Har skraveret en mægtig tegning i denne uge. Det tog flere dage. Så var der ikke tid til at tegne andet.
Men her kommer en madanmeldelse:
Mad for livetANMELDELSE
Af Christoffer Zieler
LIFE. De gamle bygninger er smukke, og parken der omgiver dem, er lysegrøn og dufter af nyslået græs. Et skønt sted at spadsere. Over for Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme og den døgnåbne skadestue finder man Det Biovidenskabelige Fakultets kantine.
Her lugter af opvaskemaskine og renskuret linoleum. Montrerne bugner med sandwicher og boller, og i dybe bradepander findes dagens lune retter som i dag er flæskeæggekage og pasta carbonara. Begge dele til en latterligt lav pris, 17 kroner. Ved kasseapparatet er der kurve med et farvestrålende udvalg af slik til de impulsive.
Min medspiser og jeg modtager hver en generøs æggefirkant med striber af bacon og blød tomat, og ovenpå anretter den venlige kantinemedarbejder et bjerg af tyndskåret agurk og peberfrugt i de trafikale grundfarver, rød, gul og grøn. To halve skiver rugbrød bliver skubbet ind i madbunkens side.
De grønne elementer er en flink tilføjelse, for de sparer os for et besøg i salatbaren som rummer forskelligt snittet grønt og dåsemajs. Hver dag bliver beholderne fyldt op med forskårne grønsager leveret i poser. Et forsøg med at forsyne kantinen med gratis grønt fra fakultetets forsøgsgårde er tidligere strandet, idet udgiften til at rense grønsager ved håndkraft oversteg prisen for de færdigsnittede produkter.
I et køleskab med Arlaprodukter finder vi henholdsvis kakaomælk af mærket Matilde og en halv liter kærnemælk. Samlet pris for mad og drikkevarer 47,75 kroner.
Æggekage af pulveræg?Maden indtages i den flotte, ryddelige kantine. Her er pænt og rent, og lokalet rummer en scene og er i sig selv ret dekorativt. Det er maden på sin vis også.
Men æggekagen har denne dag en sær grynet konsistens der mest af alt minder om det indre i en Milky Way. Smagen er neutral, men også en smule bitter. Er der tale om pulveræg? Baconskiverne tilfører et element af salt, og de halvt stegte tomater et strejf af væde. De skiveskårne rå grønsager virker derimod underligt dehydrerede og er lidt svære at synke. Man spejder usikkert efter flasken med Thousand Island. Rugbrødet viser sig at være en lys industriel variant med et tyndt lag margarine.
Vi levner æggekage, og deler forsøgsvis en skålfuld carbonara som er tilberedt med penne, hvide fingerstore rør af lun pasta. Konsistensen er blød, men til gengæld sej. Den vil tiltale folk der ikke bryder sig om pasta, for den smager ikke af noget overhovedet. Små stykker bacon og gule spor af æggesovs der klæber til rørene som kager af pollen til en humlebi, giver et tilskud af saltsmag til retten. Det er en nærende servering med en høj fedtenergiprocent.
Men der er så uendelig mange andre og behageligere måder at indtage fedt på, og derfor kan Lifes carbonara ikke modtage vores helhjertede anbefaling i dag.
Påfaldende billigTil dessert tager vi et stykke gulerodskage (9,50 kroner) og kaffe i plastikbæger (fire kroner). Skeens møde med ostecremen fremkalder en tør, knitrende lyd som en støvle i nyfalden sne. Glasuren er rillet som om cremen er blevet udsat for en omhyggelig pløjning. Kageskiven er, som alt andet her, billig, men stykket er faktisk så påfaldende beskedent at prisen bør ganges med to eller tre hvis man vil sammenligne med cafeernes udbud.
Kaffen har en forbløffende smag jeg aldrig har oplevet før. Den kan bedst beskrives som brændt vand. Der er et avanceret spil af røgede og mineralske nuancer i koppen. En plastikbrik med langtidsholdbar mælk neutraliserer lidt af bitterheden.
The big fourSamtlige elementer i måltidet bærer præg af rå industriel produktion. Men fordelen ved stordrift og tilsætningsstoffer, frem for regulære ingredienser, er også åbenbar i det meget lave prisniveau.
Det er på sin vis flot at Københavns Universitet på tværs af storbyernes økologiske modebølge og den voksende interesse for gode råvarer og raffinerede madprodukter, hæver fanen højt for Tulip, Arla, dåsemajsen og burhøneindustrien. The Big Four. Disse produkter er, når alt kommer til alt, rygraden i den danske fødevaresektor, samfundsøkonomiske grundpiller.
Alligevel forlader vi kantinen med en følelse af undren og melankoli. »Jeg er usikker,« siger min mave. »Skal jeg forsøge at absorbere det her?« Spørger den. Og jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Frokosten er spist, og den kan aldrig gøres om.
Blikket fanges af en flok studerende. På en af plænerne, midt i sollyset, er de ved at klæde sig ud som gøglere. Eller også er de ikke ved at klæde sig ud. Disse mennesker er landets fødevaremæssige frontløbere. Om få år vil de – som konsulenter i primærproduktionen, eksperter på fabrikkerne, embedsmænd i Fødevareministeriet – have afgørende indflydelse på hvad vi andre får at spise, og dermed på hvor gamle og hvor raske vi bliver.
