Fraværet af pastil

Det ser sløjt ud for andet halvår 2008's vigtigste satsning på Stejl Fart: Den Store Pastiltest.

Hvad slags lakrids skal vi spise, før vi får ondt i halsen, mens vi har ondt i halsen, og når vi ikke længere holder pause efter at være blevet trætte af at spise lakrids?

Jeg ved det ikke.

For jeg kan ikke komme igennem til folkene på Toms, konfekturegiganten som med Gajol kontrollerer en stor del af pastilmarkedet herhjemme. De skal jo give mig lakridserne til gengæld for omtalen. Hvis ikke de gjorde det, ville det svare til at jeg skulle finansiere mine ideer på egen hånd! Desuden kender jeg jo ikke det fulde omfang af deres produktudvalg. Hvem ved hvad de sælger i Jylland, fx?

Toms besvarer imidlertid ikke de beskeder jeg afgiver via deres formularsystem på hjemmesiden. I morges ringede jeg til dem. "Må jeg bede om Marketing?" sagde jeg. Det måtte jeg ikke. Receptionisten var stenhård.

"Besvarer de henvendelser?" spurgte jeg, fordi det gør de ikke. "Ja," sagde damen. "Men det tager lang tid. De får mange hundrede forespørgsler af den type, du har, om dagen."

Jeg forsøgte igen. Jeg sagde til hende at hun var god til at være receptionist. Hun sagde tak og spurgte hvad jeg mente. Jeg sagde hun var en veritabel mur. Jeg spurgte om hun ville rykke dem fra mig. Hun sagde at det ville hun ikke.

I virkeligheden står vi med et skægt paradoks - en PR-afdeling, som ikke er til at få i tale. Og det giver sig faktisk udslag. Jeg tror ikke på at de får forespørgsler fra wannabe-pastilanmeldere overhovedet. Jeg tror at receptionisten, i det omfang vi findes, sorterer os fra. Beviset er det næsten totale fravær af lakridsbaseret journalistik på nettet. Det er virkelig et fatalt underprioriteret stofområde. Vi ved stort set intet om de pastiller, der skal lindre os i vinternatten og give os salmiakånde og gult savl. Tænk hvis Toms INGEN indgående kommunikation får! Det er interessant at overveje. Et envejsfirma. Er der overhovedet vinduer i den der grå fabrik på Toms Allé ude i Ballerups randzone?

... Vindebroen blev sænket i nogle sekunder for et par år siden - Søren Fauli blev sluppet løs. Slam! Døren i igen. Og hjemmesiden lukker sig lige så hermetisk om sig selv! Et cremefyldt cyber-Fort Knox. Der er vision og noget med bæredygtighed i Ghana, men ingen sprækker, ingen mailadresser. Ikke flere rundvisninger i 2008.

Jeg nægter at købe dem selv. Til eget misbrug, ja, men ikke til Stejl Fart. I morgen ringer jeg til dem, der laver Läkerol.