onsdag den 10. september 2008

Brian Mikkelsen og verdens ende



I dag klokken 11 er det meningen at afgående kulturminister Brian Mikkelsen skal holde tale på Amager.

Nogenlunde samtidig lidt uden for Genève - om tre minutter imens jeg skriver dette - tænder 8.000 fysikere ved CERN for verdens største hadron-kollideringsmaskine og skaber dermed et sort hul, som opsluger vores solsystem.

Sammenfaldet af disse begivenheder er interessant i sig selv - men for lige at vende tilbage til det med verdens undergang:

Fordi det er en mærkedag, mødes forskerne til morgenmad. Prof. Dr. Dr. Rino Klöpper har været forbi Emmery's på cykel, og instituttets praktiske gris, forskningsassistent og ph.d.-studerende Silke Egelund har medbragt skiveost, smør og marmelade. Imidlertid trækker morgenmaden ikke ud, for de fleste af forskerne har ikke kunnet sove i nat af ren spændthed. Man børster hastigt krummerne fra skægget ned på skjorten, sætter fødderne i indendørsskoene og begiver sig med elevator de 73 etager ned til Hovedkontrolrummet.

Institutleder Klöpper udbringer en skål i hjemmefremstillet schweizisk pæresnaps og knuser dernæst, ikke uden dramatik, glasset under sin sandal. De venter et øjeblik på at Windows er klar, og sætter så generatoren i gang med et museklik.

Og så går verden under.

- - -

... Eller også sker det langsommere. Maskinen varmer op, rotationerne bliver voldsommere. Kraften fra magnetfelterne i den 27 kilometer lange acceleratortunnel føles som et let kvalmende sug i underkroppen. Wirrr! Wirrrrrrr! WIRRRRRR!

Lyden er på en måde altomfattende, og forskerne holder intenst øje med den grafiske fremstilling af partikelstrålernes rundfærd. Derfor lægger ingen i første omgang mærke til den voldsomme, hæse sirenelyd over indgangdøren og den roterende grønne lampe, som ledsager den.

"Iz it supposed to say diz?" Spørger lange tynde Dr. Phitz, mens han retter sig op.
De andre vender sig en ad gangen.

"HNØØK! HNØØØØK! HNØØØØØK!" Lyder det fra relæet. Det grønne blink roterer fortsat, i sarkastisk tandem med eksperimentet inde i tunnelen. "HNØØØØNK!"

"You know - I really don't zink so." Siger en anden. (Det virker uretfærdigt at de skal tale dårligt engelsk med nazistaccent, men sådan må det jo være. Det ER det internationale forskersprog).

"Vell! What do you KNOW! Zere iz a black hole! A little black hole!"

JEG ved ikke hvor lang tid det tager for et sort hul at opsluge verden. Måske er det en langstrakt proces? Man forestiller sig, at det mikroskopiske sorte hul måske udvider sig langsomt - men ikke desto mindre ustoppeligt - i takt med at det bliver fyldt med stof. En sort snebold ...

Man fejer det sorte hul op. Kost og fejeblad forsvinder. Man sætter et glas over og tipper det forsigtigt rundt ved hjælp af et spillekort under glaskanten. Efter et par timer er glas og spillekort opsuget. Katten snuser til det sorte hul. Katten opsuges ...

Osv.

Dette ville være den mest syrede udgang på historien. Men også den, der har den største appel, synes jeg. En gradvis udvidelse af intetheden. Ren Michael Ende. Og dertil en afmålt undergang for alle. 3 år og 36 dage, 7 timer og 9 minutter. Hvad skal menneskeheden gøre i den tid?

Er der nogen, der kan lide at spille Settlers?

2 kommentarer:

Jacob Rask Nielsen sagde ...

Jeg tror, du kan bruge nogenlunde samme beskrivelse om Brian Mikkelsen som justitsminister...

cld sagde ...

Av, hvor var det skideskægt at læse om den europæiske udgave af jordens undergang (selvom det uheldigvis ikke 100 % sikkert er fiktion). Vil bruge tiden inden min sorte opslugelse på at læse mere hér.