onsdag den 6. august 2008

Anmeldelser



Anmelderi. Eller, anmeldervirksomhed. Jeg mener: kritik. Af ting.
Mens jeg holdt sommerferie og ingenting skrev, tænkte jeg, at jeg ville fylde mere af den slags på bloggen her. Og jeg er i gang. Foreløbig har jeg kontaktet to pastilfirmaer og høfligt rekvireret kollektionsprøver. Det gælder om at kende sine pastiller, før det kolde, fugtige vejr sætter ind. Det bliver en opfølger til den stort opsatte anmeldelse af Bo Elkjærs ubegribeligt oversete bog om hvordan Danmark havnede i krigen i Irak, foruden selvfølgelig anmeldelserne af spisesteder rundt om på Københavns Universitet. Jeg håber, de sender pastillerne – jeg har ikke læst fem-otte år på universitetet blot for at se mine meninger gå til spilde.

Anmeldelser altså! Her skal være flere. Og det er ikke fordi jeg har en ide om at min mening vel kan være lige så god som andres. Det er fordi jeg synes, den er bedre.

Fra tid til anden tænker jeg endda, at mine meninger i grunden er helt fantastiske. Det kan være svært for mig at begribe at andre kan have dannet meninger, der er anderledes end mine. ”Jeg lytter til dig, og jeg respekterer din mening,” tænker jeg. ”Men din mor må have drukket, mens hun var gravid, Mikael Jalving.”

Gaffa er blevet en yndlingsaversion. Anmeldelserne er så korte og overfladiske. Selv de gode anmeldelser virker onde i deres kortfattethed, omend de korte onde selvsagt er ondere endnu. Der er, synes jeg, noget særligt diabolsk over at fyre sine anmelderondskabsfuldheder i telegramstil og slagte et værk med 800 håndtegn. Anmelderen træder hurtigt hen til kunstneren, rækker en arm ud og drejer mavedellen hårdt rundt én gang. Giver slip, og er væk, før kunstneren har blinket tårene ud af øjnene. Det er ikke anmeldernes skyld, deres løbegård er bare for lille. En håndfuld ord til et helt album – tsk.

I øvrigt er der ikke nogen, der køber cd’er alligevel. Man burde anmelde sange, ikke abums. Bare et enkelt track, måske to. Jeg finder noget. Vender tilbage herom.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hehe. Elsker håret på anmeldermanden. Og i øvrigt. Tak for tippet om Bo Elkjærs bog - den er fremragende.

Hvad angår Gaffas anmeldelser er jeg principielt enig med dig i, at anmeldelserne burde være længere. Men også kun principielt, for som anmelder for netop det magasin kender jeg til overvejelserne bag deres strategi. Der er ganske rigtigt kun enten 1.000 eller 1.500 tegn til rådighed til hver anmeldelse, men det er for at skabe plads til flere anmeldelser. Information kører eksempelvis med få, meget fyldige anmeldelser, hvor under en tiendedel af de danske udgivelser får spalteplads, mens Gaffa anmelder stort set alle danske udgivelser og en stor del af de udenlandske. Det giver plads til anmeldelser af kunstnere, som normalt ikke får opmærksomhed fra medierne. For eksempel anmeldte Gaffa SpejderRobots roste album, da det første gang blev udgivet, hvor POlitiken, Information, Soundvenue, DR og andre valgte at forbigå den, men hoppede med på vognen i anden omgang. Måske er det fint, at vi har kortfattede, fyndige anmeldelser, så vi kan dække bredt, i nogle medier, mens andre medier kan gå mere i dybden med udvalgte udgivelser.

Og held og lykke med pastillerne! :)

Chris sagde ...

Godt ord igen, jdreng. Gaffa er jo også kun en yndlingsaversion, fordi jeg faktisk LÆSER bladet og bliver glad, når jeg ser, der er kommet et nyt.

Og, som du påpeger, er det meget fortjenstfuldt at bladet gør opmærksom på en masse musik, der ellers ville forblive uomtalt - og uopdaget af i hvert fald mig.

Synes dog stadig ideen om at anmelde en enkelt sang giver mening, snarere end et helt album, når pladsen er begrænset. Fx skriver Gaffa stort set aldrig om de ord, der ledsager musikken, hvilket måske er medvirkende årsag til at danske bands ret ofte slipper af sted med en masse virkelig tynd poesi?

Vil straks høre noget SpejderRobot. Virkelig godt navn.

Anonym sagde ...

Du har ret. Der skrives faktisk for lidt om teksterne. Jeg er selv i den situation, at jeg anmelder elektronisk musik, så der er sjældent ord at forholde sig til. men inden for rock og hiphop og den slags med rigtige sange er det da essentielt. :)

Det kunne være interessant med anmeldelser af et enkelt nummer, og mens jeg skriver det her, slår det mig pludselig, at den feature faktisk findes på mymusic.dk, hvor brugerne af sitet kan anmelde musikken enten som albums eller enkelte numre.