tirsdag den 24. marts 2009

Fodrejse til Køge



En rejse til Køge
Af Christoffer Zieler

En dag virkede det som en god idé at gå til Køge.
Vil I høre den psyko-geografiske begrundelse?

De fleste af os er på gennemrejse det meste af tiden, som oftest ad de samme fladtrådte spor. Selv kender jeg sjældent mere end et par gadehjørner i de byer, jeg har besøgt. Og Køge har jeg aldrig besøgt. Eller Hundige. Eller Solrød. Er det rigtige steder, eller er det bare punktnedslag man kan passere i høj hastighed? Det er et eksperiment værd at opdage disse steder til fods. For hvornår har man egentlig været et sted?

9.00
Eksperimentet begynder ved den isblå gasbeholder ved Valbyparken. En mental bygrænse. Syd for beholderen bor der, så vidt jeg er orienteret, udelukkende mennesker vi andre ser lidt ned på. Jeg tænker på socialdemokrater, medlemmer af Dansk Folkeparti og Venstre, indvandrere, teenagere og efterlønnere. Kortet kunne egentlig lige så godt indeholde en hvid plamage og ordet ’kannibaler’.

Jeg klapper lommelærken, og jeg ved at der er marcipanbrød og bananer i min taske til senere. Der er også musik i øret at gå i takt til. Og dermed forsvinder et par kilometer Gammel Køge Landevej under mine franske homostøvler før Avedøreværket pludselig dukker op. Jeg bilder mig ind at jeg skal den vej og begiver mig ud i græsset langs motorvejen. Der ligger en sort plastiksæk ved stien. Velsagtens et lig. Her er også et skilt: 45 km til Køge.

10.50
Jeg er ikke nogen ørn til at gå. Eller, okay, en ørn er heller ikke en ørn til at gå – det jeg mener er, at jeg har truffet det helt forkerte fodtøjsvalg. Og mine jeans er dem med røven, der glider ned, og smalle ben, hvilket er i orden til daglig, men upraktisk lige netop i dag. Desuden er jeg gået i den forkerte retning, så jeg vender tilbage til landevejen, hvor jeg skifter til gamle reserve-løbesko og stopper de dyre støvler i tasken.

Faktisk er historien fuld af vandreentusiaster i tungt tøj uden gummisåler under fødderne. H.C. Andersen og Søren Kierkegaard travede hovedstaden tynd. Med succes! Andersen gik endda helt ud til Dragør, og forevigede oplevelsen i sin syrede debutroman Fodreise.

»Hvor skulde jeg hen? (skriver Andersen) Ud maatte jeg. - Da stod Amager mig som den bedste Tumleplads for mit unge brusende Blod, denne Vei forekom mig endnu ikke at være befaret af nogen poetisk Rytter.«

Moden skifter, men mon ikke også de celebre vandringsmænd levede efter devisen om at en vis uforberedthed er en forudsætning for eventyr? Mit tilfodsgående idol er dog ikke historisk, men den nutidige engelske forfatter Will Self, som påpeger at selv om vi mennesker har haft mulighed for at rejse ved maskinkraft siden indførelsen af jernbanen (i Danmark var det i 1847), så er vores fysik, måden vi oplever verden på, helt og aldeles indstillet til fodtransport.

Og det er jo et problem, for vi har ikke tid til at gå. Vi cykler, kører, tager toget eller flyver, og vi har kun en udvisket oplevelse af det der ligger mellem vores A’er og B’er.

Mange af os har knapt en idé om de fysiske omgivelser blot nogle få kilometer fra hvor vi bor. Så vores virkelighedsopfattelse er uorganisk, hvilket er underligt. Betragt et satellitfoto af vores byer om natten. Ligheden med menneskets egne muskler og nervebaner er slående.

11.25
Vallensbæk er en organisme af lange haver og udestuer. En tyk hund og en mand i gul vindjakke er ude at gå tur langs kysten. Manden indikerer en god rute. En tåre fremkaldt af den kolde blæst triller fra hans ene øje. »You sent me to Toledo!« Skriger Jack White i mit øre.

12.00
Vallensbæk havn rummer lystbåde og den afdæmpede trafik af bådejere, som pusler med skrog og rigning. På stien foran går en fisker iført vaders. Uden varsel styrter han ud i vandet, kaster snøren ud og bliver stående ubevægelig som en hejre. Her er mange lystfiskere og mange skilte, der forbyder dem at lystfiske. Vandet, de står i, er koldt. Hvis de forbryder sig mod reglerne, så gør de det med store personlige omkostninger til følge.

13.20
Køge Bugt Kro har blafrefaner udenfor, og inden døre benytter gæsterne rygekabinen efter tur. Den er vist ikke sat til, men ideen med rygekabiner er heller ikke at de skal virke, men at rygerne skal straffes en lille smule for deres lastefuldhed ved at tvinges til at stå op. Det er fint. Man serverer min Squash i bryggeriets officielle glas. Der er brun papirdug på bordet og evighedspeber i bøssen. På væggen hænger Bjørn Wiinblad og i vinduerne er der flæser.

Ved nabobordet bestiller den tykke herre et stjerneskud. Han har seler på og nypudsede sko, og stemmen er blød med Olsen Banden-diktion, mens han forklarer sin kone og voksne datter, hvad forskellen er på en håndmad og et rigtigt stykke smørebrød. Spidser ører, for jeg vil også gerne vide det.
»Ja, shooting star,« sukker han tilfreds. Da stjerneskuddet ankommer ser det ud til at veje lidt mere end et kilo.

13.45
Passerer 19 kilometer til Køge-skiltet. Tømrerfirmaet Bjarne Pedersen hejser sten langs en villafacade. Det er dagens første aktive byggeplads. I Valby stod alle kranerne stille, men hele vejen ned langs bugten viser det sig at folk er i fuld gang med at forbedre deres huse. Har den økonomiske krise undgået Sydkysten? Længere fremme bygger man en kommende REMA 1000 (hvorfor tusind?). Arkitekten har valgt at et beslutsomt firkantet udtryk.

14.30
Greve Strand. Er chokeret over al denne adstadige velstand. Hvor er al betonen? Hvor er ghettoproblemerne? Er det her Greve Strand? Har set blokke i det fjerne, i disen, det er alt. Køber mineralvand og får den galt i halsen.

14.50
Det tager tid at gå i sand, men bugten er smuk og grå, og her er hunde overalt. Dér kommer en i følgeskab med en jogger i skinnende rumdragt. Det er en rank og værdig type som en overtjener, med hævet hage. Dens krop inklusiv nosserne ser ud til at være betrukket med velour i en dæmpet grå kvalitet som en arkitekttegnet sofa. Ejeren gør et mindre heldigt indtryk, men hunden viser ingen tegn på forlegenhed.

15.20
Karlslunde. Det ildevarslende glimt af en bongotromme i et kirkevindue. De første pendlere er på vej hjem nu. Himlen er furet og hvid som et stykke dampet torsk.

15.55
Mon ikke man kan skyde genvej nede ved vandet?

17.00
Næ. Står for enden af Staunings Ø, en odde. Køge er lige ovre på den anden side af vandet, men her ender stranden. Der er langt tilbage til hovedvejen. Går lidt på bare tæer i det våde sand.

Sociologen Henrik Dahl er blevet forstædernes forsvarer. Han påpeger at folk er glade for at bo i dem. Den moderne verden er på tålt ophold, mener Henrik Dahl. Det undrer ham. Det undrer ikke mig. Jeg har været fordomsfuld over for forstæderne siden jeg fraflyttede dem som 19-årig.

Alligevel er der måske noget at hente i Dahls synspunkter. Forstæderne har i dag ikke gjort mig ondt overhovedet. For nu bare at tage et eksempel, så har jeg ikke bemærket ét tilfælde af incest.

17.41
Hovedvejen løber gennem et industriområde. Afstanden mellem bygningerne er latterligt stor og uudnyttet. Hver eneste lave firkantede virksomhedsbygning gør krav på en mægtig skive mishandlet og tilrodet land. Her er tydelige tegn på forfald. En ramponeret villa med flækket murværk og et sammenstyrtet tag er udbudt til salg. Virksomhederne har uheldsvangre navne: ’TechnoGym’, ’Scanda-Hus’, ’Pedan A/S’. Pedan?

18.00
Venteskallen ved limfabrikkens busstoppested er overmalet med graffiti, men det siger sig selv. Det er ordene der overrasker. Hærværksfolkene udtrykker lutter ømhed og kærlighed. Du er så smuk når du smiler, står der.

18.40
Det er bælgmørkt nu, og jeg skal finde Hotel Niels Juel. De har givet mig et gratis værelse, fordi jeg var fræk nok til at e-maile i forvejen og spørge. For det er nødvendigt at sove i Køge. Tænk over det. En udrejse er og bliver en særlig sindstilstand. Man kan ikke bare sætte sig ind i et tog og køre hjem.

Er Køge Danmarks længste by? Har gået i den længe, men skiltene bliver ved at insistere på at den er to kilometer væk. En slags byernes Midgårdsorm. Bestiller en hotdog i en snask med et imponerende udvalg af fedt & salt-mad. Teenagepigen bag disken langer plettede olieposer over disken til brede mænd. Jeg forsøger at læse lidt i Ekstra Bladet fra dagen før, men avisen er for svær.

19.15
Stavrer ind på hotellet. Tæerne ligner en bakke blandede bær.

8.30
Om morgenen er Køge blevet et magisk sted. Fra hotellets restaurant ses lokalbanens tog i eksotiske farver. Her er tyskere med ukurante frisurer og ældre mennesker som er blevet slebet ens af hinandens livslange selskab. Og så er her smørechokolade, variationer af flager og glasskåle med svesker til de modne.

På denne gnistrende morgen kunne man lige så godt være vågnet op i, tja, Tromsø eller Toledo. Solen lyner fra missionsskibet Logos Hopes flanke, og tårne og tegl glimter af dug. Toget trækker ind på stationen. De øvrige passagerer er gymnasieelever. Efterhånden bliver de suget ind fra oplandet. De sniksnakker og regner det ikke for noget særligt at rejse fra Køge. Det gør jeg! Køge, vi tilhører hinanden nu.

Men turen er kort. Den distance det tog mig 10 timer at tilbagelægge i går, klarer toget på mindre end 30 minutter. Til gengæld er det dyrt: Tre gule klip, 49,50.

Hvis man går er det som bekendt gratis.

Overvejer at begive mig nordpå næste gang – men jeg ved ikke om jeg orker kulturchokket. Nordpå! Der bor jo ikke andet end forældre til autonome kystbanesocialistbørn, opportunistiske og infantile konservative, vulgære nyfattige investortyper. Folk, vi andre ser lidt ned på.

onsdag den 18. marts 2009

Mænd, der ligner Simon Emil Ammitzbøll



To fra skitseblokken.

Manden der lignede Simon Emil Ammitzbøll

&  (nederst)

Den nedstemte mand (der lidt lignede Bjarne Riis).

tirsdag den 17. marts 2009

Helge taler - en lydslæde




Har forsøgt at producere den kedeligst tænkelige audiovisuelle fremstilling af et i udgangspunktet spændende emne. Der er tale om en såkaldt sound slide - 'lydslæde' på dansk.

Men jeg ser nu at jeg ikke er gået radikalt nok til værks. Taler Helge Sander i høj nok grad som om han læser højt? Kunne videnskabsministeren have virket mere distanceret fra den klimadagsorden, han taler sig ind på? Jeg tror det.

Der mangler nok også en dræbende melodi. Helges tema. Det må vi arbejde på.

Og måske er der for mange billeder. Måske skulle det have været det samme billede gentaget hele vejen.

Kedsommelige forslag er velkomne.

torsdag den 12. marts 2009

Hidsigt rød og skinnende



Det begyndte med en tegning af en morfar, som ikke vil have en tegning af sit barnebarn. Han ville hellere have haft et gavekort til en full-scale brasiliansk voksbehandling "back, crack og sack" på Men's Room, skønhedsklinikken for glatte mænd. Tegningen lå på Informations hjemmeside, og indehaverne af Men's Room opdagede den. Den ene af dem - Marie - ringede. Straks blev jeg ynkeligt bange. Sæt hun var vred. 

Marie var ikke vred. Men's Room ville gerne låne tegningen til deres hjemmeside. Formentlig så andre bedstefædre også kan blive inspireret til at få en mere pornoficeret krop. Hun forærede mig også en behandling, så jeg selv kunne føle, hvad det gik ud på. Men det var en ansigtsbehandling, for brasilianertorturen er ikke en del af programpakken på klinikken.

Hvem vil ikke gerne skifte sit havregrødsagtige ansigt ud med noget mere skinnende og stramt? Jeg greb grådigt muligheden. Og på nær da det i intervaller skiftevis kløede, sviede eller stak, er det noget af det rareste, jeg har prøvet. Ever.

Man ligger på en blød briks i et smukt rum. Der er en plakat at kigge på som i gruopvækkende detalje gennemgår menneskets væmmelige hud, og der er Air og Moby og Enya at falde næsten i søvn til mens man bliver dampet på og aet og svøbt i ting, og pakket ind i ler som en bålstegt kylling, og sprayet og masseret og aet igen med noget, der dufter af eukalyptus.

Indtil man er aet helt flad og kønspolitisk besejret. Og imens taler pigen i kittel (men uden synlig hofteholder) om Næstveds mange infrastruktuelle og kulturelle tilbud, og det hele er ekstremt hyggeligt.

Efterfølgende ser man hidsigt rød ud i hovedet. Man er meget ren og let hævet og skinnende. Nu er det ens opgave at spare penge sammen, så man kan komme til at blive aet og plejet igen. 

Man skal gøre noget godt for sig selv fra tid til anden. Eller, okay, det er bedre hvis man gjorde det for en anden. En hvilken som helst anden. Men at hjælpe os selv er vel stadig det næstbedste, vi kan.

Øverst, den hastigt nedkradsede oplevelse. Her: link til morfaren med voksdrømmen (rækken til højre, cirka halvvejs nede).







 



søndag den 8. marts 2009

Schellnhuber



Mødte klimaforskeren Hans Joachim Schellnhuber i Potsdam for nylig. Jeg synes, han sagde vigtige ting.

I samtalen gik han hårdt til Bjørn Lomborg. Lomborg definerer vist stadig, hvordan omverdenen betragter Danmark, når det handler om klimaforskning.

Det kunne vores statsminister jo overveje. Måske gør han det allerede. Regeringen har i år øget bevillingen til Copenhagen Consensus Center, som Bjørn Lomborg leder med fem millioner.

Nå! Schellnhuber!

Russisk roulette. I bedste fald

I Potsdam lidt uden for Berlin arbejder Hans Joachim Schellnhuber, en af verdens førende autoriteter når det gælder konsekvenser af klimaforandringer. I næste uge er han blandt hovedtalerne på klimakongressen på Københavns Universitet. Han er ikke sikker på at vi klarer den. Altså menneskeheden

KLIMA

Af Christoffer Zieler

Telegrafenberg i Potsdam er en nålepude af træer og små kupler og tårne af mursten fra det nittende århundrede. Én bygning huser Det Store Refraktionsteleskop som 99 dages-kejseren fik installeret, og bag en bakketop stikker Einsteins Tårn frem af den frostbidte jord som et slot for funktionalistiske smølfer.

Et mystisk, stemningsmættet sted, og professor Schellnhuber passer ind. Klædt i sort med en svag aura af munkeliv minder han en smule om Yip Man, Bruce Lees legendariske
læremester i kampsporten wing tsun. Og hvad angår følgevirkningerne af klimaforandringer har Schellnhuber opnået lidt af en stormesterstatus.

Potsdam Institut für Klimafolgenforschung som han leder, er anerkendt verden over, og til december tager han til Danmark til klimatopmøde som rådgiver for den tyske kansler. Inden da, til marts, er han taler på KU's klimakongres.

Hans Joachim Schellnhuber voksede op i det naturskønne Bayern, men det var matematisk fysik snarere end træer og bjerge der fik ham sporet ind på miljøforskning. I de tidlige 1980'ere arbejdede han i Santa Barbara, Cali-fornien med datidens modefysiske paradigme,
kaosteori, eller teorien om komplekse systemer.

»Hvis du ser et floddelta oppefra, opdager du en meget smuk fraktalgeometri - store floder der deler sig i mindre vandløb, som igen forgrener sig. Du kan forstå det matematisk, så det var min bro. Jeg blev så at sige suget blidt ind i det her tværfaglige miljø, men interessen for miljøet begyndte med interessen for videnskab.«

Schellnhubers forskning gjorde ham relevant for den tyske regering som i de vilde, fremtidsbevidste dage efter Murens fald besluttede at udforske hvad vi kunne forvente af de endnu ret ubeskrevne klimaændringer.

»Jeg havde ikke skænket klimakonsekvenser en tanke, men jeg opdagede at her var en rigtig god intellektuel udfordring. Hvis havet bliver to grader varmere, rykker kystlinjen frem, man får forøget nedbør, hedebølger om sommeren - spørgsmålet om hvad der sker, indeholder en masse guf man kan forske i.«

Ruiner på Telegrafenberg
I 1991 blev programmet udvidet, og tyskerne grundlagde et egentligt institut om klimakonsekvenser.

»Ideen var visionær. På det tidspunkt tænkte de fleste: global opvarmning - og hvad så? Det at grundlægge et institut, ikke blot for at studere klimaet, men for at studere konsekvenserne af menneskeskabt global opvarmning, betød jo at man gik ud fra at truslen var reel, og at det ville kræve forskning at finde ud af hvad man skulle gøre ved den. Det var vel ti år foran sin tid og en kæmpe udfordring. Jeg fik budget til at hyre et halvt hundrede mennesker og et sted at arbejde. De sagde: Her er Telegrafenberg - kan du se alle ruinerne?«

»I dag har vi 200 forskere fra forskellige discipliner som arbejder med klimakonsekvenser. Og vi samarbejder med universiteterne. Alle mine afdelingsledere er professorer på universiteterne i regionen. Men vi har vores eget budget og frihed til at forske. I Tyskland er vi et symbol på tværfagligt samarbejde - på arbejdet med at bruge god videnskab til relevante temaer, at forstå det 21. århundredes problemer.«

Så du fik det her sted af politikerne så du kunne være den der år senere skulle hviske i sin kanslers øre - eller råbe, hvad ved jeg - at det her var et seriøst problem som hun skulle gøre noget ved?

»Man behøver ikke hviske ydmygt, for Angela Merkel er uddannet videnskabskvinde. Hun har en ph.d. i teoretisk fysik. Hun var klar til at lytte for 15 år siden. Men, ja, den oprindelige ide var nok også at vi skulle være policy-relevante, men min strategi var en anden. Vi skulle ikke være endnu en tænketank eller miljøaktivistisk pressionsgruppe. Derimod skulle vi finde vores plads i det videnskabelige samfund. Først når man har opbygget professionel troværdighed, kan man tillade sig at give gode råd. Jeg tror ikke at Merkel ville have gjort mig til rådgiver hvis vi havde et dårligt ry eller blot var kendt for aggressivt at fremme vores holdninger.«

Men er I så aktivister nu?

»Nej. Det hele handler om at komme med videnskabelige beviser. Vi kan forholde os til de politiske mål og sige: her er hvad I skal gøre for at opnå dem. Hvis I vil begrænse opvarmningen til to grader, så er der det her miks af sol, vind, kul... «

Atomkraft?

Schellnhuber sukker. »Tyskerne hader atomkraft. Som fysiker mener jeg at risikoen er overvurderet, men opbevaring og spredning af atomaffald er uløste problemer overalt i verden. Vi forsøger at være objektive, så vi tager atomkraft med i analysen. Interessant nok viser det sig at atomkraft - alene af økonomiske årsager - ikke er så smart som vedvarende energi i det lange løb. Folk betragter vedvarende energi som et ideologisk projekt, men den kolde økonomiske kalkule viser noget andet.«

Jeres regering genopfinder sig selv
»Jeg kan fortælle kansleren hvordan verden, efter min bedste vurdering, vil se ud hvis den globale opvarmning overstiger to grader. Jeg kan fortælle hvad der vil ske hvis vi varmer verden op fem grader. Men jeg siger aldrig at vi skal holde os til to grader. Det er samfundets beslutning. Så i en vis forstand udspiller vi bare scenarier, fortællinger om fremtiden. Men på et solidt grundlag. Vi tager politikerne i hånden og tager dem med til morgendagens eventyrverden.«

Jeres dystopia, måske?

»Præcis, det her er ikke blot eventyr, det er potentielle fremtider som menneskeheden måske vil gennemleve eller bukke under for. Personligt tror jeg ikke at vi kan have højtudviklet civilisation for ti milliarder mennesker i en verden der er fem grader varmere. Der vil ikke være nok vand og mad. Men anyway! Vi fortæller historier om fremtiden, og det er det der skal ske i København til marts hvor jeg vil tale om global landforvaltning - hvor mange mennesker kan kloden bære hvis vi forvalter den ordentligt.«

»I København til december skal politikerne lave en aftale. Deres beslutninger vil basere sig på etik, værdier, grådighed, profit - alt muligt. Alle de beskidte spil vil blive spillet, men der vil også ske gode ting på grund af de mennesker som elsker deres børn og vil bevare en verden til dem. Det bliver en politisk basar, men Copenhagen One, hvis jeg kan kalde kongressen i marts for det, vil forsøge at levere beviserne så politikerne ikke tørner sammen i uvidenhed, men i fuld vished om risici og udfordringer.«

Som voksne mennesker.

»Nemlig. Vi vil uddanne folket. Anders Fogh Rasmussen skal tale ved den afsluttende session, og forhåbentlig vil han se beviserne. Vi var vel alle overraskede over at man valgte Danmark som stedet hvor klimaproblemerne skal løses i 2009. Vi vidste godt at jeres regering ikke var særlig bekymret om miljøet eller om klimaforandringer. Men det har ændret sig lidt nu. Nu hviler verdens øjne på jer, og I må handle derefter. Og Connie Hedegaard fremstår som en seriøs person. I en vis forstand genopfinder jeres regering sig selv forud for topmødet i december, og det er en god ting.«

Pistolen for tindingen
Folk er altid optimister, hvis man spørger. Men Schellnhuber tøver.

»Jeg aner ikke hvad der kommer til at ske i København. Vi vil sikkert se fremskridt - alene fordi Obama er kommet til, og amerikanerne har ændret opfattelse - men det vil ikke være nok. Jeg regnede noget ud for to dage siden: Hvis du nu går ud fra at EU's mål om at begrænse temperaturstigningen til to grader er rimelig - ved du hvad russisk roulette er? Okay, så du har en seksløber med en enkelt patron i tromlen. Du roterer, sætter revolveren for tindingen og trykker af. Nu er sandsynligheden fem ud af seks for at du overlever spillet. En gang, i det mindste.« Schellnhuber snurrer cylinderen på sin imaginære revolver.

Det er gode odds. Måske lige indtil revolveren faktisk lå der på bordet og du faktisk skulle spille som i filmen The Deer Hunter ...

»Det er pointen. Hvis jeg giver dig revolveren nu med de odds, så ville du tænke dig om to gange før du spillede. Fem ud af seks er i virkeligheden ikke en helt fantastisk overlevelseschance. Nuvel, vi regnede ud at hvis vi vil have en russisk roulette-chance for at holde den globale opvarmning under et farligt niveau inden 2050, så skal vi reducere vores udledninger med 80 procent i forhold til 1990-niveauet. 1990, ikke 2000! Det er hvis vi bare vil spille russisk roulette. Oversæt de 80 procent til hvad det betyder for de industrialiserede lande, så taler vi om et stort set totalt stop for CO2-udledninger midt i det her århundrede.«

»Den gode nyhed er at vi kan nå målet hvis vi bruger en til to procent af vores BNP om året på sagen. Ikke så meget, faktisk. Men de store forandringer skal ske i løbet af 15-20 år. Muligheden forpasser sig efter det.«

Ildtid
»Jeres herostratisk berømte landsmand Bjørn Lomborg fortæller alle at det er smartere at tilpasse sig end at angribe problemets rod. Nu ser det ganske vist ikke ud til at han ved ret meget om potentielt fatale klimakonsekvenser, men det han siger lyder godt for en masse mennesker, især inden for det økonomiske felt. Vi bliver kvikkere, lyder parolen. Om 20-30 år vil det være en smal sag at fikse klimaet.«

»Beklageligvis er det også aldeles forkert. Hvis vi ikke imødegår problemet og blot tilpasser os, stiger temperaturen med mindst fire grader inden århundredets udgang. Læg det til de 0,8 grader vi allerede har observeret, så bliver det næsten fem grader over to århundreder. Fem grader er forskellen på en istid og en varm periode, og du ved hvordan Nordeuropa så ud under sidste istid. Desuden er vi allerede i en varm periode, så hvis vi lagde fem grader til, ville vi være på vej mod det man kunne kalde en ildtid.«

»Fem grader er et gennemsnit, for kontinenterne bliver varme før oceanerne. Landmasserne kan blive otte-ni grader varmere, og højtliggende områder som Det Tibetanske Plateau vil blive 12 grader varmere. Alle gletsjerne vil smelte, men de her gletsjere forsyner floder som er livsgrundlag for to milliarder mennesker. Det her er ikke rocket science. Det er sandsynligvis den største konsekvens af den globale opvarmning, og det kan ske i løbet af et par årtier hvis vi ikke griber ind. I 2070-80 ville vi ikke kunne løse problemet længere.«

»I det lange løb, og det påvirker Danmark, er der problemet med vandstigninger. På lang sigt betyder en enkelt grad at havet stiger 15-20 meter. To grader, EU's målsætning, betyder stigninger på 30-40 meter - over måske 1.000 år. Træk en linje omkring jeres kyster. Der ville nok ikke være ret meget tilbage at se. Hvis Lomborg beder os tilpasse os til vandstigninger på 40 meter, så fint nok. Det betyder bare at Danmark skal flyttes til Schweiz, Skotland... «

Grønland?

»Netop! For Grønland ville være grønt. Det bliver næsten en joke til sidst. Hvis du skubber et system ud af balance, så kollapser det eller ændrer virkemåde totalt. Det er det de her 'skeptikere' ikke kan forstå. Hvis man foretager en koldblodig analyse af hvordan verden vil se ud hvis klimaforandringerne får frit løb, så bliver man ganske enkelt forfærdet. Det er tumpet, endda infantilt, at foreslå at vi kan tilpasse os, at vi vil 'vokse fra' klimaforandringerne økonomisk.«

Hvis nu du skulle lege Lomborg og fik, lad os sige, de 838 milliarder dollars den amerikanske regering lige har besluttet at fyre af på den økonomiske krise, hvad ville du så gøre?

»Det er klart at jeg ville bruge en ordentlig luns af pengene på de ting, der altid er på Bjørn Lomborg og hans Consensus-folks liste. Men jeg ville også spørge: Hvad nytter det egentlig hvis jeg redder alle de her mennesker fra hiv blot for at de skulle lide og dø på grund af den globale opvarmning? Jeg ville bruge størsteparten på det lange løb. Man er nødt til at veje de nulevendes interesser mod behovet for at understøtte livet for fremtidige generationer. Alle redelige mennesker er nødt til at udføre det trick.«

»Jeg har en søn på ti måneder, mit livs solskin. Og det her er relevant for ham. Så det er svaret til Lomborg og hans disciple: det er helt enkelt forkert at tænke i økonomisk værdi. De videnskabelige fakta understøtter ikke en cost-benefit analyse. Jeg ville bruge min sunde fornuft som en politiker må og bruge pengene på flere generationer.«

Glæden ved is
På vej ned ad Telegrafenbergs smalle sti falder Universitetsavisens udsendte ret spektakulært på røven. Og liggende der, med nakken let forstrakt, computeren muligvis flækket, forekommer det relevant at bruge et minut på at værdsætte de frosne vandpytter vi endnu har mulighed for at skvatte på. Og på at fundere over professor Schellnhubers afskedssalut:

»Jeg ville elske at tage fejl,« sagde han. »Hvis det nu viste sig at alle os der arbejder i den her klima-business har lavet en gigantisk brøler og der slet ikke foregår nogen global opvarmning. Så ville jeg være lykkelig. Jeg ville blive fyret, det er klart. Men bagefter ville jeg tage hjem og lege med min søn.«

Christoffer@zieler.dk