Og ikke apropos:
Kontrollørens øjne var anbragt af en usikker hånd. Det ene stirrede vredt på døren, det andet var rettet mod passageren i sædet. "Det der plejer at koste 600 ... 100 kroner." Han så på mit blå klippekort efter at have inspiceret det grå, der gælder i alle zoner. Det blå var klippet til cyklen. Billetsalgsmaskinen virkede ikke, og jeg havde ikke lyst til at lede efter en billetskranke, der solgte en cykelbillet, mens mit tog kørte. Så jeg klippede for cyklen i stedet. Desuden var klippet dyrere end cykelbilletten ville have været.
"Den holder ikke i byretten." Sagde kontrolløren. "Det gør den altså ikke."
Han uddybede: "Der går seks tog i timen fra Roskilde imod København, så der plejer vi at sige, at dén går ikke. Og dét der, det er en billet til en person, ikke til en cykel. Dén billet gælder i to zoner i én time. Så skal din cykel jo af på næste station, ikke?" Hans logik var kompleks men uangribelig. Alligevel protesterede jeg.
"Enhver kan jo sige at maskinen ikke virkede." (Men hvorfor ville de så klippe og betale ekstra?)
"Den holder ikke i byretten." Han sikrede sig, at jeg var kuet. Så snøftede han og gik hen og stillede sig ved endevæggen skråt bag mig, hvor han over mine skuldre kunne læse denne tekst.
1 kommentar:
Det er så sært med de mænd i togene...forleden, dagen efter jeg havde glemt en vens Haruki M. bog, syntes jeg, at jeg så den kontrollør, som havde været i toget på bemeldte tidspunkt - tænkte, at han måske havde fundet bogen. Ganske almindeligt udseende mand, på ca. 30, pæn endda. Velsoigneret.
Udvekslingen:
"Hey, var du med 16.38 i går?"
"Mig? MIG? Nej, hvorfor skulle jeg dog være det??! Der havde jeg da fri!!" Hvorpå han voldsomt hovedrystende gik videre. Han snøvlede mens han talte, og han mente vitterlig, at jeg måtte være skingrende sindssyg. De lever i en tydeligvis i en parallelverden.
Send en kommentar