Luftmadrasser

Folk der rejser skriver altid om deres rejser, sådan at andre kan tænke: "Fucking idioter, der rejser og oplever så kedsommelige ting og fortæller om dem, og man skal sikkert også se billederne - og om de så havde været med en hel flok nøgne kvindelige junkiegøglere i Iran på cykelferie, ville det stadig ha været kedeligt."

På Rejse med Stejl Fart

- den Rejsende Mack-formede blog om at rejse til New York for at sidde og tegne i en lejlighed, der lugter af maling.

Dag 1: East Village, New York. Vi ankom til lejlighed, der lugtede af maling. Satte ting på gulv. Naboen hedder Juan. Så pustede vi luftmadrasser op. Det tog lang tid. Tricket bestod i at klemme på ventilen, mens man pustede. Hvis man pustede UDEN at klemme på ventilen, kom der også luft i madrassen, men kun ganske, ganske lidt.

Det virkede hårdt at skulle puste så meget luft, selv om jeg kan huske, at vi blæste i en luftvolumenmåler i biologi i gymnasiet, og at det viste sig, at jeg havde en lungevolumen på omkring otte liter, hvilket var et stykke over de øvrige i min klasse, og jeg tænkte dengang, at det nok var fordi jeg havde gået til kor, da jeg var lille og havde lært at trække luft hele vejen ned i "maven", men - hey - siden da har jeg cyklet rundt i København og indåndet en utrolig bunke partikler, så God KNOWS hvordan der ser ud i lungerne nu, nå det skal vi ikke tænke på. Og, nå, men til sidst var madrasserne pustet op, og så gik vi på bar i St. Marks St. og drak cocktails og Brooklyn lager og spiste Berkshire Pulled Pork Slides, som svarer til rillette, men serveret i små burgerboller. Og så gik vi hjem. Og så sov vi på madrasserne. Og de føltes hårde af al den luft.

PS: De af læserne, som er tyve: Drop det. Jeg har lånt lejligheden ud, mens jeg er væk.
PPS: Tegningen er et stempel af en hund, som skal laves hos Casey Rubber Stamps og bruges af et band.