fredag den 25. april 2008

Pass it on ...



Fogh siger, han ææælsker at være dansk statsminister og ikke har planer om at søge et endnu finere job i udlandet, og det tolker jeg sådan, at Fogh intenst drømmer om et internationalt topjob og har lagt omhyggelige planer for, hvordan han skal sikre sig ét.

Og Foghs politiske modstandere virker afslappede ved tanken. Lettede, tænker man. Aben bliver sendt videre, så at sige, og i et historisk perspektiv er oddsene imod, at der skulle dukke en lige så uovervindelig venstremand op i de næste par generationer.

Men hvad har vi GANG i?
Er vi virkelig ved at eksportere Fogh?

En mand, hvis væsentligste bidrag til dansk historie har været at invitere Europas måske mest yderligtgående xenofobiparti til at være med til at træffe samtlige betydningsfulde beslutninger i (indtil nu) syv år. Ikke bare små petitessebeslutninger, der skal købe magt i et par måneder, men rigtige, langtidsvirkende voksenbeslutninger.

Det er dét, der kommer til at stå som Foghs eftermæle: at det højreekstreme blev erklæret for normalt, acceptabelt og rimeligt i Danmark i hans regeringstid.

Skylder vi ikke resten af Europa noget bedre?

torsdag den 24. april 2008

Aldrig, aldrig pege hen imod dig selv!



En instruktiv tegning om makrel. Jeg har tænkt mig, at den skal indgå i næste udgave af min serie Maltes Spalte. Præcis hvordan står endnu åbent.

tirsdag den 22. april 2008

Livsvalg



Jeg har tænkt meget over det her med det frie valg.
Ok, jeg har glemt noget af det, jeg har tænkt. Men her er hvad jeg tror:

Der er ikke noget frit valg. I store træk er der ikke. Ikke noget specielt frit valg. Det ligger i kortene, hvad vi gør. Men det er cool nok. VI ved jo ikke, hvad der skal ske.

Men fordi verden, hvis man kommer tæt nok på, viser sig at være et kvantemekanisk søle af usikkerhed, så følger det, at visse valg alligevel er fri, fordi tingene nogle gange bare udarter sig anderledes rent fysisk, end man ville have forudset - selv hvis man havde vidst, hvordan universet så ud i det øjeblik, man troede, man traf sit valg.

Men det meste af tiden er vores valg ikke ret fri. Men man kan ikke vide, om de valg man træffer tilfældigvis er frie. Det er det, der gør det sjovt at vælge ting.

Måske har man 15 minutters frie valg i livet. Noget i den stil. Det giver to eller tre frie valg i alt.
Det virker statistisk fair.

Og så skulle man måske ikke have valgt at blive hjemme og se Hammerslag, den dag man havde sit frie valg. Men det var det, man valgte. Sådan ser jeg på det.

Og husk: Ethvert valg er også et fravalg!

Det kan man så tænke lidt over, hvis man en dag overvejer, om man skal have sig et overskæg.

mandag den 21. april 2008

Weimar Issing




Ja. Weimar Issing.
Vi kender alle typen.

Eller, okay, JEG gør ikke.
Ved ikke lige, hvor han kom fra, faktisk.

onsdag den 16. april 2008

Work progressed






Så er bogen sendt, den om Katten og Pigen, der ikke kom hjem.
Det er sikkert sat forkert op.
Der er sikkert stavefejl i.
Der er sikkert mange forskellige typer problemer med den bog.

Men nu er den sendt.
Her er to sider til.

Og tak for tålmodigheden. Vil vende tilbage til Stejl Fart-bloggens kerneydelse, "Stejl Fart", lige så snart kontoret er muget ud.

lørdag den 12. april 2008

Strejke - og kardinal Salmonello som mægler

Okay. Her kommer en løjerlig tegning:



Og tegningen kommer apropos strejken, som har fået så mange af landets kvinder til at iføre sig dårligt siddende hvide t-shirts i stedet for at gå på arbejde.

Og jeg siger ikke, det er forkert eller noget. Stejl Fart blander sig ikke i politik. Jeg noterer mig bare, at t-shirtsene ikke er flatterende.

Tegningen stammer fra min kardinal Salmonello-biografi. Hvis jeg kan finde ud af at anbringe den her på siden, vil jeg lægge den ud. Indtil da - et par uddrag:

”Ja, han er tynd og asketisk at se til, men tag nu ikke fejl af vores Sal[monello]! I hans lange, senede kirkefyrstelige skikkelse pibler blodet sejt og hedt som lava, og øjnene … se på ham, mand, hvis du kan udholde det blik! De øjne rent ud sagt brænder af vildskab, ja, af feber - og det er en magtens og en nattens og en kaffens feber!” Sådan beskrev Anker Jørgensen sin sidekammerat i syvende klasse. Da var Salmonello allerede kardinal på andet år.

Unødvendigt at tilføje at karakteristikken var træffende. Drevet frem af sin umættelige, stedse høfligt maskerede, ambition, kan kardinalen allerede fra midten af 1960’erne betragtes som en ledende semi-offentlig figur i dansk politik og samfundsliv.

Biografien omtaler også, at det var kardinal Salmonello, som fik bragt den færøske tobakskrise til sin "sensationelle afslutning, på den skæbnesvangre februarmorgen i 1978". Og det bliver forklaret, hvordan Salmonello siden indtog en mæglerrolle i forbindelse med strejken på skibsværftet i Måløv, 1980, der, som bekendt, "endte med en total sejr for de lockoutede ansatte - og i sit efterspil resulterede i bøder og betingede fængslesdomme for statsamtets embedsmænd (sidstnævnte dog underkendt af Højesteret i en kontroversiel dom fra 1984)."

Anyhoo - tegningen forestiller de strejkende værftsarbejdere.

En underlig biografi, faktisk. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde gang i.

onsdag den 9. april 2008

Det passer som en fod i en æske



Maltes Spalte - om ledelse og styring. Det er blevet et tema. Men det slutter nu. Næste gang skal det nok handle om Maj '68.

søndag den 6. april 2008

Den onde kardinal Salmonello


Den onde kardinal Salmonello. Elsker at tegne ham. Han spiller en vigtig rolle i min anden serie Maltes Spalte, men jeg gad godt finde en plads til ham i Stejl Fart. Han er god at have, når man skal bruge noget gammelt, ondt, høfligt og sardonisk. Plus: Det er rart med gæstevisitter på tværs af forskellige serier.

Hvis der bliver plads til ham i historien om Katten og Pigen, skal han spille rollen som kattens mentor. Her er han delvis tegnet efter Krupp-familiens overhoved fra 1943, Alfried Krupp von Bohlen und Halbach, som på et berømt billede ser helt grotesk ond ud midt i en af sin families vældige Mordorlignende nazivåbenfabrikker. Kardinal Salmonello ser flinkere ud. Han har heller ikke arbejdet for nazisterne, men kun været grå eminence for blandt andet fagbevægelsen i Danmark.

Herunder: Kardinal Salmonello modtager Fagbevægelsens lyserøde silkevindjakke for sine tjenester i 1987. Foto fra LO's saloner.

fredag den 4. april 2008

Tajga 2 + Work in progress V



Skægt. Var på biblioteket i formiddags for at aflevere den cd med The Residents, som de havde sendt mig en regning for, efter at jeg havde indrømmet, at jeg havde forlist den, men før jeg havde fundet den igen under min endnu ulæste bog om tværfløjter - og det første jeg fik øje på på den anden side af bibliotekarens grålige langærmede T-shirt i kraftig rillet bomuld-indsvøbte skulder var bogen "Jæger i Tajgaen" af Jan Kozák, som stod i forreste geled i kassen med kasserede bøger. Og det er kun anden gang i mit liv, jeg støder på landskabet Tajgaen. Første gang var for et par dage siden, da jeg skrev den forrige blog her på siden, og det stod klart, at dét jeg havde tegnet ikke så godt kunne være en tundra, fordi der var træer på den.

Anyhoo. "Jæger i Tajgaen", Lademann, udgivelsesår ukendt, oversat af Else Westh Neuhard, beskriver forfatterens oplevelser i det nordøstlige Sibirien, pløkkende pelsdyr, frysende om sine fødder, drikkende vodka, genfortællende anekdoter, beundrende hunde, etc. Jeg er ikke nået så langt, men Jan Kozák har allerede myrdet en urhøne.

Her er et uddrag:

"Mod nordvest tegnede sig i solen Muja-bjergkædens blændende hvide, furede kam. Det ensomt beliggende bjerg, Sjaman, flammede i en iset, let blålig glans.
Vi nærmede os Bambujka, og jeg vidste, at den afgrundsdybe forskel mellem ens forestillinger om livet og livet selv, fra time til time ville blive uddybet i Tajgaen."

Ikke dumt, faktisk. Jeg fortryder ikke, at jeg nedgraderede tundraen til en tajga. Og det staves, Tajga, med et "j". Fat det nu, Wikipediaspassere!

Nå: Øverst er endnu en arbejde undervejs-tegning. Her rejser pigen og katten med bjørn. Indgangen til bjørnen ses nederst th.

tirsdag den 1. april 2008

Stejl Fart blev årets webtegneserie!



Diplomer og biomer

Jæh!

Praletid:
Stejl Fart vandt Seriejournalens afstemning og blev dermed "årets webtegneserie 2007".

Mange tak fordi I stemte, hvis I stemte, og fordi Stejl Fart vandt, gør det ikke noget, hvis I ikke stemte, men SIGER, I stemte. Jeg skal nok begynde at lave nogle flere striber ganske snart, så æren kan virke lidt mere fortjent. I mellemtiden - alle striber til dato ligger nu her.

Herover: endnu en tegning fra den triste historie om katten og pigen. De er på taigaen. Taigaen er det, der ligger umiddelbart syd for tundraen (i det palæarktiske biom, hvis nogen samler på den slags). Jeg ville gerne have træer med, og der er ikke træer på en tundra.
Næ, vent, der er vist noget, der hedder en skovtundra ... Årh, fuck. Er der en økosystemkyndig til stede i salen?

Herunder: Yderligere pral - klip fra Seriejournalens forside i dag.

Hey, nu da det er afgjort, vil jeg opfordre alle til at kigge forbi tegneserien Valhallas hjemmeside. Det er virkelig meget pænt sat op. Billederne loader i et behageligt læsetempo, der bliver zoomet ind på ting, de flotte tegninger af klipper og skygger står knivskarpt. Valhalla havde virkelig fortjent at vinde. Jeg er glad for, at så mange ikke klikkede forbi den før. Nu må I gerne.