Tun og makrel

Jeg ved ikke, hvad det er med de fisk. De sniger sig ind i flere og flere billeder. Det begyndte med en plakat, jeg købte. Den var på en gang perfekt og helt åndssvag - med gengivelser (omhyggeligt og smukt malet) af alle de vigtigste tun- og makrelarter. Og der er virkelig ikke ret stor forskel mellem arterne. En stor plakat med detaljerede malerier af næsten ens, men ikke helt ens, fisk. Perfekt.

Men jeg har kigget på den for ofte. Fiskene dukker op i mine tegninger. Seneste eksempel: Plakat for musikfestival. Her er de to udkast, jeg har bakset sammen i dag.

Sort klarsyn - om svenske serier

En lille kvinde i sommerkjole og perlekæde står med en tændt fakkel i hånden foran en række huse. Flammerne flakker i hendes blanke, udtryksløse øjne. Ene kvinde udstråler hun samme gale farlighed som en hel horde af blodtørstige selvtægtsbønder. 'Jeg er din kæreste nu' står der på forsiden af tegneseriehæftet.

Sammen med Lise Richter har jeg skrevet i weekendens Information om den svenske tegneserieforfatter Nina Hemmingsson og om tegneserier i Danmark og Sverige.

Artiklen om tegneseriescenen i de to lande handler om, hvorfor svenskerne - som sædvanlig - har mere styr på det, end vi har. Thomas Thorhauge og Steffen P. Maarup er to af de danske autoriteter, som siger forskellige gode ting, jeg ikke vidste, i den sammenhæng.

Nina Hemmingsson-artiklen skyldes det simple faktum, at Lise og jeg er blevet fans af hendes ting, efter at jeg faldt over hendes bog "Jag är din flickvän nu" i Stockholm for et års tid siden. Det er ikke så svært at læse svensk, som jeg troede, når først man forstår, at lort hedder bajs. Og svensk slang og hverdagssprog er skægt. Det er på en måde ondt af Danmarks Radio at have ladet Otto Brandenburg og Thomas Winding tale hen over så mange børns muligheder for at lære svenskernes sprog rigtigt. Selv om Thomas Winding havde en virkelig dejlig stemme. Og Otto B. for den sags skyld. DR mente ikke noget med det, men realiteten er, at de fleste af os må slide lidt i det, når vi skal læse svenskernes serier. For det skal vi, hvis vi ved, hvad der er godt for os.

Nina Hemmingsson ville gerne være med i et interview, og jeg synes, hun får sagt en masse gode ting. Et uddrag:

De dystre karakterer gennemskuer alt det bullshit, som såkaldt velfungerende individer fylder tilværelsen med. Depression, aggression og selvdestruktion bliver på forunderlig vis forvandlet til noget kontruktivt i Hemmingssons striber. "Når man er ulykkelig eller vred," forklarer Nina Hemmingsson: "Så får man en slags kraft, som gør én mere præcis og tydelig. Det forsøger jeg at værne om ..."

Information, Weekend 26.-27. juli 2008.

PS: Artiklen findes på nettet, men der har webfolkene på Informeren forsømt at inkludere min, freelancerens, byline. Det skulle gerne blive rettet i løbet af dagen. Hey, køb avisen i stedet for. Det er en god avis.

Miljø og Teknik

Hvis tegningen kommer først, handler det om at finde ud af, hvad den skal bruges til.
Der er en frist på cirka en dag.
Nogle gange lykkes det ikke at overholde fristen.
Det er også en dum idé med en frist. Lad os ophæve den regel igen.

Her er to eksempler på tegninger, der ikke overholdt dagsreglen, dengang den stadig gjaldt:

Den første, den der er øverst, er en vampyr, som jeg først havde forestillet mig skulle være arkæolog og seniorforsker. Men så slog det mig, at han snarere lignede en person med ansvar for vandkvaliteten i et givent område. Susanne mente, at han nok var ansat i Miljø og Teknik, Svendborg Kommune, og jeg tror, det er rigtigt set.

Men hvorfor blev han vampyr? Hvordan kunne det gå for sig? Det er ikke en historie, jeg har været i stand til at fortælle.

Tegning #2 (herunder) er en fyr med lemonhead, som ser ubekvem ud i sin alt for stramme hud. Forbitret, forsuret og fortørnet. Men igen: til hvilket formål?

Dunno.

Trash

Service

Håret - T-shirten, du går med hver dag.

Forsøger at bruge agurketiden til at øve mig i at tegne - afprøve marginalt anderledes måder at sætte mærker i papir på. Det gælder om ikke at finde en stil.

Eller, man kan ikke undgå at have en stil. Men man kan tegne lidt frit og skubbe til sin streg. Måske blive lidt bedre til at iagttage, så man ikke altid tegner det samme øre. Den slags. Her er håret nyt. Det er ikke ret fedt, men det er nyt for mig at tegne netop den slags hår. Og øjne.

Hvad gør man så? Burde fyren med det nye hår ikke have en eller anden form for dagsorden?
Ham nederst, billedet med fisken, han sætter tanken fri. Og den kommer ikke tilbage.
Det sker.



PS: Allan Haverholm er god til at fristilstegne.

De uberørte

Finland. Jeg har en svaghed for indadvendte mænd med dårlige skæg. Hvilket ikke nødvendigvis har noget med Finland at gøre. Det handler mere om tegningen ovenfor. Min sympati ligger altid hos manden med det umoderne skæg og jobbet hos en jysk tekstilgigant. Han har svært ved at finde de rette ord. Men han prøver.
Han er en eksistentialistisk helt. Og jeg bilder mig ind at Finland er fuld af den slags mænd, for jeg læste om en i weekenden. 46-årige politikommissær Mokka, hovedperson ... øjeblik, skal lige lave en overskrift ...

Bogbloggen - Den læsehestformede blog om litteratur

... han var hovedperson i "De uberørte", en krimi og romance af Kari Hotakainen - en finne! Derfor alt det sludder om Finland. Og det er en dejlig bog. Se, nu slår jeg bare op et tilfældigt sted:

Golden retrieveren besluttede sig for at gø, lige indtil dens ejer, en kvinde med gangstave, blev klar over, at hun skulle forlade stien og komme hen til det, den havde fundet.

Nøgternt, og så alligvel ikke. Oplysningen om gangstavene er ikke nødvendig, men den er god at have. Kari Hotakainen er dygtig til at gengive dialog, også indre dialog, på samme tørre måde. Han genfortæller i tredje person, det burde flere forfattere prøve.

Der kan ikke komme noget godt ud af at referere handlingen. Men det er en meget enkel historie i en større historie om, hvordan udviklinger i kulturen sletter ømhed mellem mennesker ... pornoficering, den slags. Ikke at pornokulturen nødvendigvis erstatter nærhed, for det er ikke sikkert, der var noget nærhed at erstatte, men den gør ikke frustrationerne hos - i dette tilfælde - indadvendte finske mænd og kvinder mindre. Man får lyst til at ae en sjæleligt fastkørt finne af "De uberørte", det er det, jeg siger.

Udkommet på Gyldendal i 2008.

Lost generation

For resten er det her indlæg nummer 200. Det vil jeg fejre ved at komme sukker i kaffen.

Tak, læser.

Undskyld hvis grævlingen ligner en eftertanke.

Collage

Der ser ud til at være gået sommerferie i Stejl Fart, ya?

Troede jo selv, der ville være masser af tegnefrirum i agurketiden. Men så kom der opgaver. En af dem er den her collage, som jeg synes blev ok.

Illustration til en 68'ers reminiscenser om, hvordan idealisterne fra dengang var friske på en hel del voldelige udskejelser (i hvert fald i tanken). Måske værd at tænke over i dag, hvor vi skyder ret mange mennesker rundt omkring i forsvar for vores idealer. Eller noget.

Udflugt med Ejler Nyhavn

Den gådefulde og yderst elskværdige digter Ejler Nyhavn har været med på madanmeldelsestur og reportage. Artiklen følger, når det er tid til at den skal i trykken.
Her er et par uddrag:

Fra: Tragisk kylling Jaruzelski
en madanmeldelse

Ejler drejer prøvende sin fiskefrikadelle. Hvid fisk og noget andet, måske mørksej eller laks? Et godt udgangspunkt, men den er tør. Ejler bemærker, at han bedre kan lide vinens eftersmag.

Håndværkeren er drysset med sesam. Nej, det er forkert – det ser ud som om frøene er lagt på af en professionel brolægger. Der er så meget sesam på bollen, at det danner et veritabelt panser. »Det ligner en fakultetsbeslutning,« mener Ejler.

Og videre:

Ejler Nyhavn finder det fascinerende at eksdiktator General Jaruzelski undskyldte og beklagede sine politiske og moralske fejltagelser. »Dét ville aldrig finde sted i Danmark; se bare Irak-krigen. Der var også noget ved general Jaruzelskis hår,« fortsætter Ejler, »noget ...« han tegner en blød bue i luften »... debonair!«

Kentaur