
Her kommer, som afrunding på historien om den langbrystede lektor fra i går, Maltes Spaltes Julespalte om teologi og religionsvidenskab, disse indbyrdes slåssende fag. Det slår mig, at de supplerer hinanden. Og hvad sker der med formen Jesu? Talte Jesus' venner også om Jesu madpakke, da han var dreng?
Det er den sidste Malte-stribe i år. Det betyder at der bliver tid til at gå i krig med rækken af hængepartier. En forfærdende mulighed.
Et potentielt kommende hængeparti har min ven Kris med K for resten netop foreslået. Det er et samarbejde om en bog om et dyr, der spiser sutsko. Men jeg har en dårlig track record, når det gælder børnebøger. Jacob endte for eksempel med at illustrere sin helt alene, da jeg svigtede (hvilket var strengt, selv om man i tilbageblik kan undre sig over at han overhovedet var interesseret i ikke at gøre det selv, eftersom han selv er tegner).
Spørgsmålet er, hvis vi vender tilbage til sutskoene, om man kan tegne en bog, der foregår i et børnehavemiljø på en måde, der ikke virker ondskabsfuld og sarkastisk. Jeg vil jo ikke hænge pædagogmiljøet ud blot fordi det er præget af skulkesyge, storrygning, selvmedlidenhed - for ikke at tale om det evige dilemma om, hvad afføring skal hedde.
Da jeg arbejdede i en børnehave oplevede jeg lutter charmerende pædagoger, og selv om de pjækkede og røg meget og havde virkelig ondt af sig selv og konstant markerede deres afstandtagen til brugen af høflige udtryk om lort, så var de også meget optagne af at være så gode erstatningsforældre som overhovedet muligt. De læste også langt mere for at holde sig ajour i deres fag end de fleste jeg har oplevet fra uni. Flere af dem var utvivlsomt bedre for ungerne end de forældre, de afløste. Kan disse nuancer komme med i en bog for små unger ...? Det må vi overveje.
3 kommentarer:
Sikke nogle seje navne!!!!
hun er ret lækker, hende med den røde hue.
Send en kommentar