Palle Nielsen

Skitsen ovenfor "Malte sparker cykel" er direkte inspireret af grafikeren og tegneren Palle Nielsen (1920-2000). Det virker flovt at indrømme det. Men nogle gange bliver man inspireret af folk, som er dygtigere, end man har fortjent. Tegningen er nogle år gammel - jeg tror lige, jeg havde opdaget Nielsen. Han er en af mine favoritter nu. I går udkom en kæmpestor, tyk, beklageligt skovbærsmoothiefarvet bog om hans kunstneriske liv og værk. Jeg har besluttet at anmelde den, og ...

Anmeldelse

Palle Nielsen TIMEBOG / HOUR BOOK af Jytte Rex
Gyldendal - udkom 21. august 2008

... Og okay, det her er en bog, som jeg ville blive virkelig glad for, uanset om der stod noget i den eller ej. Billederne er nok. Så man kunne godt slutte anmeldelsen på den måde. Bare sige: 475 kroner er en fair pris, selv hvis planen er at klippe bogen i stykker og sætte stykkerne op på væggen. Men jeg har fået mit eksemplar af forlaget, så jeg tænkte, jeg ville gøre mig lidt mere umage.

Gyldendal erklærer, at bogen er ”det første samlede værk om personen og kunstneren Palle Nielsen”. Det er ikke et helt fair erklæret. I 2006 udkom i hvert fald Jørgen Gammelgaards ”Palle Nielsen – Temaer i hans værk” (Rhodos). Det var også en ordentlig klods af en kaffebordsbog, og den handler så vidt jeg kan se om præcis det samme. Gammelgaard skriver desuden en hel del mere detaljeret biografisk om Palle Nielsen end Jytte Rex, men – hey – få fat på begge bøger. Illustrationerne er for en stor dels vedkommende forskellige, Palle Nielsens produktion var enorm. Gyldendals bog prioriterer desuden billeder over tekst, så den indeholder virkelig, virkelig mange smukke eksempler på Palle Nielsens kunst.

Orfeus
Palle Nielsen var suveræn både inden for tegning og grafik. Han spændte vidt, men hans ting er let genkendelige. Rå mængder af rå sorte streger. Mest berømt blev han for sine serier med linoleumssnit (de første fra 1950'erne, de sidste fra 1980'erne) med afsæt i den græske myte om Orfeus og Eurydike. Især de tidlige snit er ubegribeligt gode. Palle Nielsen skildrer Orfeus' rejse ned i underverdenen efter sin døde elskede i en serie mareridtsagtige bylandskaber. Det er en 20- århundredes-gendigtning, hvor underverdenens politi trækker af sted med de afdøde, helikoptere snurrer ondt over futuristisk viktorianske strandhoteller og krigsskibe besejler floden Styx.

Billederne fra "Orfeus og Eurydike" er så rugende uhyggelige og pakket med latent eller eksplosiv vold at man virkelig ikke kunne ønske sig bedre, hvis man er i et postapokalyptisk humør.

Det må Palle Nielsen have været ofte. I 1970’erne skaber han endnu en undergangsfantasi i en serie tegninger med titlen ”Katalog”, som jeg slet ikke kan blive træt af at kigge i. De mest storslåede sider fra ”Katalog” har desværre ikke fået ret meget plads i Jytte Rex' bog, men her kan man ty til forfatterens beslægtede film ”Palle Nielsen – Mig skal intet fattes” fra 2002 i stedet. Her er det især billederne fra "Katalog", der gør et stort indtryk. Både filmen og tegningerne i ”Katalog” kan man for resten låne på biblioteket. De virker på ingen måde forældede eller irrelevante.

Det er slående, så stor sammenhæng og kontinuitet, der er i Palle Nielsens kunst hen over et langt arbejdsliv. Især fordi han tydeligt – og grumt begejstret, vil jeg tro – forholder sig til sin egen samtid undervejs. Alle krigene, katastroferne og de teknologiske landvindinger, som det 20. århundrede ruller frem, får lov at farve hans billeder, men fokus og grundtone forbliver de samme. Det er forfatterens hensigt, at læseren skal opfatte forløbet i Nielsens værk, og hendes store fortjeneste at det lykkes.

Et interessant indblik i kunstnerens egen psykologi får man i hans egen artikel "Begyndelse og efterskrift", der er gengivet i bogen. Det er et barns gru over for sin egen fantasis skabninger, Palle Nielsen er i stand til at tage med sig i sit liv og siden fæstne i papiret. Lejligheden i København rummer i virkeligheden hele grundstemningen, som jo er hans egen. "Særlig om vinteren, i skumringen, kunne det tomme rum antage karakter af eksistens. Noget truende var ved at slutte sig som en støbeform om stuens faste ting. Gadelygtens genskin i stuerne gjorde det muligt at se i mørket, der var på vej; det var til at registrere som noget, der var ved at blive til."

Fokus
Jytte Rex vægter at vise Palle Nielsens skildringer af mennesker frem for hans billeder af bylandskaber og maskiner. Det er lidt en skam – jeg synes, Palle Nielsen svinger allerbedst, når han skildrer døde ting. Det er jo her, han har sin særlige niche. Husene virker efter min mening endnu mere knugende og tilstedeværende – levende i virkeligheden – end de ulykkelige stakler, der vakler, flygter, falder fra i og omkring dem. Men når det er sagt, så dokumenterer bogen også, at Palle Nielsen også var en meget stærk og observant mennesketegner.

Palle Nielsen fik anerkendelse og parnas-cred og arbejdede i en årrække som professor ved Kunstakademiet, og på en måde er det overraskende med al den respekt fra det højpandede kunstmiljø. Faktisk tegnede han jo i grunden tegneserier.

Både "Orfeus og Eurydike" og "Katalog" er det rimeligt at læse som sådan. Jytte Rex fremhæver selv slægtskabet med tunge drenge som Goya og Mondrian, men det ville have været lige så rimeligt, som Matthias Wivel også gør det andetsteds, at nævne Hergé*. På samme måde som en dygtig serieskaber kunne Palle Nielsen skildre action. Ikke blot i form af en vital streg, men som en hel sekvens af begivenheder destilleret ned i én enkelt tegning.

Design
Et par ord om bogens design: Her burde nemlig to ting have været grebet anderledes an.
Omslaget er for det første lidt af en katastrofe. Farven er ikke bare grim (1990’er-bordeaux), den er også en dum idé. Palle Nielsens billedunivers er med få undtagelser en s/h-oplevelse, så kuløren på omslaget virker malplaceret og uvedkommende. Og så skulle man have fyldt formatet bedre ud – udnyttet arealet frem for at indramme illustrationen med en bred, asymmetrisk (bordeaux) kant. Det andet, der er galt, er valget af papir – en glittet og slatten type. Her skulle man have revet sig og valgt den matte type (også hvis det havde kostet på sideantallet). Dertil kommer det lidt sære valg at gengive hele teksten både på dansk og engelsk. Det ekstra sprog - ingen har vel brug for begge - kommer jo trods alt med på bekostning af noget andet.

Men det er overfladekritik - bogens udvalg af tegninger og grafik er bevidsthedsudvidende. Anbefalet musik til bogen kunne være David Bowie, Low.

*) Se Matthias Wivels essay ”Helheden i fragmentet – Palle Nielsen som cartoonist” i bogen ”Palle Nielsen – In memoriam”, katalog fra en retrospektiv udstilling på Sophienholm.