søndag den 22. juni 2008

Bekendelsesboganmeldelse



En særudgave af Bogbloggen, den læsehestformede blog om litteratur

Det er irriterende.

Jeg gad godt have været 100 procent imod krigen i Irak lige fra starten. Problemet er, at det var jeg ikke. Efterfølgende kan man blive klogere. Men det ville have været sejere at være klog fra begyndelsen. Jeg syntes, det var svært i 2002. Problemet drejer sig dels om dårlig dømmekraft – dels om korrekt information.

Bo Elkjær har skrevet en kritisk bog om det sidste, altså spørgsmålet om, hvad vores regering vidste om Irak inden krigen, og hvad man valgte at fortælle offentligheden. Hey, prøv at gæt om det var det samme! Bogen hedder ”Kære statsminister!”. Hvis Folketingets 179 medlemmer ikke har læst den endnu, vil jeg foreslå dem at komme i gang.

Okay, lad os lige vende tilbage til 2002. De bøger jeg læste på universitetet på det tidspunkt handlede om sanktionspolitik og internationalt diplomati. De demonstrerede alle sammen ret godt, at en aktivistisk udenrigspolitik kræver omtanke og brug af en hel række diplomatiske værktøjer, hvis der skal være sammenhæng mellem mål og resultater.

Verdenssamfundets politik over for Irak var forud for krigen præget af alt andet end omtanke. Den var et underligt miskmask af ambitioner. Først og fremmest ville man gerne vride så mange dråber olie ud af ørkensandet som muligt, men samtidig var den erklærede politik siden Golfkrigen at forhindre Saddam Husseins regime i at genopbygge en hær, der kunne true andre lande. Man forsøgte at isolere Irak med sanktioner, samtidig med at man sendte handelsdelegationer til landet for at få fingre i oliepengene. Og så lukkede verdenssamfundet i øvrigt stort set øjnene for det faktum, at sanktionerne over for Irak havde kostet hundredetusinder af børn livet uden på noget tidspunkt at se ud til at kunne medvirke til diktatorens fald.

Det var noget grimt rod, kort sagt. Og det lignede lidt Europas politik over for det tidligere Jugoslavien, hvor tusinder og atter tusinder var blevet voldtaget, forjaget eller dræbt, mens vi i nabolandene i årevis intet gjorde for at forhindre det. Alt sammen af hensyn til et internationalt system, der tilfældigvis satte hensynet til nationalstaters suverænitet over alle andre hensyn. Samtidig var en krig mod Irak uden om FN et vildt sats og en kæmpestor kæp i hjulet på det internationale diplomatiske system, der – selv om det er langt fra at være perfekt – trods alt stadig er det eneste globale system, vi har.

Kort sagt: Det var kompliceret. Og mens mine venner deltog i fredsmarcher – fred til hvad? Til at flere børn bare skulle dø på grund af sanktioner? – sad jeg på sidelinjen og tvivlede. Blot at sige: ”fred” virkede i hvert fald som et hykleri. Mente jeg på det tidspunkt.

Og det er ikke fordi, kæden var røget helt fuldstændig af. Kæden raslede og hang løst, men jeg var ikke blind. Meget af debatten stank helt tydeligt fra begyndelsen. Selvfølgelig ville amerikanerne bruge en krig til at kontrollere olien i Iraks undergrund. Der var trods alt en årsag til, at det var netop Iraks børn, der skulle reddes - ikke dem i Nordkorea. Præsident Bush så også ud til at være en katastrofe i 2002. Enhver kunne se, at den amerikanske regerings motiver for at gå i krig i bedste fald var blandede. Cheney, Rumsfeld og Wolfowitz lignede gemene slyngler, også inden deres efterfølgende afsløring og demaskering. Men gjorde udenrigsminister Powell? Jeg lyttede til hans tale kort før krigen for FN’s Sikkerhedsråd om Iraks masseødelæggelsesvåben. Jeg tænkte, at hvis dét her var løgn, så ville det være for langt ude. Det var nødt til at være sandt. Hvilken demokratisk regering kunne nogensinde holde til at blive taget i så grov og vulgær en løgnehistorie? Over for hele verdenssamfundet? INGEN.

Og det har Bush’s regering heller ikke rigtig gjort, har den? Senatet har undersøgt påstandene om krigen og afsløret Bush og hans inderkreds som løgnere. Kun et lille forbenet mindretal støtter i dag den nuværende præsident i USA. Tilsvarende mistede Tony Blair i England sin politiske kapital og måtte luske bort fra sin post. I Australien blev John Howard fordømt af parlamentet. Og i Spanien blev regeringen skiftet ud. Man kunne argumentere for at det ville have været bedre, hvis de pågældende politikere var blevet retsforfulgt for deres gerninger, men i den offentlige mening er de alle sammen dømt.

Nå jo, okay, den danske regering er en undtagelse. Den sidder endnu. Måske er det noget, Bo Elkjærs bog kan medvirke til at rette op på?

Sidste fredag var der i Dagmar en særforevisning af dokumentaren ”Diplomacy – The Responsibility to Protect” om FN’s Sikkerhedsråds arbejde med at træffe beslutninger om folkedrabet i Sudan. Efter forestillingen deltog Per Stig Møller i en debat om filmen, som han også selv optræder i. En tilhører stillede udenrigsministeren et spørgsmål, der kritiserede at FN-systemet var så trægt og indfedtet i nationale hensyn. Udenrigsministeren sagde at alternativet var, at man greb ind uden om det internationale retssystem – og det har vi jo ”gode erfaringer med,” grinede Per Stig Møller ironisk.
”Ha ha ha,” sagde enkelte tilhørere.

I dag, efter vi under beskydning trak vores styrker ud af Irak, ved vi, at stort set alt hvad krigsmodstanderne sagde var fuldstændig sandt. Der var ingen masseødelæggelsesvåben i Irak. Der var heller ingen antivestlige terrorister. Det er der til gengæld nu. Vi kan også se, at Irak havnede i en borgerkrig, der ser ud til at komme til at vare adskillige år.

Efter invasionen har alle med skræk og vantro kunnet følge med i præcis hvor vanvittigt amerikanerne har båret sig ad i Irak. Skandalerne lader sig næsten ikke tælle. Jeg tror også, at Anders Fogh og Per Stig Møller har siddet med åben mund og gloet på rapporterne om vores allieredes handlinger og beslutninger. Men de har ikke været SÅ overraskede. De vidste trods alt, at krigen blev ført på en løgn. De fortalte den nemlig selv. Og jeg troede et langt stykke ad vejen på løgnen. Det har jeg vanskeligt ved at tilgive nu.

Punkterede myter
Bo Elkjær er også vred, for nu at vende tilbage til bogen. Men han har brugt sine følelser konstruktivt. Han er uden tvivl den danske journalist, som mest ihærdigt har forsøgt at sætte beslutningsgrundlaget for krigen til debat. Det burde ikke have været hans og enkelte andre journalisters job alene. At Folketingets medlemmer ikke for længst har sat gang i en undersøgelse af krigens grundlag er en politisk skandale. Mindretallet har på forskellige tidspunkter bedt om en kulegravning, med vekslende styrke – men det er Elkjær, primært, som har gravet i arkiverne og forlangt aktindsigt, ikke oppositionspartierne.

Regeringen begrunder i dag krigen i Irak med at Saddam Husseins styre ikke ville samarbejde med FN om afvæbning, sådan som Sikkerhedsrådet havde forlangt.
Før krigens begyndelse var regeringen i besiddelse af rapporter, der kasserede hidtidige fejlinformationer og gjorde det klart, at Irak formentlig ikke rådede over masseødelæggelsesvåben. Denne viden blev ikke delt med Folketinget. I stedet fastholdt Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller, imod bedre vidende, at Iraks masseødelæggelsesvåben, og planer om at fremstille atomvåben, udgjorde en trussel mod verdensfreden. Dette dokumenterer Bo Elkjær.

Alene beskrivelsen af, hvordan regeringen har forsøgt at forhindre journalisten i at få adgang til afgørende informationer er en bog værd. Bo Elkjær har været mødt med tavshed, vildledende svar og aktiv modarbejdelse, og det er kun fordi Folketingets ombudsmand greb ind, at han overhovedet endte med at kunne få statsministeren i tale. Man forstår Anders Foghs modvilje, når man læser interviewet i bogen, det er et studie i politisk glathed og forsøg på undvigelse.

Bo Elkjær punkterer også den ofte gentagne skrøne fra statsministerens side, at ”alt er lagt åbent frem”. Bogen indeholder talrige eksempler på, at regeringen har tilbageholdt, og stadig tilbageholder, store dele af de dokumenter, der kunne afdække forløbet op til krigens begyndelse.

Bo Elkjærs bog fælder med andre ord den sidste tilbageværende undskyldning – at regeringen handlede i blind stupiditet forud for krigen. At vores poliske ledere i tillid til den amerikanske regering viderebragte falsk information, som de over for offentligheden foregav at have fået tjekket af vores egne efterretningstjenester. Selv om stats- og udenrigsministeren alene som følge af inkompetence - i tråd med deres forklaringer - for længst burde have været kasseret af vælgerne, er sandheden om deres handlinger ubehageligere: De vildledte og de løj. Det er ret enkelt.

Det er sværere at forstå hvorfor. Var det virkelig så vigtigt for den danske regering at lægge sig i slipstrømmen efter den amerikanske juggernaut? Eller troede vores stats- og udenrigsminister oprigtigt på, at krigens ideologiske rationale om et demokratiseret Mellemøsten retfærdiggjorde deres bedrag? Tror de det endnu?

På en måde ville det være det værste. Løgne fungerer som en slags koldbrand i den demokratiske debat. Usandheden nedbryder tillid og ødelægger til sidst sin afsender og selve det, løgnen søger at dække over. Man kan spørge sig selv om det vestlige demokratiseringsprojekt efter Den Kolde Krig ville have haft en chance, hvis vi havde haft bedre ledere end Anders Fogh og Per Stig Møller? Vi finder nok ikke ud af det.

Men ”Kære statsminister!” kaster lys over, hvor det gik galt.

5 kommentarer:

Søren sagde ...

Spændende anmeldelse. Må læse bogen, tror jeg. Du skriver dog:

"Før krigens begyndelse var regeringen i besiddelse af rapporter, der dokumenterede, at Irak ikke rådede over masseødelæggelsesvåben"

Det er en ret markant påstand. Hvordan kan man dokumentere det? Var forholdet ikke det, at man ikke havde rapporter der dokumenterede, at Irak rådede over masseødelæggelsesvåben?
Der er en forskel, synes jeg. Jeg opfattede det dengang som om at man mente at de var der, men at de var svære at finde. Lidt som historien om de sorte svaner.

Chris sagde ...

Du har ret i, at det ikke er nemt at dokumentere et fravær af våben.

Det er mere korrekt at sige, at man inden krigen var i besiddelse af rapporter, der burde have fået ansvarlige politikere til at kassere de rapporter, som amerikanerne og briterne havde fremlagt (og FET havde skrevet af), der hævdede at Irak havde masseødelæggelsesvåben. I stedet fremturede man med yderst tvivlsomme informationer som om de var etablerede sandheder. Deri bestod vildledningen.

Men, nej, man kunne ikke dokumentere at Irak IKKE havde våben, kun at rapporterne om disse våben var fejlagtige.

Jeg er kommet til at gengive pointen i bogen lidt klodset - tjek den ud i stedet. Her er rapporterne og datoerne med.

Chris sagde ...

Nu har jeg rettet i teksten, revisionistisk, så jeg ikke påstår noget om bogen, den ikke rummer eller slår krølle på de logiske grundregler.

Godt at blive redigeret lidt.

Anonym sagde ...

Jeg vil godt kommentere, at Bo Elkjærs bog blandt andet lægger FNs våbeninspektørers rapporter og udagn frem om, at konkrete WMD-enheder (nukleare, miltbrand, botulinum osv -producerende)i Iraks våbenprogram fra Golfkrigsæreaen, som USA, Fogh og Møller henviste til som aktive, farlige osv. Disse rapporter og udsagn dokumenterer, at netop de programmer og enheder, Bush, Blair, Fogh og Møller ustandseligt fremhævede som trusler, var stoppede og destruerede, de fleste allerede tidligt i 1990rne. Det dokumenteres også, at krigspropagandaens snak om mobile laboratorier osv var opspind. Ikke mindst vigtigt dokumenteres også, at Bush, Blair - og Fogh og Møller - vidste det. Sådan har jeg i hvertfald læst bogen, og artikler, fra de aviser / journalister, der ellers gad ofre blæk på det vigtige emne. Ellers - rart at se en anmeldelse af denne bog - jeg synes ærlig talt ikke, jeg kan finde andre anmeldelser på det etablerede anmeldermarked?.

VH K Møller
PS - beklager, hvis jeg fremstår som anonym, men kunne/gad ikke lige oprette endnu en serie passwords og brugernavne :-)

Rasmus Borum sagde ...

Enig med Søren: Faktisk en ret fremragende anmeldelse. Det kribler formelig i fingrene på mig for at få fat i bogen.

Er samtidig lidt nervøs ved udsigten til at måtte give afkald på mine allersidste illusioner om landets ledelse; ikke fordi jeg tiltror dem noget godt (ingen illusioner dér: jeg ved, vi ikke har nogen værdier til fælles), men fordi jeg egentlig ikke har lyst til at tiltro dem noget decideret ondt.

Det er et helt alment spørgsmål om fortrængning, tror jeg, der gør, at jeg ikke er nået dertil endnu: Der burde vel på nuværende tidspunkt have været så mange eksempler på deres kun tilsyneladende stupiditet, så jeg burde kunne gennemskue, at der er tale om et mønster - et billede af en gruppe mennesker (?) som udviser maksimal ligegyldighed, intolerance og had til lige præcis de fundementale værdier, som de hævder at bygge på: Menneskerettigheder (herunder den forkætrede ytringsfrihed) og retsstaten som bærende princip - samtidig med at al deres ageren er båret af alt det, som ikke burde (kunne) karakterisere en kristen kulturarv. Næstehad. Det er dagsordenen.

Det er naturligvis en skandale, at oppositionen ikke griber Irak-bolden og tæver den i hovedet på bemeldte ministre. Hvorfor er der ingen i folketinget, der konsulterer menneskerettighedsorganisationer om de overgreb som vi - mmh vi! - begår mod mennesker uden for landets grænser? Hvis der nogen sinde var tale om landsskadelig virksomhed, så er det denne regering, som står for det som mærkesag.