Den Gamle Mand og Minken

Maltes Spaltes Polarspalte

Seneste udgave af Maltes Spalte. De vakse vil muligvis bemærke, at teksten ligner en blog her på siden om det samme emne. Det er fordi, det er sådan jeg skriver striber. Maltes Spalte ER en slags blog. Det er derfor, den er så teksttung. Godt det netop er universitetssegmentet, der skal slæbe sig igennem alle de ord.

Hey - i øvrigt: Gitte Seeberg. Det ville være lækkert, hvis man kunne tegne noget om Gitte Seeberg. Brainer lidt over det. Hvad ved vi?

Hun har ry for at være solid. Men faktisk har hun nu forladt to partier på ét år. Er hun mon flaky?
Hvorfor går konservative eksilpolitikerkvinder altid i de der sære jakker?
Ville Gitte Seeberg være cricket, hvis hun var noget andet end Gitte Seeberg?
Skal Pia Christmas og Gitte Seeberg nu lave et parti, der hedder Mésalliance?
Er det så ekstremt studentikost at bruge udtrykket mésalliance, at det faktisk er ok at bruge det?
Skulle de to Stejl Fart-figurer Den Gamle Mand og Minken oprette en "Hjælp Gitte Seeberg-gruppe" på Facebook?

Hm. Det virker som om der er et stykke vej til en tegning.

Farligt skum

Dyne

Mellemsjov

En udstrakt hånd

Lyserøde katte med tætsiddende øjne

Er røget ind i den der onde cirkel, hvor man følger en verserende debat. Så kan man jo blive ved, især hvis den involverer noget med Naser Khader.

Savner lidt at tegne abstrakte ting, og hvad med polartemaet? ... det bliver den næste udgave af Maltes Spalte!

Men, okay, tegningen ovenfor handler også om polarregionerne i den forstand, at der er tale om en grønlandsk parlamentarikerkat. Prøv at gætte, hvilke politikere de lyserøde katte med tætsiddende øjne repræsenterer.

Ny Alliance forbavser mig. Jeg er begyndt at bruge dem som beslutningskompas. Hvis de siger noget, så vil det nok være klogest at sige det stikmodsatte, og hvis de gør noget, så vil det nok være et safe bet at gøre noget, der er helt, helt anderledes. Ny Alliance er min Nordstjerne!

Har tegnet Naser Khader i anledning af, at han har grebet efter statsministerens hånd. Nogen, der har en mening om, hvad han burde sige?

PS: Dagens citat: "Det er det rene ævlebævle!" Råbt af Karen Jespersen fra Folketingets talerstol.

Dårlig, dårlig vindjakke

Badges på en Tine Aurvig-Huggenberger-dag

Der har været efterspørgsel efter et badge, så nu har jeg lavet et, som vil blive sat i produktion snarest. Lima foxtrot. Regn det selv ud.

Ellers har det mest været en Tine Aurvig-Huggenberger-dag. Kommende dage vil fokusere på temaet "polarforskning".

Løsningen på den stigende vandstand i verdenshavene er i øvrigt at grave et Grønlandsformet hul i den atlantiske havbund.

Valgnat

Det færøske valg!
Sad I også oppe i nat og ventede på den endelige optælling?
Med skrællekartofler og rystende hænder.
Hvad med Finnur Helmsdal? VILLE han blive valgt - eller dømt til en periode i politisk mørke?
Ville Gud hjælpe Centerpartiet med at sikre homoerne fortsat forfølgelse?
Og vil Høgni H kunne forvandle sit flotte personlige stemmetal til en lagmands ... en lagmands. Hvad har en lagmand på? En ulden brun lagmandscardigan?
Løsriver Færøerne sig i morgen? Opdager nogen i Danmark, hvis det sker?

Min valgtegning var klar lidt over otte. Men Information har ikke fået lagt den på nettet endnu. Suk. Her er den uanset. Og forhandlingerne på Færøerne er stadig i gang, så det er vel cool nok.

Mojo

Her er for resten det bearbejdede logo til en tegning fra i dag om det færøske lagtingsvalg. Der blev ikke plads til det på billedet.

"ist"

Gulvet er det bedste her. Er inde i en fase, hvor jeg godt kan lide at lave gulve.

Ps: Første Stejl Fart med Asger fik følgende tekst:

Polaråret - og 2. sektion Bøger

Yderligere tolerance ... men videre! Nye ting! Polaråret! Og jeg har den vildeste beef med dét år.

Der er nemlig flere ting galt med Det Internationale Polarår. For det første strækker det sig over TO år, hvilket er umuligt, da der ikke eksisterer et ord for det, udover tveår, som jeg fandt på halvvejs inde i sætningen her, men som jeg allerede nu kan se ikke kommer til at slå an.

Det andet der er galt er, at Polaråret ikke har noget at gøre med, at Frederick Cook måske nåede den geografiske nordpol i 1908, eller at Robert Peary sandsynligvis nåede derop året efter. Næ, det er bare et storstilet men ultimativt kedsommeligt forskningsprojekt, der skal handle om, at vores klima er blevet helt smadret og at alle isbjørnene snart dør.

Jeg kan ikke fordrage klima. Jeg ser af princip aldrig vejrudsigter til ende, og nogle gange gider jeg ikke engang kigge ud af vinduet, før jeg går udenfor, fordi jeg simpelthen ikke orker at tage stilling til vejret. Og så skal vi have et helt - nej, to - vejrudsigtsår. Klimaforskning er den kedeligste slags forskning. Det er marginalt sygere end forsikringsmatematik og måske to eller tre gange mere kedsommeligt end forskning i arbejdsmiljø.

Det er næsten ikke til at bære. Og vi har gudhjælpemig en klimaminister! Hold nu op! Hvor svært kan det være? Lad være at køre i bil. Lad være at tænde ild til kul. Vindmøller ude i vandet. Skat på energi. Tog over det hele. Bilerne ud af byen. Atomdrevne bybusser. Løs det dog, så vi kan snakke om noget andet.

Uh, vi skal have:

2. sektion Bøger
I dag med: Bogbloggen, den læsehestformede blog om litteratur

Har lige læst den der svenske krimi af ham, der døde, hvor kæresten ikke arvede noget, mens hans onde familie scorede alle pengene, som alle andre mennesker også har læst.

Og, damn, den var god! Sproget var utrolig kedeligt og nøgternt, men hovedpersonerne var helstøbte og fascinerende. Og jeg fattede aldrig, hvor plottet var på vej hen og blev med passende mellemrum pinligt forbløffet. Og der er en toer og en treer, så dem vil jeg også læse, lige så snart jeg har læst en bog om polarforskeren Ernest Shackleton.

Det læser jeg:

Magten - og kunsten at styre en beslutningsproces
af Peter Johannes Schjødt og Erik Valeur

En bog om, hvordan politikere og andre magthavere forvalter, skjuler, misbruger og udnytter deres magt, men skrevet vittigt. Genren er forvaltningskomik, som kan være lidt irriterende og fnisbelagt (som i: "men er der så, fnis, tale om 'spin', Henrik Qvortrup?"). Og man kan også godt blive lidt nedtrykt over kynismen, der ligger til grund for selve projektet.

Burde ikke læse den slags, fordi jeg i forvejen har tendens til paranoide konspirationsforestillinger, men min kusine Anakin har gået og læst op af den, så nu bliver jeg nødt til at læse resten - og det er virkelig spændende.

Sproget er indsmigrende, kammeratligt på en lidt ostet og gammeldags måde, som et gymnasieblad fra da ens far var teenager. Indholdet er desværre stenhårdt.

Diamonds Are Forever
af Ian Fleming

James Bond spiser som sædvanlig forbavsende meget og drikker ret tæt. Det er interessant, at indsmuglingen af en skarpladt pistol ikke volder ham det mindste besvær, mens han får sved på panden over diamanterne i sine udhulede Dunlop 65-golfbolde. Der er hestevæddeløb og en babe, som hedder Tiffany Case. So nice.

The Great Railway Bazaar
af Paul Theroux

Paul Theroux på sin første rejse i første halvdel af 1970'erne. Med tog fra London til Istanbul, og via Iran hen over Asien. Meget personligt, meget litterært, klamme toiletter, godt med booze. Og det minder lidt om The Darjeeling Limited, hvilket også er årsagen til at jeg fandt den frem.

The Heart of the Antarctic
af Ernest Shackleton

I et alt for lille skib, med alt for dårligt tøj, bliver heltemodige Ernest Shackleton næsten det første menneske på Sydpolen. Men kun næsten.

Trosper
af Jim Woodring

Stærkt urovækkende psykedelisk billedbog med tilhørende cd med stærkt urovækkende musik.

En rettelse: I en tidligere udgave af Bogbloggen, en læsehestformet blog om litteratur omtalte jeg omslaget til Conn Igguldens bog Wolf of the Plains. Jeg skrev, at rytterne på forsiden sad på heste i vild gallop. Men nu kan jeg se, at hestene faktisk trasker af sted, ganske roligt. Bogen var bare så action-packed, at mine øjne så det, de ville. Og himlen var malet helt vildt dramatisk. Undskyld.

Tolerance

Asger and the Angry Ink

Købte noget blæk. Og så tegner man pludselig i den her bløde, splattede stil.

Blandt tegneseriefreaks er der en ret stor fraktion, som synes, at blæk er det eneste, man må tegne med. Det har også en dejligt intens sort farve.

Og der er noget hyggeligt ved at sidde og tegne og vide, at man når som helst kan fucke hele billedet op, fordi pennen pludselig hoster en sø af blæk ud eller fordi stregen lige smuttede et øjeblik. Inden for blækfraktionen er der en giftig debat imellem sværmeriske og poetiske pensel-yndere og et sammentømret segment af små firskårne pennedyppere. Mange blækpenne og penselskafter er blevet plantet i arme og øjne på anderledestænkende. Forestiller jeg mig. Det her med blæk er nyt for mig.

Øverst et resultat af eksperimentet: Asger. Jeg forsøgte at lave en Mona Lisa her - altså et gådefuldt smil. Er det et smil?
Nej.

Vent, jo!

På den måde, sådan et smil. Men hvad tænker Asger? Ideer?

Isvafler og tryghed

Undskyld. Det her kommer slet ikke til at handle om Bob Dylan. Men jeg LAVEDE en om Bob. På læsernes opfordring. Så opfordr endelig. Så sker der ting.

Næh, jeg tænkte i stedet, jeg ville skrive noget med afsæt i en anarkistisk impuls. Var nemlig på Facebook. Og på Facebook er der tusind mennesker, som har lavet grupper, der skal få folk til at holde op med at skære og stikke i hinanden, og det gad jeg også godt, hvis folk gjorde.

Og der er også en stor Facebookfraktion, som vil have forbudt alle knive i lommen, punktum. Det tror jeg til gengæld er symptom på noget fjollet. Slut med at sidde ved havnen og skære et æble i både i solen og have fuldskæg og være sådan en lidt ostet 75-årig type, der godt kan lide at gå med lommekniv. Er det fair? ... Pludselig fornemmer jeg en lille National Rifle Association-impuls i sjælen. Det er jo ikke knivene, der dræber folk, dammit ...

Har I nogen sinde prøvet at dræbe nogen med en lille lommekniv? Det er altså svært! Folk der kan dræbe med en lillebitte fjollet kniv, ville nok også kunne dræbe én med en isvaffel eller en sammenrullet gratisavis. Forbuddet er en automatreaktion, en underligt overtrolignende symptombehandling.

Vi reagerer også sådan, når det kommer til flysikkerhed. Her skal tusind små nidkære tjek forhindre et lille udvalg af måder at foretage nasty handlinger på, mens enhver, der gider tænke over det i tre minutter, kan finde på en million alternative, ukontrollerede, måder at få et fly til at falde ned på.

"Sikkerhed" og "tryghed" er blevet mine nye hadeord. Det er kontrolord, ligesom "har du taget slik med til ALLE i klassen?" Sådan noget velmenende mennesker siger, der ødelægger andre menneskers liv.

Når man står i køen og tager sit bælte af og løfter på sin kasket, mens man forsøger at holde bukserne på plads med frakken over armen tænker man uvilkårligt, at en lille smule ekstra terror egentlig nok ville være en ok pris at betale for at få samfundet til at slappe lidt af igen.

Jeg gider ikke mere sikkerhed. Men folk er grotesk forstående. "Jeg stikker lige fingeren op i numsen på dig for din sikkerheds skyld."
"Okey-dokey."

Sidst jeg fløj havde jeg et foldet A4-ark og en filtpen i lommen. Sikkerhedsvagten pegede på mine bukser og stirrede vantro på de to ting, da jeg hev dem frem på hans opfordring. Han irettesatte mig hårdt: "Du skal tømme lommerne!" Tænk at driste sig ud i lufthavnen med en filtpen. Min psykologiske profil kunne læses i hans blik: maniac, læste jeg.

Kunne det ikke være smartere at give sådan en vagt en eller anden form for omskoling og sætte ham til at infiltrere nogle terrorceller i stedet for at stå og fede den ude i Kastrup? Han brændte tydeligvis for sikkerhedssagen, men hans pligter virker så tumpede. Jeg har som regel et penalhus med i tasken og nogle gange har jeg glemt at tage papirkniven ud. Jeg rejser ikke med den med vilje for at drille eller noget, men jeg bruger den bare tit, så den bor sammen med blyanterne. De har aldrig fanget den i deres scanner endnu. Godt de i det mindste fangede filtpennen. Det gør mig tryg.

Karma

Vejret

DR (med 2. sektion, Bøger)

Den her handler om Danmarks Radio. Det kan man se, fordi de siger det. Ikke fordi de ligner.

Jeg har gammelmandsagtige krakilertilbøjeligheder, og forsøger derfor at lade være med at udtrykke holdninger til politiske emner i læserbreve og den slags. Men det går ret tit galt, og i går sendte jeg en lang smøre som kommentar til et angreb på DR, som medieordføren i Venstre havde begået.

Ellen Trane Nørby godtede sig over, at Ingolf Gabold m.fl. er kede af, at deres tv-station bliver rigtig dårlig som en konsekvens af, at det store nye DR-lokum ude på Amager koster så mange penge. Trane Nørby mente, at DR-cheferne skulle spise deres kiks og lave noget respektindgydende tv i stedet for at whine.

Og min forudsigelige holdning var, at DR-byggerifadæsen er politikernes skyld, og at vi skal have medieskat, og at det er synd for Ingolf Gabold. Så jeg skældte medieordføreren ud - sammen med alle de andre loonies, der havde efterladt kommentarer. Ellen Trane Nørby forsvarer sig i øvrigt, og siger, at det var den gamle regerings skyld. Men derfor kunne man jo godt hjælpe, når nu man er medieordførende politiker og bestemmer virkelig meget.

Men jeg synes jo også, at DR skal lave noget bedre tv. Eller bare lukke DR1, i virkeligheden.

Nå, men DR er slet ikke emnet for i dag! Man kan nemlig se, at alle andre menneskers blogge og facebookprofiler er fyldt med omtaler af alle de bøger, de har læst. Det skal den her blog også være.

BOGBLOGGEN - en læsehestformet blog om litteratur

... Alle andre mennesker læser desuden sådan nogle vildt gode og vitaminrige bøger, og her tror jeg, at jeg kan finde en niche, for jeg læser virkelig meget slam. 2008 er fx begyndt helt forfærdeligt på bogfronten. En stor del af natten læste jeg nemlig i Conn Igguldens "Wolf of the Plains". Det er en bog om den unge Djengis Khan, hvor der er skyer, der lidt ligner flammer, på forsiden - og nogle ryttere i vild gallop med flossede røde flag.

Djengis, som faktisk hed Temüjin, spiser kold hesteost og drikker blod og udholder alle mulige lidelser, der skal hærde ham og gøre ham klar til at erobre et stort stykke af verden. En fascistudgave af Hulebjørnens klan. Den holdt mig vågen virkelig længe. Og jeg føler, jeg lærer en masse om heste. Conn Iggulden har også skrevet en hel serie, "Emperor", der er en slags fantasyhistorie om Cæsars liv. Den kunne jeg også godt lide. Tre pile op.

Menigheden