Ledelse og lede

Styring og ledelse og lede ved styring er temaet for den kommende Maltes Spalte.

Her er første linje ... hæng lige på, jeg kan ikke så godt læse det, fordi det er skrevet på en dankortbon ... sådan:

"Styring, management, ledelse ... Kald det hvad du vil.
Nej. Kald det styring."

Den skal tegnes nu. Men det er godt vejr. Og desuden har jeg mere lyst til et afsnit af:

BOGBLOGGEN - Den læsehestformede blog om litteratur.

Det er nemlig endelig lykkedes mig at få to ting ud af mit system. Stieg Larsson-serien og alle Ian Flemings romaner om James Bond. Det er virkelig en lettelse! Jeg har fejret min frihed ved at læse en højpandet bog af Russell Hoban, så vi kan få materiale til en bogblog, der tilfredsstiller det ønske, mange har ytret, om mere fordybelse og mere pral.

Åh, Stieg Larsson. Jeg er ked af, at du døde. Kunne virkelig godt lide dig. Men jeg vil ikke skrive et ord om dig. Jeg tager for givet, at alle mennesker har læst dig nu.

Bond, derimod, ham er der sært nok ret få, der får læst. (Ud over de 40 mio., som købte bøgerne i forfatterens egen korte levetid, der endte med, at han døde. Han nægtede ikke sig selv noget, Ian Fleming. Og sådan skal man kun leve, hvis man er meget fordringsløs og uinteresseret i hård alkohol og mayonnaise. Var Stieg Larsson også en levemand? Det håber jeg. Man kunne godt frygte, at han arbejdede for meget og blev for længe oppe om aftenen ... al den research er et dårligt tegn).

Det er især Bond-karakterens personlige liv, der er interessant i bøgerne. Og så den sælsomme blanding af sleaze og helt fantastiske observationer i passager, som kun ganske få forfattere kan svinge sig op til at præstere. Homofobien, nationalismen, sexismen og den antydningsvise godmodige racisme giver kulør til plot, der i perioder ligner om turistrejser, og giver lidt kant til en agent, der i perioder næsten er for rar.

Alle bøgerne i serien er værd at læse, men kvaliteten er stærkt vekslende. Nej, det er forkert - "The Spy Who Loved Me" er værd at undgå. Her forsøger Fleming at fortælle historien fra en kvindes perspektiv, og resultatet er blød porno, nej, værre, kedeligere end det. En skrækkelig bog.

I øvrigt slår det mig, hvor få gode arbejdsrelaterede beslutninger, Bond træffer i løbet af serien. Han er ikke nogen årvågen agent, men han er på den anden side heller aldrig fuldstændig ædru. Filmene har for resten ret lidt med plottet i bøgerne at gøre. Man ved normalt ikke, hvad der skal ske.

Det med Russel Hoban var ikke gas. Han er virkelig, virkelig god. Samlede en af hans bøger op på biblioteket engang sidste år, fordi omslaget var pænt. "Linger Awhile" hed den, og jeg elskede den straks. Den handler om en meget, meget gammel mand, som med hjælp fra forskellige London-forbindelser rekonstruerer en stumfilmskuespillerinde fra en gammel filmstrimmel. Han har elsket hende altid. Nej, begæret hende. Hun viser sig at være en del mere uinteresseret i ham. Too bad, men hvad havde han forventet?

... Og det frankensteinske eksperiment udvikler sig i en kompliceret retning. Sære ting sker, forviklinger indtræffer, uden at bogen på noget tidspunkt holder sig under et energimæssigt spurteniveau. Jeg tænkte: "Denne Russell Hoban - han må være meget ung, og meget populær hos tøserne, og jeg vil vædde med at han har prøvet crack." But no. Forfatteren er lille og ældgammel. Anker Jørgensen-gammel. Og alle hans bøger er sære og vilde og energiske og sexede ... især de seneste. Og Hobans dope er musik og fransk tegnekunst.

"Her Name Was Lola" fra 2003 er den seneste, jeg har fundet. Den fik mig til at le højt og derefter blive melankolsk inden for de første 20 sider. Good stuff.