Skægt. Var på biblioteket i formiddags for at aflevere den cd med The Residents, som de havde sendt mig en regning for, efter at jeg havde indrømmet, at jeg havde forlist den, men før jeg havde fundet den igen under min endnu ulæste bog om tværfløjter - og det første jeg fik øje på på den anden side af bibliotekarens grålige langærmede T-shirt i kraftig rillet bomuld-indsvøbte skulder var bogen "Jæger i Tajgaen" af Jan Kozák, som stod i forreste geled i kassen med kasserede bøger. Og det er kun anden gang i mit liv, jeg støder på landskabet Tajgaen. Første gang var for et par dage siden, da jeg skrev den forrige blog her på siden, og det stod klart, at dét jeg havde tegnet ikke så godt kunne være en tundra, fordi der var træer på den.
Anyhoo. "Jæger i Tajgaen", Lademann, udgivelsesår ukendt, oversat af Else Westh Neuhard, beskriver forfatterens oplevelser i det nordøstlige Sibirien, pløkkende pelsdyr, frysende om sine fødder, drikkende vodka, genfortællende anekdoter, beundrende hunde, etc. Jeg er ikke nået så langt, men Jan Kozák har allerede myrdet en urhøne.
Her er et uddrag:
"Mod nordvest tegnede sig i solen Muja-bjergkædens blændende hvide, furede kam. Det ensomt beliggende bjerg, Sjaman, flammede i en iset, let blålig glans.
Vi nærmede os Bambujka, og jeg vidste, at den afgrundsdybe forskel mellem ens forestillinger om livet og livet selv, fra time til time ville blive uddybet i Tajgaen."
Ikke dumt, faktisk. Jeg fortryder ikke, at jeg nedgraderede tundraen til en tajga. Og det staves, Tajga, med et "j". Fat det nu, Wikipediaspassere!
Nå: Øverst er endnu en arbejde undervejs-tegning. Her rejser pigen og katten med bjørn. Indgangen til bjørnen ses nederst th.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar