Bidrag

Tre Gramsespektre til jul

70 procent JC

Jul

Pølse

Hvad den her cartoon angår, er jeg splittet mellem at være meget tilfreds med idéen om en fyr, der rister en pølse i al venskabelighed ved en bil, som han måske / måske ikke selv har stukket brand, og så en irriterende fornemmelse af at have timet mit krudt forkert.

Jeg havde lyst til at drille politiet og demonstranter i sådan en 60/40-fordeling, men jeg er endt med en 30/70 i politiets favør, for de sidste ugers aktivister satte næsten ikke ild til noget. Helt galt var det at følge den demonstration, der forsøgte at trænge ind på Bella Centers område for at holde et alternativt møde med NGO'er uden for.

Uanset hvad de havde lavet på det møde, ville det have battet mere, end det der foregik indenfor.

Og den demo fulgte jeg, som sagt, og der var ikke rigtig nogen lømler med.

Faktisk er idéen til tegningen ikke frisk. Den stammer fra den nat, da en stor del af Nørrebro virkelig var oplyst af brændende biler, og andre mere eller mindre brandbare genstande, folk havde forsøgt at antænde.

Jeg cyklede rundt med et par venner og betragtede (hvilket i retrospekt nok var ret uklogt) det, der foregik. Sådan en slags borgerkrigsturister, var vi. Og det bizarre var at opleve den sære, rolige følelse af fællesskab i mellem mennesker, der indtræffer, når alle i et område deler én oplevelse, uanset om den er god eller ret forfærdelig.

Ét sted havde nogen forvandlet en familiebil til et knitrende, giftigt bål, der brændte hyggeligt og sendte varme til kolde vantefingre og lyste venligt på folks ansigter. Folk i gaden stod omkring den brændende bil og så ud til at have det vældig rart, og man ventede halvt om halvt, at der var en, der fiskede en pose marshmallows frem og et bundt pinde.

Så den stammer derfra, og jeg tænkte, den ville være apropos, så jeg sad oppe den halve nat for at få idéen tegnet. Men den var sgu ikke så apropos alligevel.

Too bad.

Cop-out

Coppen

Helge - Otte år i tilbageblik

Sammenligningsgrundlag

Spis sneglen, Møller

Analyse

Vision

Platon

Boganmeldelse

Maltes fjortende er en anmeldelse af et leksikon.

Uddannelse

100.000

Borgerjournalistik

Omspændt af flammer

Sprøjtegrafik

Får ikke illustreret meget for tiden, men her er en alligevel. Noget grafik efter cowboyagtige teknikker. Noget med at tegne meget løst hen over nogle og være meget omhyggelig med at manipulere med andre.

Ørenlyd

Ost

Der er vist flere ord i ham her. Så kan man overveje at ændre osten til en anden gang.

Ban Ki-moonsk rave

Maltes Spalte 12.

Overgivelse

Maltes Spaltes Jægergryde

Maltes Spaltes 11.

En jægergryde v/ Ræven og Sneglen.

Ikke Zinkernagel, Doppler

Jeg beklager meget: Den bistert udseende herre på tegningen i forrige indlæg er ikke Zinkernagel. Han er professor Doppler. Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne have byttet om på de to.

Her kommer noget kontekst. Maltes 10. fra i år.

Zinkernagel

Her er professor Zinkernagel.

Sarkasme, stålsat faglighed - men et seksuelt indre liv, der gløder.

Tog foto i stedet for at scanne - det giver nogle gange en hyggelig effekt - især hvis lyset er dårligt.

Maltes Spalte 9

Maltes Spaltes niende, hvori Universitetsavisen blæser i sit eget horn, om man vil.

Har for resten også anbragt striberne fra i år i et galleri.

Elektricitet

Det her er en tegning til et magasin for vordende elektrikere.

Der er en kran på. Det er svært for mig at tegne pneumatik.

Malte of the Opera

Uge 40

Om at have haft andre forventninger til uge 40 ...

Havde lidt tænkt på om kvinden burde sige dét.

Fisketrapper

Wow. Gik lige og fejede og støvede af, og så fik jeg øje på et hjørne af min blog, der stak frem fra under sengen, hvor jeg havde glemt den i en hel måned.

Her er en illustration fra i søndags - til en artikel om lakselivet i Gudenåen. Dyr kan være i det vand. Det er en god historie.

Når jeg ikke tegner, skriver jeg ting. En masse striber. Håber at få tegnet dem inden alt for længe.

Tweed

Kustode! Jeg har dovnet på den her blog på det seneste, men det bliver værre.

Det her er for eksempel en tidligtidlig stribe, som jeg ikke brød mig om, da den var færdig.

Men katten og tweedbukserne (et utroværdigt valg af bukser) er egentlig ok. Og jeg savner lidt Fogh at hade på. Ham den nye er så anonym. Så: til ære for Fogh ...

Du ER okay.

Seneste Maltes Spalte. Snigende premiere.

Dobbeltorm

Jeg har været ude i naturen, og der så jeg en solsort. Og jeg har været ude på staden, og der så jeg en hvid fyr med dreads. Hvide mænds dreads ser altid mere frotterede og nussede og i det hele taget Egtvedpigen-agtige ud end sorte mænds. Men jeg synes faktisk, at fyren her på tegningen lige akkurat kan slippe af sted med sine. Han har også innoveret i omslyngningen.

Han skal med i Maltes Spalte.

Varm hånd fra skuffen

Den her dukkede lige op.

Egentlig tænkt som en stribe ... noget med "en varm hånd", vist noget Mogens Lykketoft snakkede om et sted (rar fyr, men ikke så skrap til at finde den rette metafor, Mogens).

Eller også er det bare mig, der lytter forkert.

Tror jeg havde en idé, der skulle gøre situationen sjov, men så glemte jeg den. Too bad.

Diamond Dawg - og en stribe

Seneste Maltes Spalte.

Birthe Rønn Hornbech-tegningen fra forleden virkede pludselig relevant, så jeg puslede videre med den, dvs. skruede hovedet fast på David Bowies krop fra coveret til Diamond Dogs.

Man må selv bestemme om det er en slags homage til Bowie (eller til Birthe Rønn Hornbech), jeg manglede noget, der kunne illustrere ordet "mutant".

Ørecigaretten kom også med, så undskyld, bloglæser, striben er nogle gange lidt af en jægergryde af tegninger, der allerede har været på stejlfart.com.

Diskussionen af ondskab, etik, dilemmaer og kedsommelighed og forbindelsen mellem de tre bliver fulgt op en anden gang. Synes ikke jeg blev færdig.

Rumme

Rønns brønd

Ifølge Udenrigsministeriets rejsevejledning er Irak lidt som en uoverdækket brønd. Man skal holde sig væk.

Alligevel er danske politikere cool med at sende flygtninge derned mod deres vilje. Jeg kan ikke lide tanken. Man bør ikke tvinge andre til at flytte derhen, hvor man ikke selv ville turde rejse.

Rejsevejledningen gælder for turister og den slags folk, som kan betale sig fra mange problemer. Det er forventeligt en del mere bøvlet at ankomme til et kaotisk samfund som hjemvendt flygtning med krav om at få sit hus tilbage og den slags ... 

Intregrationsminister Birthe Rønn Hornbech reagerede med vrissenhed over for pressens spørgsmål om sagen, hvilket igen virkede mærkeligt, siden det ikke er hende, nogen vil tvinge til at tage til Irak. 

Hvem er hun egentlig, dette sære menneske med Benny Hill-frisuren?

Ørecigaret

Hvis nu vi leger at du SKULLE vælge mellem to onder, og det ene onde var:

 

»at gå med synlig cigaret (filter) bag øret i ét helt år.«

- Hvad skulle det andet onde så være?

Bud?

(Man må kunne samle en hel lille opbyggelig bog om onder, man kan vælge imellem. Arbejdstitel: "24 onder").

Kærlighed

Rødvin

Ondt & grimt sagt

Seneste Maltes Spalte med "Ondt og grimt sagt", et gammelmandsmeningspanel.

Den opvakte læser vil bemærke at striben også fik plads til den Simon Emil Ammitzbøll-lignende mand fra for et par uger siden. 

Gammeltest

Min tegneserie Maltes Spalte skal have et panel af højreorienterede koldkrigere og islamofober, der skal udtale sig som det passer dem om hvad som helst. Det skal hedde "Ondt og grimt sagt".

Hvilket fik mig til at tænke over alderdommens gåde: Det meget lange skridt. Man ser straks perronscenen fra filmen Entrapment for sig. Eller også gør man ikke. Pointen er at Sean Connery var blevet gammel det år, fordi hans bukser var trukket utrolig langt op.

Testen må være om gylpens længde matcher længden på skjortefrontens stolpelukning. Derfor tegningen.

Orpheo

Musik - her: Orpheo.
Bandet er Junkie Kong.

Se den på High Quality-indstillingen, hvis det skal være ugrynet.

(Ville egentlig bare have klistret nummeret ind med en enkelt tegning øverst, men det lader sig tilsyneladende ikke gøre. I stedet bliver det med et lysbilledshow af tegninger fra Maltes Spalte).

Gamle & onde mænd

Det betaler sig altid at tegne gamle onde mænd, har jeg erfaret. Man står ofte og mangler én.

Den gamle onde mand fra forforrige indlæg her på siden var kradset ned ret hurtigt med hvid farveblyant efter et billede af Auguste Rodin (som for resten ikke selv så ond ud).

Der kom også en anden tegning ud af samme session - se ovenfor. Men til ham mangler jeg lige nu nogle ord, så han ender nok med at blive brugt i en tegneserie en dag. Jeg tegner for langsomt til at kunne lade alt for mange tegninger gå til spilde (man skal bruge hele dyret). Bliver nødt til at finde på ord til dem, jeg har.

Forsøgte mig også med en computereffekt, der gør ting gnidrede på billedet fra 14. april. Blev lidt chokeret over, hvor plastisk og realistisk, det egentlig får tegningen til at virke. Se:

Salige er de kedelige ...

... for de skal bestemme over jorden.

Hvor - uden for den professionelt politiske verden - er det et aktiv at være aktivt kedsommelig?

Rodfrugtchips

Foghs mange ansigter

Hvis man fra tid til anden har stemt på Fogh og tænkt at han var skønno-bønno, så er man nu:

a) Stolt og glad over at han har fået et job efter alle de her år med tillidshverv.

b) Muggen over at statsministeren bruger sin tillidshverstid på at finde sig et job - og at han forlader sin post, mens landet er i økonomisk krise.

Hvis man kun i begrænset omfang var helt tosset med Fogh, så er man nu:

a) Glad for at han nu lader være med at være statsminister.

b) Beskæmmet over at vi kan finde på at udsætte verden uden for Danmark for denne mand.

Vælg selv - lad os i mellemtiden reflektere over det menneske, som vi lærte at kende i de syv-otte år han bestemte over os.
Betragt: Foghs mange ansigter.

PS: Musikken er "Under vand" af Junkie Kong.

Kan du ikke se jeg ikke er Mikael Motherf*!%#$g Jalving?

Seneste Maltes Spalte.

Fodrejse til Køge

En rejse til Køge
Af Christoffer Zieler

En dag virkede det som en god idé at gå til Køge.
Vil I høre den psyko-geografiske begrundelse?

De fleste af os er på gennemrejse det meste af tiden, som oftest ad de samme fladtrådte spor. Selv kender jeg sjældent mere end et par gadehjørner i de byer, jeg har besøgt. Og Køge har jeg aldrig besøgt. Eller Hundige. Eller Solrød. Er det rigtige steder, eller er det bare punktnedslag man kan passere i høj hastighed? Det er et eksperiment værd at opdage disse steder til fods. For hvornår har man egentlig været et sted?

9.00
Eksperimentet begynder ved den isblå gasbeholder ved Valbyparken. En mental bygrænse. Syd for beholderen bor der, så vidt jeg er orienteret, udelukkende mennesker vi andre ser lidt ned på. Jeg tænker på socialdemokrater, medlemmer af Dansk Folkeparti og Venstre, indvandrere, teenagere og efterlønnere. Kortet kunne egentlig lige så godt indeholde en hvid plamage og ordet ’kannibaler’.

Jeg klapper lommelærken, og jeg ved at der er marcipanbrød og bananer i min taske til senere. Der er også musik i øret at gå i takt til. Og dermed forsvinder et par kilometer Gammel Køge Landevej under mine franske homostøvler før Avedøreværket pludselig dukker op. Jeg bilder mig ind at jeg skal den vej og begiver mig ud i græsset langs motorvejen. Der ligger en sort plastiksæk ved stien. Velsagtens et lig. Her er også et skilt: 45 km til Køge.

10.50
Jeg er ikke nogen ørn til at gå. Eller, okay, en ørn er heller ikke en ørn til at gå – det jeg mener er, at jeg har truffet det helt forkerte fodtøjsvalg. Og mine jeans er dem med røven, der glider ned, og smalle ben, hvilket er i orden til daglig, men upraktisk lige netop i dag. Desuden er jeg gået i den forkerte retning, så jeg vender tilbage til landevejen, hvor jeg skifter til gamle reserve-løbesko og stopper de dyre støvler i tasken.

Faktisk er historien fuld af vandreentusiaster i tungt tøj uden gummisåler under fødderne. H.C. Andersen og Søren Kierkegaard travede hovedstaden tynd. Med succes! Andersen gik endda helt ud til Dragør, og forevigede oplevelsen i sin syrede debutroman Fodreise.

»Hvor skulde jeg hen? (skriver Andersen) Ud maatte jeg. - Da stod Amager mig som den bedste Tumleplads for mit unge brusende Blod, denne Vei forekom mig endnu ikke at være befaret af nogen poetisk Rytter.«

Moden skifter, men mon ikke også de celebre vandringsmænd levede efter devisen om at en vis uforberedthed er en forudsætning for eventyr? Mit tilfodsgående idol er dog ikke historisk, men den nutidige engelske forfatter Will Self, som påpeger at selv om vi mennesker har haft mulighed for at rejse ved maskinkraft siden indførelsen af jernbanen (i Danmark var det i 1847), så er vores fysik, måden vi oplever verden på, helt og aldeles indstillet til fodtransport.

Og det er jo et problem, for vi har ikke tid til at gå. Vi cykler, kører, tager toget eller flyver, og vi har kun en udvisket oplevelse af det der ligger mellem vores A’er og B’er.

Mange af os har knapt en idé om de fysiske omgivelser blot nogle få kilometer fra hvor vi bor. Så vores virkelighedsopfattelse er uorganisk, hvilket er underligt. Betragt et satellitfoto af vores byer om natten. Ligheden med menneskets egne muskler og nervebaner er slående.

11.25
Vallensbæk er en organisme af lange haver og udestuer. En tyk hund og en mand i gul vindjakke er ude at gå tur langs kysten. Manden indikerer en god rute. En tåre fremkaldt af den kolde blæst triller fra hans ene øje. »You sent me to Toledo!« Skriger Jack White i mit øre.

12.00
Vallensbæk havn rummer lystbåde og den afdæmpede trafik af bådejere, som pusler med skrog og rigning. På stien foran går en fisker iført vaders. Uden varsel styrter han ud i vandet, kaster snøren ud og bliver stående ubevægelig som en hejre. Her er mange lystfiskere og mange skilte, der forbyder dem at lystfiske. Vandet, de står i, er koldt. Hvis de forbryder sig mod reglerne, så gør de det med store personlige omkostninger til følge.

13.20
Køge Bugt Kro har blafrefaner udenfor, og inden døre benytter gæsterne rygekabinen efter tur. Den er vist ikke sat til, men ideen med rygekabiner er heller ikke at de skal virke, men at rygerne skal straffes en lille smule for deres lastefuldhed ved at tvinges til at stå op. Det er fint. Man serverer min Squash i bryggeriets officielle glas. Der er brun papirdug på bordet og evighedspeber i bøssen. På væggen hænger Bjørn Wiinblad og i vinduerne er der flæser.

Ved nabobordet bestiller den tykke herre et stjerneskud. Han har seler på og nypudsede sko, og stemmen er blød med Olsen Banden-diktion, mens han forklarer sin kone og voksne datter, hvad forskellen er på en håndmad og et rigtigt stykke smørebrød. Spidser ører, for jeg vil også gerne vide det.
»Ja, shooting star,« sukker han tilfreds. Da stjerneskuddet ankommer ser det ud til at veje lidt mere end et kilo.

13.45
Passerer 19 kilometer til Køge-skiltet. Tømrerfirmaet Bjarne Pedersen hejser sten langs en villafacade. Det er dagens første aktive byggeplads. I Valby stod alle kranerne stille, men hele vejen ned langs bugten viser det sig at folk er i fuld gang med at forbedre deres huse. Har den økonomiske krise undgået Sydkysten? Længere fremme bygger man en kommende REMA 1000 (hvorfor tusind?). Arkitekten har valgt at et beslutsomt firkantet udtryk.

14.30
Greve Strand. Er chokeret over al denne adstadige velstand. Hvor er al betonen? Hvor er ghettoproblemerne? Er det her Greve Strand? Har set blokke i det fjerne, i disen, det er alt. Køber mineralvand og får den galt i halsen.

14.50
Det tager tid at gå i sand, men bugten er smuk og grå, og her er hunde overalt. Dér kommer en i følgeskab med en jogger i skinnende rumdragt. Det er en rank og værdig type som en overtjener, med hævet hage. Dens krop inklusiv nosserne ser ud til at være betrukket med velour i en dæmpet grå kvalitet som en arkitekttegnet sofa. Ejeren gør et mindre heldigt indtryk, men hunden viser ingen tegn på forlegenhed.

15.20
Karlslunde. Det ildevarslende glimt af en bongotromme i et kirkevindue. De første pendlere er på vej hjem nu. Himlen er furet og hvid som et stykke dampet torsk.

15.55
Mon ikke man kan skyde genvej nede ved vandet?

17.00
Næ. Står for enden af Staunings Ø, en odde. Køge er lige ovre på den anden side af vandet, men her ender stranden. Der er langt tilbage til hovedvejen. Går lidt på bare tæer i det våde sand.

Sociologen Henrik Dahl er blevet forstædernes forsvarer. Han påpeger at folk er glade for at bo i dem. Den moderne verden er på tålt ophold, mener Henrik Dahl. Det undrer ham. Det undrer ikke mig. Jeg har været fordomsfuld over for forstæderne siden jeg fraflyttede dem som 19-årig.

Alligevel er der måske noget at hente i Dahls synspunkter. Forstæderne har i dag ikke gjort mig ondt overhovedet. For nu bare at tage et eksempel, så har jeg ikke bemærket ét tilfælde af incest.

17.41
Hovedvejen løber gennem et industriområde. Afstanden mellem bygningerne er latterligt stor og uudnyttet. Hver eneste lave firkantede virksomhedsbygning gør krav på en mægtig skive mishandlet og tilrodet land. Her er tydelige tegn på forfald. En ramponeret villa med flækket murværk og et sammenstyrtet tag er udbudt til salg. Virksomhederne har uheldsvangre navne: ’TechnoGym’, ’Scanda-Hus’, ’Pedan A/S’. Pedan?

18.00
Venteskallen ved limfabrikkens busstoppested er overmalet med graffiti, men det siger sig selv. Det er ordene der overrasker. Hærværksfolkene udtrykker lutter ømhed og kærlighed. Du er så smuk når du smiler, står der.

18.40
Det er bælgmørkt nu, og jeg skal finde Hotel Niels Juel. De har givet mig et gratis værelse, fordi jeg var fræk nok til at e-maile i forvejen og spørge. For det er nødvendigt at sove i Køge. Tænk over det. En udrejse er og bliver en særlig sindstilstand. Man kan ikke bare sætte sig ind i et tog og køre hjem.

Er Køge Danmarks længste by? Har gået i den længe, men skiltene bliver ved at insistere på at den er to kilometer væk. En slags byernes Midgårdsorm. Bestiller en hotdog i en snask med et imponerende udvalg af fedt & salt-mad. Teenagepigen bag disken langer plettede olieposer over disken til brede mænd. Jeg forsøger at læse lidt i Ekstra Bladet fra dagen før, men avisen er for svær.

19.15
Stavrer ind på hotellet. Tæerne ligner en bakke blandede bær.

8.30
Om morgenen er Køge blevet et magisk sted. Fra hotellets restaurant ses lokalbanens tog i eksotiske farver. Her er tyskere med ukurante frisurer og ældre mennesker som er blevet slebet ens af hinandens livslange selskab. Og så er her smørechokolade, variationer af flager og glasskåle med svesker til de modne.

På denne gnistrende morgen kunne man lige så godt være vågnet op i, tja, Tromsø eller Toledo. Solen lyner fra missionsskibet Logos Hopes flanke, og tårne og tegl glimter af dug. Toget trækker ind på stationen. De øvrige passagerer er gymnasieelever. Efterhånden bliver de suget ind fra oplandet. De sniksnakker og regner det ikke for noget særligt at rejse fra Køge. Det gør jeg! Køge, vi tilhører hinanden nu.

Men turen er kort. Den distance det tog mig 10 timer at tilbagelægge i går, klarer toget på mindre end 30 minutter. Til gengæld er det dyrt: Tre gule klip, 49,50.

Hvis man går er det som bekendt gratis.

Overvejer at begive mig nordpå næste gang – men jeg ved ikke om jeg orker kulturchokket. Nordpå! Der bor jo ikke andet end forældre til autonome kystbanesocialistbørn, opportunistiske og infantile konservative, vulgære nyfattige investortyper. Folk, vi andre ser lidt ned på.

Lokumsrullen - det kommunikationsmæssige ideal

Seneste Maltes Spalte.