Mursten

Murstensturisme

Af Christoffer Zieler

EU’s tre søjler er kedelige, og gardinringe er kedelige Men det kedeligste, der findes i verden er mursten. Heraf følger, at det vanskeligste stof at skrive engagerende om må være det arbejde, der foregår på en fabrik, som fremstiller mursten.

I det følgende skal vi høre om en rejse til en murstensfabrik og se, hvorfor oplevelsen ikke resulterede i en god historie.

Lufthavnen klokken lidt over syv. I en time sker der ikke noget videre. Så får jeg lyst til at købe en is, men nu er det for sent, og jeg bliver gennet ud i kabinen. Jeg spænder bæltet og kigger rundt. Flere af passagerne ser ud som om, de er vant til at flyve til Sønderborg. De er rolige og afventende og Sønderborg sidder allerede i deres tøj. Manden ved siden af mig siger: ”Du må ikke lægge din taske der.” Han peger på sædet foran, som jeg forsøger at skubbe min taske ind under. ”Hvorfor ikke?” spørger jeg manden. Han svarer: ”Fordi vi sidder ved en nødudgang.” Yderligere har vi ikke at sige til hinanden på rejsen, og dermed har dagens ventede kedsommelighed sat i gang med en tung joggen.

Jeg betragter himmelrummet udenfor. Morgensolen sprøjter flydende titanium skråt hen over skydækket. Pænt. Jeg funderer over livet som bombepilot. Friheden i højderne. Høj musik, skulle man have, i sine velisolerede høretelefoner. Jeg ville lave en playliste til hvert af mine bombetogter. M.I.A. skulle på: ”... All I wanna do ... BLAM BLAM BLAM BLAM.” En næselyd fra medpassageren minder mig om, hvor lidt disse tanker har at gøre med mursten. Vi lander.

”Mursten.” Forsøger jeg. Jeg skubber billedet af en sten ind i min hjerne med en raspende lyd. Intet resultat. Sørgmodigt stirrer jeg ud af vinduet i den rødbede- og sennepsfarvede turistbus. Øjnene blinker sløvt ved synet af en mindre skov af skorstene. Ja, her står de, artefakterne. Murede symboler på den teglindustri, som i så mange år forvandlede fed sønderjysk undergrund til fede sønderjyske tegnebøger og formulerede vort lands rødspættede udseende. Tidligere husede området et halvt hundrede teglværker, i vore dage eksisterer blot seks-syv stykker.

Byskilte som bussen kører forbi: Bøffelkobbel, Nybøl, Smølvold. Navne fra et rollespil for de 8-11-årige. Og så, for enden, Nybøl Nor og Petersen Tegl. En knasende parkering ved en mægtig bygning uden vægge – og hvad er den pakket med, fra gulv til loft, denne carport til en kæmpe? Med mursten. De er overalt. Og i græsset har man anlagt en bizar have af dem. Japanerne anlægger haver med klippestykker, danskere bruger minsandten mursten. Her er en hel parade af sirlige belægninger og bagest troner en miniversion af La Sagrada Familia fra Barcelona.

Der er to måder at lave mursten på. Enten ruller man sit ler i sand, på samme måde som en brøddej drysses med mel, og bager den ved 1.050 grader Eller også bruger man vand som slipmiddel. Vandversionen er den danske model. Den er mere snasket, men præcis lige så god som versionen med sand. Rødbrændte mursten indeholder i øvrigt jernoxid og stammer fra lerforekomster, der ligger i et relativt tyndt lag tæt på jordoverfladen. Her i området er det brugt op. Kvalte du en gaben? Længere nede findes det kalkholdige ler, der bliver til gule sten. Dette lag er tykkere. Det er derfor landets mange grimme indkøbscentre er gule.

Mursten er ikke vidensintensive. De er lette at lave, mener jeg. Enhver tosse kan bage en klump ler. Skal danskere bruge deres kostbare hjernetid på dette arbejde? Nej, siger økonomien, mens den ser på dig med et fast blik gennem den firkantede brille. Mursten skal fremstilles i den tredje verden, hvor folk ikke er bedre vant. Dér, i Afrika eller Kina eller på andre gudsforladte steder, kan man måske endda oven i købet finde en form for pervers underholdning i en artikel om mursten. Men ikke her. Og det er derfor, der kun er en håndfuld teglværker tilbage ved Egernsund.

Christian Petersen, hvad siger han? Det her er hans fabrik – hvorfor eksisterer den så stadig? Nu står han og taler, i sin proprietærjakke med bløde skuldre. Christian Petersen har gjort det, alle de andre mustensfabrikanter forsømte: han føjede individualiseringen til sin formel og bagte et brand. Han var den lille gris, som gik i batik og byggede sig en sauna.

Her følger, i egnens Sepp Piontek-dialekt, beretningen om et liv i lerbranchen. Du kan springe det over og læse videre, der hvor jeg beskriver, hvordan vi drak citronvand og kiggede på bonsaitræer:

1791 Christian Petersens forfader, en fri bonde med 30 ha jord, får kongelig tilladelse til at bygge teglværk og udvinde ler dertil.
1962, Christian påbegynder en grovkeramikuddannelse i Bayern, Tyskland.
1965-69 Christian tager en multinational keramikvirksomheds-
uddannelse i Schwarzwald.
1969 Christian arver murstensfabrikken ved Nybøl Nor. Han væmmes ved 1970’ernes sociale konformitet og kasserer, i en symbolsk modstandshandling, sine cowboybukser. Begynder at producere individualistiske sten. Nogle år går.
I bogreolen er der for resten digre værker: ”Brick”, ”Gotik”, ”Brick ’08” ...
1993 Christian bryder med det lokale murstenssalgssamarbejde. En smertefuld proces. Man vædder om, hvor længe virksomheden vil overleve.
Men tidsånden er med de individualistiske sten. 20 millioner laver man nu. Om året. Det er stadig feinschmeckerniveau – markedets store operatører kunne bygge Paris med deres output, hvert år.

Vi er et helt selskab. Det har jeg slet ikke sagt. Nå, men det er vi. De andre elsker mursten. Velkommen til de andre mennesker på scenen.

De går foran. Op ad stiger. Under gangbroer. Det bobler i kar med ... øjeblik ... ler. Produktet er brunt, varmt, boblende. At maskinerne har farver som et pigeværelse fra 1990’erne ændrer ikke ved, at stedet ligner den afdeling af Helvede, hvor synderne bliver kogt, indbagt og nedsænket i dampende afføring.

En fugtig hede slår ud fra den 80 meter lange kulfyrede ovn. Et frisk parti lune, våde sten skrumler forbi på et rullebånd. Blikket følger deres færd. Maskinen tilsætter vand, og fra en serie åbninger afleveres nydelige stykker gråbrunt ler med den rolige effektivitet, der kendetegner savannedyr på toilettet. Splap. Endnu en stribe sten. Splap igen. En mægtig høvlstreng snitter oversiden flad, så lerklumperne passer i formene. Et storcenter eller en carport har taget sine første spæde skridt.

”At give er bedre end at tage,” forklarer Christian Petersen. ”Derfor er jeg arbejdsgiver. Og jeg tager ikke arbejde fra mine ansatte.” Han kan til gengæld lide at vise rundt. Han har betalt alle flybilletterne, og hver især har vi modtaget en tung goodie bag, der rasler mistænkeligt af sten. Man kigger i den.
Ja, det er sørme mursten. Der er også en krammebil af skum.

Ét er sten, noget helt andet er mørtel. Mørtel er det, der binder værket sammen. Det, der får monumentet til at knejse. På samme tid hovedperson og grå eminence. Mørtlen er nemlig også det lumske mellemrum i arkitektens vision, det er her, man kan lade tanken trænge ind og danne sine egne billeder. ”Der er noget elementært labyrintinsk over murværk,” siger Kasper, og lader fingrene følge mørtlens veje. Mørtlen er temperamentsfuld! Den er vanskelig at håndtere, man må være hurtig. Eller også nægter mørtlen at binde, og må lokkes, overtales til at afgive sine hemmeligheder. Udviklingen af mørtel til Det Kongelige Teaters Skuespilhus tog år. Mørtel er bedst i sin sobre, på overfladen tilknappede grålighed, men den eksisterer også i andre farver. Christian Petersen har ladet bygge en mur med lyserød mørtel, der ligner hindbærguf. Fantastisk. Åh, mørtel, du for evigt mystiske fure. Hvor fører du os hen?

Men hvis man rejser spørgsmålet om den fascinerende mørtel og fx siger: ”Hvordan er det med ... mørtlen?” – så svarer vores vært henholdende, og straks drejer han samtalen tilbage på mursten.

Endnu et anlæg. Vi sjosker forbi de professionelle stenmagere. Slagger, stumper, skærver og bidder. To mænd stryger såkaldte Kolumba-sten. Den ene ælter, den anden snitter til. Firmaets håndlavede flagskib. Om end den ville synke, hvis man prøvede. Denne mursten er lang i romersk snit, og flad. Farven varierer fra metro-grå til brun med nuancer af grøn og violet. Det er en smuk sten, det må vi med det samme erkende, på lidt over en halv meters længde. Én enkelt koster 33 kroner, og sådan forvandles ler til guld. Kolumba-stenen er den bogstavelige golden brick. Men er den spændende? Man slår neglene imod overfladen ... nej, der sker ikke noget.

De kvindelige deltagere får lov at vælge hver en sten og tage den med. Det gør de. Deres arme ryster af anstrengelse og fingrene bløder når de skraber mod den ru klinke, men de holder fast. Lysestager planlægges ... bordskånere, julegaver.

Selskabet går ombord på et træskib og sejler mod Flensborg et stykke. Her er der nænsomt udskårne sandwicher med delikat fyld, flasker med årgangsrom og rødvin. Man kan sidde i agterstavnen og lægge nakken tilbage.

I flyet sover vi som sten.