Jesca Hoop

Jeg har drillet Gaffa. Jeg har hængt en af deres koncertanmeldere ud her på bloggen. (Anmeldelsen var udsøgt formuleret, men ham der skrev den snakkede virkelig højt mens musikken spillede). Jeg har også skumlet og mulet over Gaffas kortfattede albumanmeldelser. Nu har jeg selv skrevet noget for Gaffa(s hjemmeside). Det handler om Jesca Hoop. Musikjournalistik. Det var sjovt at lave. Vi kørte til Berlin og hjem igen inden for 24 timer. På vej ned sloges vi om at vælge musik. Vi spiste currywurst. Vi hujede i bilen. På hjemturen følte vi os gamle, da var det blevet tåget.

Jesca Hoop er virkelig god. Hun bliver vigtig, tror jeg. Musikken alene får hende ikke til at fremstå særligt kunstnerisk bevidst ... eller måske er det rigtige ord fokuseret. Men det var hun - skarp som en kniv, men på en kookie måde. Her er teksten:

En flok af sange: Jesca Hoop

Hvis Jesca Hoop kan holde sig fra pot og gokarts er der en ret stor chance for at hun kommer til at betyde noget vigtigt for ideen om den gode sang. Gaffa mødte Tom Waits’ protegé i Berlin.

INTERVIEW
Af Christoffer Zieler

Jesca Hoop har lavet te i backstagerummet. Vi har tagpap under fødderne på Columbia Clubs halvtag, og novemberluften er kold. Koncertstedet er Berlins version af Lille Vega, et håndgranatkast fra Albert Speers dejlige, netop lukkede, Tempelhof Lufthavn.

»Min stemme er rusten,« siger Jesca rustent. »Vi kørte i gokart i går, og jeg indåndede virkelig meget benzinos.«

’Vi’ betyder Jesca og det engelske Mercury Prize-vindende band Elbow, som senere i aften skal spille udsolgt koncert for berlinerne. Jesca er opvarmning. Hun rejser sammen med Elbow i tourbussen, og de har taget hende til sig, lidt som en maskot. Deres forsanger Guy Garvey – han sidder på en kasse et lille stykke væk – truer galant med at komme og smadre Gaffas udsendte, hvis han ikke er sød. Han fægter med armene i rød dynejakke og ser søpølseagtig og godmodig ud. Jesca Hoop selv ser, for nu at være helt ærlig, ud til at være ret fladmast. Det er også fair. Hun har spillet omkring 50 koncerter i de sidste par måneder. Først med Mark Knopfler i USA og Storbritannien og nu altså med Elbow i kolde, klamme Nordeuropa. Om nogle dage er det forbi og Jesca kan flyve hjem til Californien.

På engelsk findes der, af en eller anden grund, et hav af ord, der alle sammen betyder gruppe – hvilket ord, der er det rigtige, afhænger af hvem eller hvad gruppen består af. En flok bavianer hedder for eksempel ’a troop of babboons’, en gruppe hekse er ’a cove of witches’ og en flok krager (det er det sejeste) er ’a murder of crows’. Jesca synger:

I’m not a bird/
I’m a murder of birds/
Shifting my shape/
When your tongue forms the words

Jesca Hoop skifter altså selv skikkelse fra sang til sang. Det er en bevidst metode. Den forklarer hvordan hun i én sang lyder en lille smule tysk og natklubsramt, mens hun i en anden kan lyde lige så britisk og nystrøget som en sygeplejerske i en s/h krigsfilm.

»Stemmen har et mægtigt potentiale for at ændre sin egen form. Man bliver givet en stemme, men stemmen har evnen til at bevæge sig ind og ud af forskellige roller, som ens vilje dikterer det. Det kræver at man kender dit instrument for at gøre det i forening med sin følelsesmæssige krop. Forstår du, hvad jeg mener?«

Jeg aner ikke, hvad hun mener med følelsesmæssig krop. »Muligvis,« siger jeg.

»I sangen Silverscreen sniger der sig noget Marlene Dietrich ind i din sang.«

»Det er sandt. Jeg ved ikke hvordan det bliver på den måde. Jeg kan lide at dykke ned i en karakter til en given sang. Og hvis ordene former sig anderledes end jeg taler, så er det okay.«

»Hvor kommer det her med at træde ind i karakterer fra?«

»Det begynder forskelligt. En guitarmelodi, som jeg kan lægge stemme på, eller den anden vej rundt. Måske er det ord, jeg kan bygge ud fra – det afhænger kun af, hvilket element, der kommer først. Det er æterisk, esoterisk, uhåndgribeligt i et stykke tid. Og når jeg får fat på, hvad sangen handler om, så finder karakteren sin form. Nogle gange kommer rollen endda først ... Hvis jeg for eksempel har lyst til at være sådan her.« Jesca mimer en, der viser kløer og snerrer.

»Din plade Kismet er et loppemarked,«
»Ja. Den er bizar« siger Jesca. »Sådan tænker jeg selv på den.«
»Undskyld?«
»En basar.«
»Ja, præcis, en basar.«

Kismet er en karnevalesk stuvning af cabaret og folk tilsat en lille smule raggamuffin, et par hippie-ballader og et skvæt af noget vintage-cinematisk ... well, musical. Vi kommer ikke uden om, at der er et gøglet element til stede. Men hvad kan man gøre? Det virker. Tom Waits har jo også gøglertilbøjeligheder, og det er der ikke nogen, der kunne finde på at brokke sig over.

Tom Waits er ret vigtig, når det gælder Jesca Hoop. Hun var barnepige hos ham og hans kone Kathleen Brennan i flere år, og det er ikke mindst de to, som har troet på Jesca og hjulpet hendes karriere i gang. »Jescas musik er som at svømme i en sø midt om natten,« siger Tom Waits.

Jesca havnede hos Waits-familien efter at have været væk fra musikken i flere år. Hun blev opdraget som mormon i en stor familie, der udgjorde et omrejsende kirkekor. Musikken var afpasset de kirkelige krav, og Jesca sang sine klassiske harmonier i et parallelunivers uden musikalsk påvirkning udefra.

Først da hun brød med sin religiøse baggrund kom musikken udefra væltende. Det er dét, man fornemmer på Kismet. At hun har bevaret en åben, men ikke naiv, tilgang til musikken, hvor alt kan lade sig gøre, måske netop fordi hun ikke faldt i gryden med pop som spæd. Albummet er uhæmmet af konventioner og den professionelles frygt for at bevæge sig uden for sin egen genre. »Jeg ville overraske mig selv. Det var et spontant måltid, en spontan opskrift. Vi mødtes og dyngede en masse ting sammen.«

»Vi har så mange valg. Når vi sidder og taler her, må jeg tale ud fra min egen karakter, mit første sprog. Men musik tillader en at forme sproget nøjagtigt som man vil. Hvis der er en udtale af en vokal, der behager en særligt, så kan man bruge den på den måde. Jeg vil ikke lyde som om jeg er fra det ene eller andet sted. Jeg vil bare have at ordene lyder sådan som jeg ønsker det.«

Et lydløst år
»Hvis du sang i et kor, så ville de brokke sig, de ville sige ...«
»De ville sige: Sådan synger vi ikke her.«
»Ja, hvordan fandt du frem til din måde at synge på?«
»Faktisk kom jeg fra en klassisk baggrund. Jeg sang kammermusik, hvis du ville regne det for klassisk. Men jeg begyndte at ryge og reagerede virkelig negativt på pot. Jeg var nødt til at stoppe.«

»Blev du helt vildt hæs?«
»Jeg mistede stemmen totalt. Det varede et år. Jeg måtte lære at synge igen. Det var meget skræmmende. Og ydmygende, fordi det brød med, hvordan jeg identificerede mig selv i verden. Jeg havde ikke stemmen at tilbyde eller bruge. Min mor lærte mig, at der var en korrekt måde at synge på, men jeg var uenig med hende. Med tiden udviklede jeg en sikker måde at synge på, som passede til min egen fysiske struktur.«
»Så nu skal du bare holde dig fra pot og gokarts.«
»Netop. Pot og gokarts er ude.«

»Hey, Mark Knopfler. Hvordan var det lige at spille med Mark Knopfler?«
»Mark Knopfler er en ægte gentleman. Han tog sig virkelig godt af mig. Vi spillede hver aften for alt mellem 5-9.000 mennesker, og jeg var alene på scenen med guitaren. Sådan bliver det også i aften.«

Grim skønhed
»Min yndlingssang på din plade er Enemy.«
»Også min.«
»Du synger om at erkende, at skønhed er en ting, der ikke rummer ynde. Det slog mig, at det kunne være en slags motto for pladen. Den slags indsigt, der former en plade, måske på en indirekte måde.«
»Jeg angriber hele min arbejdsproces med det i tankerne. Min måde at arbejde på, min måde at optræde på – den er uperfekt. Der er store højdepunkter og tidspunkter, hvor jeg er udfordret. Man må kunne tilgive.«

Jesca fortæller, at hun caster sine musikere. »Du skal vælge de rigtige. De skal føle, at de kan udtrykke sig fuldt ud i sangene. Så slipper jeg dem løs og lader dem spille det, de vil. Bagefter ser vi, hvad der virker, hugger en hæl, trækker, klemmer ... lidt skrædderarbejde.« Men sangene begynder enkelt. En guitarmelodi, eller nogle gange en ren sang.

»Du synger også om orkanen Katrina.«

»Man kunne skrive om massevis af verdensbegivenheder, men jeg gør det sjældent. Jeg valgte at skrive om Katrina, fordi den ramte mit land på en særligt dybtfølt måde. Det rørte mig dybt. Den lader til at påvirke folk, der hvor jeg kommer frem, så jeg er fortsat med den. Jeg skrev den ikke oprindelig med sigte på at den skulle ende på et album. Jeg skriver normalt ikke om de store ydre begivenheder. Men den her lader til at have et formål.«
»Så der kommer ikke noget præsidentiel sang nu, vel?«
»Niks. Selv om jeg er virkelig fucking glad.«

»Hvad laver Abekongen på din plade? Jeg kan huske ham fra tegnefilm, da jeg var en lille unge. Også melodien.«
»Fedt. Jeg elsker bare den karakter. Den retfærdige urostifter. Den retfærdige rabble-rouser. Hvad laver han? Ha! Jeg ved det ikke.«

Skæbne
Jeg foreslår Jesca at hvis det var mig, der havde lavet cover til Kismet, så skulle det handle om vand. Et passagerskib fra det 19. århundrede med en cabaret på dækket. Instrumenterne på pladen knirker som skibsdæk, og hendes hæse, melankolske, lidt diffuse klang fremmaner tåge, regnbuer ... skibsklokker. Det bliver til en mindre monolog om den rolle, vand spiller på albummet. Jeg slubrer te. Jesca ser ikke ud som om min vandteori holder. Der lader heller ikke til at dukke et spørgsmål op for enden af dette ævl. Det er også så mørkt nu at jeg ikke kan se mine spørgsmål. Jeg tier stille.
»Okay. Hvad ER historien med coveret?«

»Det er mig.« Hun peger på cd’en. »Og jeg ville have at pladen skulle indikere, at der var et eventyr i vente,« hun sætter fingeren på trappen på coveret og derefter på den stjernebestrøede himmel. »... Og dét her – det er min mor.« På et af trappetrinnene står et s/h foto i ramme med et billede af en kvinde. »Vi tog de her billeder den dag jeg fik at vide, at hun var meget alvorligt syg. Det var ikke tidspunktet til at holde op med at arbejde, men vi vidste hun var ved et vendepunkt.«

»Det er billedet i rammen, som bliver i tankerne fra det her cover.«
»Jep.«
»Så hvordan har din baggrund formet det her album?«
»Det er jo hendes stemme, jeg synger med. Hun gav den til mig. Og titlen kommer fra hendes historie.«
»Kismet – skæbne.«
»Ja. Jeg tumlede med, hvad pladen skulle hedde. Og ordet dukkede op ved et lykketræf, spontant. Det er jo et spørgsmål – skæbne.«
Nu har hun tårer i øjnene, er det så rigtigt at spørge om hendes mor blev rask?
»Blev hun rask?«
»Nej.«
»Hun må have værdsat det her cover.«
»Hun så det ikke. Pokkers, hva?«

Der kommer en ny plade i begyndelsen af 2009. Jesca håber at kunne komme og spille den i Danmark. »Jeg elsker mit arbejde. Sangskrivningen har været ladt i stikken ... men det et håndværk, som er ved at finde vej tilbage til folks ører og til kunstnernes hjerter. Kulturen har bevæget sig væk fra det fortællende, fra ordene og den stærke melodi. Jeg har sluttet mig til dem, der ønsker at sangen skal komme til at trives igen.«

christoffer@zieler.dk

Yderligere tankning

Seneste, dvs. lige nu kommende, Maltes Spalte.

Hårde Stejl Fart-brugere vil genkende manden med det store og usædvanlige hår. Men, hey, det er sådan Maltes Spalte bliver til ... tegnet lidt hen ad vejen + natten inden. Jeg havde først lavet den her til manden med hårets replik:



Men ... I dunno. Det virkede bare bedre med ham med håret end det gjorde med en ulv med bryster. Hvad går dét også ud på!?

Fra helvede

Sneglen i helvede. Er det en relevant illustration?
Nej. Men den forestiller i det mindste helvede.

Anmeldelse

FROM HELL af Alan Moore og Eddie Campbell
Faraos Cigarer, udkommet 26. september 2008

Uh, det er en pæn bog, jeg har scoret fra forlaget.

Den er matsort og stor som en telefonbog, og omslaget er dekorativt tilsplattet med blod i skinnende relieftryk. Men det bedste er næsten at jeg, indtil jeg fik den, var totalt uforberedt på indholdet. Og her vil jeg tjekke med mine tegneserieforbindelser, men jeg tror nok, at det er utilgiveligt ikke at kende From Hell, Alan Moore og Eddie Campbells berømte godt og vel 600 sider lange monster og storværk. Jeg har ikke engang set filmen. Ved bare, at det her handler om Jack the Ripper, verdens vel nok mest berømte seriemorder. Jeg har bedt om et eksemplar, fordi bogen lå og så truende og imponerende ud i Arnold Busck. Da jeg så den, ville jeg frygtelig gerne eje den ... det er den slags udgivelse.

Tegningerne af Eddie Campbell og hans assistent, Pete Mullins, er nemlig overvældende. Der er utrolige mængder herrer i uldne frakker, knirkende vognhjul, glimtende knive, sorte slagskygger, dystre lår og kusser og skummelgotiske søjlehaller og kirkerum.

Campbells stil er sær, egentlig. Øv, jeg hader, når musikanmeldere skriver, hvad et band lyder som, men nu gør jeg det samme: Det her lyder lidt som Nine Inch Nails. Det er kompakt og hårdt og glittet. Og bogen ligner en sort, forgiftet blodpølse af sammenkogt Hugo Pratt, Frank Miller (eller er det den anden vej rundt?) og ... ja, klassisk hesteblads-stil for teenagepiger – hvilket ikke skal opfattes som en kritik, for det her er stor tegnekunst.

Eddie Campbells styrker er hans konsistens, hans overlegne skyggearbejde, de groundede figurer, deres ekspressive bevægelser – og så den grundlæggende stemning af nihilistisk, blodindsmurt gru. Hans svaghed er skuespillet i ansigterne – der er undertiden noget sært hjælpeløst over dem. Måske er det oven i købet en god ting? Et ufuldstændigt eller karikeret ansigtsudtryk skaber i al fald en afstand, som giver læseren mulighed for selv at tilføje indhold, som i en pantomime.

Design
Selve bogen er næsten perfekt i sit design. Den er tung og ond og tillidsvækkende – tegninger og tekst fremstår gnistrende sorte. Allan Haverholms font fortjener særlig ros for på en gang at være stemningsfuld og behagelig at læse. Det er faktisk en bedrift at tegne sådan en font. Det eneste der skurrer i bogens udformning er den prollede reklame for forlaget Faraos Cigarers øvrige udgivelser på de bageste sider. Det gør man bare ikke, det er lige så velkomment som et skod i en dåseøl.

Moores suppe
Kan man fornemme, at jeg forsøger at knibe mig uden om det indholdsmæssige i dag? Yeah. Der er ikke nogen let måde at sige det på, men jeg synes godt nok, det er en tung portion ord, Alan Moore øser op. Der er så mange gode ting, men han fortæller dem så ... ja, i virkeligheden måske især bare for længe. Tegninger dikterer jo et tempo for indtagelsen, på samme måde som det gælder for en lydbog – og her må jeg kæmpe lidt for at holde interessen ved lige.

Det er nok i høj grad et temperamentsspørgsmål. Jeg gad, for eksempel, godt, hvis jeg gad læse Karl Marx’ samlede værker. Karl Marx optræder indirekte i From Hell, det er derfor jeg kommer i tanke om netop ham. Pointen er, at der er mennesker, der gider læse hele Marx, og jeg kan godt unde dem, at de ved, præcis hvad manden mente, eller i det mindste er klar over, hvordan han formulerede det. Selv har jeg ikke kunnet klare meget. Og Marx er jo bare ét næsten tilfældigt eksempel på et stofområde, hvor en doven læser som jeg ville tabe en eventuel diskussion. Måske er Alan Moore heldigere med sit publikum end Marx har været, men jeg tror, der vil være en del skimmere derude til hans prosa.

Det bliver også ret prætentiøst hos Moore. En af de smukkest tegnede sekvenser i bogen er også en af de mest ulæselige – Moore lader sin hovedperson, morderen Dr. William Gull, beskrive London fra et frimurerokkult perspektiv over adskillige sider – historie, arkana, kønnenes roller, arkitektur i én ufordøjelig hårbolle. Hvis man synes, at de lange sange er det bedste læsestof i Ringenes Herre, vil man elske sådan en passage. Og ja, sindssyge mordere kan også være kedsommelige at høre på. Et eksempel på dialogen:

Blake var et atavistisk individ fra før fornuftens tidsalder, fra den magiske tankes tid, da guderne vandrede på jorden. Af tro var han en druide, de, der priste solen fra Parliament Hill, men Blake afskyede solen. I en samtale med Calvin pegede han på himlen: ”Det er den græske Apollon! Han er Satan!” Ironisk at hans jordiske rester ligger under en solguds obelisk.
(Og det fortsætter på den måde over flere sider).

Alan Moores redaktør burde have givet ham en lussing for sådan en smøre.

Hvorfor skal der i det hele taget altid bruges så mange ord, når det okkulte, frimureri og sammensværgelser skal skildres? Plottet i denne bog (der er ingen grund til at afsløre det) er faktisk enkelt. Det kan opsummeres på et par linjer. Men Alan Moores virkelige projekt er at fortælle hele suppen, der omgiver den oksehale, som hans egentlige historie udgør. Det er overvældende ... og imponerende, men spændingskurven bevæger sig til gengæld i spiraler ... sammen med suppeskeen, nej, sorry ikke mere mad nu. Pointen er, at jeg faktisk havde brug for det lange, omfattende bilagsmateriale for at få styr på det hele.

... Og det er en skam, når råstoffet er så sejt. Dronning Victoria som mafiøs bagkvinde, en sindssyg morder (desværre med ambitioner om at kunne snakke en hel busfuld centraleuropæiske intellektuelle ned under bordet), korrupte og okkulte strømere, forfulgte ludere – og selvfølgelig Whitechapel i London, som er tegnet så overlegent.

I noterne gennemgår Moore i øvrigt omhyggeligt side for side sine kilder, mens han detaljeret forklarer, hvor han tager sig friheder fra deres fremstilling. Han udøver også kildekritik undervejs i en humoristisk tone, man kunne savne lidt mere af i selve historien.

Nu lyder jeg sur. Men det er jeg ikke. Jeg kan godt tilgive Alan Moore at han er en nørd, når nu bogen er så blæret. Jeg ved, jeg kommer til at kigge (ikke læse) i den ofte i fremtiden. Her er meget at beundre. From Hell er så stopfyldt med billedreferencer, at man kunne basere et tegneserieforfatterskab på tyveri alene fra denne bog. Derfor har jeg enorm respekt for at Faraos Cigarer har satset og investeret i at udgive Moore og Campbell på så gennemført og flot en måde.

Eller anderledes udtrykt: Hvis der er nogen, der spørger om de må låne mit eksemplar, kunne jeg godt finde på at sige nej.

Pyntegræskar

Madanmeldelse: En snigpremiere.

Omvikling med gluten og pyntegræskar

Den gådefulde August Krogh Bygning i Universitetsparken serverer dejlig mad, som bygger bro til en fremtid inden for det private erhvervsliv. Universitetsavisen spiste den.
Madanmeldelse
Af Christoffer Zieler

August Krogh Bygningen er omgivet af egetræer. Når det blæser falder deres blade af træerne og lægger sig i let smattede bunker, nænsomt rystet med regnvand og økologiske agern. Og fordi husene i denne del af Universitetsparken er beklædt med rektangler af lys sten er det – af en eller anden grund – utænkeligt at man skulle kunne beskæftige sig med andet end en type naturvidenskab netop her.

Indenfor er kantinen stor på en snæver måde, men hyggeliggjort af en bambusskillevæg og en venligt udseende opstilling af flasker med eddike, urter i olie, hokkaidogræskar og kurveflet. Simply Cooking driver stedet, og firmaets brand udstrækker sig til postevandet, der – lidt selvmodsigende – sælges i en lækkert udstyret flaske under navnet ’Simply Water’. Stolene er af en omfavnende type med armlæn.

Dagens varme ret er hvid fisk med kartofler, der er moslet sammen med squash og kapers og en overvældende mængde frisk dild. Der serveres også en kold nudelsalat med chili, nødder, ingefær, salamiskåret forårsløg og blandede salater. Jeg tager begge dele og en kondivand.

Medspiser Jacob Rask – hvis seneste bog ’Cowboy Joe’ lovpriser et heterosexistisk mandeideal som udelukkende ’spiser’ whisky – fravælger de varme retter og kaster sig over den feminine salatbuffet. Han vælter grådigt puylinser, hvedekerner og dansker-feta op på sin tallerken. Dertil en wrap – eller hvis man foretrækker det danske udtryk: en omvikling – foruden en brik med chokolademælk. Fordi J.R. lever med en glutenallergiker benytter han sig også af muligheden for at frådse i hvidt brød af den luftige type, der kan absorbere andre slags mad. Og selv om jeg advarer om, at hun vil kunne lugte hans hvedeånde derhjemme, vil han ikke lytte (så nu er de sikkert skilt). Rugbrød er der også. Det er gedigent og fint med en beslutsom skorpe, der ikke vil tænderne det godt. Tomatsuppen er sluppet op.

Prispolitikken er, som det lader til at være tilfældet på mange af universitetets kantiner, uigennemskuelig for fremmede. Man vælger og håber det ikke går så galt. Og det gør det heller ikke. Damen sorterer kyndigt varerne og prisen er lav – 86 kroner – langt under KUA-niveau. Vi matcher faktisk niveauet fra universitetsledelsens billige luksusbuffet i det indre København.

Frygtsom krydring
”Det ligner en tyk pangasius,” siger J.R. og peger på min fisk. ”Men jeg er ikke sikker.”

J.R. kan ikke koncentrere sig om sin salat. Han er ikke glad for den. Jeg påpeger at den er pæn. Han indvender, at det er som om ingen enkelt bestanddel har måttet overdøve resten, hvilket har resulteret i at hele molevitten smager dæmpet, som om man spiser det gennem et kaffefilter. Den løsnede wrap viser sig at indeholde chili con carne med skært oksekød frem for hakkevare. Det er en god ting, men også den er tøvende krydret.
”Denne wrap er tilberedt af et frygtsomt menneske,” siger J.R. ”Jeg tror, man har kogt con carnen, mikset det hele, og derefter skruet ned for smagen.” Jeg lytter til ham og siger så: ”Ha! Du trak nitten med din kedelige salat og din kedelige wrap! Min fisk var nemlig fremragende!”

Maden er ærlig talt vældig god. Jeg glemte at fotografere min fisk, fordi jeg havde for travlt med at spise den. Det irriterer mig at J.R. ikke er lige så imponeret, blot fordi han var mindre heldig. Jeg ved at den virkelige årsag til hans blaserthed er den tid han har tilbragt i reklameindustrien. Denne væmmelige branche kæler for sine folk; i visse tilfælde indtil de bliver helt hudløse. Et eksempel: Først hyrede J.R.’s bureau en japansk kok, men han blev fyret fordi han var lidt for glad for tempura. Og derefter lykkedes det bureauet at shanghaje en mesterkok fra en dejlig kro. Hvorefter de fyrede J.R. Livets kredsløb. Nu planlægger han en 700 sider lang dadaistisk digtsamling med titlen ’Skoven græder’, som skal holde ham med bibliotekspenge i de kommende år. ”Min tyske trykker kan ikke fremstille bøger over 700 sider. Det er derfor det ikke er 1.000.” Siger J.R.

Rotter, Snøfler og mysterier
Denne kantine repræsenterer måske bedst de naturvidenskabelige fag i den forstand, at det udgør en slags kulinarisk missing link mellem KUA og den gode mad i det private erhvervsliv. Men hvad studerer man egentlig her på Nørre Campus?

”Det er noget man forbinder med voksne rotter,” er der en, der siger ved nabobordet. Men rotter bruger vel alle videnskabsfolk i et eller andet omfang. Samtalerne giver os ikke noget nærmere spor af præcis hvad de bestiller i August Krogh Bygningen. Vi ser os omkring. ”Brænder man flere proteiner når man vokser?” Spørger en anden. Det er en hel læsegruppe der har slået sig ned. I løbet af et par sekunder gør de kål på en pakke Snøfler.

70 procent af gæsterne i den velfyldte kantine er virkelig pæne. Måske fordi de får en god, ernæringsrigtig kost. På gamle KUA har der efter sigende været eksempler på skørbug og folk med rynker i panden selv om de ikke var fyldt 30. Ja, man behøver slet ikke at gøre opmærksom på, hvor slatne humanister kan virke.

Det eneste problem i August Krogh Bygningen er trøjerne. Overalt frastødes blikket af bluser af forvasket bomuld. Det er svært at sætte en finger på det præcise problem, før det pludselig rammer en: Alle herude i dag er iført børnetøj.

Vi henter kage. To gigantiske plader af bradepandekage med citruscreme, kokosdrys og mandelflager, dertil kakao og en wienermelange. Samlet pris: 24 kroner. Kagen er hvinende sød, men også både saft- og luftig. Det er ingen dum kage. Selv J.R. er glad. Kakaoen er også fin – den smager ikke spor af kaffe, selv om de to slags drikke bliver født ud af den samme dyse.

August Krogh vandt Nobelprisen for sin opdagelse af den kapillarmotoriske regulationsmekanisme. Det ved alle. Men nøjagtig hvad man studerer herude får vi ikke svar på i dag. For vi blev distraheret da vi skulle undersøge det. Men hvem end de er, disse studerende med deres rotter og Snøfler, så spiser de godt.

Kimære i dynejakke

Jeg synes, hele tiden de taler om kimærer i radioen.

Nej, okay, det er løgn. De taler om det amerikanske valg. Og hvor har jeg dog æælsket den valgkamp. Jeg har slet ikke kunnet blive træt af den.

Så hvad skal udfylde det valgkampsformede hul i min opmærksomhed? Jeg tør nemlig ikke følge Obama yderligere. Sæt han ikke lever op til de ufatteligt urimelige forventninger, som i hvert fald jeg har til ham? Sæt han bliver lidt fuser- og Clintonagtig?

Kimærer! Præcis! Blandinger af mennesker og dyr. Det er dem der skal adsprede os nu. Leoparder med menneskehjerner, flagermus der taler, bevingede færinger. Det er dem, der skal tilbage på sendefladen. Og, ja, det ER klamt med kimærerne ... men det ville også bare være så skægt, hvis videnskaben fik frie hænder til at bygge os nogle fine, nye freaks ...

Herunder: Christian Mørk Frandsen, kimære.

Panik i rundkreds

Forleden så vi at der er for lidt jazz på Stejl Fart.
Måske er der også for lidt sikkerhedspolitik.

Det er jeg usikker på.
Uanset: Det her interview med Ole Wæver blev interessant, synes jeg.


Spilleregler for skræmmepolitik

INTERVIEW
Af Christoffer Zieler

Klimaforandring var årtusindets seneste store trussel. Indtil for et par måneder siden, da økonomien kom i uføre. Politikerne skiftes til at sætte nye sikkerhedspolitiske emner øverst på den offentlige dagsorden. Hvordan sker det? Og hvordan kan vi som samfund få et mere realistisk forhold til trusler og farer? Centre for Advanced Security Theory skal i de kommende år forske blandt andet i disse spørgsmål. Universitetsavisen mødte Ole Wæver, professor og leder af CAST.

Hvorfor skal vi have et sikkerhedsforskningscenter og hvorfor netop nu?

Udgangspunktet er debatten om det udvidede sikkerhedsbegreb. I 1980’erne var det en hed debat, om man ’måtte’ udvide sikkerhed til mere end statens militære sikkerhed – freds- og miljøbevægelser sagde ja, sikkerhedsestablishmentet nej. Den debat er vi forbi, men den åbnede nogle sluser. I dag kan stort set ethvert emne gøres til genstand for en sikkerhedspolitisk debat – eller udråbes som en trussel. Du kan gå til venstre eller højre, alle tumler rundt på den politiske scene og tolker klimaspørgsmål, økonomiske spørgsmål, tekniske spørgsmål, politiske spørgsmål ind i den samme surdej. Problemet er, at det sker på en meget tilfældig måde, hvor politikere har frit slag for at spille en ny trumf hver dag.

Og på denne nye bane har vi ikke nogen spilleregler for, hvordan vi går fra det ene til det andet, og hvordan vi kobler sikkerhedstruslerne, og hvordan vi forholder dem til hinanden.

Tingene skiftes til at være trumf. Den ene måned er det klimatruslen – og så skal alt andet vige for det – og den næste måned er det finanskrisen, der er trumf. Næste gang er det noget helt syttende. Og det er jo en usund måde at føre politik på.
Det er usundt ikke mindst af den grund at ethvert sikkerhedsargument potentielt er antidemokratisk – man skal bøje sig for nødvendigheden, der er ikke plads til afvejninger og debat.


Ole Wæver

Kan samfundet lære at omgås fare på en mindre farlig måde? Sådan spørger I i jeres brochure om centret. Er det det du taler om her?

Det handler om, hvordan vi omgås sikkerhed. Det kan godt være at farerne er farlige – det er én ting – men selve den måde vi omgås fare på er også farlig. For sikkerhedspolitik har det med at være undertrykkende og blokerende og antidemokratisk. Og den måde vi hopper imellem truslerne på er uproduktiv. Det er ikke særlig smart at vi i et halvt år pludselig sætter alting i klimaets tegn, hvorefter vi sparker det hele omkuld og sætter alting i den økonomiske krises tegn. Skadevirkningerne er ret store. Vi skal finde en anden måde at tale om trusler på.

Hvordan?

Vi skal lære at være opmærksomme på at vi gør noget, når vi taler om trusler. I dag taler vi hele tiden om fare, som om det er noget objektivt. Vi peger ud af vinduet: Se! Isbjergene smelter. Det er virkeligt. Derfor må vi gøre sådan og sådan. På den måde er det som om man bare må bøje sig for nødvendigheden hele tiden.

Men hvis man i højere grad spøger, hvad vil vi som samfund gøre? Hvilke spørgsmål vil vi måske løfte op over normalpolitikken? De ting skal have lov at have forrang.

Ligesom Bjørn Lomborg siger?

Nej, Lomborg mener jo at man i sidste ende kan gøre det op i en økonomisk nyttekalkule, jeg mener jo at vi som samfund skal foretage en politisk vurdering, hvor vi er opmærksomme på, at det er noget politik vi fører, når vi for eksempel siger: Nu skal klimaet eller den økonomiske krise have trusselsstatus. Der er ingen matematisk måde at gøre det her op på. Eller en økonomisk måde.

Taler man enhver krise til ro, så er det vel også problematisk.

Ja, jeg siger heller ikke, at man aldrig skal gøre noget, jeg siger bare, at vi skal være mere bevidste om, hvad vi gør når vi løfter et emne op fra den normale politik.

Jeg så lige The Daily Show fra i går, hvor gæsten Eugene Jarecki citerede præsident Eisenhower – We can destroy from within what we are trying to defend from without.

Det er rigtigt. Og Roosevelt sagde ’The only thing we have to fear is fear itself.’ Den måde vi omgås fare på kan være så destruktiv. Det er ikke det samme som at sige, at vi kan klare tingene uden at udråbe noget til at være en fare eller en trussel. Men det hjælper ikke noget blot at finde en eller anden ekspert. En klimaekspert, en økonom eller en militær ekspert, som vil fortælle os, hvor stor truslen er fra et eller andet. Så er den hellige grav ikke velforvaret, fordi på den måde kan vi gøre hvad som helst til den største trussel. Til ethvert samfundsområde hører en form for ekspertise med sit særegne synssæt, der kan opgøre fare, trusler og risici - men samtidig gør det på en måde, der er uforståelig for eksperter på de andre områder. Så kan samfundet hoppe rundt fra ’Den Største Trussel’ til ’Den Nye Største Trussel’, men hænge sammen gør det ikke.
Det lyder som om du siger: Ingen panik! Men også at ordene kan hjælpe os til at se klarere.

Ja, og til at finde nogle samfundsmæssige spilleregler, hvor vi kan håndtere den her mangfoldighed inden for sikkerhed. Det er det, vi mangler i dag.

Stort arbejde?

Det bliver det nok.

Holdningsbearbejdning i sidste ende.

Det tror jeg også.

Men kan I ikke ende med at fremkalde det modsatte? Altså at tale paranoia-niveauet op?

Jo, det er jo ironien i mange af de her ting. Det er der ingen tvivl om. Det er der også folk, der har skrevet artikler om inden for mit fag – paradokset i at stille sig op og sige, at sikkerhed er et farligt ord, hvortil en anden kan sige: Nu har du lige sagt ordet en gang til ... Hver gang man siger ordet, så bidrager man på en måde til det modsatte af, hvad man gerne vil.

Man kan også se det på den måde, at der er tre lag i det. ’Videnskaberne’ i hard core forstand, og så et lag der hedder ’ekspertise’ og derover et lag der hedder ’politik’. Man er nødt til at arbejde med alle tre, og det er i det politiske felt at vi omgås alle de her spørgsmål. Men eksperterne spiller en stor rolle. Alle de sikkerhedsdiskussioner, vi har talt om, er gennemsyrede af eksperters status. Og de eksperter er igen viklet ind i nogle videnskabelige discipliner. De taler økonomens sprog, eller ingeniørens, osv. Hvordan danner eksperter deres vurderinger og hvordan er det indlejret i nogle discipliners måder at konstruere deres felt på? Du er nødt til at arbejde på alle tre planer.

Kommer I så til at være dem, der efteranalyserer – ’den kampagne vi nu har set er eksempel på at man gør det her til en trussel og ...’?

Det tror jeg også vi kommer til. Men nu er vi heldigvis ikke et policy-institut. Tiden har det med at kræve at alt skal være relevant her og nu. Det mest strategisk relevante har forrang. Det er også fint nok, men resultatet er at det er sværere i dag at få penge til forskning, der ikke er defineret på den måde. Det her center er heldigvis begrundet primært i grundforskning. Og stor tak til KU for det.

Men I har vel også fået penge, fordi I var smarte og sagde ordet ’klima’?

Det tror jeg ikke kun, jeg vil ikke afvise det, men de ansøgninger er immervæk blevet sendt ud i faglige review. Folk har siddet og kigget og tænkt at det her var noget der kunne rykke i løbet af de næste år. Hvis det også er samfundsnyttigt, så er det fint, men jeg er glad for at vi ikke skal ud og retfærdiggøre os selv hver uge med et antal avisoverskrifter.

Et emneskift: Er vores tryghedssøgen som samfund betragtet gået grassat?

Det tror jeg der er noget om. I et kosmisk perspektiv, så er vi ufatteligt sikre. Tag et hvilket som helst andet kapitel af verdenshistorien, tag en hvilken som helst anden del af kloden, så er du og jeg jo meget, meget sikrere end det der er normalt for et menneske. Alligevel er vi optaget af en masse trusler, som ofte er blæst helt ud af proportioner.

Ironien bag det hele er nok, at først når livet ophører med at være gennem-usikkert, opstår den ide at bekymre sig om sikkerhed. Det moderne sikkerhedsbegreb opstod først, da man begyndte at kunne gøre sig håb om at holde fast på noget med en vis forudsigelighed. Historien er så fortsat ud af den tangent, og som samfund har vi i dag udfordringen, at vores avancerede livsform kan forpurres af rigtig mange ting – rigtig mange, rigtig forskellig ting.
- - -

JAZZ

Der er for lidt jazz på Stejl Fart.
Det ændrer vi med det samme.

Velkommen til Stejl Fart Jazz.

Ovenstående jazzbid af Junkie Kong er skrevet, mens den bliver indspillet.
True story!

... Det er ment som underlægningsmusik.
"Nå? Hvad skal det ligge under?" Spørger du så.
Under dybsindige samtaler, det giver sig selv, det er jazz, det er ikke det jeg mener. Men hvad skal de handle om, samtalerne?
Det står endnu hen i det delvist uvisse.

PS: Man kan jo ikke læse det, manden på billedet siger. Men det er følgende:
jiearh!
skat skat
ski
skab bi-bap
flibbedip
bu-dap
skab skab!

Skab udtales jazzmæssigt med tandlæge-A, som i Arken.