torsdag den 5. juni 2008

Et bjerg af frokost


Har fået lov at fortsætte som madanmelder på Universitetsavisen.
Her kommer den seneste, en snigpremiere.

Det med slangeskindsbukserne er for resten bare noget, jeg har hørt. Undskyld, professor Ditlev Tamm, hvis du blot er almindeligt velklædt.



MADANMELDELSE

Alt godt, du kan slæbe

Af Christoffer Zieler

LE CANNIBALE
Le Cannibale er en af byens bedre frokostrestauranter i 30-kroners klassen. I kælderen under Københavns Universitets hovedbygning tiltrækker den hver dag sin portion af det velklædte segment der udgør den historiske museumsfirkants ledelseslag og administration. Det er her den forbrænding der er drivkraft for den ledelse der udstråler fra de hjerner der bebor elfenbenstårnets øverste etager, bliver igangsat. Det sker ved frokosttid.
På Le Cannibale er der mulighed for at få et nyfigent glimt af universitetets kendisser, Lykke Friis med en sandwich i farten eller dobbeltdoktor Ditlev Tamm, dandy i slangeskindsbuks.
Her serveres mad fra buffet, og den virker indbydende selv nu klokken 12.40 efter at de tidligt sultne har hærget fadene. Man spiser alt hvad man kan bære for en 30-krone. Det er billigt, og vi antager at nogen subsidierer voldsomt. Her findes formentlig den egentlige årsag til at universitetet opgiver så mange af sine fine lokaler i det indre København.

Usmilende smiley
Men hov, hvad er nu dét? Ved buffetens startmærke har Fødevarekontrollen anbragt den surest mulige smiley. Etablissementet er blevet mødt med kritik og et bødeforlæg på 10.000 kroner.
»Umuligt,« tænker man. »Idioter!« Der må foreligge en misforståelse. Her ser så pænt ud. Desuden er vi sultne, og instinktivt på kantinens side. Vi stopper ikke op og læser detaljerne. Det er der heller ikke tid til. Nu skubber køen til os.
Et særligt touch er de store mængder tilbehør. Alt hvad der kan stænkes eller drysses, findes her uden ekstra beregning. Fra engelsk sovs til saltede græskarkerner. Og så er her brød. I dag i to glimrende rugversioner og en enkelt lys variant med sej skorpe af Emmery-typen.
Min medspiser foreslår en let anretning af rugbrød med karrysild, svampesalat med frisk spinat og kartoffel, kogt æg, marinerede puylinser, kapers, revet løg, ristet løg, oliven, syltet hvidløg, peberrod, remoulade, grøn salat med fintsnittet kål, rødkitost, friskskåret ananas, jalapeños, en god chili med bønner og revet cheddar og en mad med roastbeef, og jeg slår til. Det ser forbavsende harmonisk ud på tallerkenen.
Koldt, filtreret vand fås uden ekstra beregning.
Maden kan spises inden døre, eller hvis vejret tillader det, på nogle kun ganske let fuglelortestrejfede bænke under magnolietræerne og den åbne himmel. Her endda med udsigt til den smækre tjener på hotelcafeen overfor hvis gæster spiser lige så godt, men cirka otte gange dyrere. Det her er virkelig godt. Men er det godt nok?
Vi rejser os øjeblikkelig og går.

Testens andendag
48 timer senere vender vi tilbage. Le Cannibale må testes igen. Denne gang er her virkelig trængsel, og et uvelkomment stressmoment trænger sig på i form af en kraftig dame med halvbriller som er sulten i køen bag os. Hun har været her før. Kender sine bevægelsesmønstre og sine præferencer. Ingen tøven denne gang: Kålsalat med mango, granatæblekerner, julienneskåret mango, skinkesalat, kryddersild, mayo, et halvt æg, veltempereret blåskimmelost, høvlet bacon, marineret blomkål, kalkunsteg, vildtsalami, bagte løg, ananas, rugbrød, oliven med timian, frisk figen, let glasagtige kartofler, kompot af peberfrugt med chili, kapers, agurker, råkost og rødbede bliver hurtigt lagt på tallerkenen.
Sekunder efter er vi tilbage under magnolietræet.
Også denne gang har vi fået serveret dejlig mad. Og javist, selvfølgelig er der skønhedsfejl. Sådan er det altid. Råkosten kunne nok trænge til et skvæt citronsaft, og kartoflerne har i grunden en væmmelig konsistens. Men dette andet besøg har til gengæld slået fast at køkkenet på ingen måde serverer den samme mad fra dag til dag. Det er muligt at forspise sig på vidt forskellige måder på Le Cannibale, og hver dag i ugen får sit særlige kendemærke. I dag, for eksempel, høvlspånerne af bacon.

Koldtbordsvrag
Og hvordan skal vi egentlig betragte brugen af bacon som et tilbehør? Er baconfnuller et acceptabelt drys, eller er det vulgært? Min medspiser kigger op.
»Begær og æstetik følges sjældent ad,« siger han. »Heller ikke god smag og erotik.« (Medspiseren kan godt lide kvinder med smykker og bling og lidt for meget makeup, men han ved aldrig hvad han skal sige til dem). Tankefuldt skubber han et stykke kalkun hen til en stump blåskimmelost før han spidder begge og gumler dem stille.
Mængden af mad på Le Cannibale er overvældende. Her er man gæst i en Sjöwall og Wahlöö-roman, et koldtbordsvrag in spe i bobslædefart mod porøs lever, gammelmandssukkersyge og kolesterolknopper på øjenlågene. Det er en lyksalig fornemmelse. Det eneste der virkelig mangler, er en kølig snaps og en bitter espresso i en lille, brandvarm kop.
Men kan det alligevel anbefales, buffetkonceptet? Består der ikke altid en fare for overspisning? Er vi klar til alle disse valg?
Nej.

3 kommentarer:

Rask sagde ...

Det afsluttende nej var totalt uventet.

HC sagde ...

Der står i Fællesadministrationens personalehåndbog at det er tilladt at indtage en genstand i sin hovedpause, så den kølige snaps skal man bare selv medbringe :-)

Chris sagde ...

Hm, en enkelt genstand i hovedpausen. Jaså! Står der, hvor mange hovedpauser, man må holde også?

Uanset, så er det noget, der giver anledning til overvejelser. Næste frokost må blive våd. Det er jeg gået i gang med at planlægge. Tak.