Kvindeforskernavngivning

Dette er et billede af en kvindeforsker til den kommende Maltes Spaltes Kvindespalte om kvinders rettigheder forud for Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts.

Jeg mangler et godt navn til ham.
Anyone?

Kvindemagt

Det er snart Kvindernes Internationale Kampdag.
Så bliver der afholdt antifascistiske stormøder for antifascistiske kvinder overalt, og det rejser spørgsmålet: hvilke tilbud har vi egentlig, som samfund betragtet, til vore fascistiske kvinder?

Eller, okay, der er sikkert andre spørgsmål at diskutere den dag. Who knows. Det er kun for kvinder, forestiller jeg mig. Undskyld at jeg kom til at tænke på spørgsmålet om de fascistiske kvinder først. Kunne bare godt forestille mig, at de kommer til at føle sig udenfor, det er det eneste.

Maltes Spalte vil handle om kvindekampen. Det siger næsten sig selv at det bør den.

Eksotisk haj

Foucaults eksotiske haj

På Geocenter kan sultne og vejrbidte forskere og studerende mæske sig i billig haj og effektiv kage. Eneste krav: de skal finde sig i Københavns største pendul.

MADANMELDELSE PÅ GEOCENTER

Af Christoffer Zieler

Mange af os har en hadebog. En rædsom tyk bog som vi læste færdig mens vi hele vejen ærgrede os over at den aldrig kom i gang, at handlingen løb i slalom foran forventningen over hundredvis af sider som en lygtemand.

Og efterfølgende har hadebogen defineret hvor mange sider af en given bog (det er faktisk 50) man skal læse, før man vurderer om den skal læses færdig eller kastes bort i væmmelse. Sådan at man med den frie hånd kan gribe en anden af de millioner af gode bøger man er nødt til at have læst før man dør, hvis man skal dø belæst.

Min hadebog er Foucaults pendul af Umberto Eco. Og derfor er det klart at mit blod fryser til is da jeg træder ind i Geocenters søjlehal og står ansigt til metalkugle med en udgave af det ægte pendul bygget efter Léon Foucaults berømte anvisninger.

Dog: for den modige som kanter sig rundt langs væggen og trodser det onde pendul, er der mulighed for frokost. Dagens gæst, Sune, er for eksempel uforfærdet.

»Der er salatbar hvis du er i det lune, Sune,« foreslår jeg. Han hælder lydigt salat i en skål. Pris 6,50 kroner for 100 gram hvilket er dyrt for blomkål, men billigt for syltede hvidløg, så det er mest smart bare at holde sig til dem. I øvrigt vejer de sympatisk nok ikke salaten ved kassen. »Der er for 10 ... 15 ... 7 kroner,« siger manden.

Den torturerede laks
På disken med varme retter står forrest en skål med rødkål. Der har sikkert hørt en kødret med til kålen, men alle spiser tilsyneladende nøjagtig samtidig (når pendulet dikterer det?) i Geocenter, og ved vores ankomst ti minutter over 12 er den potentielle gris pist væk.

Til gengæld tilbyder den propfyldte kantine både en vegetarisk kartoffelbøf med salat og en fiskeret med navnet »1 stk Exotic ret haj med ny kartofler«. Kartoffelbøffen koster sølle 22 kroner, og for bare tre kroner mere kan man spise al den eksotiske haj med kartofler man orker. Sune er førstevælger og tager hajen.

Geocenter tilbyder også et udvalg af smørrebrød, og jeg supplerer kartoffelbøffen med en ørredmad med spirer, røræg og agurk. Til overflod findes her også en række kager og byg selv-sandwichmuligheder. Et af elementerne er en helkogt laks der ligger på maven med citronskiver på ryggen og stirrer forsagt i retning af kassen. Dens hud er blevet trukket af kroppen som har den været offer for en flok kosakkers grufulde tortur. Vi lader laksen stå indtil videre. Samlet pris inklusiv to halve liter sodavand er 89 kroner. Det føles ikke dyrt.

Midtvejsevaluering af haj
»Den her haj smager rigtig godt,« siger Sune. Selv bider jeg prøvende i kartoffelbøffen. Frem af den springer en hel soltørret tomat, rettens primære smagsgiver. Det er okay.

Konsistensen er fin, og det er rart at bøffen på grund af de soltørrede tomater har karakter af umami, denne japanske femte smag (af protein) som anmelderdamen på Politiken altid giver sig til at definere for sine læsere.

»Vil du have en midtvejsevaluering på hajen?« spørger Sune. »Den er fortsat god.« Og hvor er det heldigt at den er veltillavet, for en stor del af verdens hajer er alvorligt truede arter.

Hvis man partout skal spise de sidste dyr fra en given art, så bør man i det mindste koge dem rigtigt. Tilbehøret, foruden de udmærkede kartofler med skræl, er primært porre og gulerod med en pæn kulør i en delikat bouillon.

Manden ved kassen er blevet afløst af en kvindelig kollega. »Ved du hvad slags haj, det er?« spørger Sune. »Næ. Jeg har ikke mødt den,« hoster hun gemytligt til svar.

Sune har valgt de mest interessant udseende ting fra salatbaren. Der er et undervandslignende broccolimiks af stilke og nogle dybrøde, bløde vegetabilske stumper hvis identitet må forblive en gåde. Han har også fundet sig en form for kartoffelbaseret moussaka med koralfarvet tomatoverflade der smager godt hvis man topper den med en pose salt. Det sidste 'salat'-element er en lidt vel nedkølet butterdejspakke med spinatfyld. »Den smager som om der burde være feta i,« mener Sune. »Måske er der feta i de andre stykker. Den smager af fraværet af feta.«

Dårlig stamme
Sune kan godt spise mere. Han tackler laksen fra buffeten, og vi benytter lejligheden til også at lange to kopper kaffe, en træstamme og en skive bradepandekage på bakken. I alt 43 kroner. Torturfisken viser sig at være glimrende på en skive hjemmebagt hvidt brød. Langt bedre end min lidt standardiserede ørredmad.

Automatkaffen er brandvarm og rædselsfuld, men det er forventeligt. Træstammen - dette noble rulleformede marcipanrør - er til gengæld dagens skuffelse. Stammen er industriel, tør og nedtrykkende, mens skærekagen er så fedtet og idiosynkratisk og fyldt med giftige cocktailbær at der må være tale om hjemmebag.

»Den er lidt vel sød, og lidt vel greasy,« funderer Sune som betragter sit enorme sekskroners stykke. »Men når det er sagt, så er den brankede kant der er det mest fedtede element, faktisk det bedste. Det her er en fornuftig kage når man har læst i fire timer og trænger til et massivt skud sukker.«

Terrængående klientel
Geologerne er forkælede, det ser man faktisk tydeligt. Udbuddet af mad er stort og varieret, og det er billigere end man er vant til på Københavns Universitet. Folk ser også ud til at skulle bruge kalorierne. Flere af de spisende gæster i den lektoregnede alder ser terrængående ud. Militærbukser, en enkelt hestehale, læderfrakker og Indiana Jones-hat, buskede fuldskæg af den type der kan få en mand helskindet gennem en lang vinter.

Hvis man troede at det kun var kommende vejrpiger der studerede på Geocenter, tager man fejl. Folk ser nyligt hjemvendte ud - fra farefulde ekspeditioner til fjerntliggende bjergmassiver og tundraer. Eller også har de pågældende bolig under en motorvejsbro, og kommer her kun for de billige serveringer af haj. I så fald skal det være dem vel undt.

Klimaltes Gletsjerspalte

Seneste Maltes Spalte.

Røg

Mere klima. Den her tegning for et elektrisk fagblad er illustration til en artikel om en miljøengageret elforsyningsvirksomhed, som opkøber CO2-kvoter. Men den bruger dem ikke. Det er fidusen.

Klimaopti- og pessimisme

Forleden fik jeg mulighed for at tale med en af verdens førende eksperter i klimaforandringer i Potsdam lidt uden for Berlin. Da jeg spurgte ham om han var optimist, sukkede han og gned sig i panden. Han håbede at han tog fejl, sagde han. Men professor Schellnhuber virkede bare ikke som typen, der tog fejl ret tit.

Det gør Katherine Richardson heller ikke. Til gengæld hører hun utvetydigt til i opti-kategorien. Det er opmuntrende. Her er et interview med hende:

På tærsklen til noget forfærdelig ... godt?

Katherine Richardson mener at menneskeheden lever i en spændende tid. Hvis forskningsmiljøerne arbejder sammen og stiller deres viden i det internationale samfunds tjeneste, er der endda en mulighed for at vi overlever lidt endnu som art. Foreløbig har hun tænkt sig at arbejde for sagen.

KLIMAKONGRES

Af Christoffer Zieler

Katherine Richardson finder sig velvilligt i at blive kommanderet rundt på Det Naturvidenskabelige Fakultets tagterrasse i den bidende kulde højt over Tagensvej indtil fotografen får taget det helt rigtige billede. Hun lader sig i det hele taget ikke slå ud af vejret. Faktisk er Richardson ukueligt optimistisk når det gælder klodens klima.

»Hvis jeg ikke troede vi kunne redde planeten, så gad jeg jo heller ikke arbejde 18 timer i døgnet med de her ting,« siger hun.

Opgaven er den store videnskabelige kongres om klimaforandringer som Københavns Universitet er vært for i marts i samarbejde med sine prestigiøse partnere i IARU-alliancen. Katherine Richardson, prodekan på Naturvidenskab, er formand for den videnskabelige styrekomité hvilket betyder at hun har ansvaret for at sikre at det er de rigtige folk der bemander - og bekvinder - kongressens 58 planlagte sessioner.

På tre dage skal topfolk fra hele verden dele viden om den klimakatastrofe de fleste efterhånden er enige om at vi står overfor. Hvad ved vi nu? Hvad vil der ske? Og - nok så vigtigt - hvordan skal vi som art, som borgere og som forbrugere forholde os til et radikalt ændret levegrundlag?

»Vi gider ikke diskutere FN's seneste rapport længere. Vi står alle sammen ved det der står i den. FN-rapportens styrke er at den er baseret på konsensus, mens dens svaghed er at den er baseret på... konsensus. Hvad jeg mener er at rapporten kan bruges i reelle forhandlinger, men svagheden ved konsensus er at det tager lang tid at opbygge.«

Hun krøller sig sammen i stolen og gumler en småkage til erstatning for den frokost hun var nødt til at arbejde hen over.

Risiko eller forudsigelsesproblem
Konsensus kommer til at være grundtonen på den københavnske konference, men vover man sig ud i blogosfæren, er det ikke nødvendigt at klikke mange gange før uenigheden er manifest. Spørgsmålet er imidlertid om de såkaldte miljøskeptikere efterhånden (og muligvis ironisk) er ude i kulden i de videnskabelige miljøer hvor bevillingerne findes.

Hverken Henrik Svensmark, hvis teori om Jordens magnetfelts betydning for klimaet er en udfordring til drivhuskonsensus, eller den forkætrede tidligere statsministeryndling Bjørn Lomborg er inviteret til kongres i marts.

»Hvis udgangspunktet for forhandling er FN's rapport der siger at den globale opvarmning med mindst 90 procents sandsynlighed er menneskeskabt, så skal vi ikke bruge vores krudt på at diskutere 90 over for 10 procent. For intet er 100 procent sikkert,« siger Katherine Richardson.

»Det er lidt som hvis du tog til lufthavnen og fik at vide at der var 90 procents risiko for at dit fly ikke ville nå frem, så ville du nok ikke give dig til at diskutere de 10 procent. Du ville ikke tage med det fly. Hvis vi fokuserer på de 10 procents usikkerhed, så finder vi ikke ud af hvad vi kan gøre ved problemet.«

»Og jeg synes faktisk det har været et stort problem i Danmark at pressen håndterer klimaforandringer som et forudsigelsesproblem. Vil det ske, eller vil det ikke ske? Det er ikke et forudsigelsesproblem. Det er et risikoproblem. Hvor stor er risikoen for at det her går galt? Og hvad kan vi gøre for at mindske risikoen? Normalt er det sådan i vores samfund at hvis der er en lille risiko for at noget slemt kan ske som vil have store negative konsekvenser, så gør vi meget for at forhindre det. Helt ærligt: Hvad er sandsynligheden for at Al Qaeda angriber Tirstrup Lufthavn? Men vi betaler meget for at det ikke skal ske.«

Jorden er et system
»Som politiker skal du finde balancen mellem tilpasning til og imødegåelse af klimaproblemerne. Og det er den balance vores kongres er bygget op omkring.«

»Vi lever i spændende tider. For 12.000 år siden lærte vores art at 'snyde' jorden. Så vi i dag er langt flere end vi fra naturens hånd var berettiget til. Ni milliarder i 2050. I begyndelsen troede vi aldrig at det ville blive nødvendigt med regler for vores brug af planeten. Det er i virkeligheden ikke kommet før i min egen levetid. Vi bliver klogere. Vi forvalter i dag vores forhold til Jordens subkomponenter, land, vand og luft. Men hvis du går til lægen og vedkommende giver dig medicin til din fod, så vil du blive spurgt om du har taget noget til hovedet først. Din krop er et system. Det gælder også Jorden. Vi er nødt til at forvalte ud fra systemet og ikke komponenterne. Vi står på tærsklen til at vores politikere forstår at de skal tænke systemisk når det gælder Jorden. Dette er ikke så kompatibelt med nationalstatskonceptet - det kalder på nye spilleregler i vores forvaltningsformer. Det er i øvrigt også et tema på kongressen.«

Bjørn Lomborg har gjort godt
Det lyder som et svar til de folk der mener vi bør forvalte vores ressourcer ud fra enkeltsager?

»Det er sandt. Men jeg synes at Bjørn Lomborg har gjort mange gode ting. Han har fået vigtige diskussioner om miljø og endda klima på bordet. Vi der kommer fra naturvidenskaberne, har måske haft en tendens til at mene at vi havde monopol på de miljømæssige spørgsmål. Men det er samfundsmæssige problemer, så samfundsvidenskaberne skal også på banen.«

»Lomborg kører af sporet når han forudsætter at vi kan tage tingene kassevis. Nu fokuserer vi på dét her - lad os sige sygdomme i Afrika. Problemet er at efterhånden som kloden varmer op, så sker der en forandring og udbredelse af sygdommene til nye steder.«

»Et andet eksempel fra mit eget område, havet, er at CO2-mængden i havet gør dem mere sure. Det betyder at de organismer som danner koraller, eller skabte Møns Klint, ikke længere kan danne kalk. Hvis vi fortsætter med at hælde CO2 ud i atmosfæren i det nuværende tempo, så vil der ikke i 2065 - du er her endnu, om end intet er 100 procent sikkert - være nogen områder i havene overhovedet hvor korallerne kan danne kalk.«

»Hvis vi, som Copenhagen Consensus-folkene foreslår, lige venter 50 år og ser klimaudviklingen an, så er det meget fint, men hvordan vil de købe korallerne tilbage? Vi forudsætter alt for ofte en lineær udvikling. Nu har vi lige udsat redningsplanen for torsken. Vi fisker en art helt, helt ned. Og så går vi ud fra at når vi holder op med at fiske den, så kommer den tilbage. I 1992 lavede man et moratorium for torskefiskeri i Canada. Men der er ingen tegn på at bestandene kommer igen, nu 17 år senere. Naturlige systemer fungerer ikke lineært.«

Anti-nørdet tænkning
»Vi har designet det så hver session er rettet mod besvarelsen af et spørgsmål. Første session handler om kryosfæren, altså glaciologernes område. Men vi skal ikke have en masse glaciologer der taler om hvor mange centimeter lige netop deres gletsjer er smeltet. Så sidder vi andre og tænker: Og hvad så? De skal dæleme linke det til det større spørgsmål: Hvad betyder det? Og sådan er det hele vejen igennem. Hvilket også har betydet at der er flere af de mere traditionelle disciplin-tænkende forskere der simpelthen ikke kunne finde sig selv i det her. Jeg er blevet kontaktet af folk der har spurgt efter biodiversitet og ledt forgæves efter et emne specifikt om det, og jeg har sagt at I har ret: Der bliver ikke et stort skilt hvor der står at her mødes alle biodiversitetsfolkene. Men hvis jeg går de 58 sessions igennem, kan jeg finde 22 hvor biodiversitet er helt centralt. Men vi tænker det mere nuanceret.«

Det lyder som om den her systemiske tænkning også har et moralsk aspekt - at menneskeheden skal rydde op efter sig selv?

»Hm. Jeg tror at økonomien kommer til at spille en kæmpe rolle. Vi har virkelig mange økonomer med på kongressen med forskellige indgange til klima. Det er på det økonomiske område at det brænder for øjeblikket. At tackle klimaet kræver en økonomisk indsats.«

Det rejser diskussionen om at navigere i et politisk felt. Du er jo også formand for regeringens klimakommission, et panel nedsat af de selvsamme politikere som du og dine kollegaer brugte år på at råbe op?

»Kommissionen er uafhængig og består udelukkende af forskere, så derfor tør jeg godt være med, men jeg har altid været meget opmærksom på at den her sag var alt for vigtig til at den skulle have partipolitisk farve. Det vil jeg ikke lægge navn til. En politiker ville bruge mit navn i forbindelse med en EU-Parlamentskampagne. Det ville jeg ikke. Min generation af forskere blev belært om at vi for Guds skyld skulle holde os fri af det politiske system, løbe skrigende bort fra politik. Men vi sidder med udfordringer hvor det bare ikke er godt nok. Vores konference skal ikke udstikke politikken, men vi skal medvirke til at skabe en 'sense of urgency'. Det er op til politikerne at finde kursen, men som videnskabsmænd m/k skylder vi at fortælle politikerne hvordan fremtiden kommer til at se ud hvis vi gør det ene eller det andet.«

Faktuel fodring af politikerne
Hvad er jeres succeskriterium for kontakten med politikerne?

»FN-rapporten fra 2007 bygger på forskningsresultater publiceret senest 2005, hvis vi er lidt venlige. Så beslutningstagerne skal handle i 2009 på baggrund af fem år gamle resultater. Det er stadig relevant viden, men vi har lært meget siden da. Det ville være en god ide hvis det videnskabelige samfund kunne samles og komme med opdateret viden.«

Kongressen til marts skal resultere i to ting. Dels den forventelige sprænglærde bog som udkommer i 2010, dels en 30 siders synteserapport som politikerne vil få at læse ved topmødet til december. Arbejdet med at få kogt 1.600 abstracts, et væld af sessioner og de kloge hoveders millioner af ord ind til en sproglig ret som en politiker kan fordøje, påhviler ikke mindst formanden, så Katherine Richardson får travlt. Den utaknemmelige opgave bliver at få folk som sædvanligvis fatter sig i mange ord, til at skære ind til benet.

»Jeg har bedt alle 58 'session chairs' om at sende mig et to sider langt dokument med højst to beskeder som de forventer bliver det vigtigste resultat fra netop deres session. De ting som medier, forhandlere, almindelige mennesker vil interessere sig mest for.«

Subprime-lån hos planeten
»Jeg tror ikke vi kan følge hvad vores 30 siders-rapport præcis betyder. Men jeg tror at mange ting er ved at konvergere med hensyn til klimaet netop nu. Vi kan ikke løse de her udfordringer med mindre det politiske og det akademiske og det erhvervsmæssige system spiller sammen. Jeg blev spurgt af en gymnasieelev for nylig om Danmark egentlig har gjort nok til at fortjene sådan et møde som det til december. Og svaret er nej. Men der er heller ikke nogen andre der har gjort nok. Her i landet er der en dialog mellem det politiske system og det akademiske system og erhvervslivet. Måske er Danmark ikke så dumt et sted til det her.«

Men vores regering har jo en foruroligende dårlig miljøhistorie. Vi er ved at pløje den sidste natur op, vi spreder gylle over det hele, og vi er godt i gang med at fange alle fiskene, og ... ?

»Ja, ja, men det vigtige er at klimaforskningen nu deler dagsorden med energisikkerheden og dermed med den økonomiske fremtid og udsigten til vækst. For tiden brænder vi hvert år ressourcer af som det tog planeten en million år at danne, dét er om noget at låne ressourcer på subprime-betingelser. Før eller siden går det galt. Vi kan ikke fortsætte med fossilt brændstof på den nuværende måde. Denne erkendelse er årsagen til den grønne bevidsthed, og skiftet til nye energiformer redder så klimaet i samme omgang. Så jeg er fortrøstningsfuld. Vi har set hvordan den økonomiske krise kan mobilisere politikerne, og det samme kan de gøre for klimaet når blot de får viden om problemet. Jeg tror på det.«

Grundforskning er nøglen
Hvad kan KU bruge kongressen til?

»Klimaforskningen er en brillant illustration over for det øvrige samfund af hvad grundforskningen kan bidrage med. Jeg begyndte ikke at arbejde med kulstofomsætningen i havet fordi jeg troede det ville være vigtigt i klimasammenhængen.«

»Jeg gjorde det fordi jeg elskede de her små planter og ville forstå hvorfor de er forskellige, hvad de laver og hvordan havet virker. Det ragede mig en papand om det kunne bruges til noget, og folk syntes jeg var åndssvag at beskæftige mig med noget man ikke engang kunne se. Og pludselig viser det sig at være en af nøglerne til at forstå Jordens evne til at optage noget af den CO2 vi har stoppet ud i atmosfæren.«

»Dødhamrende politisk relevant og spændende nu, men det var ikke derfor jeg kastede mig over det, og det er ikke derfor jeg har fået støtte af forskningsrådene undervejs.«
»I den forstand tror jeg at vi alle på KU kan bruge det fokus der er på klima til at understrege vigtigheden af det vi laver over for samfundet.«