Victoriansk genmæle

Sekvensen ovenfor fra Maltes Spalte om Maltes død er næsten uvedkommende. Eller rettere, den var det tætteste jeg kunne komme på en victoriansk voldsepisode uden ligefrem at skulle bestille noget.

Har altid været fascineret af ideen om en kårde i en stok. Havde professor Moriarty ikke én? Jeg er pludselig usikker. Måske blander jeg mine Sherlock Holmes-minder med mine Tintin i Amerika-minder. Øjeblik ... okay, Wikipedia skriver at Moriartys yndlingsvåben er en stok med en indbygget luftriffel, konstrueret af den blinde tyske mekaniker, Von Herder. Det er også perfekt.

Uanset, så er denne uvedkommende scene stærkt baseret på Sherlock Holmes' kamp mod den infame Moriarty "forbrydelsens Napoleon" ved Reichenbach Vandfaldene i Schweiz efter Sidney Pagets illustration.

Men i virkeligheden skulle det her handle om Jack the Ripper. Stejl Fart anmeldte jo for nylig Alan Moores juletræplantagetykke tegneserie From Hell, og fordi anmeldelsen var forbeholden tog bogens danske redaktør, Christopher Ouzman, til genmæle og sendte mig en meget lang mail. Jeg havde skrevet at tegningerne var fantastiske, men at Moores redaktør burde have givet ham en lussing for teksten. Ouzman ER Moores redaktør. Han skriver en masse, blandt andet:

"Yes, han skriver tungt, for han vil have læseren til at tænke," siger Ouzman, og fortsætter:

"Halvdelen foregår på et metafysisk plan hvor han (Moore) benytter forskellige teorier om hvordan man analyserer en begivenhed - før-kristelige referencer og græsk filologi. Moore vil tvinge læseren til at stoppe op. Der er simplethen så meget symbolik at man nærmest skvatter. Og, yes, det sætter læsehastigheden ned og man bander og svovler de mange gange man tvinges til at tage en omvej ... Jeg må have læst den 15-20 gange og jeg finder stadig nye vinkler! Man kan godt indvende noget imod en bog som kræver af sin læser at han skal læse den mere end én gang, men sådan er den skruet sammen og det er bevidst. Den er et kompendium i at betragte kaos og desperat forsøge at finde orden. Alene noteapparatet er uden sidestykke, det kan læses som en separat roman!"

Genmæle er godt (selv om jeg kun gengiver en lille smule). Jeg finder det tankevækkende at en bog, hvis tekst jeg selv mente at kunne affærdige - endda ret nonchalant - er så vigtig for en anden.

Ouzman joker med at hans svar er "Hamsuns forsvarstale", men egentlig tror jeg de fleste er enige om at From Hell er en virkelig fornem grafisk roman. Jeg har beef med teksten, men ifølge min tegneserieekspertven er det faktisk som regel stregerne, anmelderne ikke er syge med. Det forstår jeg ikke. Idioter! Man skal være både blind og ond for ikke at blive begejstret for Eddie Campbells tegninger. Og hvem har nogensinde hørt om onde blinde mennesker?

(Ud over snigmordermekanikeren Von Herder, selvfølgelig).