En rejse til Køge
Af Christoffer Zieler
En dag virkede det som en god idé at gå til Køge.
Vil I høre den psyko-geografiske begrundelse?
De fleste af os er på gennemrejse det meste af tiden, som oftest ad de samme fladtrådte spor. Selv kender jeg sjældent mere end et par gadehjørner i de byer, jeg har besøgt. Og Køge har jeg aldrig besøgt. Eller Hundige. Eller Solrød. Er det rigtige steder, eller er det bare punktnedslag man kan passere i høj hastighed? Det er et eksperiment værd at opdage disse steder til fods. For hvornår har man egentlig været et sted?
9.00
Eksperimentet begynder ved den isblå gasbeholder ved Valbyparken. En mental bygrænse. Syd for beholderen bor der, så vidt jeg er orienteret, udelukkende mennesker vi andre ser lidt ned på. Jeg tænker på socialdemokrater, medlemmer af Dansk Folkeparti og Venstre, indvandrere, teenagere og efterlønnere. Kortet kunne egentlig lige så godt indeholde en hvid plamage og ordet ’kannibaler’.
Jeg klapper lommelærken, og jeg ved at der er marcipanbrød og bananer i min taske til senere. Der er også musik i øret at gå i takt til. Og dermed forsvinder et par kilometer Gammel Køge Landevej under mine franske homostøvler før Avedøreværket pludselig dukker op. Jeg bilder mig ind at jeg skal den vej og begiver mig ud i græsset langs motorvejen. Der ligger en sort plastiksæk ved stien. Velsagtens et lig. Her er også et skilt: 45 km til Køge.
10.50
Jeg er ikke nogen ørn til at gå. Eller, okay, en ørn er heller ikke en ørn til at gå – det jeg mener er, at jeg har truffet det helt forkerte fodtøjsvalg. Og mine jeans er dem med røven, der glider ned, og smalle ben, hvilket er i orden til daglig, men upraktisk lige netop i dag. Desuden er jeg gået i den forkerte retning, så jeg vender tilbage til landevejen, hvor jeg skifter til gamle reserve-løbesko og stopper de dyre støvler i tasken.
Faktisk er historien fuld af vandreentusiaster i tungt tøj uden gummisåler under fødderne. H.C. Andersen og Søren Kierkegaard travede hovedstaden tynd. Med succes! Andersen gik endda helt ud til Dragør, og forevigede oplevelsen i sin syrede debutroman Fodreise.
»Hvor skulde jeg hen? (skriver Andersen) Ud maatte jeg. - Da stod Amager mig som den bedste Tumleplads for mit unge brusende Blod, denne Vei forekom mig endnu ikke at være befaret af nogen poetisk Rytter.«
Moden skifter, men mon ikke også de celebre vandringsmænd levede efter devisen om at en vis uforberedthed er en forudsætning for eventyr? Mit tilfodsgående idol er dog ikke historisk, men den nutidige engelske forfatter Will Self, som påpeger at selv om vi mennesker har haft mulighed for at rejse ved maskinkraft siden indførelsen af jernbanen (i Danmark var det i 1847), så er vores fysik, måden vi oplever verden på, helt og aldeles indstillet til fodtransport.
Og det er jo et problem, for vi har ikke tid til at gå. Vi cykler, kører, tager toget eller flyver, og vi har kun en udvisket oplevelse af det der ligger mellem vores A’er og B’er.
Mange af os har knapt en idé om de fysiske omgivelser blot nogle få kilometer fra hvor vi bor. Så vores virkelighedsopfattelse er uorganisk, hvilket er underligt. Betragt et satellitfoto af vores byer om natten. Ligheden med menneskets egne muskler og nervebaner er slående.
11.25
Vallensbæk er en organisme af lange haver og udestuer. En tyk hund og en mand i gul vindjakke er ude at gå tur langs kysten. Manden indikerer en god rute. En tåre fremkaldt af den kolde blæst triller fra hans ene øje. »You sent me to Toledo!« Skriger Jack White i mit øre.
12.00
Vallensbæk havn rummer lystbåde og den afdæmpede trafik af bådejere, som pusler med skrog og rigning. På stien foran går en fisker iført vaders. Uden varsel styrter han ud i vandet, kaster snøren ud og bliver stående ubevægelig som en hejre. Her er mange lystfiskere og mange skilte, der forbyder dem at lystfiske. Vandet, de står i, er koldt. Hvis de forbryder sig mod reglerne, så gør de det med store personlige omkostninger til følge.
13.20
Køge Bugt Kro har blafrefaner udenfor, og inden døre benytter gæsterne rygekabinen efter tur. Den er vist ikke sat til, men ideen med rygekabiner er heller ikke at de skal virke, men at rygerne skal straffes en lille smule for deres lastefuldhed ved at tvinges til at stå op. Det er fint. Man serverer min Squash i bryggeriets officielle glas. Der er brun papirdug på bordet og evighedspeber i bøssen. På væggen hænger Bjørn Wiinblad og i vinduerne er der flæser.
Ved nabobordet bestiller den tykke herre et stjerneskud. Han har seler på og nypudsede sko, og stemmen er blød med Olsen Banden-diktion, mens han forklarer sin kone og voksne datter, hvad forskellen er på en håndmad og et rigtigt stykke smørebrød. Spidser ører, for jeg vil også gerne vide det.
»Ja, shooting star,« sukker han tilfreds. Da stjerneskuddet ankommer ser det ud til at veje lidt mere end et kilo.
13.45
Passerer 19 kilometer til Køge-skiltet. Tømrerfirmaet Bjarne Pedersen hejser sten langs en villafacade. Det er dagens første aktive byggeplads. I Valby stod alle kranerne stille, men hele vejen ned langs bugten viser det sig at folk er i fuld gang med at forbedre deres huse. Har den økonomiske krise undgået Sydkysten? Længere fremme bygger man en kommende REMA 1000 (hvorfor tusind?). Arkitekten har valgt at et beslutsomt firkantet udtryk.
14.30
Greve Strand. Er chokeret over al denne adstadige velstand. Hvor er al betonen? Hvor er ghettoproblemerne? Er det her Greve Strand? Har set blokke i det fjerne, i disen, det er alt. Køber mineralvand og får den galt i halsen.
14.50
Det tager tid at gå i sand, men bugten er smuk og grå, og her er hunde overalt. Dér kommer en i følgeskab med en jogger i skinnende rumdragt. Det er en rank og værdig type som en overtjener, med hævet hage. Dens krop inklusiv nosserne ser ud til at være betrukket med velour i en dæmpet grå kvalitet som en arkitekttegnet sofa. Ejeren gør et mindre heldigt indtryk, men hunden viser ingen tegn på forlegenhed.
15.20
Karlslunde. Det ildevarslende glimt af en bongotromme i et kirkevindue. De første pendlere er på vej hjem nu. Himlen er furet og hvid som et stykke dampet torsk.
15.55
Mon ikke man kan skyde genvej nede ved vandet?
17.00
Næ. Står for enden af Staunings Ø, en odde. Køge er lige ovre på den anden side af vandet, men her ender stranden. Der er langt tilbage til hovedvejen. Går lidt på bare tæer i det våde sand.
Sociologen Henrik Dahl er blevet forstædernes forsvarer. Han påpeger at folk er glade for at bo i dem. Den moderne verden er på tålt ophold, mener Henrik Dahl. Det undrer ham. Det undrer ikke mig. Jeg har været fordomsfuld over for forstæderne siden jeg fraflyttede dem som 19-årig.
Alligevel er der måske noget at hente i Dahls synspunkter. Forstæderne har i dag ikke gjort mig ondt overhovedet. For nu bare at tage et eksempel, så har jeg ikke bemærket ét tilfælde af incest.
17.41
Hovedvejen løber gennem et industriområde. Afstanden mellem bygningerne er latterligt stor og uudnyttet. Hver eneste lave firkantede virksomhedsbygning gør krav på en mægtig skive mishandlet og tilrodet land. Her er tydelige tegn på forfald. En ramponeret villa med flækket murværk og et sammenstyrtet tag er udbudt til salg. Virksomhederne har uheldsvangre navne: ’TechnoGym’, ’Scanda-Hus’, ’Pedan A/S’. Pedan?
18.00
Venteskallen ved limfabrikkens busstoppested er overmalet med graffiti, men det siger sig selv. Det er ordene der overrasker. Hærværksfolkene udtrykker lutter ømhed og kærlighed. Du er så smuk når du smiler, står der.
18.40
Det er bælgmørkt nu, og jeg skal finde Hotel Niels Juel. De har givet mig et gratis værelse, fordi jeg var fræk nok til at e-maile i forvejen og spørge. For det er nødvendigt at sove i Køge. Tænk over det. En udrejse er og bliver en særlig sindstilstand. Man kan ikke bare sætte sig ind i et tog og køre hjem.
Er Køge Danmarks længste by? Har gået i den længe, men skiltene bliver ved at insistere på at den er to kilometer væk. En slags byernes Midgårdsorm. Bestiller en hotdog i en snask med et imponerende udvalg af fedt & salt-mad. Teenagepigen bag disken langer plettede olieposer over disken til brede mænd. Jeg forsøger at læse lidt i Ekstra Bladet fra dagen før, men avisen er for svær.
19.15
Stavrer ind på hotellet. Tæerne ligner en bakke blandede bær.
8.30
Om morgenen er Køge blevet et magisk sted. Fra hotellets restaurant ses lokalbanens tog i eksotiske farver. Her er tyskere med ukurante frisurer og ældre mennesker som er blevet slebet ens af hinandens livslange selskab. Og så er her smørechokolade, variationer af flager og glasskåle med svesker til de modne.
På denne gnistrende morgen kunne man lige så godt være vågnet op i, tja, Tromsø eller Toledo. Solen lyner fra missionsskibet Logos Hopes flanke, og tårne og tegl glimter af dug. Toget trækker ind på stationen. De øvrige passagerer er gymnasieelever. Efterhånden bliver de suget ind fra oplandet. De sniksnakker og regner det ikke for noget særligt at rejse fra Køge. Det gør jeg! Køge, vi tilhører hinanden nu.
Men turen er kort. Den distance det tog mig 10 timer at tilbagelægge i går, klarer toget på mindre end 30 minutter. Til gengæld er det dyrt: Tre gule klip, 49,50.
Hvis man går er det som bekendt gratis.
Overvejer at begive mig nordpå næste gang – men jeg ved ikke om jeg orker kulturchokket. Nordpå! Der bor jo ikke andet end forældre til autonome kystbanesocialistbørn, opportunistiske og infantile konservative, vulgære nyfattige investortyper. Folk, vi andre ser lidt ned på.
Af Christoffer Zieler
En dag virkede det som en god idé at gå til Køge.
Vil I høre den psyko-geografiske begrundelse?
De fleste af os er på gennemrejse det meste af tiden, som oftest ad de samme fladtrådte spor. Selv kender jeg sjældent mere end et par gadehjørner i de byer, jeg har besøgt. Og Køge har jeg aldrig besøgt. Eller Hundige. Eller Solrød. Er det rigtige steder, eller er det bare punktnedslag man kan passere i høj hastighed? Det er et eksperiment værd at opdage disse steder til fods. For hvornår har man egentlig været et sted?
9.00
Eksperimentet begynder ved den isblå gasbeholder ved Valbyparken. En mental bygrænse. Syd for beholderen bor der, så vidt jeg er orienteret, udelukkende mennesker vi andre ser lidt ned på. Jeg tænker på socialdemokrater, medlemmer af Dansk Folkeparti og Venstre, indvandrere, teenagere og efterlønnere. Kortet kunne egentlig lige så godt indeholde en hvid plamage og ordet ’kannibaler’.
Jeg klapper lommelærken, og jeg ved at der er marcipanbrød og bananer i min taske til senere. Der er også musik i øret at gå i takt til. Og dermed forsvinder et par kilometer Gammel Køge Landevej under mine franske homostøvler før Avedøreværket pludselig dukker op. Jeg bilder mig ind at jeg skal den vej og begiver mig ud i græsset langs motorvejen. Der ligger en sort plastiksæk ved stien. Velsagtens et lig. Her er også et skilt: 45 km til Køge.
10.50
Jeg er ikke nogen ørn til at gå. Eller, okay, en ørn er heller ikke en ørn til at gå – det jeg mener er, at jeg har truffet det helt forkerte fodtøjsvalg. Og mine jeans er dem med røven, der glider ned, og smalle ben, hvilket er i orden til daglig, men upraktisk lige netop i dag. Desuden er jeg gået i den forkerte retning, så jeg vender tilbage til landevejen, hvor jeg skifter til gamle reserve-løbesko og stopper de dyre støvler i tasken.
Faktisk er historien fuld af vandreentusiaster i tungt tøj uden gummisåler under fødderne. H.C. Andersen og Søren Kierkegaard travede hovedstaden tynd. Med succes! Andersen gik endda helt ud til Dragør, og forevigede oplevelsen i sin syrede debutroman Fodreise.
»Hvor skulde jeg hen? (skriver Andersen) Ud maatte jeg. - Da stod Amager mig som den bedste Tumleplads for mit unge brusende Blod, denne Vei forekom mig endnu ikke at være befaret af nogen poetisk Rytter.«
Moden skifter, men mon ikke også de celebre vandringsmænd levede efter devisen om at en vis uforberedthed er en forudsætning for eventyr? Mit tilfodsgående idol er dog ikke historisk, men den nutidige engelske forfatter Will Self, som påpeger at selv om vi mennesker har haft mulighed for at rejse ved maskinkraft siden indførelsen af jernbanen (i Danmark var det i 1847), så er vores fysik, måden vi oplever verden på, helt og aldeles indstillet til fodtransport.
Og det er jo et problem, for vi har ikke tid til at gå. Vi cykler, kører, tager toget eller flyver, og vi har kun en udvisket oplevelse af det der ligger mellem vores A’er og B’er.
Mange af os har knapt en idé om de fysiske omgivelser blot nogle få kilometer fra hvor vi bor. Så vores virkelighedsopfattelse er uorganisk, hvilket er underligt. Betragt et satellitfoto af vores byer om natten. Ligheden med menneskets egne muskler og nervebaner er slående.
11.25
Vallensbæk er en organisme af lange haver og udestuer. En tyk hund og en mand i gul vindjakke er ude at gå tur langs kysten. Manden indikerer en god rute. En tåre fremkaldt af den kolde blæst triller fra hans ene øje. »You sent me to Toledo!« Skriger Jack White i mit øre.
12.00
Vallensbæk havn rummer lystbåde og den afdæmpede trafik af bådejere, som pusler med skrog og rigning. På stien foran går en fisker iført vaders. Uden varsel styrter han ud i vandet, kaster snøren ud og bliver stående ubevægelig som en hejre. Her er mange lystfiskere og mange skilte, der forbyder dem at lystfiske. Vandet, de står i, er koldt. Hvis de forbryder sig mod reglerne, så gør de det med store personlige omkostninger til følge.
13.20
Køge Bugt Kro har blafrefaner udenfor, og inden døre benytter gæsterne rygekabinen efter tur. Den er vist ikke sat til, men ideen med rygekabiner er heller ikke at de skal virke, men at rygerne skal straffes en lille smule for deres lastefuldhed ved at tvinges til at stå op. Det er fint. Man serverer min Squash i bryggeriets officielle glas. Der er brun papirdug på bordet og evighedspeber i bøssen. På væggen hænger Bjørn Wiinblad og i vinduerne er der flæser.
Ved nabobordet bestiller den tykke herre et stjerneskud. Han har seler på og nypudsede sko, og stemmen er blød med Olsen Banden-diktion, mens han forklarer sin kone og voksne datter, hvad forskellen er på en håndmad og et rigtigt stykke smørebrød. Spidser ører, for jeg vil også gerne vide det.
»Ja, shooting star,« sukker han tilfreds. Da stjerneskuddet ankommer ser det ud til at veje lidt mere end et kilo.
13.45
Passerer 19 kilometer til Køge-skiltet. Tømrerfirmaet Bjarne Pedersen hejser sten langs en villafacade. Det er dagens første aktive byggeplads. I Valby stod alle kranerne stille, men hele vejen ned langs bugten viser det sig at folk er i fuld gang med at forbedre deres huse. Har den økonomiske krise undgået Sydkysten? Længere fremme bygger man en kommende REMA 1000 (hvorfor tusind?). Arkitekten har valgt at et beslutsomt firkantet udtryk.
14.30
Greve Strand. Er chokeret over al denne adstadige velstand. Hvor er al betonen? Hvor er ghettoproblemerne? Er det her Greve Strand? Har set blokke i det fjerne, i disen, det er alt. Køber mineralvand og får den galt i halsen.
14.50
Det tager tid at gå i sand, men bugten er smuk og grå, og her er hunde overalt. Dér kommer en i følgeskab med en jogger i skinnende rumdragt. Det er en rank og værdig type som en overtjener, med hævet hage. Dens krop inklusiv nosserne ser ud til at være betrukket med velour i en dæmpet grå kvalitet som en arkitekttegnet sofa. Ejeren gør et mindre heldigt indtryk, men hunden viser ingen tegn på forlegenhed.
15.20
Karlslunde. Det ildevarslende glimt af en bongotromme i et kirkevindue. De første pendlere er på vej hjem nu. Himlen er furet og hvid som et stykke dampet torsk.
15.55
Mon ikke man kan skyde genvej nede ved vandet?
17.00
Næ. Står for enden af Staunings Ø, en odde. Køge er lige ovre på den anden side af vandet, men her ender stranden. Der er langt tilbage til hovedvejen. Går lidt på bare tæer i det våde sand.
Sociologen Henrik Dahl er blevet forstædernes forsvarer. Han påpeger at folk er glade for at bo i dem. Den moderne verden er på tålt ophold, mener Henrik Dahl. Det undrer ham. Det undrer ikke mig. Jeg har været fordomsfuld over for forstæderne siden jeg fraflyttede dem som 19-årig.
Alligevel er der måske noget at hente i Dahls synspunkter. Forstæderne har i dag ikke gjort mig ondt overhovedet. For nu bare at tage et eksempel, så har jeg ikke bemærket ét tilfælde af incest.
17.41
Hovedvejen løber gennem et industriområde. Afstanden mellem bygningerne er latterligt stor og uudnyttet. Hver eneste lave firkantede virksomhedsbygning gør krav på en mægtig skive mishandlet og tilrodet land. Her er tydelige tegn på forfald. En ramponeret villa med flækket murværk og et sammenstyrtet tag er udbudt til salg. Virksomhederne har uheldsvangre navne: ’TechnoGym’, ’Scanda-Hus’, ’Pedan A/S’. Pedan?
18.00
Venteskallen ved limfabrikkens busstoppested er overmalet med graffiti, men det siger sig selv. Det er ordene der overrasker. Hærværksfolkene udtrykker lutter ømhed og kærlighed. Du er så smuk når du smiler, står der.
18.40
Det er bælgmørkt nu, og jeg skal finde Hotel Niels Juel. De har givet mig et gratis værelse, fordi jeg var fræk nok til at e-maile i forvejen og spørge. For det er nødvendigt at sove i Køge. Tænk over det. En udrejse er og bliver en særlig sindstilstand. Man kan ikke bare sætte sig ind i et tog og køre hjem.
Er Køge Danmarks længste by? Har gået i den længe, men skiltene bliver ved at insistere på at den er to kilometer væk. En slags byernes Midgårdsorm. Bestiller en hotdog i en snask med et imponerende udvalg af fedt & salt-mad. Teenagepigen bag disken langer plettede olieposer over disken til brede mænd. Jeg forsøger at læse lidt i Ekstra Bladet fra dagen før, men avisen er for svær.
19.15
Stavrer ind på hotellet. Tæerne ligner en bakke blandede bær.
8.30
Om morgenen er Køge blevet et magisk sted. Fra hotellets restaurant ses lokalbanens tog i eksotiske farver. Her er tyskere med ukurante frisurer og ældre mennesker som er blevet slebet ens af hinandens livslange selskab. Og så er her smørechokolade, variationer af flager og glasskåle med svesker til de modne.
På denne gnistrende morgen kunne man lige så godt være vågnet op i, tja, Tromsø eller Toledo. Solen lyner fra missionsskibet Logos Hopes flanke, og tårne og tegl glimter af dug. Toget trækker ind på stationen. De øvrige passagerer er gymnasieelever. Efterhånden bliver de suget ind fra oplandet. De sniksnakker og regner det ikke for noget særligt at rejse fra Køge. Det gør jeg! Køge, vi tilhører hinanden nu.
Men turen er kort. Den distance det tog mig 10 timer at tilbagelægge i går, klarer toget på mindre end 30 minutter. Til gengæld er det dyrt: Tre gule klip, 49,50.
Hvis man går er det som bekendt gratis.
Overvejer at begive mig nordpå næste gang – men jeg ved ikke om jeg orker kulturchokket. Nordpå! Der bor jo ikke andet end forældre til autonome kystbanesocialistbørn, opportunistiske og infantile konservative, vulgære nyfattige investortyper. Folk, vi andre ser lidt ned på.
6 kommentarer:
Tak for denne dejlige og inspirende fortælling. Men hvad ér forskellen melle en håndmad og et rigtigt stykke smørebrød?
Det står ikke lysende klart for mig, da forklaringen gjorde brug af et menukort, jeg ikke kunne se.
Men det var ikke bare spørgsmålet om, hvorvidt et givent stykke mad var muligt at tumle håndholdt, der afgjorde kategoriseringen.
Principielt skal en håndmad vist også spises med bestik. Det handlede især om mængde og overdådighedsgrad.
Wow fantastisk historie... Den filosofiske begrundelse for gåturen, var faktisk netop det, der i morges fik mig til for første gang at gå til arbejde, i stedet for at cykle. Min beskedne fodrejse tog 35 minutter, men den velkendte verden ser ganske anderledes ud end fra cyklen.
Jeg har ikke før nu fået læst denne reportage/klumme/stykke poesi, da jeg befandt mig langt mod nord på publiceringstidspunktet.
Men for filan, Zielan, det er en fremtagende tekst. Det er fjollet af mig, men jeg skammer mig næsten over, at jeg, der har dyrket vandringen i en halv snes år, aldrig har bare *forsøgt* mig med en skildring a la din.
Den ensomme vandringsmand har tid til observation og refleksion, Når han går ad den samme rute mange gange, bliver det selvsagt mest det sidste.
En anden variant af "at gå", anderledes end din oplevelse, er at være flere i selskab. Her menes fra to vandringsmænd og op.
Hvis du skulle være i humør til det engang i juni eller juli, ville jeg hjertens gerne slå dig følge i en tur mod det dekadente nord.
Hvis det var!
/TH
Så har jeg linket til din artikel på en FB-gruppe for marchtosser ("Marchgruppe DK") - du fortjener at blive læst vidt og bredt, gamle dreng :-)
Herligt at læse.
Hundige? Jeg giver gerne en rundvisning i min barndoms Hundige.
Say when.
OLe
Send en kommentar