Jesca Hoop

Jeg har drillet Gaffa. Jeg har hængt en af deres koncertanmeldere ud her på bloggen. (Anmeldelsen var udsøgt formuleret, men ham der skrev den snakkede virkelig højt mens musikken spillede). Jeg har også skumlet og mulet over Gaffas kortfattede albumanmeldelser. Nu har jeg selv skrevet noget for Gaffa(s hjemmeside). Det handler om Jesca Hoop. Musikjournalistik. Det var sjovt at lave. Vi kørte til Berlin og hjem igen inden for 24 timer. På vej ned sloges vi om at vælge musik. Vi spiste currywurst. Vi hujede i bilen. På hjemturen følte vi os gamle, da var det blevet tåget.

Jesca Hoop er virkelig god. Hun bliver vigtig, tror jeg. Musikken alene får hende ikke til at fremstå særligt kunstnerisk bevidst ... eller måske er det rigtige ord fokuseret. Men det var hun - skarp som en kniv, men på en kookie måde. Her er teksten:

En flok af sange: Jesca Hoop

Hvis Jesca Hoop kan holde sig fra pot og gokarts er der en ret stor chance for at hun kommer til at betyde noget vigtigt for ideen om den gode sang. Gaffa mødte Tom Waits’ protegé i Berlin.

INTERVIEW
Af Christoffer Zieler

Jesca Hoop har lavet te i backstagerummet. Vi har tagpap under fødderne på Columbia Clubs halvtag, og novemberluften er kold. Koncertstedet er Berlins version af Lille Vega, et håndgranatkast fra Albert Speers dejlige, netop lukkede, Tempelhof Lufthavn.

»Min stemme er rusten,« siger Jesca rustent. »Vi kørte i gokart i går, og jeg indåndede virkelig meget benzinos.«

’Vi’ betyder Jesca og det engelske Mercury Prize-vindende band Elbow, som senere i aften skal spille udsolgt koncert for berlinerne. Jesca er opvarmning. Hun rejser sammen med Elbow i tourbussen, og de har taget hende til sig, lidt som en maskot. Deres forsanger Guy Garvey – han sidder på en kasse et lille stykke væk – truer galant med at komme og smadre Gaffas udsendte, hvis han ikke er sød. Han fægter med armene i rød dynejakke og ser søpølseagtig og godmodig ud. Jesca Hoop selv ser, for nu at være helt ærlig, ud til at være ret fladmast. Det er også fair. Hun har spillet omkring 50 koncerter i de sidste par måneder. Først med Mark Knopfler i USA og Storbritannien og nu altså med Elbow i kolde, klamme Nordeuropa. Om nogle dage er det forbi og Jesca kan flyve hjem til Californien.

På engelsk findes der, af en eller anden grund, et hav af ord, der alle sammen betyder gruppe – hvilket ord, der er det rigtige, afhænger af hvem eller hvad gruppen består af. En flok bavianer hedder for eksempel ’a troop of babboons’, en gruppe hekse er ’a cove of witches’ og en flok krager (det er det sejeste) er ’a murder of crows’. Jesca synger:

I’m not a bird/
I’m a murder of birds/
Shifting my shape/
When your tongue forms the words

Jesca Hoop skifter altså selv skikkelse fra sang til sang. Det er en bevidst metode. Den forklarer hvordan hun i én sang lyder en lille smule tysk og natklubsramt, mens hun i en anden kan lyde lige så britisk og nystrøget som en sygeplejerske i en s/h krigsfilm.

»Stemmen har et mægtigt potentiale for at ændre sin egen form. Man bliver givet en stemme, men stemmen har evnen til at bevæge sig ind og ud af forskellige roller, som ens vilje dikterer det. Det kræver at man kender dit instrument for at gøre det i forening med sin følelsesmæssige krop. Forstår du, hvad jeg mener?«

Jeg aner ikke, hvad hun mener med følelsesmæssig krop. »Muligvis,« siger jeg.

»I sangen Silverscreen sniger der sig noget Marlene Dietrich ind i din sang.«

»Det er sandt. Jeg ved ikke hvordan det bliver på den måde. Jeg kan lide at dykke ned i en karakter til en given sang. Og hvis ordene former sig anderledes end jeg taler, så er det okay.«

»Hvor kommer det her med at træde ind i karakterer fra?«

»Det begynder forskelligt. En guitarmelodi, som jeg kan lægge stemme på, eller den anden vej rundt. Måske er det ord, jeg kan bygge ud fra – det afhænger kun af, hvilket element, der kommer først. Det er æterisk, esoterisk, uhåndgribeligt i et stykke tid. Og når jeg får fat på, hvad sangen handler om, så finder karakteren sin form. Nogle gange kommer rollen endda først ... Hvis jeg for eksempel har lyst til at være sådan her.« Jesca mimer en, der viser kløer og snerrer.

»Din plade Kismet er et loppemarked,«
»Ja. Den er bizar« siger Jesca. »Sådan tænker jeg selv på den.«
»Undskyld?«
»En basar.«
»Ja, præcis, en basar.«

Kismet er en karnevalesk stuvning af cabaret og folk tilsat en lille smule raggamuffin, et par hippie-ballader og et skvæt af noget vintage-cinematisk ... well, musical. Vi kommer ikke uden om, at der er et gøglet element til stede. Men hvad kan man gøre? Det virker. Tom Waits har jo også gøglertilbøjeligheder, og det er der ikke nogen, der kunne finde på at brokke sig over.

Tom Waits er ret vigtig, når det gælder Jesca Hoop. Hun var barnepige hos ham og hans kone Kathleen Brennan i flere år, og det er ikke mindst de to, som har troet på Jesca og hjulpet hendes karriere i gang. »Jescas musik er som at svømme i en sø midt om natten,« siger Tom Waits.

Jesca havnede hos Waits-familien efter at have været væk fra musikken i flere år. Hun blev opdraget som mormon i en stor familie, der udgjorde et omrejsende kirkekor. Musikken var afpasset de kirkelige krav, og Jesca sang sine klassiske harmonier i et parallelunivers uden musikalsk påvirkning udefra.

Først da hun brød med sin religiøse baggrund kom musikken udefra væltende. Det er dét, man fornemmer på Kismet. At hun har bevaret en åben, men ikke naiv, tilgang til musikken, hvor alt kan lade sig gøre, måske netop fordi hun ikke faldt i gryden med pop som spæd. Albummet er uhæmmet af konventioner og den professionelles frygt for at bevæge sig uden for sin egen genre. »Jeg ville overraske mig selv. Det var et spontant måltid, en spontan opskrift. Vi mødtes og dyngede en masse ting sammen.«

»Vi har så mange valg. Når vi sidder og taler her, må jeg tale ud fra min egen karakter, mit første sprog. Men musik tillader en at forme sproget nøjagtigt som man vil. Hvis der er en udtale af en vokal, der behager en særligt, så kan man bruge den på den måde. Jeg vil ikke lyde som om jeg er fra det ene eller andet sted. Jeg vil bare have at ordene lyder sådan som jeg ønsker det.«

Et lydløst år
»Hvis du sang i et kor, så ville de brokke sig, de ville sige ...«
»De ville sige: Sådan synger vi ikke her.«
»Ja, hvordan fandt du frem til din måde at synge på?«
»Faktisk kom jeg fra en klassisk baggrund. Jeg sang kammermusik, hvis du ville regne det for klassisk. Men jeg begyndte at ryge og reagerede virkelig negativt på pot. Jeg var nødt til at stoppe.«

»Blev du helt vildt hæs?«
»Jeg mistede stemmen totalt. Det varede et år. Jeg måtte lære at synge igen. Det var meget skræmmende. Og ydmygende, fordi det brød med, hvordan jeg identificerede mig selv i verden. Jeg havde ikke stemmen at tilbyde eller bruge. Min mor lærte mig, at der var en korrekt måde at synge på, men jeg var uenig med hende. Med tiden udviklede jeg en sikker måde at synge på, som passede til min egen fysiske struktur.«
»Så nu skal du bare holde dig fra pot og gokarts.«
»Netop. Pot og gokarts er ude.«

»Hey, Mark Knopfler. Hvordan var det lige at spille med Mark Knopfler?«
»Mark Knopfler er en ægte gentleman. Han tog sig virkelig godt af mig. Vi spillede hver aften for alt mellem 5-9.000 mennesker, og jeg var alene på scenen med guitaren. Sådan bliver det også i aften.«

Grim skønhed
»Min yndlingssang på din plade er Enemy.«
»Også min.«
»Du synger om at erkende, at skønhed er en ting, der ikke rummer ynde. Det slog mig, at det kunne være en slags motto for pladen. Den slags indsigt, der former en plade, måske på en indirekte måde.«
»Jeg angriber hele min arbejdsproces med det i tankerne. Min måde at arbejde på, min måde at optræde på – den er uperfekt. Der er store højdepunkter og tidspunkter, hvor jeg er udfordret. Man må kunne tilgive.«

Jesca fortæller, at hun caster sine musikere. »Du skal vælge de rigtige. De skal føle, at de kan udtrykke sig fuldt ud i sangene. Så slipper jeg dem løs og lader dem spille det, de vil. Bagefter ser vi, hvad der virker, hugger en hæl, trækker, klemmer ... lidt skrædderarbejde.« Men sangene begynder enkelt. En guitarmelodi, eller nogle gange en ren sang.

»Du synger også om orkanen Katrina.«

»Man kunne skrive om massevis af verdensbegivenheder, men jeg gør det sjældent. Jeg valgte at skrive om Katrina, fordi den ramte mit land på en særligt dybtfølt måde. Det rørte mig dybt. Den lader til at påvirke folk, der hvor jeg kommer frem, så jeg er fortsat med den. Jeg skrev den ikke oprindelig med sigte på at den skulle ende på et album. Jeg skriver normalt ikke om de store ydre begivenheder. Men den her lader til at have et formål.«
»Så der kommer ikke noget præsidentiel sang nu, vel?«
»Niks. Selv om jeg er virkelig fucking glad.«

»Hvad laver Abekongen på din plade? Jeg kan huske ham fra tegnefilm, da jeg var en lille unge. Også melodien.«
»Fedt. Jeg elsker bare den karakter. Den retfærdige urostifter. Den retfærdige rabble-rouser. Hvad laver han? Ha! Jeg ved det ikke.«

Skæbne
Jeg foreslår Jesca at hvis det var mig, der havde lavet cover til Kismet, så skulle det handle om vand. Et passagerskib fra det 19. århundrede med en cabaret på dækket. Instrumenterne på pladen knirker som skibsdæk, og hendes hæse, melankolske, lidt diffuse klang fremmaner tåge, regnbuer ... skibsklokker. Det bliver til en mindre monolog om den rolle, vand spiller på albummet. Jeg slubrer te. Jesca ser ikke ud som om min vandteori holder. Der lader heller ikke til at dukke et spørgsmål op for enden af dette ævl. Det er også så mørkt nu at jeg ikke kan se mine spørgsmål. Jeg tier stille.
»Okay. Hvad ER historien med coveret?«

»Det er mig.« Hun peger på cd’en. »Og jeg ville have at pladen skulle indikere, at der var et eventyr i vente,« hun sætter fingeren på trappen på coveret og derefter på den stjernebestrøede himmel. »... Og dét her – det er min mor.« På et af trappetrinnene står et s/h foto i ramme med et billede af en kvinde. »Vi tog de her billeder den dag jeg fik at vide, at hun var meget alvorligt syg. Det var ikke tidspunktet til at holde op med at arbejde, men vi vidste hun var ved et vendepunkt.«

»Det er billedet i rammen, som bliver i tankerne fra det her cover.«
»Jep.«
»Så hvordan har din baggrund formet det her album?«
»Det er jo hendes stemme, jeg synger med. Hun gav den til mig. Og titlen kommer fra hendes historie.«
»Kismet – skæbne.«
»Ja. Jeg tumlede med, hvad pladen skulle hedde. Og ordet dukkede op ved et lykketræf, spontant. Det er jo et spørgsmål – skæbne.«
Nu har hun tårer i øjnene, er det så rigtigt at spørge om hendes mor blev rask?
»Blev hun rask?«
»Nej.«
»Hun må have værdsat det her cover.«
»Hun så det ikke. Pokkers, hva?«

Der kommer en ny plade i begyndelsen af 2009. Jesca håber at kunne komme og spille den i Danmark. »Jeg elsker mit arbejde. Sangskrivningen har været ladt i stikken ... men det et håndværk, som er ved at finde vej tilbage til folks ører og til kunstnernes hjerter. Kulturen har bevæget sig væk fra det fortællende, fra ordene og den stærke melodi. Jeg har sluttet mig til dem, der ønsker at sangen skal komme til at trives igen.«

christoffer@zieler.dk