torsdag den 10. januar 2008

Isvafler og tryghed



Undskyld. Det her kommer slet ikke til at handle om Bob Dylan. Men jeg LAVEDE en om Bob. På læsernes opfordring. Så opfordr endelig. Så sker der ting.

Næh, jeg tænkte i stedet, jeg ville skrive noget med afsæt i en anarkistisk impuls. Var nemlig på Facebook. Og på Facebook er der tusind mennesker, som har lavet grupper, der skal få folk til at holde op med at skære og stikke i hinanden, og det gad jeg også godt, hvis folk gjorde.

Og der er også en stor Facebookfraktion, som vil have forbudt alle knive i lommen, punktum. Det tror jeg til gengæld er symptom på noget fjollet. Slut med at sidde ved havnen og skære et æble i både i solen og have fuldskæg og være sådan en lidt ostet 75-årig type, der godt kan lide at gå med lommekniv. Er det fair? ... Pludselig fornemmer jeg en lille National Rifle Association-impuls i sjælen. Det er jo ikke knivene, der dræber folk, dammit ...

Har I nogen sinde prøvet at dræbe nogen med en lille lommekniv? Det er altså svært! Folk der kan dræbe med en lillebitte fjollet kniv, ville nok også kunne dræbe én med en isvaffel eller en sammenrullet gratisavis. Forbuddet er en automatreaktion, en underligt overtrolignende symptombehandling.

Vi reagerer også sådan, når det kommer til flysikkerhed. Her skal tusind små nidkære tjek forhindre et lille udvalg af måder at foretage nasty handlinger på, mens enhver, der gider tænke over det i tre minutter, kan finde på en million alternative, ukontrollerede, måder at få et fly til at falde ned på.

"Sikkerhed" og "tryghed" er blevet mine nye hadeord. Det er kontrolord, ligesom "har du taget slik med til ALLE i klassen?" Sådan noget velmenende mennesker siger, der ødelægger andre menneskers liv.

Når man står i køen og tager sit bælte af og løfter på sin kasket, mens man forsøger at holde bukserne på plads med frakken over armen tænker man uvilkårligt, at en lille smule ekstra terror egentlig nok ville være en ok pris at betale for at få samfundet til at slappe lidt af igen.

Jeg gider ikke mere sikkerhed. Men folk er grotesk forstående. "Jeg stikker lige fingeren op i numsen på dig for din sikkerheds skyld."
"Okey-dokey."

Sidst jeg fløj havde jeg et foldet A4-ark og en filtpen i lommen. Sikkerhedsvagten pegede på mine bukser og stirrede vantro på de to ting, da jeg hev dem frem på hans opfordring. Han irettesatte mig hårdt: "Du skal tømme lommerne!" Tænk at driste sig ud i lufthavnen med en filtpen. Min psykologiske profil kunne læses i hans blik: maniac, læste jeg.

Kunne det ikke være smartere at give sådan en vagt en eller anden form for omskoling og sætte ham til at infiltrere nogle terrorceller i stedet for at stå og fede den ude i Kastrup? Han brændte tydeligvis for sikkerhedssagen, men hans pligter virker så tumpede. Jeg har som regel et penalhus med i tasken og nogle gange har jeg glemt at tage papirkniven ud. Jeg rejser ikke med den med vilje for at drille eller noget, men jeg bruger den bare tit, så den bor sammen med blyanterne. De har aldrig fanget den i deres scanner endnu. Godt de i det mindste fangede filtpennen. Det gør mig tryg.

6 kommentarer:

Sigurd Meldgaard sagde ...

Jep!

Jonas sagde ...

Al den ballade omkring knive demonstrerer vel bare igen, at mennesket i bund og grund er et flokdyr; vi har det bedst med at bevæge os i samme retning - og hvem kan sige nej til, at folk med kniv i nattelivet er idioter? Nej vel.
Det jeg er mest træt af, er nok alle dem, der går og siger, at det er vigtigt med noget signalpolitik i denne forbindelse. Vi skal signalere, at det er noget lort at gå med kniv. Undskyld, men var nogen i tvivl om, hvad den officielle holdning i samfundet var før nu? Det er nok ikke gennem forbud, vi skal løse problemet. Nå, end of rant... Jeg tror, ikke Bob Dylan får så ondt over den tegning. Det er den vist for "underspillet" til.

Sebastian sagde ...

Jeg havde engang en sav med i min guitar-taske (der var også en guitar i den). Jeg fik et par kommentare om hvordan min musik mon lød, men ellers var der ikke noget problem.

Jo på flyet mente personalet at den var en smule upraktisk at have med, altså guitaren, men ellers intet.

...hvorfor havde jeg egentlig en sav i en guitar-taske?

Nå, pointen - jeg hi-jackede ikke flyet og der var næsten ingen der kom alvorligt til skade. Nu ta'r jeg KUN 100ml tandpasta med og nogle gange en bog, men så skal den også have bløde hjørner.

Thomas Hebsgaard sagde ...

Hold kæft, det er et sjovt blogindlæg. Kan du ikke høre Nicolai, om han ikke også vil lukke dig ind på Luftskibet eller noget ...
Jeg synes også dine tegninger er sjove. Helt vildt sjove indimellem, faktisk.

Chris sagde ...

Tak for ordene, drenge.

Er enig, altså med jer. Jeg er også enig med mig selv. Men jeg ville gerne kvittere for det andet.

Det ER dumt at rejse med en sav.
Og det ER svært at fornærme Bob Dylan. Og det ER dumt at tage kniv med på Vega, med mindre man har brug for at skære sig en lille skive chorizo, men det er også dumt at tage chorizo med på Vega.

Mads sagde ...

Hvad som helst er et mordvåben - hvis det er i hænderne på en morder. Og vice versa.

Det er motivet der er pointen, ikke metoden. Banalt men sandt.

Desværre ser vi endnu engang politikerne demonstrere deres 'handlekraft' ved at forbyde symptomer i stedet for årsager. Ligesom den efterhånden altomfattende video-overvågning, der sættes i gang uden nogen dokumenteret effekt. Men det lyder trygt, så hvorfor tænke nærmere..?

I stedet for at forbyde knive, kunne de jo overveje at forbyde gafler. Ikke at det ville være mere effektivt, men så ville absurditeten til gengæld være synlig...