Trådhegn

I morges skrev jeg en novelle.

Trådhegn
en novelle

Da jeg var nitten år gammel var jeg soldat i lidt mindre end et år. En af mine opgaver i den tid var at skyde rockere. Eller, jeg skulle ikke nødvendigvis skyde rockerne, men fordi der på det tidspunkt var konflikt mellem de to af landets rockergrupper der kontrollerede markedet for narkotika, var en del rockere blevet drevet til at stjæle våben fra dårligt bevogtede lagre rundt omkring.

I Sverige havde rockere fra den ene gruppe stjålet et par panserværnsraketter og siden anvendt mindst en i et mislykket attentat (panserværnsraketter – for så vidt frygtindgydende nok – er komplet uegnede til at skyde bygninger med, og som soldater lo vi meget af rockernes amatøragtige rakethåndtering). Der var imidlertid en forventning om, at rockerne måske ville forsøge at stjæle våben fra vores kaserne, så når vi gik vores vagtrunder, var vi indstillede på måske at skulle skyde en eller flere rockere.

Vi skulle ikke bare skyde rockerne. Der var en proces. Jeg har glemt den nu. Men den svarede til den remse (som jeg også har glemt), man skal gennemløbe, når man yder førstehjælp. Tjekke vejrtrækning, sikre frie luftveje osv. Den slags, blot omvendt. En slags førstedrab, om man vil. Man skulle råbe af rockerne først. Og hvis det ikke virkede, skulle man tage ladegreb på sin automatriffel (Heckler & Koch, 7,62 mm). Måske skulle man råbe en eller to gange til, jeg husker det ikke. Men når det var gjort, og rockerne stadig ikke var holdt op med for eksempel at klippe i hegnet eller luske omkring forlægningerne – så måtte man skyde dem. Så skulle man skyde dem.

Vi frygtede ikke rockerne det mindste. Det her var ikke deres element. En 110 kilo tung voldsforbryder er skræmmende på et værtshus, med sine blodsprængte øjne og en cykelkæde viklet om knytnæven, men vi var jo soldater. Vi var selv en slags rockere. Vi færdedes i flok og lod tankerne kredse frit om vold og ødelæggelse. Desuden var vi nitten år gamle og havde alle sammen taget ti kilo på i muskler siden 3.g, mens vi samtidig i kraft af vores militære uddannelse var nedsunket hastigt til et fælles primalstadie mange åndelige kilometer under landsgennemsnittet. Vi havde også øvet os i at skyde og vidste at vi faktisk kunne ramme. Vi ville i hvert fald kunne ramme en kraftig mand, mens han ugraciøst og spritstønnende forsøgte at klatre over et meterhøjt trådhegn. Endelig er en militær automatriffel et probat våben, man behøver ikke at skyde et menneske noget specifikt sted i kroppen for at gøre ubodelig skade. Så vi tænkte: Lad dem komme. Det ville være sjovere, hvis de gjorde, end hvis de ikke gjorde. Men rockerne kom ikke.

Så til den dag i dag har jeg aldrig taget et andet menneskes liv. Jeg har ikke længere nogen riffel. Men jeg kompenserer. For nylig meldte jeg mig ind i et af regeringspartierne. Det er lige meget hvilket. Nogle af de ting, vi gør ... det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. På den gode måde.