.

Hårde Stejl Fart-brugere vil genkende manden med det store og usædvanlige hår. Men, hey, det er sådan Maltes Spalte bliver til ... tegnet lidt hen ad vejen + natten inden. Jeg havde først lavet den her til manden med hårets replik:



Men ... I dunno. Det virkede bare bedre med ham med håret end det gjorde med en ulv med bryster. Hvad går dét også ud på!?

tirsdag den 11. november 2008

Fra helvede


Sneglen i helvede. Er det en relevant illustration?
Nej. Men den forestiller i det mindste helvede.


Anmeldelse

FROM HELL af Alan Moore og Eddie Campbell
Faraos Cigarer, udkommet 26. september 2008

Uh, det er en pæn bog, jeg har scoret fra forlaget.

Den er matsort og stor som en telefonbog, og omslaget er dekorativt tilsplattet med blod i skinnende relieftryk. Men det bedste er næsten at jeg, indtil jeg fik den, var totalt uforberedt på indholdet. Og her vil jeg tjekke med mine tegneserieforbindelser, men jeg tror nok, at det er utilgiveligt ikke at kende From Hell, Alan Moore og Eddie Campbells berømte godt og vel 600 sider lange monster og storværk. Jeg har ikke engang set filmen. Ved bare, at det her handler om Jack the Ripper, verdens vel nok mest berømte seriemorder. Jeg har bedt om et eksemplar, fordi bogen lå og så truende og imponerende ud i Arnold Busck. Da jeg så den, ville jeg frygtelig gerne eje den ... det er den slags udgivelse.

Tegningerne af Eddie Campbell og hans assistent, Pete Mullins, er nemlig overvældende. Der er utrolige mængder herrer i uldne frakker, knirkende vognhjul, glimtende knive, sorte slagskygger, dystre lår og kusser og skummelgotiske søjlehaller og kirkerum.

Campbells stil er sær, egentlig. Øv, jeg hader, når musikanmeldere skriver, hvad et band lyder som, men nu gør jeg det samme: Det her lyder lidt som Nine Inch Nails. Det er kompakt og hårdt og glittet. Og bogen ligner en sort, forgiftet blodpølse af sammenkogt Hugo Pratt, Frank Miller (eller er det den anden vej rundt?) og ... ja, klassisk hesteblads-stil for teenagepiger – hvilket ikke skal opfattes som en kritik, for det her er stor tegnekunst.

Eddie Campbells styrker er hans konsistens, hans overlegne skyggearbejde, de groundede figurer, deres ekspressive bevægelser – og så den grundlæggende stemning af nihilistisk, blodindsmurt gru. Hans svaghed er skuespillet i ansigterne – der er undertiden noget sært hjælpeløst over dem. Måske er det oven i købet en god ting? Et ufuldstændigt eller karikeret ansigtsudtryk skaber i al fald en afstand, som giver læseren mulighed for selv at tilføje indhold, som i en pantomime.

Design
Selve bogen er næsten perfekt i sit design. Den er tung og ond og tillidsvækkende – tegninger og tekst fremstår gnistrende sorte. Allan Haverholms font fortjener særlig ros for på en gang at være stemningsfuld og behagelig at læse. Det er faktisk en bedrift at tegne sådan en font. Det eneste der skurrer i bogens udformning er den prollede reklame for forlaget Faraos Cigarers øvrige udgivelser på de bageste sider. Det gør man bare ikke, det er lige så velkomment som et skod i en dåseøl.

Moores suppe
Kan man fornemme, at jeg forsøger at knibe mig uden om det indholdsmæssige i dag? Yeah. Der er ikke nogen let måde at sige det på, men jeg synes godt nok, det er en tung portion ord, Alan Moore øser op. Der er så mange gode ting, men han fortæller dem så ... ja, i virkeligheden måske især bare for længe. Tegninger dikterer jo et tempo for indtagelsen, på samme måde som det gælder for en lydbog – og her må jeg kæmpe lidt for at holde interessen ved lige.

Det er nok i høj grad et temperamentsspørgsmål. Jeg gad, for eksempel, godt, hvis jeg gad læse Karl Marx’ samlede værker. Karl Marx optræder indirekte i From Hell, det er derfor jeg kommer i tanke om netop ham. Pointen er, at der er mennesker, der gider læse hele Marx, og jeg kan godt unde dem, at de ved, præcis hvad manden mente, eller i det mindste er klar over, hvordan han formulerede det. Selv har jeg ikke kunnet klare meget. Og Marx er jo bare ét næsten tilfældigt eksempel på et stofområde, hvor en doven læser som jeg ville tabe en eventuel diskussion. Måske er Alan Moore heldigere med sit publikum end Marx har været, men jeg tror, der vil være en del skimmere derude til hans prosa.

Det bliver også ret prætentiøst hos Moore. En af de smukkest tegnede sekvenser i bogen er også en af de mest ulæselige – Moore lader sin hovedperson, morderen Dr. William Gull, beskrive London fra et frimurerokkult perspektiv over adskillige sider – historie, arkana, kønnenes roller, arkitektur i én ufordøjelig hårbolle. Hvis man synes, at de lange sange er det bedste læsestof i Ringenes Herre, vil man elske sådan en passage. Og ja, sindssyge mordere kan også være kedsommelige at høre på. Et eksempel på dialogen:

Blake var et atavistisk individ fra før fornuftens tidsalder, fra den magiske tankes tid, da guderne vandrede på jorden. Af tro var han en druide, de, der priste solen fra Parliament Hill, men Blake afskyede solen. I en samtale med Calvin pegede han på himlen: ”Det er den græske Apollon! Han er Satan!” Ironisk at hans jordiske rester ligger under en solguds obelisk.
(Og det fortsætter på den måde over flere sider).

Alan Moores redaktør burde have givet ham en lussing for sådan en smøre.

Hvorfor skal der i det hele taget altid bruges så mange ord, når det okkulte, frimureri og sammensværgelser skal skildres? Plottet i denne bog (der er ingen grund til at afsløre det) er faktisk enkelt. Det kan opsummeres på et par linjer. Men Alan Moores virkelige projekt er at fortælle hele suppen, der omgiver den oksehale, som hans egentlige historie udgør. Det er overvældende ... og imponerende, men spændingskurven bevæger sig til gengæld i spiraler ... sammen med suppeskeen, nej, sorry ikke mere mad nu. Pointen er, at jeg faktisk havde brug for det lange, omfattende bilagsmateriale for at få styr på det hele.

... Og det er en skam, når råstoffet er så sejt. Dronning Victoria som mafiøs bagkvinde, en sindssyg morder (desværre med ambitioner om at kunne snakke en hel busfuld centraleuropæiske intellektuelle ned under bordet), korrupte og okkulte strømere, forfulgte ludere – og selvfølgelig Whitechapel i London, som er tegnet så overlegent.

I noterne gennemgår Moore i øvrigt omhyggeligt side for side sine kilder, mens han detaljeret forklarer, hvor han tager sig friheder fra deres fremstilling. Han udøver også kildekritik undervejs i en humoristisk tone, man kunne savne lidt mere af i selve historien.

Nu lyder jeg sur. Men det er jeg ikke. Jeg kan godt tilgive Alan Moore at han er en nørd, når nu bogen er så blæret. Jeg ved, jeg kommer til at kigge (ikke læse) i den ofte i fremtiden. Her er meget at beundre. From Hell er så stopfyldt med billedreferencer, at man kunne basere et tegneserieforfatterskab på tyveri alene fra denne bog. Derfor har jeg enorm respekt for at Faraos Cigarer har satset og investeret i at udgive Moore og Campbell på så gennemført og flot en måde.

Eller anderledes udtrykt: Hvis der er nogen, der spørger om de må låne mit eksemplar, kunne jeg godt finde på at sige nej.

torsdag den 6. november 2008

Pyntegræskar


Madanmeldelse: En snigpremiere.

Omvikling med gluten og pyntegræskar

Den gådefulde August Krogh Bygning i Universitetsparken serverer dejlig mad, som bygger bro til en fremtid inden for det private erhvervsliv. Universitetsavisen spiste den.
Madanmeldelse
Af Christoffer Zieler

August Krogh Bygningen er omgivet af egetræer. Når det blæser falder deres blade af træerne og lægger sig i let smattede bunker, nænsomt rystet med regnvand og økologiske agern. Og fordi husene i denne del af Universitetsparken er beklædt med rektangler af lys sten er det – af en eller anden grund – utænkeligt at man skulle kunne beskæftige sig med andet end en type naturvidenskab netop her.

Indenfor er kantinen stor på en snæver måde, men hyggeliggjort af en bambusskillevæg og en venligt udseende opstilling af flasker med eddike, urter i olie, hokkaidogræskar og kurveflet. Simply Cooking driver stedet, og firmaets brand udstrækker sig til postevandet, der – lidt selvmodsigende – sælges i en lækkert udstyret flaske under navnet ’Simply Water’. Stolene er af en omfavnende type med armlæn.

Dagens varme ret er hvid fisk med kartofler, der er moslet sammen med squash og kapers og en overvældende mængde frisk dild. Der serveres også en kold nudelsalat med chili, nødder, ingefær, salamiskåret forårsløg og blandede salater. Jeg tager begge dele og en kondivand.

Medspiser Jacob Rask – hvis seneste bog ’Cowboy Joe’ lovpriser et heterosexistisk mandeideal som udelukkende ’spiser’ whisky – fravælger de varme retter og kaster sig over den feminine salatbuffet. Han vælter grådigt puylinser, hvedekerner og dansker-feta op på sin tallerken. Dertil en wrap – eller hvis man foretrækker det danske udtryk: en omvikling – foruden en brik med chokolademælk. Fordi J.R. lever med en glutenallergiker benytter han sig også af muligheden for at frådse i hvidt brød af den luftige type, der kan absorbere andre slags mad. Og selv om jeg advarer om, at hun vil kunne lugte hans hvedeånde derhjemme, vil han ikke lytte (så nu er de sikkert skilt). Rugbrød er der også. Det er gedigent og fint med en beslutsom skorpe, der ikke vil tænderne det godt. Tomatsuppen er sluppet op.

Prispolitikken er, som det lader til at være tilfældet på mange af universitetets kantiner, uigennemskuelig for fremmede. Man vælger og håber det ikke går så galt. Og det gør det heller ikke. Damen sorterer kyndigt varerne og prisen er lav – 86 kroner – langt under KUA-niveau. Vi matcher faktisk niveauet fra universitetsledelsens billige luksusbuffet i det indre København.

Frygtsom krydring
”Det ligner en tyk pangasius,” siger J.R. og peger på min fisk. ”Men jeg er ikke sikker.”

J.R. kan ikke koncentrere sig om sin salat. Han er ikke glad for den. Jeg påpeger at den er pæn. Han indvender, at det er som om ingen enkelt bestanddel har måttet overdøve resten, hvilket har resulteret i at hele molevitten smager dæmpet, som om man spiser det gennem et kaffefilter. Den løsnede wrap viser sig at indeholde chili con carne med skært oksekød frem for hakkevare. Det er en god ting, men også den er tøvende krydret.
”Denne wrap er tilberedt af et frygtsomt menneske,” siger J.R. ”Jeg tror, man har kogt con carnen, mikset det hele, og derefter skruet ned for smagen.” Jeg lytter til ham og siger så: ”Ha! Du trak nitten med din kedelige salat og din kedelige wrap! Min fisk var nemlig fremragende!”

Maden er ærlig talt vældig god. Jeg glemte at fotografere min fisk, fordi jeg havde for travlt med at spise den. Det irriterer mig at J.R. ikke er lige så imponeret, blot fordi han var mindre heldig. Jeg ved at den virkelige årsag til hans blaserthed er den tid han har tilbragt i reklameindustrien. Denne væmmelige branche kæler for sine folk; i visse tilfælde indtil de bliver helt hudløse. Et eksempel: Først hyrede J.R.’s bureau en japansk kok, men han blev fyret fordi han var lidt for glad for tempura. Og derefter lykkedes det bureauet at shanghaje en mesterkok fra en dejlig kro. Hvorefter de fyrede J.R. Livets kredsløb. Nu planlægger han en 700 sider lang dadaistisk digtsamling med titlen ’Skoven græder’, som skal holde ham med bibliotekspenge i de kommende år. ”Min tyske trykker kan ikke fremstille bøger over 700 sider. Det er derfor det ikke er 1.000.” Siger J.R.

Rotter, Snøfler og mysterier
Denne kantine repræsenterer måske bedst de naturvidenskabelige fag i den forstand, at det udgør en slags kulinarisk missing link mellem KUA og den gode mad i det private erhvervsliv. Men hvad studerer man egentlig her på Nørre Campus?

”Det er noget man forbinder med voksne rotter,” er der en, der siger ved nabobordet. Men rotter bruger vel alle videnskabsfolk i et eller andet omfang. Samtalerne giver os ikke noget nærmere spor af præcis hvad de bestiller i August Krogh Bygningen. Vi ser os omkring. ”Brænder man flere proteiner når man vokser?” Spørger en anden. Det er en hel læsegruppe der har slået sig ned. I løbet af et par sekunder gør de kål på en pakke Snøfler.

70 procent af gæsterne i den velfyldte kantine er virkelig pæne. Måske fordi de får en god, ernæringsrigtig kost. På gamle KUA har der efter sigende været eksempler på skørbug og folk med rynker i panden selv om de ikke var fyldt 30. Ja, man behøver slet ikke at gøre opmærksom på, hvor slatne humanister kan virke.

Det eneste problem i August Krogh Bygningen er trøjerne. Overalt frastødes blikket af bluser af forvasket bomuld. Det er svært at sætte en finger på det præcise problem, før det pludselig rammer en: Alle herude i dag er iført børnetøj.

Vi henter kage. To gigantiske plader af bradepandekage med citruscreme, kokosdrys og mandelflager, dertil kakao og en wienermelange. Samlet pris: 24 kroner. Kagen er hvinende sød, men også både saft- og luftig. Det er ingen dum kage. Selv J.R. er glad. Kakaoen er også fin – den smager ikke spor af kaffe, selv om de to slags drikke bliver født ud af den samme dyse.

August Krogh vandt Nobelprisen for sin opdagelse af den kapillarmotoriske regulationsmekanisme. Det ved alle. Men nøjagtig hvad man studerer herude får vi ikke svar på i dag. For vi blev distraheret da vi skulle undersøge det. Men hvem end de er, disse studerende med deres rotter og Snøfler, så spiser de godt.

onsdag den 5. november 2008

Kimære i dynejakke

Jeg synes, hele tiden de taler om kimærer i radioen.

Nej, okay, det er løgn. De taler om det amerikanske valg. Og hvor har jeg dog æælsket den valgkamp. Jeg har slet ikke kunnet blive træt af den.

Så hvad skal udfylde det valgkampsformede hul i min opmærksomhed? Jeg tør nemlig ikke følge Obama yderligere. Sæt han ikke lever op til de ufatteligt urimelige forventninger, som i hvert fald jeg har til ham? Sæt han bliver lidt fuser- og Clintonagtig?

Kimærer! Præcis! Blandinger af mennesker og dyr. Det er dem der skal adsprede os nu. Leoparder med menneskehjerner, flagermus der taler, bevingede færinger. Det er dem, der skal tilbage på sendefladen. Og, ja, det ER klamt med kimærerne ... men det ville også bare være så skægt, hvis videnskaben fik frie hænder til at bygge os nogle fine, nye freaks ...

Herunder: Christian Mørk Frandsen, kimære.

tirsdag den 4. november 2008

Panik i rundkreds



Forleden så vi at der er for lidt jazz på Stejl Fart.
Måske er der også for lidt sikkerhedspolitik.

Det er jeg usikker på.
Uanset: Det her interview med Ole Wæver blev interessant, synes jeg.


Spilleregler for skræmmepolitik

INTERVIEW
Af Christoffer Zieler

Klimaforandring var årtusindets seneste store trussel. Indtil for et par måneder siden, da økonomien kom i uføre. Politikerne skiftes til at sætte nye sikkerhedspolitiske emner øverst på den offentlige dagsorden. Hvordan sker det? Og hvordan kan vi som samfund få et mere realistisk forhold til trusler og farer? Centre for Advanced Security Theory skal i de kommende år forske blandt andet i disse spørgsmål. Universitetsavisen mødte Ole Wæver, professor og leder af CAST.

Hvorfor skal vi have et sikkerhedsforskningscenter og hvorfor netop nu?

Udgangspunktet er debatten om det udvidede sikkerhedsbegreb. I 1980’erne var det en hed debat, om man ’måtte’ udvide sikkerhed til mere end statens militære sikkerhed – freds- og miljøbevægelser sagde ja, sikkerhedsestablishmentet nej. Den debat er vi forbi, men den åbnede nogle sluser. I dag kan stort set ethvert emne gøres til genstand for en sikkerhedspolitisk debat – eller udråbes som en trussel. Du kan gå til venstre eller højre, alle tumler rundt på den politiske scene og tolker klimaspørgsmål, økonomiske spørgsmål, tekniske spørgsmål, politiske spørgsmål ind i den samme surdej. Problemet er, at det sker på en meget tilfældig måde, hvor politikere har frit slag for at spille en ny trumf hver dag.

Og på denne nye bane har vi ikke nogen spilleregler for, hvordan vi går fra det ene til det andet, og hvordan vi kobler sikkerhedstruslerne, og hvordan vi forholder dem til hinanden.

Tingene skiftes til at være trumf. Den ene måned er det klimatruslen – og så skal alt andet vige for det – og den næste måned er det finanskrisen, der er trumf. Næste gang er det noget helt syttende. Og det er jo en usund måde at føre politik på.
Det er usundt ikke mindst af den grund at ethvert sikkerhedsargument potentielt er antidemokratisk – man skal bøje sig for nødvendigheden, der er ikke plads til afvejninger og debat.


Ole Wæver

Kan samfundet lære at omgås fare på en mindre farlig måde? Sådan spørger I i jeres brochure om centret. Er det det du taler om her?

Det handler om, hvordan vi omgås sikkerhed. Det kan godt være at farerne er farlige – det er én ting – men selve den måde vi omgås fare på er også farlig. For sikkerhedspolitik har det med at være undertrykkende og blokerende og antidemokratisk. Og den måde vi hopper imellem truslerne på er uproduktiv. Det er ikke særlig smart at vi i et halvt år pludselig sætter alting i klimaets tegn, hvorefter vi sparker det hele omkuld og sætter alting i den økonomiske krises tegn. Skadevirkningerne er ret store. Vi skal finde en anden måde at tale om trusler på.

Hvordan?

Vi skal lære at være opmærksomme på at vi gør noget, når vi taler om trusler. I dag taler vi hele tiden om fare, som om det er noget objektivt. Vi peger ud af vinduet: Se! Isbjergene smelter. Det er virkeligt. Derfor må vi gøre sådan og sådan. På den måde er det som om man bare må bøje sig for nødvendigheden hele tiden.

Men hvis man i højere grad spøger, hvad vil vi som samfund gøre? Hvilke spørgsmål vil vi måske løfte op over normalpolitikken? De ting skal have lov at have forrang.

Ligesom Bjørn Lomborg siger?

Nej, Lomborg mener jo at man i sidste ende kan gøre det op i en økonomisk nyttekalkule, jeg mener jo at vi som samfund skal foretage en politisk vurdering, hvor vi er opmærksomme på, at det er noget politik vi fører, når vi for eksempel siger: Nu skal klimaet eller den økonomiske krise have trusselsstatus. Der er ingen matematisk måde at gøre det her op på. Eller en økonomisk måde.

Taler man enhver krise til ro, så er det vel også problematisk.

Ja, jeg siger heller ikke, at man aldrig skal gøre noget, jeg siger bare, at vi skal være mere bevidste om, hvad vi gør når vi løfter et emne op fra den normale politik.

Jeg så lige The Daily Show fra i går, hvor gæsten Eugene Jarecki citerede præsident Eisenhower – We can destroy from within what we are trying to defend from without.

Det er rigtigt. Og Roosevelt sagde ’The only thing we have to fear is fear itself.’ Den måde vi omgås fare på kan være så destruktiv. Det er ikke det samme som at sige, at vi kan klare tingene uden at udråbe noget til at være en fare eller en trussel. Men det hjælper ikke noget blot at finde en eller anden ekspert. En klimaekspert, en økonom eller en militær ekspert, som vil fortælle os, hvor stor truslen er fra et eller andet. Så er den hellige grav ikke velforvaret, fordi på den måde kan vi gøre hvad som helst til den største trussel. Til ethvert samfundsområde hører en form for ekspertise med sit særegne synssæt, der kan opgøre fare, trusler og risici - men samtidig gør det på en måde, der er uforståelig for eksperter på de andre områder. Så kan samfundet hoppe rundt fra ’Den Største Trussel’ til ’Den Nye Største Trussel’, men hænge sammen gør det ikke.
Det lyder som om du siger: Ingen panik! Men også at ordene kan hjælpe os til at se klarere.

Ja, og til at finde nogle samfundsmæssige spilleregler, hvor vi kan håndtere den her mangfoldighed inden for sikkerhed. Det er det, vi mangler i dag.

Stort arbejde?

Det bliver det nok.

Holdningsbearbejdning i sidste ende.

Det tror jeg også.

Men kan I ikke ende med at fremkalde det modsatte? Altså at tale paranoia-niveauet op?

Jo, det er jo ironien i mange af de her ting. Det er der ingen tvivl om. Det er der også folk, der har skrevet artikler om inden for mit fag – paradokset i at stille sig op og sige, at sikkerhed er et farligt ord, hvortil en anden kan sige: Nu har du lige sagt ordet en gang til ... Hver gang man siger ordet, så bidrager man på en måde til det modsatte af, hvad man gerne vil.

Man kan også se det på den måde, at der er tre lag i det. ’Videnskaberne’ i hard core forstand, og så et lag der hedder ’ekspertise’ og derover et lag der hedder ’politik’. Man er nødt til at arbejde med alle tre, og det er i det politiske felt at vi omgås alle de her spørgsmål. Men eksperterne spiller en stor rolle. Alle de sikkerhedsdiskussioner, vi har talt om, er gennemsyrede af eksperters status. Og de eksperter er igen viklet ind i nogle videnskabelige discipliner. De taler økonomens sprog, eller ingeniørens, osv. Hvordan danner eksperter deres vurderinger og hvordan er det indlejret i nogle discipliners måder at konstruere deres felt på? Du er nødt til at arbejde på alle tre planer.

Kommer I så til at være dem, der efteranalyserer – ’den kampagne vi nu har set er eksempel på at man gør det her til en trussel og ...’?

Det tror jeg også vi kommer til. Men nu er vi heldigvis ikke et policy-institut. Tiden har det med at kræve at alt skal være relevant her og nu. Det mest strategisk relevante har forrang. Det er også fint nok, men resultatet er at det er sværere i dag at få penge til forskning, der ikke er defineret på den måde. Det her center er heldigvis begrundet primært i grundforskning. Og stor tak til KU for det.

Men I har vel også fået penge, fordi I var smarte og sagde ordet ’klima’?

Det tror jeg ikke kun, jeg vil ikke afvise det, men de ansøgninger er immervæk blevet sendt ud i faglige review. Folk har siddet og kigget og tænkt at det her var noget der kunne rykke i løbet af de næste år. Hvis det også er samfundsnyttigt, så er det fint, men jeg er glad for at vi ikke skal ud og retfærdiggøre os selv hver uge med et antal avisoverskrifter.

Et emneskift: Er vores tryghedssøgen som samfund betragtet gået grassat?

Det tror jeg der er noget om. I et kosmisk perspektiv, så er vi ufatteligt sikre. Tag et hvilket som helst andet kapitel af verdenshistorien, tag en hvilken som helst anden del af kloden, så er du og jeg jo meget, meget sikrere end det der er normalt for et menneske. Alligevel er vi optaget af en masse trusler, som ofte er blæst helt ud af proportioner.

Ironien bag det hele er nok, at først når livet ophører med at være gennem-usikkert, opstår den ide at bekymre sig om sikkerhed. Det moderne sikkerhedsbegreb opstod først, da man begyndte at kunne gøre sig håb om at holde fast på noget med en vis forudsigelighed. Historien er så fortsat ud af den tangent, og som samfund har vi i dag udfordringen, at vores avancerede livsform kan forpurres af rigtig mange ting – rigtig mange, rigtig forskellig ting.
- - -

søndag den 2. november 2008

JAZZ

video


Der er for lidt jazz på Stejl Fart.
Det ændrer vi med det samme.

Velkommen til Stejl Fart Jazz.

Ovenstående jazzbid af Junkie Kong er skrevet, mens den bliver indspillet.
True story!

... Det er ment som underlægningsmusik.
"Nå? Hvad skal det ligge under?" Spørger du så.
Under dybsindige samtaler, det giver sig selv, det er jazz, det er ikke det jeg mener. Men hvad skal de handle om, samtalerne?
Det står endnu hen i det delvist uvisse.

PS: Man kan jo ikke læse det, manden på billedet siger. Men det er følgende:
jiearh!
skat skat
ski
skab bi-bap
flibbedip
bu-dap
skab skab!

Skab udtales jazzmæssigt med tandlæge-A, som i Arken.

onsdag den 29. oktober 2008

På tanken



Maltes Spalte mediterer over fænomenet tænketanke.

Lidt baggrund: CEVEA (Centrum-Venstre Akademiet) er netop blevet stiftet som lyserødt modstykke til CEPOS, der står for god knows what. CEPOS har en klar ideologisk profil, og det er CEVEA's hensigt at udvikle en tilsvarende hen ad vejen - pointen er bare, at det ikke skal være den samme.

Fint.

Ideen om CEVEA (ikke navnet) er blevet lanceret fra tid til anden. En alternativ tænketank var fx oprindelig et element i Frank Jensens kampagne for at blive formand for Socialdemokratiet. Det blev han ikke, og derfor skete der ikke videre. Siden overtog Helle Thorning Schmidt ideen, efter dog at have kritiseret den i formandsvalgkampen. Resultatet blev en tænketank med det selvmodsigende navn Progressivt Centrum. Den tænkte så vidt man ved ikke rigtig noget. Eller også tænkte den, at den var overflødig. Kritikere kunne måske også med en vis ret indvende, at sosserne allerede havde en slags tænketanks-associeret i form af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Anyhoo, AE er så respekteret, at organisationen næsten ikke længere betragtes som en tænketank med bestemte policy-ideer - lidt på samme måde som Ugebrevet A4, der også har ekstremt god presse.

Jeg synes, det er cool nok at de intellektuelle socialdemokrater i Frit Forum nu har realiseret tanken om en tank. (Bortset fra navnet CEVEA - hvorfor skulle det lyde som CEPOS? Og - videre - hvorfor skulle man - nu det skulle lyde som CEPOS - så netop lande på en lydlig blanding af cerveza og Nivea? Øl og håndcreme - hvad vil man egentlig signalere?)

Til gengæld er jeg slet ikke vild med at tænketankene møver sig ind på universiteterne. Det gør de. På CEPOS kan man tage kurser i liberalistisk økonomisk teori og få dem meriteret ved sit fakultet på Københavns Universitet. Det svarer til at meritere en studiekreds hos Syvende Dags Adventistkirken. CEVEA vil det samme. CEVEA burde hellere kritisere, at det overhovedet foregår.

mandag den 27. oktober 2008

Tænketankstema


Maltes kommende spalte er en slags meditation over tænketanke.
De er overalt. Den socialdemokratiske lyder som det tætteste, man kunne komme på ordet 'Cepos' med en combo af cervelat og cerveza.

fredag den 24. oktober 2008

Trådhegn


I morges skrev jeg en novelle.

Trådhegn
en novelle

Da jeg var nitten år gammel var jeg soldat i lidt mindre end et år. En af mine opgaver i den tid var at skyde rockere. Eller, jeg skulle ikke nødvendigvis skyde rockerne, men fordi der på det tidspunkt var konflikt mellem de to af landets rockergrupper der kontrollerede markedet for narkotika, var en del rockere blevet drevet til at stjæle våben fra dårligt bevogtede lagre rundt omkring.

I Sverige havde rockere fra den ene gruppe stjålet et par panserværnsraketter og siden anvendt mindst en i et mislykket attentat (panserværnsraketter – for så vidt frygtindgydende nok – er komplet uegnede til at skyde bygninger med, og som soldater lo vi meget af rockernes amatøragtige rakethåndtering). Der var imidlertid en forventning om, at rockerne måske ville forsøge at stjæle våben fra vores kaserne, så når vi gik vores vagtrunder, var vi indstillede på måske at skulle skyde en eller flere rockere.

Vi skulle ikke bare skyde rockerne. Der var en proces. Jeg har glemt den nu. Men den svarede til den remse (som jeg også har glemt), man skal gennemløbe, når man yder førstehjælp. Tjekke vejrtrækning, sikre frie luftveje osv. Den slags, blot omvendt. En slags førstedrab, om man vil. Man skulle råbe af rockerne først. Og hvis det ikke virkede, skulle man tage ladegreb på sin automatriffel (Heckler & Koch, 7,62 mm). Måske skulle man råbe en eller to gange til, jeg husker det ikke. Men når det var gjort, og rockerne stadig ikke var holdt op med for eksempel at klippe i hegnet eller luske omkring forlægningerne – så måtte man skyde dem. Så skulle man skyde dem.

Vi frygtede ikke rockerne det mindste. Det her var ikke deres element. En 110 kilo tung voldsforbryder er skræmmende på et værtshus, med sine blodsprængte øjne og en cykelkæde viklet om knytnæven, men vi var jo soldater. Vi var selv en slags rockere. Vi færdedes i flok og lod tankerne kredse frit om vold og ødelæggelse. Desuden var vi nitten år gamle og havde alle sammen taget ti kilo på i muskler siden 3.g, mens vi samtidig i kraft af vores militære uddannelse var nedsunket hastigt til et fælles primalstadie mange åndelige kilometer under landsgennemsnittet. Vi havde også øvet os i at skyde og vidste at vi faktisk kunne ramme. Vi ville i hvert fald kunne ramme en kraftig mand, mens han ugraciøst og spritstønnende forsøgte at klatre over et meterhøjt trådhegn. Endelig er en militær automatriffel et probat våben, man behøver ikke at skyde et menneske noget specifikt sted i kroppen for at gøre ubodelig skade. Så vi tænkte: Lad dem komme. Det ville være sjovere, hvis de gjorde, end hvis de ikke gjorde. Men rockerne kom ikke.

Så til den dag i dag har jeg aldrig taget et andet menneskes liv. Jeg har ikke længere nogen riffel. Men jeg kompenserer. For nylig meldte jeg mig ind i et af regeringspartierne. Det er lige meget hvilket. Nogle af de ting, vi gør ... det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. På den gode måde.

tirsdag den 14. oktober 2008

Tynde ben



Jeg kan ikke beslutte om det ville være bedre, hvis manden også fik en replik: "Jo. Men nu er dine ben jo ret tykke." - Eller om det er federe, hvis han bare er tavs.

mandag den 13. oktober 2008

Opvækst



Min lægeven fortæller mig, at konstiperet er en anglicisme og at det rette ord er obstiperet.
Det ER et godt ord. Men det bliver også hurtigt så svært. Ville en kat finde på at hæfte et ord som obstiperet på nogen? Ville de 9-14-årige læsere overhovedet forstå det?
Det tror jeg næsten ikke.

torsdag den 9. oktober 2008

Maltes Spalte 12 - med Ræven og sneglen



Seneste Maltes Spalte. Af portotekniske årsager har den fået et nyt og større format. Det er godt. Så kan man læse, hvad der står.

"Samme indhold - mere plads" er det nye slogan.

Jeg var chokeret over at en læser, Andreas, forleden opdagede, at jeg havde efterredigeret i en stribe. Den oprindelige stribe er nu på plads ved siden af den omarbejdede version. De ligger her.

onsdag den 8. oktober 2008

Steile Eile



Steile Eile er Stejl Fart på tysk.
Giver det bedre mening på tysk end på dansk? Ved det ikke.
Men jeg kan virkelig godt lide at se teksterne på tysk.

Hele æren for oversættelserne tilfalder tosprogede (mindst!) Inke Martinen. Nedenfor et par eksempler på hendes arbejde.

Klik på logoet øverst til venstre og find mere - jeg lægger oversættelserne dér efterhånden. Det kunne også være sjovt at høre andre tyskkyndiges meninger. Skal Jylland oversættes med Østtyskland, fx?





mandag den 6. oktober 2008

Ræven & sneglen



Er i Ræven & sneglen-humør i de her dage. Har skrottet, eller gemt eller whatever, tegningerne fra forrige blog, som jeg ellers håbede jeg kunne bruge.

Nu er det Ræven & sneglen, der er på tapetet. De er uenige. Det er de altid.

Og så er deres venskab jo dysfunktionelt oveni. Så trist. Det er ikke underligt, at "konflikt som grundtilstand", "politisk nihilisme" og "umuligheden af kommunikation" er de temaer, der sætter grundtonen i serien om de to dyr.

Håber at få mulighed for at tegne nogle længere episoder om Ræven & sneglen på et tidspunkt.

fredag den 3. oktober 2008

Mand belærer sin kone - og andre skitser



Mine striber er som regel puslespil af halv- eller ubagte ideer. Her er nogle skitser fra de sidste par dage. Ved ikke endnu, hvad der kan arbejdes med, og hvad der skal ud.


En kvinde med god hat. Inspireret af et maleri af en helgen, Skt. Margrethe fra Antiokia.


Hvem kigger ud af hullerne i vores hoved?



John McCain. Er ret tilfreds med den. Men jeg skal ikke bruge den til noget.


Pigeskitse. Har lige læst Joann Sfar, han laver lidt den slags hår. Uh, Sfar. Han er god. Sfar, Sfar. Gad vide, hvordan det skal siges?


Tegnet på en billet - der er noget ved håret.

En vagtsom mand, en stålsat mand og flere kvinder.

Og, nederst, besøg hos Finn og Lea.



Herunder: Den oprindelige version.