tirsdag den 19. august 2008

Tragisk kylling Jaruzelski



Her kommer snigpremieren på anmeldelsen af Nye KUA's cafeteria. Universitetsavisens version er noget forkortet. Desværre, synes jeg. Jeg kunne bedst lide den del, jeg var nødt til at droppe. Men den er med her.

Ejler Nyhavn var en yderst hyggelig gæst (og tillige elskværdig, han brokkede sig ikke over den ret triste mad).


Tragisk kylling Jaruzelski
Madanmeldelse

Af Christoffer Zieler

Nye KUA er opført i det, arkitekterne kalder neokedsommelig firmaopbevaringsstil. I den nederste del færdes de studerende, og i luftlagene over dem er forskerne isoleret i ophøjet kontemplativ ro. Vi går lidt rundt og kigger. »Det er et drivhus uden krysantemummer,« siger Ejler Nyhavn. Han spiser med i dag.

Ja. Ingen blomster, men man kan købe mad. Og hvis det er tomheden humanister frygter, så bør de ikke spise frokost i kantinen på Nye KUA. Her er mange, mange kubikmeter intethed. Det giver selvfølgelig plads til tanker, og luften føles asbestfri og god i modsætning til den på gamle KUA, der altid skulle tygges først. Men alligevel: hvorfor al denne uudnyttede plads? Hvem er den til?

Vi leder efter svar i den kunstneriske udsmykning. Store disede hvide glaspaneler med indlagte blåtonede og violette farveklatter. Et kunstnerisk udsagn svarende til den sagte udånding efter indtagelsen af en halspastil.

Det er eksamenstid, så der er øl på en del af bordene. Vi har forberedt os. Der er vin i tasken. Vi trækker den op. Nugan Estate, australsk cabernet sauvignon. 14%. »Lidt vel vinøs, ikke sandt?« siger Ejler. »Det er de 14%, der giver problemet i toppen. Alkoholen, der jo i sig selv er sympatisk, er svær at tæmme.« Vi bliver sultne.

Kantinens prispolitik repræsenterer en udfordring. Man vejer maden ved kassen og betaler per gram, men ikke al maden skal vejes, og noget af det, der skal vejes, ser ud til at stå i fade sammen med det, der ikke skal. Vi fylder alt det på bakkerne, der ser appetitligt ud. De store kridhvide humpler af tragisk kylling får lov at blive liggende, mens den sammenkogte vegetarret virker indbydende. Ved siden af en smule pasta penne og på en sidetallerken lidt salat fra buffeten. Dertil en flaske saftevand og en mineralvand henholdsvis. Og medspiseren finder sig yderligere en fiskefrikadelle og en håndværker. Vi deler også en varm sandwich. Det lyder af mere, end det fylder. Vi plukker.

Kasseassistenten gennemskuer uden tøven, hvad de forskellige madvarer skal koste, vejer noget, slår en pris ind på noget andet, og hurtigt er den samlede udgift beregnet – 156 kroner. For de penge kan man på arabisk restaurant med dug på bordet på Nørrebrogade få serveret to lækre, varme hovedretter. Vi befinder os med andre ord i de øverste kantineprislag på Amager.

God peber, retrobaslilikum
Ejler drejer prøvende sin fiskefrikadelle. Hvid fisk og noget andet, måske mørksej eller laks? Et godt udgangspunkt, men den er tør.

Håndværkeren er drysset med sesam. Nej, det er forkert – det ser ud som om frøene er lagt på af en professionel brolægger. Der er så meget sesam på bollen, at det danner et veritabelt panser. »Det ligner en fakultetsbeslutning,« mener Ejler.

Vegetarretten er fin. Modigt har man krydret med chili, så der er grundvarme. Der er også brugt rigeligt med tørret basilikum. Det støder man ikke længere på så ofte. Peberfrugten er bedst, den har tydeligvis defineret tilberedningstiden. Aspargesstykkerne lader sig derimod kun identificere på grund af udseendet. Kan det virkelig passe, at man kan få en asparges til ikke at smage dejligt lige midt i højsæsonen? Derudover er der forskelligt andet grønt i mikset, først og fremmest hakket tomat, gulerod og squash. Det er en OK kollegiumsret (til restaurationspris).

Den varme sandwich, der dog ikke er mere end et par grader over stuetemperatur, består af et flækket stykke bradepandebrød. Det er hjemmebagt, og smager som om det er sundt. Måske er der lidt gulerod i dejen? Bunden er branket let i olivenolie. Fint. Indholdet viser sig også at være vegetarisk med fokus på smeltet gummiost, aubergine og rucolablade, der bærer præg af at have været varmet op med det øvrige fyld. »Det her er rucola,« bemærker Ejler Nyhavn om en sortsveden bladstump. »Men det ligner noget, en middelalderarkæolog har fundet i et stolpehul.«

Salaten fra buffeten burde være blevet i beholderne. Agurkestykkerne fremstår tørre, ufriske, fibrøse. De blancherede champignoner er slatne, kolde og våde, selv om de dog har bevaret deres smag. Til gengæld er det underligt, at de kan være syltet ind i persille, uden at det kan smages overhovedet. Bønnerne er hvinende salte, men i selskab med resten er det OK. Og majsen er tippet direkte ud af dåsen – vel at mærke på en årstid, hvor man kan købe en hel kolbe for en femmer i supermarkedet.

»Det her er salat, som man mestendels forestiller sig den,« mener Ejler. »Uspecificeret. Der er ikke truffet nogen valg, ikke en salat gjort til nogen bestemt ret, mere ideen om salat.« Ejler skærer en grimasse, da en and flyver ind i bygningen på den anden side af kanalen.

Pastaretten er Den Egentlige Skuffelse. Klistret, udkogt og smagløs. Igen er det forbløffende, at det kan lade sig gøre, for pastapennene er blevet rørt med store mængder rød pesto. Vi spiser kun det minimale antal rør, som testen kræver.

Kaffemaskinpark og Jaruzelski
Nu ville en kop kaffe være god. »Kantinen er lukket,« meddeler den unge mand, ikke uden en vis triumferen. Jeg skotter i retning af kaffemaskinerne. »Det hele er lukket.« Tilføjer han.

Som hævn efterlader vi vores bakker på bordet uden at rydde op. Det er småligt. Vi er i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at gøre. Men til sidst gør vi det alligevel.

Her kommer søde Anna Schulin-Zeuthen. Hun har bestået sin eksamen i retorik. Ejler Nyhavn er begejstret. Men Anna skyder brutalt hans bemærkninger om Cicero ned uden at lade sig skræmme af de sorte brilleglas, skaldepanden og islamistskægget. Hun er ikke til antik argumentationskunst. Til gengæld guider hun os i retning af Selecta-kaffemaskinparken i gamle KUA.

Gamle, grimme KUA er hyggeligere end nye KUA. Flere spøgelser. Og lavere til loftet. Eller også er det, fordi vi drikker cognac nu. Fra tasken. Vi lader den rotere i store suppekopper af skumplastik, som vi har fundet i den tomme kantine. Ejler drikker kaffen sort, vælter et enkelt lille krus ud over anmelderblokken. Kaffemaskinen serverer også en wienermelange, der viser sig at være helt ekstraordinært god. Og apropos Wien! på en eller anden måde leder det til en samtale om Polen.

Ejler Nyhavn finder det fascinerende at eksdiktator General Jaruzelski undskyldte og beklagede sine politiske og moralske fejltagelser. »Dét ville aldrig finde sted i Danmark; se bare Irak-krigen. Der var også noget ved general Jaruzelskis hår,« fortsætter Ejler, »noget ...« han tegner en blød bue i luften »... debonair!«

Den polske eksdiktator gjorde sig ellers ikke godt på billeder. Han bar tykke briller med ravfarvet glas, og frisuren lignede to sorte snegle, en over hvert øre, som var standset op før de kunne mødes på toppen af hans skaldepande. Men håret var pænt redt. Skal vi samle op?

Maden på KUA er forbløffende dyr, i betragtning af at humanistiske studerende sjældent har ret mange penge endsige udsigt til nogensinde at få nogen. Den drives af firmaet Eurest, der på sin hjemmeside viser en billedmontage af en leende kok, som gøgler med grønsager. »Vi følger råvarerne fra jord til bord,« lover frokostmastodonten, der dagligt bespiser over 70.000 mennesker. Det er sikkert sandt. Fra jord, til nedfrysning, til fabrik, til nedfrysning, til lager, til optøning, til buffet, til bord, til jord skal du blive.

Og hvad får man så for sine penge? Det er svært at sige. Det her var ikke entydigt godt, men det var heller ikke decideret elendigt. Det var bare ... uvedkommende. Mad, man spiser langsomt, fordi man taber interessen. Det virker spændende, men det viser sig at være kedsommeligt.


PS: Lidt ligesom porno.

PPS: Hvorfor grævlingen øverst? Jeg har allerede brugt billedet af Ejler Nyhavn i en tidligere blog, og Stejl Fart tillader ikke genbrug (ofte).

PPPS: Firmaet Eurest, hvor har jeg hørt det før? Tænker du. Måske. Det viser sig, at Eurest også driver den virkelig, virkelig gode kantine, Le Cannibale, for Københavns Universitets ledelse og administration i Nørregade. Det er et sammensat foretagende. Eller også får man bare, hvad man subsidierer. Læs anmeldelsen af Eurests GODE kantine her.

1 kommentar:

annmarie fallenius-braun sagde ...

excellent....noch einmal