mandag den 29. september 2008

Renzo Piano



Jeg har interviewet Renzo Piano. Her er artiklen fra Universitetsavisen.
Undtagelsesvis er illustrationen et foto. Er stolt af det foto. Men det er mest fordi Lizette Kabré, som er en sej fotograf, gav det en tur i computeren og shinede det op.

I avisen hedder artiklen Klokkeren fra Pompidou-centret. Her beholder vi den originale titel.

»Hver gang jeg ser det, tænker jeg: Jeg forstår godt, hvorfor vi lavede det på den måde. Men at DE kunne give os lov, det fatter jeg stadig ikke den dag i dag.«
Renzo Piano, arkitekt, modtager af Sonningprisen 2008

INTERVIEW

Quasimodo fra Pompidou-centret

Som 33-årig vandt Renzo Piano konkurrencen om at udforme Pompidou-centret, en af det 20. århundredes mest provokerende og omdiskuterede bygninger. Det var i 1971. Siden har hans kunder aldrig kunnet forudse hvilken type konstruktion de bestiller. »Nysgerrighed er din kapital,« erklærer Renzo Piano. Onsdag den 1. oktober modtager han Sonningprisen på Københavns Universitet.


SONNINGPRISEN 2008
Af Christoffer Zieler

Hvis man står ved Seinen og betragter den franske hovedstad, er det bemærkelsesværdig hvor harmonisk byen tager sig ud. Den er lys, næsten hvid, med grønne tage, grønt flodvand. Den hænger sammen.
Så meget desto mere slående er det at Pompidou-centret pludselig dukker frem som en nedstyrtet intergalaktisk boreplatform – smak! – midt i det gamle Paris. Pladsen skråner mod bunden af det krater som monstrøsiteten selv har banket ud i undergrunden. Og det er ikke slikket 1990’er-science fiction vi her taler om. Renzo Piano og Richard Rogers’ skrummel er beklædt med et virvar af beskidte rør i hårde grundfarver som endda løber som fangarme ud på pladsen og ender i store luftindtag der ville have set voldsomme ud på en Atlantdamper. Meget postmoderne.

Men intet postmoderne miljø er naturligvis komplet hvis der ikke er junkiegøglere og folk der står helt stille for penge, foran. Det er der.

Renzo Piano har selv tegnestue ganske nær ved i Rue des Archives. Hvis han strækker sig, kan han selv se hvor utroligt han har forvandlet bydelen. Det er et særligt sindelag der skal til for at vælge at leve så tæt op ad den bygning der har defineret ens karriere. Andre ville være stukket af, have fortrængt den, ’være nået til en ny fase i deres liv’ – det er de færreste ældre, etablerede kunstnere der er venner med deres ungdomsværker. Det er også de færreste arkitekter der får Sonningprisen, Danmarks største kulturpris.

Onsdag den 1. oktober skal Renzo Piano til København og hente diplomet, lytte til skåltalerne, og stikke checken på en million i lommen. Inden da har Universitetsavisen fået lov at mødes med manden og gå tur i hans værksted.

The Renzo Piano Building Workshop – bygningsværksted – tager navnet alvorligt. Det første den besøgende møder, er modelværkstedet der er anlagt ud til gaden. Tre mand skærer, snitter, støber og limer.

Indenfor – også nu klokken 18 – er der et mylder af arkitekter, folk i begyndelsen af tyverne og andre mere grålige. Tagvinduer sender naturligt arbejdslys ned over skrivebordene, og man kan fornemme vejret udenfor. Væggene er fulde af arbejdstegninger, prospekter, og modeller af bygninger er anbragt på alle ledige pladser.

Den nyopførte New York Times-skyskraber står ved indgangen i miniformat. Potsdamer Platz-komplekset i Berlin hænger side om side med de organiske strukturer der stikker frem over trætoppene på et center for Kanak-kulturen i Ny Kaledonien.
Renzo Piano selv rumsterer i sit kvadratiske kontor på den anden side af et par pottepalmer og en glasvæg. Der ligger mapper og bøger på hans bord, men der er ingen computer. At hedde ’Piano’ og være italiensk arkitekt svarer for resten lidt til at være lokomotivfører og hedde Togesen. En af betydningerne af ordet Piano er ’plantegning’.

Stilen er ikke manden
Renzo Pianos stemme er hæs, ærmerne er smøget op, armene er solbrændte og han har grøn tusch på fingrene.

»Vi laver flugtveje,« smiler han og peger. Tegnestuen er blevet udvidet i flere omgange, og Renzo Pianos egen lejlighed er også blevet inddraget til kontor. Nu bliver han hevet i ærmet, undskylder sig og fordufter ned i kælderen. Men ventetiden giver mulighed for at se nærmere på stedet. Danske Morten Busk Petersen viser rundt. Han har arbejdet på Paul Klee Museet i Bern og var en af lederne på Potsdamer Platz-planen.
Den grundlæggende idé på tegnestuen, forklarer Morten Busk Petersen, er et klassisk italiensk værksted som i Renæssancen – hvor de ansatte har fingrene i alle de forskellige faser af projekterne. Renzo Piano tager store opgaver og følger dem igennem adskillige år.
»Til trods for at man kalder ham for ’manden uden stil’, mener jeg dog, at hvis man undersøger det nøjere, så tegner der sig alligevel nogle linjer. Man kan tale om ikke, én men måske ti stilarter, afhængig af, hvordan man gør det op.«

Lidt efter er Renzo Piano tilbage. Han er ganske særlig glad for Sonningprisen, begynder han straks, fordi den belønner kulturelle bidrag i vid forstand.
»Man kan få en pris for at være en god tandlæge eller en dygtig ...« han leder efter et passende erhverv, »... sømand. Og det er glimrende. Men den her pris er vigtig for mig, for det er en anerkendelse af vigtigheden af at mikse ting.«

Han fortsætter: »En god arkitekt må nemlig være humanist.«

Arkitekten som isbjerg
Han stjæler arket med alligevel ignorerede spørgsmål og tegner et isbjerg på dem. »Se! En tiendedel her og ni tiendedele her. Den tiendedel der er over vandet, det er din kunnen som arkitekt, men langt det meste af det du skal være, ligger her, under vandet. Det er inspiration. Erfaring. Kulturel dna.«

En humanist synes for Renzo Piano at være det modsatte af en specialist, selv om det ofte bliver anskuet anderledes i vores erhvervsmålrettede taleform. Arbejdet må aldrig blive akademisk, mener Piano, som ser en modsætning mellem det akademiske – forstået som den formalistiske kassetænkning der for mange arkitekter er et yderst konkret begreb – og menneskets fundamentale nysgerrighed. »Men det er derfor jeg er interesseret i at tegne universitetsområder, der skal ske en krydsbefrugtning mellem ideer,« uddyber han. »Vi opnår det ved at tvinge folk til at leve sammen,« siger han. »Det er essentielt at vi lever sammen.«
Piano fremhæver Bauhaus-bevægelsen som eksempel på den humanistiske ide i praksis.
»Gropius underviste i teknik og arkitektur, og en mand som Klee som jeg havde den særlige ære at få lov at tegne et museum for i Schweiz, han spændte utrolig vidt: billedkunst og grafik, litteratur, musik.«

Renzo Piano formulerer et æstetisk princip: »Hybriden er god!« Hvorefter han tænker et øjeblik og omformulerer: »Diversity is more interesting than purity.«
»Jeg hader ideen om en ’stil’. At bruge sit eget sprog, derimod, er en god ting.«
Manglen på en bestemt stil skaber uforudsigelighed, og den er undertiden pinefuld for tegnestuens kunder. »I like that!, siger kunden. Can we get something like that. Og så må jeg sige: No, no, this is not for you.«

»Jeg prædiker kompleksitet,« fortsætter han. »Som arkitekt må du bestandig brydes med kompleksitet.« ’Brydes’ – ’grapple with’ - er et yndlingsudtryk. Når han siger det, griber han noget luft og krammer det hårdt.

Brune marker og den vigtige begrænsning
Norden, hvor modernismen fik så relativt frie tøjler, er en inspiration, mener Piano, fordi kvalitet her findes overalt. En af hans helte er finske Alvar Aalto. »Man kan tale om en ’national god smag’ i de nordiske lande,« siger han.

Selv om det er venligt af Renzo Piano at skamrose Norden, kunne man jo indvende at vi i Danmark har et enormt fedtlag af junk space – transitsteder, infrastruktur, sovebyer. Steder vi ikke ænser, men som blot er bebygget fyld i landskabet. Sociologen Henrik Dahl har skrevet en hel bog om denne usynlige verden. »Ah! Periferier!« udbryder Piano. »Periferierne af Paris, Milano, selv London. De er en tragedie. De har ingen sjæl. Ideen om ’en mand - et hus’ er romantisk, men vanvittig. Den er ikke bæredygtig.«

I de senere år har Renzo Piano været meget optaget af ideen om at bygge på ’brown fields’ – modsat grønne – det vil sige allerede bebyggede steder. »Det gælder om at definere grænserne for byggeriet, at færdiggøre byen. Efter Anden Verdenskrig handlede alting om ekspansion, nu er introversion det tema vi skal slå an.«

Piano har samarbejdet med Londons forhenværende borgmester Ken Livingstone, Røde Ken, herom. »Vi bygger en 300 meter høj bygning i London – det højeste hus i Europa – 6.000 mennesker kommer til at være her, men der er kun 42 parkeringspladser til dem. Til gengæld er der seks metrolinjer lige ved og 18 buslinjer.«
»Storbyerne kan ikke blive ved med at æde det omgivende land, de bliver nødt til at blive voksne – tilegne sig visdom.«

Bæredygtig udvikling handler om begrænsninger i de naturlige omgivelser, men også i sin egen kreative proces ser Renzo Piano begrænsningen som en styrke. »Frihed er ikke essentiel,« siger han. »Åndelig og politisk frihed er vigtig at have, det er klart, men når du arbejder, skal du have en opgave. Du lærer jo om det sted du skal bebygge, og dermed bliver din frihed begrænset. Sådan skal det være. Det er forfærdeligt at få helt frie hænder ... man er fortabt.«
Piano har én fundamental regel. Han tegner ikke noget, før han har gået en tur der hvor bygningen skal stå. »You walk around like this,« siger han og stikker hænderne i lommen. »Og så kan du måske tage lidt noter på små papirlapper.« Han hiver et par gule telefonlapper med kruseduller frem af skjortelommen. »Det handler om at absorbere stedets ånd – den lille genius som alle steder har.«

»Jeg bryder mig ikke om at lyde moralistisk, men stedet giver en forpligtelse.«

Kulturelt studenterbrød
Adskillige gange i samtalen vender han tilbage til Pompidou-centret. Denne bygning repræsenterer for Piano en slags grundformulering af visionen om at bringe mennesker sammen. Centret indeholder et miks af funktioner – et stort bibliotek med 12.000 daglige besøgende, kunstmuseum, biograf, musik, design – folk bliver blandet i de kulturelle aktiviteter.

Ville du lave det på samme måde i dag?
»Hver gang jeg ser det, tænker jeg: Jeg forstår godt, hvorfor vi lavede det på den måde. Men at de kunne give os lov, det fatter jeg stadig ikke den dag i dag.«
»Idealet for Pompidou-centret var en fabrik, et raffinaderi. Det var perverst. Men ideen var god nok. Det drejede sig om ligeværdighed. Ingen skulle føle sig intimideret af vores bygning.«

Piano beskriver den historiske stemning der fødte idéen om at bringe kunsten sammen. Bygningen skulle være et kulturelt studenterbrød, om man vil.
»Jeg havde det store held at studere i Milano i 1964-65 i en vild periode med studenterbesættelser. Mit liv så sådan her ud: Jeg gik på arbejde om dagen, og om natten besatte jeg universitetet. Det var et dobbeltliv.«
»Musik var en stor indflydelse. Vi elskede musik. – jeg forsøgte mig selv på trompeten i de år. Vi var livselskere, men vi var ikke kultiverede.«
Han smiler tilfreds. »Vi var bad boys. Vi var meget uhøflige.«
Så hvad er Pompidou-centret? Er det virkelig udtryk for princippet om stedets ånd – eller er det snarere legemliggørelsen af arkitektens egen ånd fra 1960’erne?
Det tænker han lidt over: »Det sted handlede om at gribe ånden i Paris på et tidspunkt da Paris var spændende.«

Renzo Piano kommer der endnu. Han har fire børn i alderen 42 til ni. »Vi tager derhen om søndagen. Jeg elsker at være der. Jeg begynder at føle mig som Quasimodo fra Centre Pompidou.« Han fortsætter:
»I øvrigt er sammenligningen med Notre Dame-katedralen ikke helt tosset. Katedralerne var også helt ude af skala i forhold til omgivelserne; Middelalderens katedral var et rumskib for sin tid.«

Klokken er omkring 20. Renzo Pianos kone er kommet for at hente sin mand. Han lover hende at runde af. »Man fødes nysgerrig, eller også gør man ikke. Det er halvdelen. Resten er forældrenes ansvar. Min far byggede ting. Jeg betragtede ham som en gud. Min mor fik mig til at læse – nysgerrighed er noget man kan lære af litteraturen.«

»Man skal ikke bygge noget – lave noget som helst – hvis man ikke går til opgaven med nysgerrighed. Hvis du ikke er nysgerrig – don’t even try.«

christoffer@zieler.dk

PS: Tak for hjælpen til Martin Zerlang, Københavns Universitet, og til Lene Tranberg.

fredag den 26. september 2008

Kantinedelirium


Seneste madartikel.

Paris! Byen er fuld af skinke. Blot for at tage et eksempel. Og andeleverpostej, foie gras de canard. Eller på dansk: dyrplagerens natmad.

KANTINEDELIRIUM I PARIS
En madanmeldelse

Af Christoffer Zieler

Hvad spiser de studerende i Paris? Seriøst. Hvad spiser de? Pludselig er jeg frygtelig sulten. Har kun fået en tredjedel æske pastiller at spise siden kl. 5 i morges, og nu er det frokosttid.

Og dér ligger noget universitet! Université Paris Descartes på Rue de l’École de médecine. Bogladen er fuld af billeder af hjerner og blotlagte muskler ... lidt skalotteløg og et glas chianti ...

René Descartes var begejstret for at sidde i sin gode stol og udelukkende ved tankens kraft opfinde rationelle forklaringer på – blandt andre ting – at han selv fandtes og at noget lignende måtte gælde for Gud. Til sidst døde han i Sverige af lungebetændelse. Rationalismens far, kaldes han, men skiltene er absurde. Hvor peger pilene hen? Mod loftet? Dér! »Cafeteria«. Sjosker ned ad munkeegnede korridorer, braser ind i lokaler, allerede febril af sult, videre langs et atrium, der ligner en nedlagt botanisk have. Lange gange. Stemmer bag skjulte døre. Maven råber på mad – nej, det er den termonukleare onsdagssirene udenfor. Og der er ingen mad, ingenting. Murene er sandsten, men gulvene ... de er marmorerede som en god paté.

Jeg mumler noget med »pardon« og »café«. Og verdens lækreste pige forklarer langsomt, at der står en slikautomat ved udgangen. Hendes udtryk er det man benytter over for folk, man møder i et S-tog, dem med tophue og bar mave. Hun tilføjer at den nærliggende Boulevard Saint-Germain bugner med cafeer. Jeg VED den bugner med cafeer. Og det ville være så let at give efter! Men det ville også være helt, helt forkert! Det skal være studentermad til frokost.

Fortsætte, fortsætte, drevet af sult. Hvorfor skulle man også slæbe al sin bagage med? Overalt er der små og store cafeer, hvor studentertyper hænger over skåle med dampende suppe med bøger og laptoppe eller mæsker sig i grøn salat mens de konverserer over snurrende gafler.

Lukket Sorbonne
Sorbonne er et af de fineste universiteter i verden. Bygningerne er endeløst prangende og under taget er der mægtige indgraverede tekster, fx PALEONTHOLOGIE, fordi man kan læse til dinosaurusudgraver. Talløse berømte intellektuelle har haft deres gang her. Jeg nævner i flæng: Per Stig Møller. Der er givetvis andre. Kan ikke komme ind, men jeg synes, jeg kan høre bestik skrabe mod en tallerken et sted bag sikkerhedsvagten. Tumler videre langs universitetets bygninger ... flere sandsten. Tørstens land!

Bid! Université Paris Pantheon Sorbonne er prægtigt udefra og indenfor ligner det Den tredje verden, helt nedslidt og Terry Gilliam-agtigt. Fremtiden med andre ord. Når jorden er blevet giftig, vil vi skulle leve som i 1970’erne igen, bare i mere slidte 1970’er-omgivelser.

Madboden lyser i den uhyggelige foyer. En lille østeuropæisk dame med tørt, orangefarvet hår tilbyder et forbavsende udvalg af grimme kager og panini med næsten alting i. Og her er læskedrikke med dugperler på. Som et lille Kafka’sk touch er her til gengæld ingen stole. På den anden side virker det fransk at folk sidder på trapperne og ser dorske og seje ud. Jeg køber straks et underamslangt flute med skinke, tomat og ost og en Orangina og løber over til trapperne.

Min sandwich er kold som et gyngestativ på en vinterdag. Men den tør langsomt op, da jeg gnaver i den, og viser sig at smage ... fantastisk! Nej! Det må være delirium! Ned i tasken med baguetten, og ud på pladsen igen. Jeg bliver nødt til at finde en restaurant. Jeg bliver nødt til at være mere mæt, før jeg anmelder mit flute, ellers er det ganske enkelt ikke fair. Restaurant, restaurant, restaurant ...

Lars Bukdahlernes sejr
Overalt hvor blikket lander køber flokke af studerende mad. Kinabokse, sushiruller, salat med grønne bønner, cigaretter og sort kaffe, crèpes med pølse og smeltet ost, der larmer på stegepladen. Små mærkelige piger med kort hår, der får deres ansigter til at se kugleformede ud, tynde piger med blankt, langt hår, som drenge skubber til, indtil de sparker igen med deres lange, bestøvlede ben. Og visne duknakkede unge mænd med hår, der ser vådt ud, selvsikre typer, der ligner Jim Belushi med hærgede rygsække, Lars Bukdahl-typer med knitrende filtregarn og begyndende måne. Og de visne duknakkede kan ikke forstå, at det er Lars Bukdahlerne, der får fat i pigerne med de tynde ben. Men det gør de.

Sulten gør det umuligt at vælge. Man stavrer forbi den ene restaurant efter den anden. Folk sidder derinde iført tilfredse ansigter. De smiler op mod tjeneren, som hjælpsomt roterer vinen, så de kan læse etiketten. Tykke mænd i hvide jakkesæt drikker espresso med deres homies og funderer bittersødt over at de ikke længere er players. Videre! Og ud af øjenkrogen ser man bestandig endnu en café, endnu et dejligt sted, der måske er endnu bedre, end det man passerer lige nu. Og hele tiden i sikker vished om, at når udmattelsen langt om længe vil vælte én omkuld i en stol, så er man landet det helt forkerte sted.

Se dem med deres platter med charcuteri og dejligt hvidt brød med olivenolie og gråt, fancy havsalt at dyppe i. Der sidder de og gumler. Pølse. Lufttørret skinke. Rillette af and. Bladpersille dekorativt ovenpå, let at verfe bort så man kun behøver spise fedt og salt. Et drys peber fra kværnen, nogle småbitte korn lander i glasset med vin.

Hvert gadehjørne har et bagervindue. Men det er først når man er mæt, at man overvejer at købe sig en pain au raisin eller en chokolade-éclair. Det bedste ved en éclair er, at den hedder en éclair.

... Pludselig er der ikke flere cafeer. Sidder et øjeblik og betragter en due, som ser kær ud, når den lukker øjet halvt, formentlig som resultat af en infektion.

Hvordan ser en plan B ud?
Godt ud, i dette tilfælde. Anne Sophie er høj og statuarisk med gnistrende sorte øjne og hår der svarer til. Hvis hun lægger nakken tilbage kunne man copy-paste hende over på et maleri af Klimt. Bortset fra at hun er solbrændt som en cola. Og hun bor i Paris, og hun kender min søster, og nu har hun lavet frokost. Skinke og spejlæg. Jeg giver det halvtreds huer.

Og sandwichen er stadig god.

mandag den 22. september 2008

Førstesalskraft



Var til koncert med First Floor Power. Jeg kan godt lide First Floor Power.
De spillede. Bag mig snakkede to unge mænd. Hvis musikken blev lav kunne man høre dem meget tydeligt, og når musikken var høj, talte de højere, så man kunne høre dem lige så tydeligt.

Den slags mennesker går forbavsende ofte til koncert, og de er årsag til at flere koncertsteder er begyndt udelukkende at servere øl i bløde plastikkrus.

Da første sang var forbi, lænede den ene af de to sig frem. "Undskyld!" Sagde han. "Er du fan af First Floor Power? Hva' hed det nummer, de spillede nu? Ved du det?" Jeg fandt ud af det. "Pjyw! Thank god!" Sagde han, og noterede det på en blok. "Hvem skriver du for?" Spurgte jeg.

"Gaffa."

Anmeldelsen - Svenske indierockere leverede en stemningsmæssig rutsjebanetur - ligger her. Er imponeret over at han hørte så meget af musikken. Jeg synes, det var lidt svært.

onsdag den 17. september 2008

Mursten


Murstensturisme

Af Christoffer Zieler

EU’s tre søjler er kedelige, og gardinringe er kedelige Men det kedeligste, der findes i verden er mursten. Heraf følger, at det vanskeligste stof at skrive engagerende om må være det arbejde, der foregår på en fabrik, som fremstiller mursten.

I det følgende skal vi høre om en rejse til en murstensfabrik og se, hvorfor oplevelsen ikke resulterede i en god historie.

Lufthavnen klokken lidt over syv. I en time sker der ikke noget videre. Så får jeg lyst til at købe en is, men nu er det for sent, og jeg bliver gennet ud i kabinen. Jeg spænder bæltet og kigger rundt. Flere af passagerne ser ud som om, de er vant til at flyve til Sønderborg. De er rolige og afventende og Sønderborg sidder allerede i deres tøj. Manden ved siden af mig siger: ”Du må ikke lægge din taske der.” Han peger på sædet foran, som jeg forsøger at skubbe min taske ind under. ”Hvorfor ikke?” spørger jeg manden. Han svarer: ”Fordi vi sidder ved en nødudgang.” Yderligere har vi ikke at sige til hinanden på rejsen, og dermed har dagens ventede kedsommelighed sat i gang med en tung joggen.

Jeg betragter himmelrummet udenfor. Morgensolen sprøjter flydende titanium skråt hen over skydækket. Pænt. Jeg funderer over livet som bombepilot. Friheden i højderne. Høj musik, skulle man have, i sine velisolerede høretelefoner. Jeg ville lave en playliste til hvert af mine bombetogter. M.I.A. skulle på: ”... All I wanna do ... BLAM BLAM BLAM BLAM.” En næselyd fra medpassageren minder mig om, hvor lidt disse tanker har at gøre med mursten. Vi lander.

”Mursten.” Forsøger jeg. Jeg skubber billedet af en sten ind i min hjerne med en raspende lyd. Intet resultat. Sørgmodigt stirrer jeg ud af vinduet i den rødbede- og sennepsfarvede turistbus. Øjnene blinker sløvt ved synet af en mindre skov af skorstene. Ja, her står de, artefakterne. Murede symboler på den teglindustri, som i så mange år forvandlede fed sønderjysk undergrund til fede sønderjyske tegnebøger og formulerede vort lands rødspættede udseende. Tidligere husede området et halvt hundrede teglværker, i vore dage eksisterer blot seks-syv stykker.

Byskilte som bussen kører forbi: Bøffelkobbel, Nybøl, Smølvold. Navne fra et rollespil for de 8-11-årige. Og så, for enden, Nybøl Nor og Petersen Tegl. En knasende parkering ved en mægtig bygning uden vægge – og hvad er den pakket med, fra gulv til loft, denne carport til en kæmpe? Med mursten. De er overalt. Og i græsset har man anlagt en bizar have af dem. Japanerne anlægger haver med klippestykker, danskere bruger minsandten mursten. Her er en hel parade af sirlige belægninger og bagest troner en miniversion af La Sagrada Familia fra Barcelona.

Der er to måder at lave mursten på. Enten ruller man sit ler i sand, på samme måde som en brøddej drysses med mel, og bager den ved 1.050 grader Eller også bruger man vand som slipmiddel. Vandversionen er den danske model. Den er mere snasket, men præcis lige så god som versionen med sand. Rødbrændte mursten indeholder i øvrigt jernoxid og stammer fra lerforekomster, der ligger i et relativt tyndt lag tæt på jordoverfladen. Her i området er det brugt op. Kvalte du en gaben? Længere nede findes det kalkholdige ler, der bliver til gule sten. Dette lag er tykkere. Det er derfor landets mange grimme indkøbscentre er gule.

Mursten er ikke vidensintensive. De er lette at lave, mener jeg. Enhver tosse kan bage en klump ler. Skal danskere bruge deres kostbare hjernetid på dette arbejde? Nej, siger økonomien, mens den ser på dig med et fast blik gennem den firkantede brille. Mursten skal fremstilles i den tredje verden, hvor folk ikke er bedre vant. Dér, i Afrika eller Kina eller på andre gudsforladte steder, kan man måske endda oven i købet finde en form for pervers underholdning i en artikel om mursten. Men ikke her. Og det er derfor, der kun er en håndfuld teglværker tilbage ved Egernsund.

Christian Petersen, hvad siger han? Det her er hans fabrik – hvorfor eksisterer den så stadig? Nu står han og taler, i sin proprietærjakke med bløde skuldre. Christian Petersen har gjort det, alle de andre mustensfabrikanter forsømte: han føjede individualiseringen til sin formel og bagte et brand. Han var den lille gris, som gik i batik og byggede sig en sauna.

Her følger, i egnens Sepp Piontek-dialekt, beretningen om et liv i lerbranchen. Du kan springe det over og læse videre, der hvor jeg beskriver, hvordan vi drak citronvand og kiggede på bonsaitræer:

1791 Christian Petersens forfader, en fri bonde med 30 ha jord, får kongelig tilladelse til at bygge teglværk og udvinde ler dertil.
1962, Christian påbegynder en grovkeramikuddannelse i Bayern, Tyskland.
1965-69 Christian tager en multinational keramikvirksomheds-
uddannelse i Schwarzwald.
1969 Christian arver murstensfabrikken ved Nybøl Nor. Han væmmes ved 1970’ernes sociale konformitet og kasserer, i en symbolsk modstandshandling, sine cowboybukser. Begynder at producere individualistiske sten. Nogle år går.
I bogreolen er der for resten digre værker: ”Brick”, ”Gotik”, ”Brick ’08” ...
1993 Christian bryder med det lokale murstenssalgssamarbejde. En smertefuld proces. Man vædder om, hvor længe virksomheden vil overleve.
Men tidsånden er med de individualistiske sten. 20 millioner laver man nu. Om året. Det er stadig feinschmeckerniveau – markedets store operatører kunne bygge Paris med deres output, hvert år.

Vi er et helt selskab. Det har jeg slet ikke sagt. Nå, men det er vi. De andre elsker mursten. Velkommen til de andre mennesker på scenen.

De går foran. Op ad stiger. Under gangbroer. Det bobler i kar med ... øjeblik ... ler. Produktet er brunt, varmt, boblende. At maskinerne har farver som et pigeværelse fra 1990’erne ændrer ikke ved, at stedet ligner den afdeling af Helvede, hvor synderne bliver kogt, indbagt og nedsænket i dampende afføring.

En fugtig hede slår ud fra den 80 meter lange kulfyrede ovn. Et frisk parti lune, våde sten skrumler forbi på et rullebånd. Blikket følger deres færd. Maskinen tilsætter vand, og fra en serie åbninger afleveres nydelige stykker gråbrunt ler med den rolige effektivitet, der kendetegner savannedyr på toilettet. Splap. Endnu en stribe sten. Splap igen. En mægtig høvlstreng snitter oversiden flad, så lerklumperne passer i formene. Et storcenter eller en carport har taget sine første spæde skridt.

”At give er bedre end at tage,” forklarer Christian Petersen. ”Derfor er jeg arbejdsgiver. Og jeg tager ikke arbejde fra mine ansatte.” Han kan til gengæld lide at vise rundt. Han har betalt alle flybilletterne, og hver især har vi modtaget en tung goodie bag, der rasler mistænkeligt af sten. Man kigger i den.
Ja, det er sørme mursten. Der er også en krammebil af skum.

Ét er sten, noget helt andet er mørtel. Mørtel er det, der binder værket sammen. Det, der får monumentet til at knejse. På samme tid hovedperson og grå eminence. Mørtlen er nemlig også det lumske mellemrum i arkitektens vision, det er her, man kan lade tanken trænge ind og danne sine egne billeder. ”Der er noget elementært labyrintinsk over murværk,” siger Kasper, og lader fingrene følge mørtlens veje. Mørtlen er temperamentsfuld! Den er vanskelig at håndtere, man må være hurtig. Eller også nægter mørtlen at binde, og må lokkes, overtales til at afgive sine hemmeligheder. Udviklingen af mørtel til Det Kongelige Teaters Skuespilhus tog år. Mørtel er bedst i sin sobre, på overfladen tilknappede grålighed, men den eksisterer også i andre farver. Christian Petersen har ladet bygge en mur med lyserød mørtel, der ligner hindbærguf. Fantastisk. Åh, mørtel, du for evigt mystiske fure. Hvor fører du os hen?

Men hvis man rejser spørgsmålet om den fascinerende mørtel og fx siger: ”Hvordan er det med ... mørtlen?” – så svarer vores vært henholdende, og straks drejer han samtalen tilbage på mursten.

Endnu et anlæg. Vi sjosker forbi de professionelle stenmagere. Slagger, stumper, skærver og bidder. To mænd stryger såkaldte Kolumba-sten. Den ene ælter, den anden snitter til. Firmaets håndlavede flagskib. Om end den ville synke, hvis man prøvede. Denne mursten er lang i romersk snit, og flad. Farven varierer fra metro-grå til brun med nuancer af grøn og violet. Det er en smuk sten, det må vi med det samme erkende, på lidt over en halv meters længde. Én enkelt koster 33 kroner, og sådan forvandles ler til guld. Kolumba-stenen er den bogstavelige golden brick. Men er den spændende? Man slår neglene imod overfladen ... nej, der sker ikke noget.

De kvindelige deltagere får lov at vælge hver en sten og tage den med. Det gør de. Deres arme ryster af anstrengelse og fingrene bløder når de skraber mod den ru klinke, men de holder fast. Lysestager planlægges ... bordskånere, julegaver.

Selskabet går ombord på et træskib og sejler mod Flensborg et stykke. Her er der nænsomt udskårne sandwicher med delikat fyld, flasker med årgangsrom og rødvin. Man kan sidde i agterstavnen og lægge nakken tilbage.

I flyet sover vi som sten.

fredag den 12. september 2008

Guide til at gå på universitetet




Jeg har skrevet en lang artikel om at gå.

Guide til at gå på universitetet
MIKROVERDENER OG FÆLLESSKAB

Af Christoffer Zieler

Jeg har en Air Force 1-støvle på hver fod og et kort over Københavns Universitet på printerpapir.

Hele motherfucking universitetet skal besøges i dag. Det gælder om at indkredse Campus. Ikke campus som i »Søndre campus« eller »City Campus«, men hele KU. Til fods. Ellers kan man ikke føle det.

På overfladen er denne gåtur en simpel overspringshandling. Jeg havde lyst til at gå. Men på et marginalt dybere plan er den manifestationen af en tværfaglig idé. For universitetet er en åndelig golfbane, og frem af hullerne i græsset stikker isolerede bevidstheder uden nogen videre forbindelse til hinanden.

Den engelske forfatter Will Self bruger udtrykket micro worlds. Og uddannelse er én lang øvelse i at befæste grænserne mellem disse mikroverdener. Vi lever hver især i én – følger de samme fladtrådte ruter i vores liv. Fysisk såvel som mentalt. Ved at gå rundt om campus og opleve det i den real time som mine slubrende sneakers dikterer, kan jeg symbolsk aftegne ideen om et bevidsthedsfællesskab.

Så dette er en vandretur til forsvar for ideen om det åndelige campus – og en undskyldning for at gå tur.

Prydhave
10.49 LIFE. Arkitektonisk er fakultetet en bizar, men indbydende, blanding af forsøgsstation, victoriansk galeanstalt, 1990’er-firmadomicil og prydhave. En mægtig englebasun i en firkantet kumme fælder messingblæserblomster på stien. LIFE har for nylig – som supplement til sin giftige medarbejderkantine – etableret den studenterdrevne Væksthuset. Cafeen er anbragt i et drivhus midt i blomster- og urtebedene. Her er luksuskaffe med ligeså lave priser som i det udslettede Ungdomshus på Jagtvej.

Som hajer sanser en dråbe blod i havet har områdets kvinder opfanget duften af dampet mælk. Nu søger de mod stedet i flokke, skubbende deres blanke sorte barnevogne foran sig i den blinde jagt på wellness. Jeg tager flugten gennem parken.

På Thorvaldsensvej træder en mand frem fra en dyster portåbning. Han bærer en kasse med ordene humor, kærlighed og opmærksomhed.

Loven og ånden
11.40 Jurahuset. »Pas på tasketyve!« formaner skiltet, hvilket straks får ordet advokatsalær til at dukke frem i hjernen. Af alle fag som det er muligt at begrave sig i i fem år, har jura altid slået mig som det mest kedsommelige. De studerende udviser en særlig målrettethed her. Deres vej i livet synes afgjort nu. Alt er jo tilsyneladende et emne for lovgivning. Immaterielret, Arveret, Møtrikret, Krokodilleret. Hvordan, tænker man, er nogen afsmitning mulig mellem dette frygtelige fag og noget som helst andet i hele verden? Professor i retshistorie Ditlev Tamms foto smiler fra biblioteksvæggen mellem billedvævninger i uspecificeret spirituel stil. Professor Tamm har doktorgrader i mindst to fag. Han må vide hvordan. Jeg sender ham en mail.

Svar fra Ditlev Tamm:
... Som retshistoriker har man jo et ben i flere lejre både jura og historie, den gamle sætning, der tillægges Luther, om at en jurist, der kun er en jurist, er »ein arm' Ding«, gælder jo i meget høj grad de mere almene juridiske discipliner, og skal juraen sættes ind i en almenkulturel sammenhæng, hvad den skal efter min mening, er det helt nødvendigt videnskabeligt at kunne se ud over de snævre faggrænser. Om jeg så spænder over mere end et videnskabeligt område, eller om det, der sker, ikke snarere er, at juraen sættes i perspektiv ved intensiv beskæftigelse med fag som historie, teologi, litteratur og sprogvidenskab er så anden sag.
Vh DT

Det virker fair. Tak.

Udenfor summer løsslupne Studiestræde af hashstinkende liv, som de kommende jurister kan se frem til at begrænse ad rettens vej. Og dér står de alle sammen! Foran Akademisk Boghandel i en mange meter lang kø som konsumproletarer til et køtilbud. Nanna venter tålmodigt med sin veninde. De vogter sig (klogt) for at sige noget i medierne, der senere kan inkriminere dem, men jeg får ud af dem, at de nye bøger fra pensumlisten ankommer i dag. Iveren efter at få fingrene i de juridiske tekster er omvendt proportional med den lidelse de vil bringe op til eksamen.

Luther og meteoritter
Lidelse! Teologi er tæt på. Det skal være næste stop. Men først lige hen og røre ved Hovedbygningen på Frue Plads. På trappen brænder bestandig oplysningens flamme fra to bronzekærter på løvefødder. Eller, den ville nok brænde, hvis ikke det var i modstrid med CO2-politikken.

Teologi er ikke helt let at finde. Jeg finder først en vandskadet EDB-kælder. Er det Guds straf over den teknologi, der truer med at undergrave Hans autoritet? Ellers er her meget stille. De studerende er ikke begyndt endnu, og teologibaren henligger i mørke. Jeg spejder gennem vinduet efter et glimt af malerierne af den væmmelige antisemit Luther og hans wingman, Melanchthon.

13.20 Musikvidenskab holder til i en mægtig imposant bygning i Klerkegade på den anden side af Kongens Have. Bygningen er smukt restaureret udenpå og herligt ramponeret inden i. Dørene er den faretruende mekaniske type, der åbner sig i hovedet på en med et ryk og en voldsom lyd, når man griber ud efter håndtaget.

Uh, hvad er det? En ny kantine åbner netop i dag, 1. september. Og den viser sig at være ... tom. Til gengæld munder den ud i en rar slyngelstue med møbler i stofmisbrugerstil og hele to klaverer. Køber en æske gajoler hos kantinebestyreren. Men de er alt for friske og virker forkerte, bløde som nyfødte krabber. Jeg udskyder frokosten lidt endnu – der er en reception på Center for Samfund og Sundhed at crashe.

Medicinsk Museion i Fredericiagade er en del af Campus og må derfor besøges, selv om personalet nidkært holder de tohovede babyer i kælderen for sig selv. Jeg kan alligevel udtale med sikkerhed, at Medicinsk er et af de bedste museionner, vi overhovedet har.

Bryster og gratis frokost
Fortsætter langs Grønningen, hvor tykke arbejdsmænd fælder rådne træer med fjernstyret legetøj, mens turisterne begramser de nøgne bryster på Gerhard Hennings Liggende pige.

13.50. Geocenter. Passerer den herlige bygning i fascist-polyteknisk stil, der huser Geografi og Geologi. Indenfor svinger byens største pendul i magtfulde cirkler.

Geologisk Museum lidt længere nede ad gaden byder på stenforskning og skiveskårne meteoritter. Her er også en meget stor Per Kirkeby-vægdekoration, som kræfter inden for murene forsøger at få lov at destruere. Formentlig kan Kirkebybrokker sælges for flere tusind per spandfuld.

Videre forbi Botanisk Have, hvor guderne må vide, hvad man kan studere. »Botanik« Siger et skilt. Se se. Botanikerne har fat i den lange ende. De har den gode adresse og et dampende Crystal Palace i miniformat, hvor de studerende kan tage tøjet af og lege fortidsøgler midt om vinteren. Hvis de vil.

14.10. Center for Samfund og Sundhed ligner et campus, men føles det sådan? »Does it feel like campus?« Spørger jeg to studerende, som er ved at spise et par meter baguette. »Definitely more than it does in Belgium,« gumler den ene. Det er deres første dag på KU.

Jeg kan ikke sige det nok: Universitetet er ét stort bevis på at det gamle udtryk »there’s no such thing as a free lunch« er noget destruktivt sludder. Universitetsansatte er mestre i at klatte deres arbejdstid væk på receptioner og andre autoriserede drikkegilder. Og for den studerende er det en vigtig pligt at udnytte dette. Dagens reception på CSS er dog en skuffelse. Her er kun Bastognekiks og salte snacks. Jeg lusker ned og finder en antropolog i stedet. Brian Wood, ph.d.-studerende på udlån fra Harvard, har ekspertviden om det at gå: »Selv jæger/samlere, fx Hadzafolket i Afrika, der lever på et eksistensminimum, sætter ressourcer af til det at gå en tur,« forklarer han. »Man prioriterer at tage på visit hos hinanden – og man opnår viden undervejs.«
Var det viden? Jeg går videre. Himlen ser truende ud nu. Og vinden er taget til. På den anden side af søerne ligger Nørre Campus.

Makeup og udstoppet okse
15.15 Panuminstituttet føjer biolog-drop out og kommende ergoterapeut, Katja, ny viden til spørgsmålet om juristernes tværfaglige potentiale. En af hendes medstuderende er eksjurist. Man kan høre advokaten tale, når hun holder oplæg om ergoterapi.

»Det er så formfuldendt! Men hun er fed,« siger Katja, og tilføjer: »Et rigtigt menneske.« Vi klapper hendes venindes groteske miniaturehund, hvis lille krop sitrer som en gnavers.

Krydser Tagensvej ved Nørre Allé. Ned til det nyopførte Biocenter, der har forenet biomedicinere og –kemikere. Tidligere var de to grupper isolerede. Tværfaglighed viser sig at være en enorm udfordring, selv inden for et enkelt fakultet. I den underjordiske studenterdrevne mBAR, der er spritny og grå som en endnu ikke indviet metrostation, står Johannes Waage og Anne Katrine Frank. »Der er ikke så meget tværfaglighed på KU alene af den grund at lortet er spredt over hele byen,« forklarer Johannes, mens han åbner min sodavand. Hans kollega, Anne Katrine, supplerer med en bemærkning om at ledelsen taler mere om sammenhæng, end den skaber det i praksis: »Det er ideen om campus, snarere end en realitet.« Nørre Campus lider under at være delt op i mindre stykker af indfaldsvejene til byen. Universitetet kunne gøre mere, siger de, men de er stolte af mBAR. »Den er et skridt i den rigtige retning.«

Videre forbi August Krogh-instituttet ned til Zoologisk Museum - denne taksidermiske våde drøm. Som lille var det mit yndlingsudflugtsmål til min mors irritation. Jeg elskede den ramponerede klappe-okse i forhallen, men jeg var nervøs for at røre ved den, fordi den var så åbenlyst ulækker. Overfor ligger Det Farmaceutiske Fakultet, endnu et offer for regeringens hostile takeover-strategi. Her bliver man, så vidt jeg ved, uddannet til kosmetolog.

16.15 Himlen er nu meget truende. Kosmetolog? Hvad fanden har jeg gang i? Det ville være godt med noget intellektuel staffage, så denne latterlige vandretur kan blive bibragt et skær af formål. Jeg arrangerer at mødes med Morten Østergaard på Sankt Hans Torv. Ligesom alle andre Moderne Kultur-veteraner er han interesseret i sådanne temaer som byens rum, rummet i byen, mellemrummene mellem stederne i byen, og storbyens fremmedgjorte individers veksler og spor. Morten arbejder for Læreanstalternes Fælles Byplanskursus under Institut for Geografi og Geologi. Han er også lænestolsflanør. Og villig til at dele ud af sin viden for øl og chorizo.

Intellektuel staffage
Morten taler sig i gang: »Bruce Chatwin,« siger han. »Det må være noget af det samme. Har du læst Bruce Chatwin? Chatwin skrev om kulturen nedlejret i ruten over ødemarken, aboriginerne. Det at gå, den rumlige dimension, der krydser en tidslig dimension ... « Han afbryder sig selv. »Se! Der er nogen, der har stillet deres cykel op ad skulpturen uden at se, det er et springvand!«

»Groft sagt,« forklarer Morten, mens han spidder et stykke pølse, »kan man gå på to måder, nemlig målrettet eller planløst.« Den målrettede bevægelse tjener samfundets kapitallogik, og bilturen er (bortset fra i Road Movies) et klassisk eksempel. »Vi taler pendling!« siger Morten, og begynder at fortælle om Ballerup. »Men!« indskærper han. »Man må endelig ikke have noget imod den rationelle, dagligdags bevægelse. Eller det infraordinære, som Georges Perec udtrykker det.« Kombinationen af øl, af at sidde stille og den afsmittende effekt af Mortens klogskab gør mig bedre tilpas. »Mere,« siger jeg. Han taler yderligere en halv times tid.

En planløs køretur ud i skoven giver associationer til selvmord – man bruger ganske enkelt ikke bilen på den måde. Heller ikke cyklen. Det går for stærkt. Den planløse bevægelse knytter sig med andre ord særligt til det at gå, og den arketypiske byvandringsmand er flanøren, som søger fortabelsen i byens vrimmel.

Jeg kan godt lide ideen om fortabelse i vrimlen. Det forekommer mig, at vrimmel kan udskiftes med hav af ideer.

»Er tab af overblik en forudsætning for at kunne besøge andres bevidsthedsverden?« Foreslår jeg, kryptisk. Morten vil ikke udelukke det. »I fænomenologisk forstand er det at gå den primære adgang til byen«, siger han. Han dypper en pomfrit i aïoli og påpeger så det subversive potentiale i en gåtur. »Lidt plat sagt er den formålsløse gang i opposition til den rationelle form.«

Jeg rejser mig og går, glad for at kunne føle mig subversiv, fordi jeg ikke er helt klar over, hvilken vej jeg skal. Niels Bohr Instituttet på Blegdamsvej! Det er mit yndlingsinstitut. Niels Bohr var exceptionelt tværfaglig. Det var ulideligt for ham at tænke på, at den moderne tids filosoffer og andre humanister ikke begreb, hvad det var for epokegørende opdagelser, han og hans udvalgte skare af fysikgenier havde gjort. Hvor radikale de var. For nylig har forskere på NBI gennemført teleportation, no less. NBI ligger ved Fælledparken, og her foregår netop i disse dage et gigantisk løb til ære for et transport- og logistikfirma. Også KU er repræsenteret. Måske er der øl.

Fælledens formålsrationalitet
For den subversivt vandrende er det pinefuldt at være vidne til dette opbud af formålsrationelt hamsterløb i parken. Her er prorektor Lykke Friis indsvøbt i et KU-flag. Universitetsavisens redaktion gnaver i knækbrødsstykker mens de venter på at blive sendt af sted. Alle bærer grimme 1990’er-bordeaux t-shirts.

17.45 Det regner. De formålsrationelle løbere styrter forbi. Redaktøren mener, at mit gangprojekt er blevet foregrebet i en pjece om en kommende cykeltur. Jeg kan berolige ham med, at cykling er en helt forkert bevægelsesform, som aldrig kan manifestere et tværfagligt projekt og nedbryde grænser mellem mikroverdener. Det er han okay med.

18.54 Der er Thy-øl i KU-teltet. Plus: det regner mere nu. En invasiv støvregn. Men Amager mangler.

19.10 Regnen er ophørt. Sortedamsøens løbeklientel kratter sig frem over gruset. Skarvene synes at håne mine trætte skridt. Aftensolen reflekteres i de dyre lejligheder på bysiden.

Gotik og eskimologi
19.23 Tycho Brahe, Rosenborgs spir er indfanget mellem hans ben, som han skræver foran observatoriet, der huser Det Naturvidenskabelige Fakultetskontor. Stemningen heroppe er gotisk. Nedgående sol og rustne metalgitre. Lidt à la The Omen. Man spejder efter den sorte hund.

19.31 Marchmusiktræning foran Rosenborg. Der må være en særlig ironi over at blive slået ihjel til så fjollet musik.

19.40 »Du må godt notere,« siger Rasmus Bech Olsen i Kristen Bernikowsgade. »At vi sidste år fik at vide i et notat, at vi ikke må åbne vinduerne på sjette sal, fordi de kan falde ud.« Rasmus læser arabisk på Carsten Niebuhr på Amager. Jeg lytter til advarslen, men vil stadig derud.

Christianshavn er halvmørk nu. Institut for Arktiske Studier ligger helt ude for enden af Strandgade. Det er usandsynligt at her foregår noget eskimologisk interessant på dette tidspunkt, men jeg har lyst til at tjekke alligevel. Uret under Vor Frelsers Kirkes Conquistador-Jesus viser 20.10. Frelsens Hær i Wildersgade 66. Teksten på væggen: »Vi er et folk uden blivende sted, os er der ingen der regner med. Dog er vi mennesker ligesom I, vi er stolte og glade og fri.« Hyggelige lyde strømmer fra bygningen, og grænsen mellem subversiv flanør og hjemløs synes ulden i skumringen.

Humaniora i socialklasse C
Meget senere. Artillerivej er et trist sted at flanere. Fedlinge på scootere brøler forbi, og tatoverede mænd kæmper for at kontrollere deres dræberhunde. Også universitetet synes ramt af den sociale kølle. Institut for Religionsvidenskab gemmer sig fx oven over City Fitness.

KUA? Har du noget til mig nu? Der er mørkt her, klokken 21. Den puber- og interfakultære grafitti om Foucault (som var bøsse) er usynlig i skyggerne.

På KUA er de forskellige afdelinger forbundet med broer over de kanaler, der gennemskærer landskabet. Sammenbindingen af fag har her fået et fysisk udtryk. »Det er nogle lortebroer,« siger Christina Bennetzen. Jeg har ringet til hende. Hun læser Moderne Kultur. »Hælene sidder fast i mellemrummene.«

»Tværfaglighed er godt,« erklærer Christina. »Bare jeg ikke behøver at gøre det.« Hun er fokuseret og et produkt af samfundets differentiering. Utvivlsomt dygtig, men – slår det mig – også en menneskelig ø. Et atom. »... Eller er du en bøje midt ude i havet?« foreslår jeg hende. »Hvad?« siger Christina.

KUA er berømt for at være øde. Engang var Christina herude en eftermiddag. Vinden susede langs betonmurene. Vandet strømmede iskoldt forbi de høje vinduer. Christina krøllede et stykke papir sammen i hånden og trak låget af en KUA-affaldsspand. Et afhugget grisehoved stirrede op på hende. Hun smækkede låget på igen. Nu har hun alle mulige indvendinger over for arkitekturen.

Klokken 21.16 dykker jeg ned i metrorørets grå lys.

Jeg er usikker på, om noget af betydning blev forbundet i dag. En symbolsk gåtur sætter i sagens natur diffuse spor. I mit hoved blev Ditlev Tamm forbundet med ergoterapeuten Katja i dag, og en gajol, der var for blød i Klerkegade resulterede i en ekstra kiks på Nørre Farimagsgade. Men nøgternt betragtet var min tur et stykke pop. Det var, som Anne Katrine udtrykte det i mBar, ideen om campus, jeg gik tur i.

Aftegnet på et kort udgør vandreruten en slags kryds. X markerer stedet. Men det er ikke gjort med det. Næste skridt bliver ikke fysisk, næste gang skal det handle om de mennesker, der nedbryder faglige grænser i praksis.

Venstre fods sko udsender en klagende lyd. Gmårrrk! Gmårrrk! Gmårrrk!
»Ja,» siger jeg. »Gmorrg.« Jeg kan ikke udtale lyden rigtigt.

christoffer@zieler.dk

PS: En rettelse. Det er faktisk City Fitness, der gemmer sig over Religionsvidenskab.

torsdag den 11. september 2008

Typologier fra A til B



Seneste Maltes Spalte.

Den vakse og/eller friske læser vil bemærke, at første billede er sakset fra min collage fra forleden ... se et par indlæg længere nede. Men hey! De havde klippet den del fra i avisen. Skulle det så bare gå til spilde!? No, sir. Ikke her. Her fejer jeg mine kasserede tegninger og fraklip sammen og bruger dem igen - en slags grafisk romkugle. Til gengæld var det nødvendigt at flytte de andre tegninger til højre og beskære dem.

PS: KCRW - radiostation fra Californien, som streamer deres udsendelser - har lige haft besøg af Dr. Dog, som spiller live. Fedt.

onsdag den 10. september 2008

Brian Mikkelsen og verdens ende



I dag klokken 11 er det meningen at afgående kulturminister Brian Mikkelsen skal holde tale på Amager.

Nogenlunde samtidig lidt uden for Genève - om tre minutter imens jeg skriver dette - tænder 8.000 fysikere ved CERN for verdens største hadron-kollideringsmaskine og skaber dermed et sort hul, som opsluger vores solsystem.

Sammenfaldet af disse begivenheder er interessant i sig selv - men for lige at vende tilbage til det med verdens undergang:

Fordi det er en mærkedag, mødes forskerne til morgenmad. Prof. Dr. Dr. Rino Klöpper har været forbi Emmery's på cykel, og instituttets praktiske gris, forskningsassistent og ph.d.-studerende Silke Egelund har medbragt skiveost, smør og marmelade. Imidlertid trækker morgenmaden ikke ud, for de fleste af forskerne har ikke kunnet sove i nat af ren spændthed. Man børster hastigt krummerne fra skægget ned på skjorten, sætter fødderne i indendørsskoene og begiver sig med elevator de 73 etager ned til Hovedkontrolrummet.

Institutleder Klöpper udbringer en skål i hjemmefremstillet schweizisk pæresnaps og knuser dernæst, ikke uden dramatik, glasset under sin sandal. De venter et øjeblik på at Windows er klar, og sætter så generatoren i gang med et museklik.

Og så går verden under.

- - -

... Eller også sker det langsommere. Maskinen varmer op, rotationerne bliver voldsommere. Kraften fra magnetfelterne i den 27 kilometer lange acceleratortunnel føles som et let kvalmende sug i underkroppen. Wirrr! Wirrrrrrr! WIRRRRRR!

Lyden er på en måde altomfattende, og forskerne holder intenst øje med den grafiske fremstilling af partikelstrålernes rundfærd. Derfor lægger ingen i første omgang mærke til den voldsomme, hæse sirenelyd over indgangdøren og den roterende grønne lampe, som ledsager den.

"Iz it supposed to say diz?" Spørger lange tynde Dr. Phitz, mens han retter sig op.
De andre vender sig en ad gangen.

"HNØØK! HNØØØØK! HNØØØØØK!" Lyder det fra relæet. Det grønne blink roterer fortsat, i sarkastisk tandem med eksperimentet inde i tunnelen. "HNØØØØNK!"

"You know - I really don't zink so." Siger en anden. (Det virker uretfærdigt at de skal tale dårligt engelsk med nazistaccent, men sådan må det jo være. Det ER det internationale forskersprog).

"Vell! What do you KNOW! Zere iz a black hole! A little black hole!"

JEG ved ikke hvor lang tid det tager for et sort hul at opsluge verden. Måske er det en langstrakt proces? Man forestiller sig, at det mikroskopiske sorte hul måske udvider sig langsomt - men ikke desto mindre ustoppeligt - i takt med at det bliver fyldt med stof. En sort snebold ...

Man fejer det sorte hul op. Kost og fejeblad forsvinder. Man sætter et glas over og tipper det forsigtigt rundt ved hjælp af et spillekort under glaskanten. Efter et par timer er glas og spillekort opsuget. Katten snuser til det sorte hul. Katten opsuges ...

Osv.

Dette ville være den mest syrede udgang på historien. Men også den, der har den største appel, synes jeg. En gradvis udvidelse af intetheden. Ren Michael Ende. Og dertil en afmålt undergang for alle. 3 år og 36 dage, 7 timer og 9 minutter. Hvad skal menneskeheden gøre i den tid?

Er der nogen, der kan lide at spille Settlers?

mandag den 8. september 2008

Karrusel


Det ubeskriveligt triste syn af en karrusel i gråvejr, på den helt forkerte tid af døgnet, ikke en sjæl i nærheden – men den fortinnede cirkusmusik snurrer i højttalerne.

Har været i Paris, som var diset og sandstensfarvet og ramt af efteråret. Farverne virkede udtværede som på et videobånd fra 1980'erne. Kastanjetræerne i Jardin des Tuileries var rustne i kanten, og langs Seinen lå der udkoksede heroinmisbrugere og sov arm i arm.

Jeg gik og gik. Og der var dejlig mad. Og jeg fik mulighed for at interviewe en spændende arkitekt og humanist, Renzo Piano.

Pralende PS: Benni Bødker har anmeldt Pigen og Katten i Information. BB er begejstret for Rocky. Det kan jeg godt forstå.

tirsdag den 2. september 2008

Studentermagt



Studenterpolitik er angiveligt blevet noget, man engagerer sig i, uden at blive drillet.
Information bragte en artikel om dette emne i går. Måske er det sandt? Det er interessant.
Jeg har lavet illustrationerne.

Den øverste er bedst - men den anden herunder tog en krig at lave og var offer for en voldsom revision og omarbejdning. Sådan er det ofte. Et tidligere forsøg nederst.