Luft

Hvis man har en blog, må man ikke tage på uvarslet ferie i ugevis i Sydamerika som assisterende rejseleder for en gruppe gråt guld i stramt cykeltøj. Så tørrer bloggen ind. På den anden side har jeg altid syntes, der var noget ægget over ideen om ferielukning. Og jeg kunne jo ikke vide at jeg ville drikke så meget vin hver dag at jeg ikke kunne holde mig vågen indtil det grå guld var faldet i søvn, for derefter at bruge natten på at skrive indlæg om heste og bøffer og cykeltøj og tegne tegneserier om vermouth.

Nå! Hjemvendt og forfrisket bør man straks tegne noget spidst om den rædsomme Hillary, som skal være udenrigsminister i USA. Valget af Hillary irriterer mig frygteligt. Hvor er Obama pludselig blevet dum og nedslående og ordinær og pragmatisk og kedsommelig og højreorienteret. Nu lukker han sikkert heller ikke Guantánamo.

Men der kommer ingen Hillary-tegning. Der kommer en tegning af et fly, som er noget bulet på midten, fordi jeg har glemt hvordan man tegner, og en anmeldelse af maden, de serverede om bord:

Maden, de serverede om bord

Flyet har ikke rystet i et stykke tid, og derfor har de serveret maden, så man kan tage noter på brækposen og anmelde den.

Stewarden henvender sig selvsikkert på fransk og skænker os en balje champagne, Heidsieck Monopole. Plastikglasset er dekoreret med elipser i tåget grå. Dristigt. Ved at dreje det ene ben smertefuldt en kvart omgang i den forkerte retning, er jeg i stand til at skåle med min rejsekammerat, Martin. "Skål!" siger jeg. "Hvad!?" råber Martin.
En tør, men noget endimensionel og monokromt gul champagne.

Den græske salat ser frossen ud i sit bæger. Hvordan vil hvidvinen, La Vielle Ferme 2007 - en af de sjældne hvide Rhone-vine - mon spille op med de syrlige noter i tomat og eddike?
En serie hårde skub mod sædet foran får den søvnige asiatiske mand til at rette sin stoleryg, hvorved det bliver muligt at anbringe flasken oprejst og skrue låget af. Nej, den vælter igen. Men fetaen er ged - et flot træk. Det er også en charmerende hvidvin - blød, forbavsende ukrydret, mellemfyldig. Ikke en vin, der gør meget væsen af sig. Ville den vinde ved yderligere lagring? "Nej," råber Martin.

Rødvinen fra samme hus er kold. Man får brain freeze. Den var ikke gået på Business. Og risottoen er brændt på. Dens genopvarmede skal smuldrer som det stivnede mudder i bunden af en udtørret vandpyt. Et arrogant og rodet forsøg på en billig risret. Til alt held er det Martins ret. Min er kylling.

Uh, og kyllingen er hvid og uhyggelig - som en opskyllet hval på den bunke drivtømmer, der udgøres af stavene af blancheret squash og gulerod. En tomatiseret sovs er stænket på som teaterblod. Stykket rykker på sig, da flyet foretager endnu et brat hop. Hm. Grillning har givet den ene side et mønster af fangedragt, og det skal vise sig at være en god ting, for kyllingen smager dejligt af røg. Der er også en kartoffelmos, som er fyldt med salt og egentlig ... perfekt. En fin lille ret, når alt kommer til alt. Rødvinen, derimod, er sur og tynd, en påmindelse om, hvad Rhone-disktriktet desværre også formår. Man bliver helt ulykkelig af den vin og mister troen på at man kan lide vin overhovedet. En svag dunken sætter omgående i gang bagest i hovedet.

Flutet har sej skorpe. Det er faktisk sejt hele vejen igennem. Men man kan dreje det, indtil det går i stykker, og så kan man komme camembert i. Den er en lille trekant fra industrimejeriet Président - faktisk en lille smule lagret. Ville SAS have vovet det?

Der er pludselig affald overalt nu. Jeg stikker til plastikbjerget. Dér! Bag pakken med skeer, salt og fugtservietter står en lille tung kage med kokosbaseret sukkerfnuller. Jeg fisker menukortet frem. Den indeholder æble, står der. Det er godt tænkt, også hvis man ikke kan smage det. Og der er endda en kiks af mærket Bocadito, en diabetesfremkaldende dulce de leche-baseret småkage af argentinsk fabrikat, ingeniørmæssigt interessant med vaffel i bunden og chokoladedæksel øverst. Den smager ... her falder jeg i søvn og sover i ni timer med smeltet kiks i hele hovedet.