tirsdag den 28. juni 2011

Når Politiken forsøger sig som debatmedie

Politiken gjorde noget Politiken-agtigt for et par uger siden, da den søgte efter venstreorienterede debatskribenter, som skal bidrage til at give Politiken en mere sekterisk og indspist profil. Eller hvordan de nu formulerede det.

Præmissen for Politikens debatredaktion er, at den politiske debat foregår på højrefløjen, og hvis der var nogen, der mente noget andet, og skrev det, så havde Politiken i hvert fald ikke hørt om dem.

Jeg syntes, det kaldte på satirisk behandling og sendte Politiken en kommentar i tegneserieform (se længere nede).

Politikens opinionsredaktør var i øvrigt i P1 i morges for at fortælle om resultaterne af bladets søgen efter yngre (under 50(!)) venstreorienterede med originale meninger. De var desværre skuffende. Han havde modtaget 230 indlæg uden nye idéer - men lovede alligevel at bringe 'de ti bedste' indlæg til sommer. De ti udvalgte må glæde sig over dén ære.


PS: Jeg fik dette autosvar på min kommentar til Politikens opslag:

»Kære venstreorienterede skribent

Du skal have mange tak for det indlæg og den ansøgning, som du har sendt til Politikens opinionsredaktion. Vi har læst dit indlæg med stor interesse, men da vi har fået svar fra 230 personer, har vi været nødt til at foretage en benhård prioritering. Og den prioritering betyder, at vi ikke får mulighed for at trykke dit indlæg i Politiken. Desværre.
Du skal imidlertid være mere end velkommen til at skrive til os en anden gang.


Med venlig hilsen


__________

Per Michael Jespersen

Opinionsredaktør - Opinion Editor
POLITIKEN«