Maltes Spalte 9

Hermed årets niende Malte.

For første gang i en forlænget netversion - bonus til dem, der gad gå på nettet og finde striben. Ved ikke, hvorfor jeg ikke har tænkt på det før, ret ofte ville jeg gerne have haft plads til mere stof.

Det er jo derfor, striben er så forbandet teksttung.

Demoræv

Har været ude i krogene af et demonstrationstema. Og samtidig synes jeg der var et hængeparti fra bloggen i går, hvor læseren vil erindre, at ræven lidt lignede en ulv.

Hermed ny ræv.

Ved nærmere eftersyn viser versionen nederst - i ren s/h - sig at være den fedeste.

Vidensturisme

Var til forelæsning om selvet i dag, som jeg ikke kunne forstå. Det tog cirka halvanden time.
Undervejs tegnede jeg to ræve, der dog viser sig at ligne ulve. Eller måske varræve?

Man tænker: Selvet! Hvor svært kan det være?

Virkelig svært, viser det sig. Folk forsker i det.

Jeg vil aldrig mere tage mit selv for givet og ikke tænke over, om det findes, mens jeg måske/måske ikke konstituerer det undervejs, eventuelt på baggrund af ydre påvirkninger.

Følgende spørgsmål stillede jeg ikke: Hvis kroppens celler bliver fornyet over en periode på syv år, har man så det samme selv, som man havde syv år tidligere - og hvis ikke, betyder det så, at det er urimeligt at sætte folk i fængsel i over syv år, eller kræve af dem, at de skal betale af på boliglån, de tog for mere end syv år siden?

Kristen sløjd

Var til barnedåb i dag. Det var en lang og grundig gudstjeneste. Koret skulle motioneres. Vi lod os alle bede ... mange gange. Jeg betragtede de andre kirkegæster ... En gammel mand med et ulykkeligt missionsk drag om munden sang med høj, smuk stemme ... En yndig pige. Jeg planlagde at tælle pærerne i det elektriske rosenvindue bag alteret. Men så fik jeg øje på Jesus - i en virkelig syret skildring. Jeg bilder mig ind at tegningen herover er en omtrentlig gengivelse, selv om den er kradset hastigt ned på bagsiden af en konvolut, da jeg så mit snit til det under altergangen.

Hanen på hovedet, fx. Det ser man ikke så ofte, men fuglen forklarer Jesus' let forurettede udtryk.

Kunstneren har også ladet Jesus skyde hagen frem på en mere engageret måde, end vi normalt er vidner til. Det er ikke en model af den lidende frelser, vi møder, men vi er på den anden side også et stykke vej fra den sejrende Himmelkonge, som vikingerne foretrak, og som kunstneren nok har skelet til. Ligner Jesus ikke mest af alt en voodoodukke i denne version? Det er måske fordi benene er forsvundet. Måske skal man tænke sig, at de er svøbt, som et barns ben? I gamle dage svøbte fattige mennesker deres børn i klæde og anbragte dem på væggen. Er det Jesus som træbarn og -voksen i ét?

.... Måske skulle man komme i tanke om det stakkels, ulykkelige væsen i Eraserhead? Eller er vi i virkeligheden mere ovre i en slags fetich-figur? Som i Tintin - Det knuste øre?

Jeg kan godt lide kirkekunst.

Palle Nielsen

Skitsen ovenfor "Malte sparker cykel" er direkte inspireret af grafikeren og tegneren Palle Nielsen (1920-2000). Det virker flovt at indrømme det. Men nogle gange bliver man inspireret af folk, som er dygtigere, end man har fortjent. Tegningen er nogle år gammel - jeg tror lige, jeg havde opdaget Nielsen. Han er en af mine favoritter nu. I går udkom en kæmpestor, tyk, beklageligt skovbærsmoothiefarvet bog om hans kunstneriske liv og værk. Jeg har besluttet at anmelde den, og ...

Anmeldelse

Palle Nielsen TIMEBOG / HOUR BOOK af Jytte Rex
Gyldendal - udkom 21. august 2008

... Og okay, det her er en bog, som jeg ville blive virkelig glad for, uanset om der stod noget i den eller ej. Billederne er nok. Så man kunne godt slutte anmeldelsen på den måde. Bare sige: 475 kroner er en fair pris, selv hvis planen er at klippe bogen i stykker og sætte stykkerne op på væggen. Men jeg har fået mit eksemplar af forlaget, så jeg tænkte, jeg ville gøre mig lidt mere umage.

Gyldendal erklærer, at bogen er ”det første samlede værk om personen og kunstneren Palle Nielsen”. Det er ikke et helt fair erklæret. I 2006 udkom i hvert fald Jørgen Gammelgaards ”Palle Nielsen – Temaer i hans værk” (Rhodos). Det var også en ordentlig klods af en kaffebordsbog, og den handler så vidt jeg kan se om præcis det samme. Gammelgaard skriver desuden en hel del mere detaljeret biografisk om Palle Nielsen end Jytte Rex, men – hey – få fat på begge bøger. Illustrationerne er for en stor dels vedkommende forskellige, Palle Nielsens produktion var enorm. Gyldendals bog prioriterer desuden billeder over tekst, så den indeholder virkelig, virkelig mange smukke eksempler på Palle Nielsens kunst.

Orfeus
Palle Nielsen var suveræn både inden for tegning og grafik. Han spændte vidt, men hans ting er let genkendelige. Rå mængder af rå sorte streger. Mest berømt blev han for sine serier med linoleumssnit (de første fra 1950'erne, de sidste fra 1980'erne) med afsæt i den græske myte om Orfeus og Eurydike. Især de tidlige snit er ubegribeligt gode. Palle Nielsen skildrer Orfeus' rejse ned i underverdenen efter sin døde elskede i en serie mareridtsagtige bylandskaber. Det er en 20- århundredes-gendigtning, hvor underverdenens politi trækker af sted med de afdøde, helikoptere snurrer ondt over futuristisk viktorianske strandhoteller og krigsskibe besejler floden Styx.

Billederne fra "Orfeus og Eurydike" er så rugende uhyggelige og pakket med latent eller eksplosiv vold at man virkelig ikke kunne ønske sig bedre, hvis man er i et postapokalyptisk humør.

Det må Palle Nielsen have været ofte. I 1970’erne skaber han endnu en undergangsfantasi i en serie tegninger med titlen ”Katalog”, som jeg slet ikke kan blive træt af at kigge i. De mest storslåede sider fra ”Katalog” har desværre ikke fået ret meget plads i Jytte Rex' bog, men her kan man ty til forfatterens beslægtede film ”Palle Nielsen – Mig skal intet fattes” fra 2002 i stedet. Her er det især billederne fra "Katalog", der gør et stort indtryk. Både filmen og tegningerne i ”Katalog” kan man for resten låne på biblioteket. De virker på ingen måde forældede eller irrelevante.

Det er slående, så stor sammenhæng og kontinuitet, der er i Palle Nielsens kunst hen over et langt arbejdsliv. Især fordi han tydeligt – og grumt begejstret, vil jeg tro – forholder sig til sin egen samtid undervejs. Alle krigene, katastroferne og de teknologiske landvindinger, som det 20. århundrede ruller frem, får lov at farve hans billeder, men fokus og grundtone forbliver de samme. Det er forfatterens hensigt, at læseren skal opfatte forløbet i Nielsens værk, og hendes store fortjeneste at det lykkes.

Et interessant indblik i kunstnerens egen psykologi får man i hans egen artikel "Begyndelse og efterskrift", der er gengivet i bogen. Det er et barns gru over for sin egen fantasis skabninger, Palle Nielsen er i stand til at tage med sig i sit liv og siden fæstne i papiret. Lejligheden i København rummer i virkeligheden hele grundstemningen, som jo er hans egen. "Særlig om vinteren, i skumringen, kunne det tomme rum antage karakter af eksistens. Noget truende var ved at slutte sig som en støbeform om stuens faste ting. Gadelygtens genskin i stuerne gjorde det muligt at se i mørket, der var på vej; det var til at registrere som noget, der var ved at blive til."

Fokus
Jytte Rex vægter at vise Palle Nielsens skildringer af mennesker frem for hans billeder af bylandskaber og maskiner. Det er lidt en skam – jeg synes, Palle Nielsen svinger allerbedst, når han skildrer døde ting. Det er jo her, han har sin særlige niche. Husene virker efter min mening endnu mere knugende og tilstedeværende – levende i virkeligheden – end de ulykkelige stakler, der vakler, flygter, falder fra i og omkring dem. Men når det er sagt, så dokumenterer bogen også, at Palle Nielsen også var en meget stærk og observant mennesketegner.

Palle Nielsen fik anerkendelse og parnas-cred og arbejdede i en årrække som professor ved Kunstakademiet, og på en måde er det overraskende med al den respekt fra det højpandede kunstmiljø. Faktisk tegnede han jo i grunden tegneserier.

Både "Orfeus og Eurydike" og "Katalog" er det rimeligt at læse som sådan. Jytte Rex fremhæver selv slægtskabet med tunge drenge som Goya og Mondrian, men det ville have været lige så rimeligt, som Matthias Wivel også gør det andetsteds, at nævne Hergé*. På samme måde som en dygtig serieskaber kunne Palle Nielsen skildre action. Ikke blot i form af en vital streg, men som en hel sekvens af begivenheder destilleret ned i én enkelt tegning.

Design
Et par ord om bogens design: Her burde nemlig to ting have været grebet anderledes an.
Omslaget er for det første lidt af en katastrofe. Farven er ikke bare grim (1990’er-bordeaux), den er også en dum idé. Palle Nielsens billedunivers er med få undtagelser en s/h-oplevelse, så kuløren på omslaget virker malplaceret og uvedkommende. Og så skulle man have fyldt formatet bedre ud – udnyttet arealet frem for at indramme illustrationen med en bred, asymmetrisk (bordeaux) kant. Det andet, der er galt, er valget af papir – en glittet og slatten type. Her skulle man have revet sig og valgt den matte type (også hvis det havde kostet på sideantallet). Dertil kommer det lidt sære valg at gengive hele teksten både på dansk og engelsk. Det ekstra sprog - ingen har vel brug for begge - kommer jo trods alt med på bekostning af noget andet.

Men det er overfladekritik - bogens udvalg af tegninger og grafik er bevidsthedsudvidende. Anbefalet musik til bogen kunne være David Bowie, Low.

*) Se Matthias Wivels essay ”Helheden i fragmentet – Palle Nielsen som cartoonist” i bogen ”Palle Nielsen – In memoriam”, katalog fra en retrospektiv udstilling på Sophienholm.

Tragisk kylling Jaruzelski

Her kommer snigpremieren på anmeldelsen af Nye KUA's cafeteria. Universitetsavisens version er noget forkortet. Desværre, synes jeg. Jeg kunne bedst lide den del, jeg var nødt til at droppe. Men den er med her.

Ejler Nyhavn var en yderst hyggelig gæst (og tillige elskværdig, han brokkede sig ikke over den ret triste mad).


Tragisk kylling Jaruzelski
Madanmeldelse

Af Christoffer Zieler

Nye KUA er opført i det, arkitekterne kalder neokedsommelig firmaopbevaringsstil. I den nederste del færdes de studerende, og i luftlagene over dem er forskerne isoleret i ophøjet kontemplativ ro. Vi går lidt rundt og kigger. »Det er et drivhus uden krysantemummer,« siger Ejler Nyhavn. Han spiser med i dag.

Ja. Ingen blomster, men man kan købe mad. Og hvis det er tomheden humanister frygter, så bør de ikke spise frokost i kantinen på Nye KUA. Her er mange, mange kubikmeter intethed. Det giver selvfølgelig plads til tanker, og luften føles asbestfri og god i modsætning til den på gamle KUA, der altid skulle tygges først. Men alligevel: hvorfor al denne uudnyttede plads? Hvem er den til?

Vi leder efter svar i den kunstneriske udsmykning. Store disede hvide glaspaneler med indlagte blåtonede og violette farveklatter. Et kunstnerisk udsagn svarende til den sagte udånding efter indtagelsen af en halspastil.

Det er eksamenstid, så der er øl på en del af bordene. Vi har forberedt os. Der er vin i tasken. Vi trækker den op. Nugan Estate, australsk cabernet sauvignon. 14%. »Lidt vel vinøs, ikke sandt?« siger Ejler. »Det er de 14%, der giver problemet i toppen. Alkoholen, der jo i sig selv er sympatisk, er svær at tæmme.« Vi bliver sultne.

Kantinens prispolitik repræsenterer en udfordring. Man vejer maden ved kassen og betaler per gram, men ikke al maden skal vejes, og noget af det, der skal vejes, ser ud til at stå i fade sammen med det, der ikke skal. Vi fylder alt det på bakkerne, der ser appetitligt ud. De store kridhvide humpler af tragisk kylling får lov at blive liggende, mens den sammenkogte vegetarret virker indbydende. Ved siden af en smule pasta penne og på en sidetallerken lidt salat fra buffeten. Dertil en flaske saftevand og en mineralvand henholdsvis. Og medspiseren finder sig yderligere en fiskefrikadelle og en håndværker. Vi deler også en varm sandwich. Det lyder af mere, end det fylder. Vi plukker.

Kasseassistenten gennemskuer uden tøven, hvad de forskellige madvarer skal koste, vejer noget, slår en pris ind på noget andet, og hurtigt er den samlede udgift beregnet – 156 kroner. For de penge kan man på arabisk restaurant med dug på bordet på Nørrebrogade få serveret to lækre, varme hovedretter. Vi befinder os med andre ord i de øverste kantineprislag på Amager.

God peber, retrobaslilikum
Ejler drejer prøvende sin fiskefrikadelle. Hvid fisk og noget andet, måske mørksej eller laks? Et godt udgangspunkt, men den er tør.

Håndværkeren er drysset med sesam. Nej, det er forkert – det ser ud som om frøene er lagt på af en professionel brolægger. Der er så meget sesam på bollen, at det danner et veritabelt panser. »Det ligner en fakultetsbeslutning,« mener Ejler.

Vegetarretten er fin. Modigt har man krydret med chili, så der er grundvarme. Der er også brugt rigeligt med tørret basilikum. Det støder man ikke længere på så ofte. Peberfrugten er bedst, den har tydeligvis defineret tilberedningstiden. Aspargesstykkerne lader sig derimod kun identificere på grund af udseendet. Kan det virkelig passe, at man kan få en asparges til ikke at smage dejligt lige midt i højsæsonen? Derudover er der forskelligt andet grønt i mikset, først og fremmest hakket tomat, gulerod og squash. Det er en OK kollegiumsret (til restaurationspris).

Den varme sandwich, der dog ikke er mere end et par grader over stuetemperatur, består af et flækket stykke bradepandebrød. Det er hjemmebagt, og smager som om det er sundt. Måske er der lidt gulerod i dejen? Bunden er branket let i olivenolie. Fint. Indholdet viser sig også at være vegetarisk med fokus på smeltet gummiost, aubergine og rucolablade, der bærer præg af at have været varmet op med det øvrige fyld. »Det her er rucola,« bemærker Ejler Nyhavn om en sortsveden bladstump. »Men det ligner noget, en middelalderarkæolog har fundet i et stolpehul.«

Salaten fra buffeten burde være blevet i beholderne. Agurkestykkerne fremstår tørre, ufriske, fibrøse. De blancherede champignoner er slatne, kolde og våde, selv om de dog har bevaret deres smag. Til gengæld er det underligt, at de kan være syltet ind i persille, uden at det kan smages overhovedet. Bønnerne er hvinende salte, men i selskab med resten er det OK. Og majsen er tippet direkte ud af dåsen – vel at mærke på en årstid, hvor man kan købe en hel kolbe for en femmer i supermarkedet.

»Det her er salat, som man mestendels forestiller sig den,« mener Ejler. »Uspecificeret. Der er ikke truffet nogen valg, ikke en salat gjort til nogen bestemt ret, mere ideen om salat.« Ejler skærer en grimasse, da en and flyver ind i bygningen på den anden side af kanalen.

Pastaretten er Den Egentlige Skuffelse. Klistret, udkogt og smagløs. Igen er det forbløffende, at det kan lade sig gøre, for pastapennene er blevet rørt med store mængder rød pesto. Vi spiser kun det minimale antal rør, som testen kræver.

Kaffemaskinpark og Jaruzelski
Nu ville en kop kaffe være god. »Kantinen er lukket,« meddeler den unge mand, ikke uden en vis triumferen. Jeg skotter i retning af kaffemaskinerne. »Det hele er lukket.« Tilføjer han.

Som hævn efterlader vi vores bakker på bordet uden at rydde op. Det er småligt. Vi er i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at gøre. Men til sidst gør vi det alligevel.

Her kommer søde Anna Schulin-Zeuthen. Hun har bestået sin eksamen i retorik. Ejler Nyhavn er begejstret. Men Anna skyder brutalt hans bemærkninger om Cicero ned uden at lade sig skræmme af de sorte brilleglas, skaldepanden og islamistskægget. Hun er ikke til antik argumentationskunst. Til gengæld guider hun os i retning af Selecta-kaffemaskinparken i gamle KUA.

Gamle, grimme KUA er hyggeligere end nye KUA. Flere spøgelser. Og lavere til loftet. Eller også er det, fordi vi drikker cognac nu. Fra tasken. Vi lader den rotere i store suppekopper af skumplastik, som vi har fundet i den tomme kantine. Ejler drikker kaffen sort, vælter et enkelt lille krus ud over anmelderblokken. Kaffemaskinen serverer også en wienermelange, der viser sig at være helt ekstraordinært god. Og apropos Wien! på en eller anden måde leder det til en samtale om Polen.

Ejler Nyhavn finder det fascinerende at eksdiktator General Jaruzelski undskyldte og beklagede sine politiske og moralske fejltagelser. »Dét ville aldrig finde sted i Danmark; se bare Irak-krigen. Der var også noget ved general Jaruzelskis hår,« fortsætter Ejler, »noget ...« han tegner en blød bue i luften »... debonair!«

Den polske eksdiktator gjorde sig ellers ikke godt på billeder. Han bar tykke briller med ravfarvet glas, og frisuren lignede to sorte snegle, en over hvert øre, som var standset op før de kunne mødes på toppen af hans skaldepande. Men håret var pænt redt. Skal vi samle op?

Maden på KUA er forbløffende dyr, i betragtning af at humanistiske studerende sjældent har ret mange penge endsige udsigt til nogensinde at få nogen. Den drives af firmaet Eurest, der på sin hjemmeside viser en billedmontage af en leende kok, som gøgler med grønsager. »Vi følger råvarerne fra jord til bord,« lover frokostmastodonten, der dagligt bespiser over 70.000 mennesker. Det er sikkert sandt. Fra jord, til nedfrysning, til fabrik, til nedfrysning, til lager, til optøning, til buffet, til bord, til jord skal du blive.

Og hvad får man så for sine penge? Det er svært at sige. Det her var ikke entydigt godt, men det var heller ikke decideret elendigt. Det var bare ... uvedkommende. Mad, man spiser langsomt, fordi man taber interessen. Det virker spændende, men det viser sig at være kedsommeligt.


PS: Lidt ligesom porno.

PPS: Hvorfor grævlingen øverst? Jeg har allerede brugt billedet af Ejler Nyhavn i en tidligere blog, og Stejl Fart tillader ikke genbrug (ofte).

PPPS: Firmaet Eurest, hvor har jeg hørt det før? Tænker du. Måske. Det viser sig, at Eurest også driver den virkelig, virkelig gode kantine, Le Cannibale, for Københavns Universitets ledelse og administration i Nørregade. Det er et sammensat foretagende. Eller også får man bare, hvad man subsidierer. Læs anmeldelsen af Eurests GODE kantine her.

Manden med osten

Denne scene har jeg været nødt til at klippe ud af den kommende Maltes Spalte-stribe.
Det gør ondt, men der var ikke mere plads. Kommer altid til at lave dem for gnidrede.

PS: Det føltes vigtigt at vennen til manden med vesten, osten og skægget fyrer en sætning af på latin som afslutning. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor ostet HAN må være.

Kryb

Hvis man vågner lidt før det tidspunkt vækkeuret egentlig ville have foreslået, kan man havne i en underlig tilstand. Jeg tror bedst følelsen kan beskrives som: frisk. Hvis uret når at ringe, har man ikke en chance. Man vågner udmattet, svag og ulykkelig. Men hvis man selv vågner, blot et par minutter inden uret, så er det fredfyldt og fantastisk og man kan huske alle sine drømme. Det er egentlig perverst.

Forleden vågnede jeg af mig selv ved 7.30-tiden, eller også var det håndværkerne ude på trappen, der tændte for radioen, hvorfra man kunne høre Huxi Bach råbe op og te sig. Pointen er, at det ikke var vækkeuret, der vækkede mig, og - bortset fra håndværkerne, som trampede og snøftede og Huxi Bach, som råbte - var det vidunderlig fredfyldt.

I mit hoved dukkede straks en idé op til en tegneserie på et par sider, hvori der indgik en masse kravl. Insekter og spindlere, kryb og whatnot. Idéen tog fire et halvt minut at skrive ned. Det betyder at vil tage mig fire en halv uge at tage mig sammen til enten at tegne den, eller ikke tegne den alligevel. Eller, okay, jeg har tegnet én tegning, edderkoppen foroven.

Den er resultatet af research på nettet. Jeg ledte efter den hurtigste edderkop, der findes. Det var sværere, end jeg troede. Hurtigt blev jeg sporet ind på en gruppe dyr fra ordenen Solifugae. De er ikke edderkopper, men de kaldes for kameledderkopper og soledderkopper. Og de er virkelig bidske. Og de er virkelig hurtige. Led efter dem selv. De var så creepy, at jeg glemte at tegne dem. Og så fik jeg dårlig samvittighed over at synes, de var creepy, når jeg aldrig havde givet dem en chance. Kameledderkoppen ligner en collage af dele fra Gigers Alien (i springer ud af brystkassen-stadiet), munden fra Schwarzeneggers modstander i Predator og en behåret skorpion. Til gengæld er de ufarlige for mennesker, de kan bare bide lidt.

Nå jo, og de kan blive cirka lige så store som en hånd, og hånden kan løbe 16 km/t.

I stedet endte jeg med at tegne edderkoppen ovenfor. Den er overhovedet ikke hurtig. Og jo mere jeg betragter den, desto mere synes jeg egentlig den er ... sød.

Arme

Dantomet

Det er okay, DF. I kan bare sætte pengene ind på min Liechtenstein-konto ...

Hvem har lagt mærke til, at ALT, lige meget hvad, bliver til crap, hvis man sætter DAN- foran? Danæg.
Dankort.
Danpo.
Danglæde.
Danny.

I dette tilfælde gik jeg og tænkte over, hvad der skulle hænge på væggen hos en familie af Dansk Folkeparti-medlemmer, som jeg pønsede på at tegne. Og denne tanke krydsede en anden - der handlede om den netop relancerede tegneseriefigur Hestomet. Find den på Facebook.

PS: Ved ikke om "Danglæde" eksisterer, men det lyder som en interesseorganisation for pædofile.

Anmeldelser

Anmelderi. Eller, anmeldervirksomhed. Jeg mener: kritik. Af ting.
Mens jeg holdt sommerferie og ingenting skrev, tænkte jeg, at jeg ville fylde mere af den slags på bloggen her. Og jeg er i gang. Foreløbig har jeg kontaktet to pastilfirmaer og høfligt rekvireret kollektionsprøver. Det gælder om at kende sine pastiller, før det kolde, fugtige vejr sætter ind. Det bliver en opfølger til den stort opsatte anmeldelse af Bo Elkjærs ubegribeligt oversete bog om hvordan Danmark havnede i krigen i Irak, foruden selvfølgelig anmeldelserne af spisesteder rundt om på Københavns Universitet. Jeg håber, de sender pastillerne – jeg har ikke læst fem-otte år på universitetet blot for at se mine meninger gå til spilde.

Anmeldelser altså! Her skal være flere. Og det er ikke fordi jeg har en ide om at min mening vel kan være lige så god som andres. Det er fordi jeg synes, den er bedre.

Fra tid til anden tænker jeg endda, at mine meninger i grunden er helt fantastiske. Det kan være svært for mig at begribe at andre kan have dannet meninger, der er anderledes end mine. ”Jeg lytter til dig, og jeg respekterer din mening,” tænker jeg. ”Men din mor må have drukket, mens hun var gravid, Mikael Jalving.”

Gaffa er blevet en yndlingsaversion. Anmeldelserne er så korte og overfladiske. Selv de gode anmeldelser virker onde i deres kortfattethed, omend de korte onde selvsagt er ondere endnu. Der er, synes jeg, noget særligt diabolsk over at fyre sine anmelderondskabsfuldheder i telegramstil og slagte et værk med 800 håndtegn. Anmelderen træder hurtigt hen til kunstneren, rækker en arm ud og drejer mavedellen hårdt rundt én gang. Giver slip, og er væk, før kunstneren har blinket tårene ud af øjnene. Det er ikke anmeldernes skyld, deres løbegård er bare for lille. En håndfuld ord til et helt album – tsk.

I øvrigt er der ikke nogen, der køber cd’er alligevel. Man burde anmelde sange, ikke abums. Bare et enkelt track, måske to. Jeg finder noget. Vender tilbage herom.