lørdag den 27. december 2008

Finger


Det her er en næsten eksakt gengivelse af en drøm jeg havde forleden.

onsdag den 24. december 2008

fredag den 19. december 2008

Nevøer



Undertiden er der folk, der beder mig illustrere artikler om printerpapir, trykkerimaskiner, udvikling i blækfremstilling, digitalisering af ting, der ikke plejede at være digitale. Arbejde, med andre ord.

Og det er et hyggeligt og fredsommeligt arbejde at tegne de tegninger. Eller, det er selvfølgelig stressplaget og ulykkeligt midt om natten med forkrampede fingre, The Cure i højttalerne og iskold kaffe i en halvt fyldt, skrammet kop - men på en hyggelig måde. Der er noget fantastisk rart ved at skulle hitte på en tegning til et emne, man intet som helst ved om.

Disse tegninger er farvelagt på en nonaggressiv måde, personerne ser hyggelige ud. Der er altid en godmodig pointe. Denne blog indeholder to. Billedet af spionerne øverst understøtter en notits om blæk, der kan forsvinde fra papir af egen drift. Og nederst - og netop afleveret til TeknologiNyt - en tegning om digitaliseringen af kunstmaleres værksteder (i dette tilfælde med en digital model & muse).

De her tegninger er Stejl Farts århusianske nevø, som læser på seminariet.


onsdag den 17. december 2008

Victoriansk genmæle



Sekvensen ovenfor fra Maltes Spalte om Maltes død er næsten uvedkommende. Eller rettere, den var det tætteste jeg kunne komme på en victoriansk voldsepisode uden ligefrem at skulle bestille noget.

Har altid været fascineret af ideen om en kårde i en stok. Havde professor Moriarty ikke én? Jeg er pludselig usikker. Måske blander jeg mine Sherlock Holmes-minder med mine Tintin i Amerika-minder. Øjeblik ... okay, Wikipedia skriver at Moriartys yndlingsvåben er en stok med en indbygget luftriffel, konstrueret af den blinde tyske mekaniker, Von Herder. Det er også perfekt.

Uanset, så er denne uvedkommende scene stærkt baseret på Sherlock Holmes' kamp mod den infame Moriarty "forbrydelsens Napoleon" ved Reichenbach Vandfaldene i Schweiz efter Sidney Pagets illustration.

Men i virkeligheden skulle det her handle om Jack the Ripper. Stejl Fart anmeldte jo for nylig Alan Moores juletræplantagetykke tegneserie From Hell, og fordi anmeldelsen var forbeholden tog bogens danske redaktør, Christopher Ouzman, til genmæle og sendte mig en meget lang mail. Jeg havde skrevet at tegningerne var fantastiske, men at Moores redaktør burde have givet ham en lussing for teksten. Ouzman ER Moores redaktør. Han skriver en masse, blandt andet:

"Yes, han skriver tungt, for han vil have læseren til at tænke," siger Ouzman, og fortsætter:

"Halvdelen foregår på et metafysisk plan hvor han (Moore) benytter forskellige teorier om hvordan man analyserer en begivenhed - før-kristelige referencer og græsk filologi. Moore vil tvinge læseren til at stoppe op. Der er simplethen så meget symbolik at man nærmest skvatter. Og, yes, det sætter læsehastigheden ned og man bander og svovler de mange gange man tvinges til at tage en omvej ... Jeg må have læst den 15-20 gange og jeg finder stadig nye vinkler! Man kan godt indvende noget imod en bog som kræver af sin læser at han skal læse den mere end én gang, men sådan er den skruet sammen og det er bevidst. Den er et kompendium i at betragte kaos og desperat forsøge at finde orden. Alene noteapparatet er uden sidestykke, det kan læses som en separat roman!"

Genmæle er godt (selv om jeg kun gengiver en lille smule). Jeg finder det tankevækkende at en bog, hvis tekst jeg selv mente at kunne affærdige - endda ret nonchalant - er så vigtig for en anden.

Ouzman joker med at hans svar er "Hamsuns forsvarstale", men egentlig tror jeg de fleste er enige om at From Hell er en virkelig fornem grafisk roman. Jeg har beef med teksten, men ifølge min tegneserieekspertven er det faktisk som regel stregerne, anmelderne ikke er syge med. Det forstår jeg ikke. Idioter! Man skal være både blind og ond for ikke at blive begejstret for Eddie Campbells tegninger. Og hvem har nogensinde hørt om onde blinde mennesker?

(Ud over snigmordermekanikeren Von Herder, selvfølgelig).

tirsdag den 16. december 2008

Situationer uden før'er eller efter'e



Regina Ekström, ledende medarbejder i slikgiganten Leaf, tygger nu på mit forslag om en Läkerolsponsoreret lakridsartikel.

I mellemtiden et par ting fra skitseblokken:

Øverst: der har været en masse polemik mellem teologer og antiteologiske religionsforskere på det sidste. Jeg kan godt lide ideen om at reagere på Johannes Møllehave på dén måde, men kunne ikke lige finde den rette kontekst at servere situationen i.

Tegningen herunder er eksempel på det samme - altså en situation, jeg godt kunne lide, men som ikke rigtig havde forbindelse til et før eller efter jeg kunne forestille mig, da jeg tegnede den. Der er dog noget fundamentalt trygt ved at betragte mennesker, som holder fast i deres ideer, mens systemerne ramler.

mandag den 15. december 2008

Fraværet af pastil



Det ser sløjt ud for andet halvår 2008's vigtigste satsning på Stejl Fart: Den Store Pastiltest.

Hvad slags lakrids skal vi spise, før vi får ondt i halsen, mens vi har ondt i halsen, og når vi ikke længere holder pause efter at være blevet trætte af at spise lakrids?

Jeg ved det ikke.

For jeg kan ikke komme igennem til folkene på Toms, konfekturegiganten som med Gajol kontrollerer en stor del af pastilmarkedet herhjemme. De skal jo give mig lakridserne til gengæld for omtalen. Hvis ikke de gjorde det, ville det svare til at jeg skulle finansiere mine ideer på egen hånd! Desuden kender jeg jo ikke det fulde omfang af deres produktudvalg. Hvem ved hvad de sælger i Jylland, fx?

Toms besvarer imidlertid ikke de beskeder jeg afgiver via deres formularsystem på hjemmesiden. I morges ringede jeg til dem. "Må jeg bede om Marketing?" sagde jeg. Det måtte jeg ikke. Receptionisten var stenhård.

"Besvarer de henvendelser?" spurgte jeg, fordi det gør de ikke. "Ja," sagde damen. "Men det tager lang tid. De får mange hundrede forespørgsler af den type, du har, om dagen."

Jeg forsøgte igen. Jeg sagde til hende at hun var god til at være receptionist. Hun sagde tak og spurgte hvad jeg mente. Jeg sagde hun var en veritabel mur. Jeg spurgte om hun ville rykke dem fra mig. Hun sagde at det ville hun ikke.

I virkeligheden står vi med et skægt paradoks - en PR-afdeling, som ikke er til at få i tale. Og det giver sig faktisk udslag. Jeg tror ikke på at de får forespørgsler fra wannabe-pastilanmeldere overhovedet. Jeg tror at receptionisten, i det omfang vi findes, sorterer os fra. Beviset er det næsten totale fravær af lakridsbaseret journalistik på nettet. Det er virkelig et fatalt underprioriteret stofområde. Vi ved stort set intet om de pastiller, der skal lindre os i vinternatten og give os salmiakånde og gult savl. Tænk hvis Toms INGEN indgående kommunikation får! Det er interessant at overveje. Et envejsfirma. Er der overhovedet vinduer i den der grå fabrik på Toms Allé ude i Ballerups randzone?

... Vindebroen blev sænket i nogle sekunder for et par år siden - Søren Fauli blev sluppet løs. Slam! Døren i igen. Og hjemmesiden lukker sig lige så hermetisk om sig selv! Et cremefyldt cyber-Fort Knox. Der er vision og noget med bæredygtighed i Ghana, men ingen sprækker, ingen mailadresser. Ikke flere rundvisninger i 2008.

Jeg nægter at købe dem selv. Til eget misbrug, ja, men ikke til Stejl Fart. I morgen ringer jeg til dem, der laver Läkerol.

onsdag den 10. december 2008

Julespaltning



Her kommer, som afrunding på historien om den langbrystede lektor fra i går, Maltes Spaltes Julespalte om teologi og religionsvidenskab, disse indbyrdes slåssende fag. Det slår mig, at de supplerer hinanden. Og hvad sker der med formen Jesu? Talte Jesus' venner også om Jesu madpakke, da han var dreng?

Det er den sidste Malte-stribe i år. Det betyder at der bliver tid til at gå i krig med rækken af hængepartier. En forfærdende mulighed.

Et potentielt kommende hængeparti har min ven Kris med K for resten netop foreslået. Det er et samarbejde om en bog om et dyr, der spiser sutsko. Men jeg har en dårlig track record, når det gælder børnebøger. Jacob endte for eksempel med at illustrere sin helt alene, da jeg svigtede (hvilket var strengt, selv om man i tilbageblik kan undre sig over at han overhovedet var interesseret i ikke at gøre det selv, eftersom han selv er tegner).

Spørgsmålet er, hvis vi vender tilbage til sutskoene, om man kan tegne en bog, der foregår i et børnehavemiljø på en måde, der ikke virker ondskabsfuld og sarkastisk. Jeg vil jo ikke hænge pædagogmiljøet ud blot fordi det er præget af skulkesyge, storrygning, selvmedlidenhed - for ikke at tale om det evige dilemma om, hvad afføring skal hedde.

Da jeg arbejdede i en børnehave oplevede jeg lutter charmerende pædagoger, og selv om de pjækkede og røg meget og havde virkelig ondt af sig selv og konstant markerede deres afstandtagen til brugen af høflige udtryk om lort, så var de også meget optagne af at være så gode erstatningsforældre som overhovedet muligt. De læste også langt mere for at holde sig ajour i deres fag end de fleste jeg har oplevet fra uni. Flere af dem var utvivlsomt bedre for ungerne end de forældre, de afløste. Kan disse nuancer komme med i en bog for små unger ...? Det må vi overveje.

tirsdag den 9. december 2008

Religiøse facts



Den kommende udgave af Maltes Spalte, Maltes Spaltes Julespalte, udforsker striden mellem teologer og religionsvidenskabsfolk. Her er et billede.

Og jeg ved ikke præcis, hvorfor den kvindelige lektor skulle være omkring 50 år gammel, og jeg ved heller ikke, hvorfor hun skulle gå i dyrt, men ikke nødvendigvis forelæsningsforventeligt tøj. Hun har personlighed, dog. En vis verve. Men dertil kommer en resigneret sorg og livstræthed i udtrykket, som i al fald jeg mener at kunne spore. Kort sagt: Jeg er lidt forbavset over at have tegnet denne kvinde.
Det ville jeg lige dele.

søndag den 7. december 2008

Fremmed i det velkendte


Fordi jeg glemte at bede Brad Neely om lov til at bruge hans egne tegninger som illustration, må vi klare os med denne skitse, der forestiller manden selv.

Det følgende er et interview med tegneserievideo-kunstner Brad Neely fra Texas, Amerika.
Jeg er en stor beundrer af hans arbejde. Og udtrykket "tegneserievideo" er bevidst, som I vil se nedenfor. Teksten her er på engelsk, men der kommer, om alt går vel, en dansk version inden længe med lidt mere essay og lidt mindre interview. Interviewet her findes også på Matthias Wivels - noget mere læste - tegneserieintellektuelle blog The Metabunker, som jeg har fået lov at gæste.

Stranger in an Un-Strange World

Brad Neely’s drawings work, because you read them in an instant.

The images tend to move, but Neely isn’t really an animator. The drawings are all single instances, flashing by, at a pace that’s slower than ordinary film, but still fast enough to keep you focused.

And as he piles on layers of madness and weird moves – George Washington eating brains, snorting cocaine, making rough love to bears and radiating gamma all in the span of one brief video cartoon – you absorb all of it, cause every panel’s done just right.

Brad Neely provided the headline. He is at once cartoonist, musician and video director, and strange and hilarious creations emerge from his pen and brow. In this interview he talks about his characters, how he fleshes out the world surrounding them, and how he works as an artist.

Q. First up: How come videos?

A. The big steps in my life are blind. I’ve never really considered my videos to be “videos.” I’ve always wanted to make movies, but I was poor, unconnected and uneducated about the process. So, I couldn’t make movies, and I lacked the discipline to draw real comic books in a professional sense. Somehow I found a place in-between that I could afford and control by myself. It’s a bastardized process, but it works. I guess.

Q. Like a lot of people I came across your work when I saw the Washington video. It’s funny, and then after a while you realize that the song’s a hit. Is that how you get inspired – by writing songs and then illustrating them?

A. Yes. Some of the time. Music is a great starting point. Sometimes I start with an overall feeling, an abstract place that I want the piece to evoke. Music sometimes is the right tool to use first. Sometimes it’s the pace of the language; sometimes I want to try for plot. With intention I have a lot of options.

Q. What’s the basic work process for a video?

A. I have a list of about 200 or so concepts. Sometimes I draw from that list to start and sometimes I have a need to start fresh. Once the idea is decided upon I write the script. If I will be working on a song video I first devise a melody and a loose idea of the song structure. I revise the script or song. Then I record. In the recording process there are lots of new revisions. Then I draw in pencil.Then I ink. Then I scan. Then I color. Then I edit the audio and visual together, all the time cutting and pushing and pulling.

DRAWING STYLE

Q. I like the clarity and precision of your drawing style. Even the most bizarre ideas and postures are easily read, even if the individual image flashes by in a fraction of a second. How do you design and make your drawings?

A. First off, thank you for your kind words about my drawings. I labor over clarity and emotional content quite a bit. My stuff doesn’t move so I try to make up for that with expressive drawings. Hopefully my visuals convey gestures and emotion that support the characters in the story. I look towards the greats of print comics and how they have much in common with the visual storytelling processes of filmmakers. John Buscema, Michael Lark, Frank Miller, John Paul Leon, Mike Mignola and countless other comic book artist know how to suggest pace tone and performance through a series of panels. I learn from their greatness. I came out of a fine arts background. I love great paintings. I love the great cinematographers. What do you put in the box and what will it mean emotionally for the audience? That is fun.

I talk a lot about hating drawing now. This is due to having to do 200 or so drawings in one day. Plus, the way I am drawing for these videos is not the only way I draw. So I am drawing in one way all the time. This is akin to an actor only performing on role in many different settings and styles. It hurts the hand as well as the heart.

CHARACTERS

Q. I read that Baby Cakes and Frank and Steve were created in a short period of time, when you had to come up with something for Superdeluxe.com. But there seems to be quite a bit of universe construction going on in your work.
What’s the source of these strange characters and their worlds?

A. I did conceive of BC and the Prof Bros in a couple of weeks. I was under the gun. But after the first few moments of reflection I realized that the time didn’t really matter as long as I didn’t make anything that boxed me in. I needed loose open characters that had reasons to tell stories. I wanted to explore the way people told stories. So I thought a diary would be a good, open-ended format. And I figured that a teacher might be able to tell stories. So that was the real beginning: a diary and a teacher. The rest of the development came afterwards, the voices, the relationships, the settings. This all was easy to work up because I hadn’t boxed myself in at the beginning. If I had set my people in space, or in the Spanish inquisition or an asylum I would have had less room to move. Maybe.

Q. I recently ran into an anthropologist who explained something about the life of hunter-gatherers in Tanzania. Basically, learning the skills required to survive as a primitive man require life-long education, whereas a farming skill like plowing can be picked up in a matter of days or weeks. And you could argue that living like most of us do in the US or Europe takes very little practical knowledge of any kind whatsoever. Baby Cakes can certainly be seen as an extreme example of that kind of estrangement from the real world, big and bloated and full of irrelevant lore. He makes me question, whether the notion of a knowledge-based society is maybe just a lot of bullshit. Any thoughts on that?

A. Wow. That’s fun to think about. Thanks for that. I know what you’re getting at. BC is seemingly pretty useless if you’re talking about benefiting society. He eats, gets drunk and makes music for no one. He barely goes to college just because his dad is a teacher and he can go for free. He’s 30 and living off a relatively small inheritance that he shares with his dad. And yes, I do feel that he stands for a lot of us. What good is he? What good is a life like that? Right? Well. That is a very dangerous question to ask. Life is life. BC is a sweet guy who is emotionally intuitive and existentially inquisitive. Life has no empirical meaning, life is useless, knowledge is impossible, trust is impossible, truth is impossible, communication is flawed and the world is overpopulated with people who are doing nothing to make it better. Yes to all of that. BUT, meaningless doesn’t equal value-less. We are here and there is no one to show us the way. We are making our ways or deciding not to make our ways or we have never even thought that a way is needed. This is our predicament, BC’s predicament. Everyone’s predicament. It’s okay. We’re going to be okay. We’re better than we were 100,000 years ago right? Maybe? Who knows. But estimating people’s value by their societal input, or personal achievements is quite dangerous. Especially in a world where (Thank God) achievement is still a term with relative definition.

Q. My sisters are pretty scared of your work. Maybe that’s just the satire working. But do you actively set out to creep out your readers just a little?

A. Not at all. I try to talk to everyone honestly with the videos. I’m working up some solid women characters to even out the “Man’s World” feel of my cartoons. However they won’t be moral compasses or boring understanders. My girls will deal with what it is to be a human. That means they will look foolish and seem desperate and have small triumphs and large vices. Pony and Crystal are their names. I hope to hell they make your sisters happy. (Ha)

Q. Baby Cakes is ignorant of the simplest things, and socially retarded, but he also seems to have a pretty complete worldview, which makes all his introspection funny. How did he end up like this?

A. I never think about BC as retarded. I think he just has never had reason or need to worry about a lot of day to day stuff. I think about him and I love him. I think, “If I never had to worry about a job, if I never had my mom around, if my Dad was distant and communication rare in the house, if I had all the time in the world to do whatever I wanted… I would be BC. I’d walk around, get fat, look at girls, think about death, hate on liars, make songs, get drunk, read comics and I would try to figure out what it meant to live, to be living.

Q. As a reader I sympathize with Baby Cakes, his sadness and isolation. On the other hand, even if his world is shallow, it seems to be shallow in a different direction than any other person’s world – and that gives him a kind of strength. Do you see him as a hero?

A. I definitely see him as a hero, because he has hope. Even if that hope is selfish or desperate or doomed, he still can smile and he laughs and he feels okay sometimes. If a person can feel okay sometimes, they have achieved something. Feeling okay is vastly under-rated. If you can smile, if you can laugh, if you can love you have won. Even if it is for a few moments. There are many that are without this.

Sure, he is a stranger in an un-strange world: ours. He can’t believe what he sees but he is incapable of seeing the irony. He is incapable of metaphor. I love him. I feel like I can find myself in him. That helps me. He’s doing a little more than just trying to get by. He is asking himself (and us) what the hell this life is. He wants to know. To me that desire to understand himself makes him a hero. I love him. Plus he is seven feet tall, bald and clammy. Perfect.

THE PROFESSOR BROTHERS

Q. There seems to be a lot of middle-aged frustration, nihilism and disappointment in Frank and Steve. They’re cynical and whimsical, but they also seem to abide by certain weird ethical codes. Or maybe they lost all that at some stage?

A. Definitely. What’s wrong with nihilism? It’s better that delusion. HA! I really don’t set out with entire character plans in mind. I don’t plan out the character’s worldviews and levels of understanding. That is all something that has to be felt out in the writing process. Even the stuff I said above about BC, that is all new thought. I can’t really speak for them. I just do what feels right for their stories. I try to make what feels like real people. Sure they are cartoons and do larger than life stuff for the sake of making comedies, but it has to feel right. These are what I think real humans have in them as far as honest motives.

Anyway, these guys are tricky. They have more layers than BC. They are out for no one but themselves, it seems. I think they are just trying to get by. They just get their checks, try to have some sex and try to be the more important brother in the room. I know they are petty and horrible. I know they are shallow and chauvinistic. I guess I want to talk about this through them because I see these kinds of guys everywhere. I see them in me, in my best friends. I don’t want to say they are bad people. I don’t really think about anyone that way. They have goodness in them. We’ll see that more in the future.

Q. Maybe you could share some thoughts about what these characters want? Certainly, there’s something gentlemanly about not giving a shit about the rules, or the curriculum.

A. I do think their rebellion is one of their few attributes. It, along with the desire to drink and to fuck, is the only thing they rise up and shine for. They get a kick out of fucking things up. Sometimes they fuck things up just as a side effect of not caring. But I do believe Frank cares about the orator position inherent in being a professor. He likes to hold court and he knows how to tell a story. He cares so much about story that truth might just be expendable if it means he can be a bit more compelling.

(Yeah, for a little while I was imagining a live action version of the Prof Bros. I imagined Gary Oldman as Frank and William Hurt as Steve. I thought the movie might be about them competing for the department head position in the History Department. Then I realized that neither of them would want it. They would try to not get it. They would hate the responsibility. Anyway, that casting is just a fun daydream.)

Q. In any case, I get the feeling there’s a strange kind of morality at play in all your characters’ worlds?

A. I appreciate that. I think it might be easy, and totally okay to see my stuff as absurd poop joke cartoons. But I honestly try to say something with everything. I want to be funny, first and foremost. But I also want to be important. That’s not something to be ashamed of right? Is it immodest to try to make important things? To consider cartoons that way? Maybe so. Maybe I am a dick.

Q. Like Baby Cakes the brothers, although balding and often pitiful, seem to be lords of their own private fiefdoms. There’s the dean above them, but the students are entirely in their power. Is that something you like to explore – the idea of a separate world, where the freaks are successful?

A. I think we all seek a position of authority; whether in our families or at our jobs or in our hobbies or on message boards. I see that urge as beyond human. Apes do it. Heavenly bodies do it. It’s funny. KING ME! REVLOVE AROUND ME! Hilarious.

THE CARTOONS

Q. Could you say something about the work process – from idea to finished panel? The readers of Seriejournalen, many of them cartoonists themselves, are always interested in the technicalities of drawing and writing.

A. I think about a feeling first. A way to laugh. Then I try to figure out how to put an audience there. I have a list of do’s and don’ts. I am a list-aholic. I have a list that I consult when I’m starting out.

1) Find overall feel.
2) Define peak moments.
3) Clear message.
4) Clear story.
5) Find a funnier way.
6) Find a more exciting way.
7) Don’t over-think.
8) Set up a question for the audience.
9) Make pleasurable sound and vision.
10) Funny First.

I use a .9mm Draftmatic Alvin mechanical pencil with H lead. I then Ink with a Prismacolor Premier 03 on very thin vellum. I use Photoshop to color and to make final corrections. I use Imovie for editing. I use Cubase for recording with an SM7 for vocals.

Q. I really like the idea of the reader pondering a one-panel cartoon and maybe even bringing it to a different conclusion than the author imagined. The bearstranauts, for example, it’s such a pleasure to imagine the circumstances that led serious, highly trained engineers and scientists to agree that bears in space were a great idea, worthy of years of funding and research.

A. The funny thing is your conclusion is exactly what I had in mind. I love to think about the blindness of the commitment. Yes, the money and time. That’s fun. Thank you for that. I think you and I will be instant friends!

Q. The man pondering his toolbox of hands has a bit of the same – where does stuff like that come from? Wild brainstorming? Dreams? Free drawing?

A. This one has baffled a lot of people. Therefore I feel like it is a failure. The idea is to capture the predicament of having a lot of tools and a lot of capable time but being incapable of decision. The thought balloon is full of thought, but the thought is meaningless. The toolbox is full of hands (arguably the most important tool ever!) but the man just blankly contemplates his pointless opportunity. He could be thinking anything, he could be doing anything, he has been given it all… and yet he is a blank.

lørdag den 6. december 2008

Den af forskellige gode årsager glemte Helge Kanin



Torben, redaktøren på Free Comics, bruger mine tegninger til at tætne huller i sit blad. Eller, det lyder så ... så prosaisk og lavpraktisk. Uanset: Torben spurgte om, han måtte bringe nogle tegninger i sit altruistiske og gratis tegneserieblad, så jeg rodede computeren igennem for at finde dem, han ville have.

Og så fandt jeg Helge Kanin, som jeg havde glemt fandtes. Oprindelig havde jeg tænkt mig, at der skulle være en masse Helge Kanin i Stejl Fart, men sådan er det ikke blevet.

Jeg opfandt Helge Kanin for en del år siden på et tidspunkt da jeg havde et rigtig arbejde, som et led i mine bestræbelser på at drille en kollega ved navn Winnie. Hun elskede (det håber jeg stadig hun gør) bløde dyr, heste og Harry Potter og den slags. Og af en eller anden grund kunne Helge Kanin gøre hende meget frustreret og vred. Det svarede til at tegne Muhammedtegninger og lægge dem til avisbudet at tegne Helge Kanin til Winnie.

Måske burde Helge Kanins karriere være endt samtidig med Winnies jobskifte. Alligevel har jeg fra tid til anden tegnet ham, og han var som sagt et element i mine planer for bloggen her.
Problemet var bare, at Helge Kanin-historierne ikke var sjove. De swingede ikke. Jeg kunne ikke finde ud af at fortælle dem. Nedenfor er et forsøg. Jeg forsøgte endda at sætte historien op på to forskellige måder.

Helge Kanin arbejder for elektronikfirmaet Sandberg, tror jeg nok. Det er grundsituationen. Jeg forestillede mig, at det ville være et univers, der gav anledning til en masse ideer. Det gjorde det ikke.




onsdag den 3. december 2008

Salmonellos jul



Skal til at tegne Maltes Spaltes Kardinal Salmonellos Juleudgavespalte. Jeg tænkte, det kunne være en anledning til at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt Jesus troede på sig selv og - i så fald - om han forstod, hvad han mente med de ting, han sagde.

Foreløbig har jeg kun tegnet denne nisse.

mandag den 1. december 2008

Luft



Hvis man har en blog, må man ikke tage på uvarslet ferie i ugevis i Sydamerika som assisterende rejseleder for en gruppe gråt guld i stramt cykeltøj. Så tørrer bloggen ind. På den anden side har jeg altid syntes, der var noget ægget over ideen om ferielukning. Og jeg kunne jo ikke vide at jeg ville drikke så meget vin hver dag at jeg ikke kunne holde mig vågen indtil det grå guld var faldet i søvn, for derefter at bruge natten på at skrive indlæg om heste og bøffer og cykeltøj og tegne tegneserier om vermouth.

Nå! Hjemvendt og forfrisket bør man straks tegne noget spidst om den rædsomme Hillary, som skal være udenrigsminister i USA. Valget af Hillary irriterer mig frygteligt. Hvor er Obama pludselig blevet dum og nedslående og ordinær og pragmatisk og kedsommelig og højreorienteret. Nu lukker han sikkert heller ikke Guantánamo.

Men der kommer ingen Hillary-tegning. Der kommer en tegning af et fly, som er noget bulet på midten, fordi jeg har glemt hvordan man tegner, og en anmeldelse af maden, de serverede om bord:

Maden, de serverede om bord

Flyet har ikke rystet i et stykke tid, og derfor har de serveret maden, så man kan tage noter på brækposen og anmelde den.

Stewarden henvender sig selvsikkert på fransk og skænker os en balje champagne, Heidsieck Monopole. Plastikglasset er dekoreret med elipser i tåget grå. Dristigt. Ved at dreje det ene ben smertefuldt en kvart omgang i den forkerte retning, er jeg i stand til at skåle med min rejsekammerat, Martin. "Skål!" siger jeg. "Hvad!?" råber Martin.
En tør, men noget endimensionel og monokromt gul champagne.

Den græske salat ser frossen ud i sit bæger. Hvordan vil hvidvinen, La Vielle Ferme 2007 - en af de sjældne hvide Rhone-vine - mon spille op med de syrlige noter i tomat og eddike?
En serie hårde skub mod sædet foran får den søvnige asiatiske mand til at rette sin stoleryg, hvorved det bliver muligt at anbringe flasken oprejst og skrue låget af. Nej, den vælter igen. Men fetaen er ged - et flot træk. Det er også en charmerende hvidvin - blød, forbavsende ukrydret, mellemfyldig. Ikke en vin, der gør meget væsen af sig. Ville den vinde ved yderligere lagring? "Nej," råber Martin.

Rødvinen fra samme hus er kold. Man får brain freeze. Den var ikke gået på Business. Og risottoen er brændt på. Dens genopvarmede skal smuldrer som det stivnede mudder i bunden af en udtørret vandpyt. Et arrogant og rodet forsøg på en billig risret. Til alt held er det Martins ret. Min er kylling.

Uh, og kyllingen er hvid og uhyggelig - som en opskyllet hval på den bunke drivtømmer, der udgøres af stavene af blancheret squash og gulerod. En tomatiseret sovs er stænket på som teaterblod. Stykket rykker på sig, da flyet foretager endnu et brat hop. Hm. Grillning har givet den ene side et mønster af fangedragt, og det skal vise sig at være en god ting, for kyllingen smager dejligt af røg. Der er også en kartoffelmos, som er fyldt med salt og egentlig ... perfekt. En fin lille ret, når alt kommer til alt. Rødvinen, derimod, er sur og tynd, en påmindelse om, hvad Rhone-disktriktet desværre også formår. Man bliver helt ulykkelig af den vin og mister troen på at man kan lide vin overhovedet. En svag dunken sætter omgående i gang bagest i hovedet.

Flutet har sej skorpe. Det er faktisk sejt hele vejen igennem. Men man kan dreje det, indtil det går i stykker, og så kan man komme camembert i. Den er en lille trekant fra industrimejeriet Président - faktisk en lille smule lagret. Ville SAS have vovet det?

Der er pludselig affald overalt nu. Jeg stikker til plastikbjerget. Dér! Bag pakken med skeer, salt og fugtservietter står en lille tung kage med kokosbaseret sukkerfnuller. Jeg fisker menukortet frem. Den indeholder æble, står der. Det er godt tænkt, også hvis man ikke kan smage det. Og der er endda en kiks af mærket Bocadito, en diabetesfremkaldende dulce de leche-baseret småkage af argentinsk fabrikat, ingeniørmæssigt interessant med vaffel i bunden og chokoladedæksel øverst. Den smager ... her falder jeg i søvn og sover i ni timer med smeltet kiks i hele hovedet.