Polaråret - og 2. sektion Bøger

Yderligere tolerance ... men videre! Nye ting! Polaråret! Og jeg har den vildeste beef med dét år.

Der er nemlig flere ting galt med Det Internationale Polarår. For det første strækker det sig over TO år, hvilket er umuligt, da der ikke eksisterer et ord for det, udover tveår, som jeg fandt på halvvejs inde i sætningen her, men som jeg allerede nu kan se ikke kommer til at slå an.

Det andet der er galt er, at Polaråret ikke har noget at gøre med, at Frederick Cook måske nåede den geografiske nordpol i 1908, eller at Robert Peary sandsynligvis nåede derop året efter. Næ, det er bare et storstilet men ultimativt kedsommeligt forskningsprojekt, der skal handle om, at vores klima er blevet helt smadret og at alle isbjørnene snart dør.

Jeg kan ikke fordrage klima. Jeg ser af princip aldrig vejrudsigter til ende, og nogle gange gider jeg ikke engang kigge ud af vinduet, før jeg går udenfor, fordi jeg simpelthen ikke orker at tage stilling til vejret. Og så skal vi have et helt - nej, to - vejrudsigtsår. Klimaforskning er den kedeligste slags forskning. Det er marginalt sygere end forsikringsmatematik og måske to eller tre gange mere kedsommeligt end forskning i arbejdsmiljø.

Det er næsten ikke til at bære. Og vi har gudhjælpemig en klimaminister! Hold nu op! Hvor svært kan det være? Lad være at køre i bil. Lad være at tænde ild til kul. Vindmøller ude i vandet. Skat på energi. Tog over det hele. Bilerne ud af byen. Atomdrevne bybusser. Løs det dog, så vi kan snakke om noget andet.

Uh, vi skal have:

2. sektion Bøger
I dag med: Bogbloggen, den læsehestformede blog om litteratur

Har lige læst den der svenske krimi af ham, der døde, hvor kæresten ikke arvede noget, mens hans onde familie scorede alle pengene, som alle andre mennesker også har læst.

Og, damn, den var god! Sproget var utrolig kedeligt og nøgternt, men hovedpersonerne var helstøbte og fascinerende. Og jeg fattede aldrig, hvor plottet var på vej hen og blev med passende mellemrum pinligt forbløffet. Og der er en toer og en treer, så dem vil jeg også læse, lige så snart jeg har læst en bog om polarforskeren Ernest Shackleton.

Det læser jeg:

Magten - og kunsten at styre en beslutningsproces
af Peter Johannes Schjødt og Erik Valeur

En bog om, hvordan politikere og andre magthavere forvalter, skjuler, misbruger og udnytter deres magt, men skrevet vittigt. Genren er forvaltningskomik, som kan være lidt irriterende og fnisbelagt (som i: "men er der så, fnis, tale om 'spin', Henrik Qvortrup?"). Og man kan også godt blive lidt nedtrykt over kynismen, der ligger til grund for selve projektet.

Burde ikke læse den slags, fordi jeg i forvejen har tendens til paranoide konspirationsforestillinger, men min kusine Anakin har gået og læst op af den, så nu bliver jeg nødt til at læse resten - og det er virkelig spændende.

Sproget er indsmigrende, kammeratligt på en lidt ostet og gammeldags måde, som et gymnasieblad fra da ens far var teenager. Indholdet er desværre stenhårdt.

Diamonds Are Forever
af Ian Fleming

James Bond spiser som sædvanlig forbavsende meget og drikker ret tæt. Det er interessant, at indsmuglingen af en skarpladt pistol ikke volder ham det mindste besvær, mens han får sved på panden over diamanterne i sine udhulede Dunlop 65-golfbolde. Der er hestevæddeløb og en babe, som hedder Tiffany Case. So nice.

The Great Railway Bazaar
af Paul Theroux

Paul Theroux på sin første rejse i første halvdel af 1970'erne. Med tog fra London til Istanbul, og via Iran hen over Asien. Meget personligt, meget litterært, klamme toiletter, godt med booze. Og det minder lidt om The Darjeeling Limited, hvilket også er årsagen til at jeg fandt den frem.

The Heart of the Antarctic
af Ernest Shackleton

I et alt for lille skib, med alt for dårligt tøj, bliver heltemodige Ernest Shackleton næsten det første menneske på Sydpolen. Men kun næsten.

Trosper
af Jim Woodring

Stærkt urovækkende psykedelisk billedbog med tilhørende cd med stærkt urovækkende musik.

En rettelse: I en tidligere udgave af Bogbloggen, en læsehestformet blog om litteratur omtalte jeg omslaget til Conn Igguldens bog Wolf of the Plains. Jeg skrev, at rytterne på forsiden sad på heste i vild gallop. Men nu kan jeg se, at hestene faktisk trasker af sted, ganske roligt. Bogen var bare så action-packed, at mine øjne så det, de ville. Og himlen var malet helt vildt dramatisk. Undskyld.