Fra helvede

Sneglen i helvede. Er det en relevant illustration?
Nej. Men den forestiller i det mindste helvede.

Anmeldelse

FROM HELL af Alan Moore og Eddie Campbell
Faraos Cigarer, udkommet 26. september 2008

Uh, det er en pæn bog, jeg har scoret fra forlaget.

Den er matsort og stor som en telefonbog, og omslaget er dekorativt tilsplattet med blod i skinnende relieftryk. Men det bedste er næsten at jeg, indtil jeg fik den, var totalt uforberedt på indholdet. Og her vil jeg tjekke med mine tegneserieforbindelser, men jeg tror nok, at det er utilgiveligt ikke at kende From Hell, Alan Moore og Eddie Campbells berømte godt og vel 600 sider lange monster og storværk. Jeg har ikke engang set filmen. Ved bare, at det her handler om Jack the Ripper, verdens vel nok mest berømte seriemorder. Jeg har bedt om et eksemplar, fordi bogen lå og så truende og imponerende ud i Arnold Busck. Da jeg så den, ville jeg frygtelig gerne eje den ... det er den slags udgivelse.

Tegningerne af Eddie Campbell og hans assistent, Pete Mullins, er nemlig overvældende. Der er utrolige mængder herrer i uldne frakker, knirkende vognhjul, glimtende knive, sorte slagskygger, dystre lår og kusser og skummelgotiske søjlehaller og kirkerum.

Campbells stil er sær, egentlig. Øv, jeg hader, når musikanmeldere skriver, hvad et band lyder som, men nu gør jeg det samme: Det her lyder lidt som Nine Inch Nails. Det er kompakt og hårdt og glittet. Og bogen ligner en sort, forgiftet blodpølse af sammenkogt Hugo Pratt, Frank Miller (eller er det den anden vej rundt?) og ... ja, klassisk hesteblads-stil for teenagepiger – hvilket ikke skal opfattes som en kritik, for det her er stor tegnekunst.

Eddie Campbells styrker er hans konsistens, hans overlegne skyggearbejde, de groundede figurer, deres ekspressive bevægelser – og så den grundlæggende stemning af nihilistisk, blodindsmurt gru. Hans svaghed er skuespillet i ansigterne – der er undertiden noget sært hjælpeløst over dem. Måske er det oven i købet en god ting? Et ufuldstændigt eller karikeret ansigtsudtryk skaber i al fald en afstand, som giver læseren mulighed for selv at tilføje indhold, som i en pantomime.

Design
Selve bogen er næsten perfekt i sit design. Den er tung og ond og tillidsvækkende – tegninger og tekst fremstår gnistrende sorte. Allan Haverholms font fortjener særlig ros for på en gang at være stemningsfuld og behagelig at læse. Det er faktisk en bedrift at tegne sådan en font. Det eneste der skurrer i bogens udformning er den prollede reklame for forlaget Faraos Cigarers øvrige udgivelser på de bageste sider. Det gør man bare ikke, det er lige så velkomment som et skod i en dåseøl.

Moores suppe
Kan man fornemme, at jeg forsøger at knibe mig uden om det indholdsmæssige i dag? Yeah. Der er ikke nogen let måde at sige det på, men jeg synes godt nok, det er en tung portion ord, Alan Moore øser op. Der er så mange gode ting, men han fortæller dem så ... ja, i virkeligheden måske især bare for længe. Tegninger dikterer jo et tempo for indtagelsen, på samme måde som det gælder for en lydbog – og her må jeg kæmpe lidt for at holde interessen ved lige.

Det er nok i høj grad et temperamentsspørgsmål. Jeg gad, for eksempel, godt, hvis jeg gad læse Karl Marx’ samlede værker. Karl Marx optræder indirekte i From Hell, det er derfor jeg kommer i tanke om netop ham. Pointen er, at der er mennesker, der gider læse hele Marx, og jeg kan godt unde dem, at de ved, præcis hvad manden mente, eller i det mindste er klar over, hvordan han formulerede det. Selv har jeg ikke kunnet klare meget. Og Marx er jo bare ét næsten tilfældigt eksempel på et stofområde, hvor en doven læser som jeg ville tabe en eventuel diskussion. Måske er Alan Moore heldigere med sit publikum end Marx har været, men jeg tror, der vil være en del skimmere derude til hans prosa.

Det bliver også ret prætentiøst hos Moore. En af de smukkest tegnede sekvenser i bogen er også en af de mest ulæselige – Moore lader sin hovedperson, morderen Dr. William Gull, beskrive London fra et frimurerokkult perspektiv over adskillige sider – historie, arkana, kønnenes roller, arkitektur i én ufordøjelig hårbolle. Hvis man synes, at de lange sange er det bedste læsestof i Ringenes Herre, vil man elske sådan en passage. Og ja, sindssyge mordere kan også være kedsommelige at høre på. Et eksempel på dialogen:

Blake var et atavistisk individ fra før fornuftens tidsalder, fra den magiske tankes tid, da guderne vandrede på jorden. Af tro var han en druide, de, der priste solen fra Parliament Hill, men Blake afskyede solen. I en samtale med Calvin pegede han på himlen: ”Det er den græske Apollon! Han er Satan!” Ironisk at hans jordiske rester ligger under en solguds obelisk.
(Og det fortsætter på den måde over flere sider).

Alan Moores redaktør burde have givet ham en lussing for sådan en smøre.

Hvorfor skal der i det hele taget altid bruges så mange ord, når det okkulte, frimureri og sammensværgelser skal skildres? Plottet i denne bog (der er ingen grund til at afsløre det) er faktisk enkelt. Det kan opsummeres på et par linjer. Men Alan Moores virkelige projekt er at fortælle hele suppen, der omgiver den oksehale, som hans egentlige historie udgør. Det er overvældende ... og imponerende, men spændingskurven bevæger sig til gengæld i spiraler ... sammen med suppeskeen, nej, sorry ikke mere mad nu. Pointen er, at jeg faktisk havde brug for det lange, omfattende bilagsmateriale for at få styr på det hele.

... Og det er en skam, når råstoffet er så sejt. Dronning Victoria som mafiøs bagkvinde, en sindssyg morder (desværre med ambitioner om at kunne snakke en hel busfuld centraleuropæiske intellektuelle ned under bordet), korrupte og okkulte strømere, forfulgte ludere – og selvfølgelig Whitechapel i London, som er tegnet så overlegent.

I noterne gennemgår Moore i øvrigt omhyggeligt side for side sine kilder, mens han detaljeret forklarer, hvor han tager sig friheder fra deres fremstilling. Han udøver også kildekritik undervejs i en humoristisk tone, man kunne savne lidt mere af i selve historien.

Nu lyder jeg sur. Men det er jeg ikke. Jeg kan godt tilgive Alan Moore at han er en nørd, når nu bogen er så blæret. Jeg ved, jeg kommer til at kigge (ikke læse) i den ofte i fremtiden. Her er meget at beundre. From Hell er så stopfyldt med billedreferencer, at man kunne basere et tegneserieforfatterskab på tyveri alene fra denne bog. Derfor har jeg enorm respekt for at Faraos Cigarer har satset og investeret i at udgive Moore og Campbell på så gennemført og flot en måde.

Eller anderledes udtrykt: Hvis der er nogen, der spørger om de må låne mit eksemplar, kunne jeg godt finde på at sige nej.