torsdag den 29. maj 2008

Cava, signaturer, Piger, Katte

video

Pigen og Katten - den pixibog jeg har lavet for forlaget Aben Maler - udkommer på tegneseriefestivalen Komiks på lørdag. Det sker side om side med fire andre minibøger i 676-serien. Jeg synes, de ser lovende ud. Signe Parkins, Mårdøn Smet, Johan Krarup og Peter Adolphsen + Ejler Nyhavn og Zven Balslev har alle tegnet og gjort ved.

Mellem 10.30 og 11.30 kan man få signeret sine hæfter. Håber, de er trykt ordentligt og alt det der. Har ikke selv set resultatet. Nå jo, og Steffen P. Maarup, manden bag Aben Maler giver noget cava og sådan til de hurtige.

De allerhurtigste festivalgæster får en eller anden officiel goodiebag. Jeg ved ikke noget om goodiebaggen. Måske er den fuld af goodies. Det er den nok.
Eller måske er det en rigtig dårlig bag?

En dårlig bag:

4 albummer med Gammelpot, hvor hjørnerne er klippet af hos forlaget.
1 bulet pakke Magic-kort.
1 Mickey Mouse-digitalur, hvor batteriet er dødt og batterisyren har farvet bagbeklædningen grøn.
1 Go-card med teksten: "Løb en tur, fordi du er så tyk." (Hvilket er særligt sårende, hvis man ER tyk).

Men, som sagt, jeg ved ikke noget.
Øverst: En slags slideshow med en forsøgsvis engelsk version af historien.

onsdag den 28. maj 2008

Skibbrud



Dagens tema er det maritime liv - mere præcis vil jeg gerne lave nogle store billeder af synkende containerskibe. Det her er et manipuleret pressefoto overført til et stykke karton på 70 x 100 cm og tegnet op med blæk. Det næste skal være større, dog.

fredag den 23. maj 2008

Mad for livet




Har skraveret en mægtig tegning i denne uge. Det tog flere dage. Så var der ikke tid til at tegne andet.

Men her kommer en madanmeldelse:

Mad for livet

ANMELDELSE
Af Christoffer Zieler

LIFE. De gamle bygninger er smukke, og parken der omgiver dem, er lysegrøn og dufter af nyslået græs. Et skønt sted at spadsere. Over for Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme og den døgnåbne skadestue finder man Det Biovidenskabelige Fakultets kantine.

Her lugter af opvaskemaskine og renskuret linoleum. Montrerne bugner med sandwicher og boller, og i dybe bradepander findes dagens lune retter som i dag er flæskeæggekage og pasta carbonara. Begge dele til en latterligt lav pris, 17 kroner. Ved kasseapparatet er der kurve med et farvestrålende udvalg af slik til de impulsive.

Min medspiser og jeg modtager hver en generøs æggefirkant med striber af bacon og blød tomat, og ovenpå anretter den venlige kantinemedarbejder et bjerg af tyndskåret agurk og peberfrugt i de trafikale grundfarver, rød, gul og grøn. To halve skiver rugbrød bliver skubbet ind i madbunkens side.

De grønne elementer er en flink tilføjelse, for de sparer os for et besøg i salatbaren som rummer forskelligt snittet grønt og dåsemajs. Hver dag bliver beholderne fyldt op med forskårne grønsager leveret i poser. Et forsøg med at forsyne kantinen med gratis grønt fra fakultetets forsøgsgårde er tidligere strandet, idet udgiften til at rense grønsager ved håndkraft oversteg prisen for de færdigsnittede produkter.

I et køleskab med Arlaprodukter finder vi henholdsvis kakaomælk af mærket Matilde og en halv liter kærnemælk. Samlet pris for mad og drikkevarer 47,75 kroner.

Æggekage af pulveræg?
Maden indtages i den flotte, ryddelige kantine. Her er pænt og rent, og lokalet rummer en scene og er i sig selv ret dekorativt. Det er maden på sin vis også.

Men æggekagen har denne dag en sær grynet konsistens der mest af alt minder om det indre i en Milky Way. Smagen er neutral, men også en smule bitter. Er der tale om pulveræg? Baconskiverne tilfører et element af salt, og de halvt stegte tomater et strejf af væde. De skiveskårne rå grønsager virker derimod underligt dehydrerede og er lidt svære at synke. Man spejder usikkert efter flasken med Thousand Island. Rugbrødet viser sig at være en lys industriel variant med et tyndt lag margarine.

Vi levner æggekage, og deler forsøgsvis en skålfuld carbonara som er tilberedt med penne, hvide fingerstore rør af lun pasta. Konsistensen er blød, men til gengæld sej. Den vil tiltale folk der ikke bryder sig om pasta, for den smager ikke af noget overhovedet. Små stykker bacon og gule spor af æggesovs der klæber til rørene som kager af pollen til en humlebi, giver et tilskud af saltsmag til retten. Det er en nærende servering med en høj fedtenergiprocent.

Men der er så uendelig mange andre og behageligere måder at indtage fedt på, og derfor kan Lifes carbonara ikke modtage vores helhjertede anbefaling i dag.

Påfaldende billig
Til dessert tager vi et stykke gulerodskage (9,50 kroner) og kaffe i plastikbæger (fire kroner). Skeens møde med ostecremen fremkalder en tør, knitrende lyd som en støvle i nyfalden sne. Glasuren er rillet som om cremen er blevet udsat for en omhyggelig pløjning. Kageskiven er, som alt andet her, billig, men stykket er faktisk så påfaldende beskedent at prisen bør ganges med to eller tre hvis man vil sammenligne med cafeernes udbud.

Kaffen har en forbløffende smag jeg aldrig har oplevet før. Den kan bedst beskrives som brændt vand. Der er et avanceret spil af røgede og mineralske nuancer i koppen. En plastikbrik med langtidsholdbar mælk neutraliserer lidt af bitterheden.

The big four
Samtlige elementer i måltidet bærer præg af rå industriel produktion. Men fordelen ved stordrift og tilsætningsstoffer, frem for regulære ingredienser, er også åbenbar i det meget lave prisniveau.

Det er på sin vis flot at Københavns Universitet på tværs af storbyernes økologiske modebølge og den voksende interesse for gode råvarer og raffinerede madprodukter, hæver fanen højt for Tulip, Arla, dåsemajsen og burhøneindustrien. The Big Four. Disse produkter er, når alt kommer til alt, rygraden i den danske fødevaresektor, samfundsøkonomiske grundpiller.

Alligevel forlader vi kantinen med en følelse af undren og melankoli. »Jeg er usikker,« siger min mave. »Skal jeg forsøge at absorbere det her?« Spørger den. Og jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Frokosten er spist, og den kan aldrig gøres om.

Blikket fanges af en flok studerende. På en af plænerne, midt i sollyset, er de ved at klæde sig ud som gøglere. Eller også er de ikke ved at klæde sig ud. Disse mennesker er landets fødevaremæssige frontløbere. Om få år vil de – som konsulenter i primærproduktionen, eksperter på fabrikkerne, embedsmænd i Fødevareministeriet – have afgørende indflydelse på hvad vi andre får at spise, og dermed på hvor gamle og hvor raske vi bliver.

søndag den 18. maj 2008

Mort aux vaches!




Yeah, 1968.

Maltes Spalte skal handle om 1968, men jeg er kommet til at begå "researchfejlen", som består i at komme til at researche emnet. Og jeg er ekstremt dårlig til at håndtere viden.

Fx har jeg tilbragt en hel del af lørdagen til konferencen Reboot68. Arrangeret af en gruppe oprørske studerende. De er fede. En af deres talsmænd har rød krøllefro og stribet maj '68-t-shirt. Rebooterne vil skære "fedtlaget af vellønnede ledere væk" på universitetet. De er hæmningsløst ude af trit med tidsånden. "Smid erhvervslivet ud af bestyrelserne!" Opfordrer de.

I like. Normalt lyder studenterpolitikere som båndsløjfer af Socialdemokraternes 2005-valgkamp. Man brækker sig altid lidt i næsen, når folk taler om at identificere "den store fortælling".

Universitetet stillede et campus til rådighed for revolutionen. Der var forelæsninger. Og frokost. Af oprørere at være sad folk ret meget på deres røv. Men det er okay. Det gjorde man også i '68.

Der var ret mange mennesker til konference. Nogle havde højtsiddende jeans, visdom og forbitrede Lou Reed-hængemuler, men langt de fleste var unge med hurtige bevægelser. Måske bliver universitetet lidt mindre pølsefabrik og produktionshøjskole om et par år, hvis de hænger i.

Og så har jeg set "The Dreamers". Her er en potentiel intro:

"1968 handlede om, at Eva Green, som spillede Vesper Lynd, røg lyserøde cigaretter og så ubeskriveligt lækker ud i baret i Paris og var nøgen i næsten hele filmen.

I Danmark handlede 1968 om, at magten gled professorerne af hænde, og siden er der ingen, der har kunnet stave, og nutidens professorer taler managementpattesprog og siger: "Vi holder møde omkring" og "vi skal gøre noget i forhold til studiekvaliteten".

Samtidig er en række dyrearter forsvundet, og Dansk Folkeparti er blevet opfundet.

Måske har revolutionen ikke virket."

Forsøgte at tegne Eva Green. Hm. Hun ser ikke rigtig sådan ud, men det er okay, jeg synes pigen på tegningerne er cool.

fredag den 16. maj 2008

Elefantint humør



Sær tegning, den her.
Manden skulle jo bare se helt neutral og følelsesmæssigt uinteressant ud. Men nu kommer jeg i tvivl ... De der figurer i baggrunden - får de ham i virkeligheden til at se crazy ud?
Måske ER han i musth.

søndag den 11. maj 2008

Vælg dine kampe



Kvinden i græsset er tegnet efter et billede i en film af den amerikanske tegner Brad Neely. Han fortæller historier i et hybridformat, der hverken er tegneserie eller animation. En slags lysbilledshow. Jeg synes, hans ting er knivskarpe og nyskabende. Har interviewet ham med henblik på at skrive en artikel.

lørdag den 3. maj 2008

Hvordan dræber man en sofa?



Nogle gange er jeg ikke i nærheden af min scanner. Og så kan man tage et foto af sin tegning i stedet. På den måde får man også en masse snavs og grynethed med i billedet. Så ville jeg normalt beskære og, fx, udelade sneaksene. Meget metaagtigt, føles det, at lade være.

Shit, det her er årets lammeste idé. Jeg skynder mig udenfor.

fredag den 2. maj 2008

Pastabjerg






Lidt grafik til en artikel om mad.
Tegninger hen over fotos tilsat farver.
Ja. Det var nødvendigt at spise maden også.

torsdag den 1. maj 2008

Slavehær



Det er længe siden, jeg har været så udeltagende i noget som i den her strejke blandt omsorgspersoner. Gik forbi en børnehave i dag med et banner foran. Der stod: "Vuggestue, børnehave. Mere i løn vil vi have." Og spørgsmålet er, om man ikke har fortjent at gå ned i løn, hvis man har tænkt sig at rime på den måde.

Eller, okay, nu er jeg også sur og ond. Det irriterende er jo, at det slet ikke er spor urimeligt at forvente anerkendelse og respekt for arbejdet med at pleje de syge eller hjælpe gamle mennesker. Det er vigtigt arbejde! Og det er utvivlsomt også mere vigtigt end en masse arbejde, der er langt bedre betalt. Men hvorfor skal det alligevel koges ned til de her ligegyldige pengebeløb?

Det er jo fuldstændig latterlige procentsatser, man diskuterer. 15 vs. 13,9 procent.
Hvorfor handler det her ikke om et indholdsrigt arbejdsliv? Om muligheder for avancement? Uddannelse? Ansvar for at træffe beslutninger i det arbejde, man bliver betroet? Ting, der KAN give mere respekt for de ansatte i omsorgsstillingerne?
I stedet går det op i hjernedøde rim, småpenge og dårligt siddende t-shirts.

Og når man så ser strejken på den her baggrund, kan man kun tænke over, hvordan det kan være, at det hver gang er de her lamme petitessesager, der får folk til at skride til handling ...
Kunne man dog ikke strejke over, at vores politikere ikke har skullet stå til regnskab for deres løgne om krigen?
Eller over antallet af hjemløse, som IKKE får 12-15 procent af nogetsomhelst overhovedet?
Eller strejke over, at Dansk Folkeparti helt uansvarligt bliver tildelt indflydelse på ting, der har med udlændinge at gøre? Det svarer jo til at ansætte pyromaner i brandvæsenet.
Eller strejke over, at der foregår salg af menneskehandlede kvinder foran Station 1 på Vesterbro hver eneste dag?
Eller over at så mange mennesker dør meningsløst i trafikken?
Ting, der betyder noget. Jeg ville få respekt for landets sygeplejersker, hvis de strejkede for en større sag. Og man kunne garanteret også have fundet en værdig årsag til at strejke for noget betydningsfuldt, der vedrørte arbejdet med at hjælpe og give omsorg. Overfyldte medicinske afdelinger, måske?
Men det blev bare ved skejserne.