
Mænd kan ikke beskrive kvinder nøgternt, mener en damebladsredaktør, som en veninde, jeg har, arbejder for, ifølge veninden, jeg har. Eller hvordan man nu ville have formuleret den sætning, hvis man kunne skrive. Men er det sandt at mænd beskriver kvinder unøgternt? At vi idealiserer dem? At vi objektificerer dem? At vi gør dem til andet og mere, eller muligvis mindre, end de er, på samme måde som Stejl Fart-bloggen her efterhånden alvorligt trænger til en bunke tegneserier igen? Måske.
Jeg forestiller mig, at man kan være mere nøgtern i sine kvindebeskrivelser, hvis man springer den del over, hvor man møder den kvinde, man skal beskrive, før man beskriver hende. Så bliver man ikke så forblændet. Her er et eksempel, jeg forestiller mig at bruge ved lejlighed:
Skjolderne i armhulerne antyder at formiddagens møder i banken har været hårdere for chefdesigneren, end hendes smil vil have os til at tro, og hendes ånde lugter af gammel kaffe. 'De her er til efterårskollektionen,' siger hun og anbringer endnu et par snørestøvler på glasbordet med et højt klunk! Jeg byder hende en sorbits, som hun desværre takker nej til. Hendes hår er en anelse mørkt ved rødderne.Måske burde "klunk!" erstattes med ordet "glunk!" Eller er det en anglicisme?