Kristen sløjd

Var til barnedåb i dag. Det var en lang og grundig gudstjeneste. Koret skulle motioneres. Vi lod os alle bede ... mange gange. Jeg betragtede de andre kirkegæster ... En gammel mand med et ulykkeligt missionsk drag om munden sang med høj, smuk stemme ... En yndig pige. Jeg planlagde at tælle pærerne i det elektriske rosenvindue bag alteret. Men så fik jeg øje på Jesus - i en virkelig syret skildring. Jeg bilder mig ind at tegningen herover er en omtrentlig gengivelse, selv om den er kradset hastigt ned på bagsiden af en konvolut, da jeg så mit snit til det under altergangen.

Hanen på hovedet, fx. Det ser man ikke så ofte, men fuglen forklarer Jesus' let forurettede udtryk.

Kunstneren har også ladet Jesus skyde hagen frem på en mere engageret måde, end vi normalt er vidner til. Det er ikke en model af den lidende frelser, vi møder, men vi er på den anden side også et stykke vej fra den sejrende Himmelkonge, som vikingerne foretrak, og som kunstneren nok har skelet til. Ligner Jesus ikke mest af alt en voodoodukke i denne version? Det er måske fordi benene er forsvundet. Måske skal man tænke sig, at de er svøbt, som et barns ben? I gamle dage svøbte fattige mennesker deres børn i klæde og anbragte dem på væggen. Er det Jesus som træbarn og -voksen i ét?

.... Måske skulle man komme i tanke om det stakkels, ulykkelige væsen i Eraserhead? Eller er vi i virkeligheden mere ovre i en slags fetich-figur? Som i Tintin - Det knuste øre?

Jeg kan godt lide kirkekunst.